Transitophold på Thule Air Base

Transitophold på Thule Air Base

For rejser til, eller gennem forsvarsområdet ved Pituffik/Thule Air Base gælder særlige restriktioner. Således skal alle rejsende være i besiddelse af særlig opholdstilladelse, jf. Ministeriet for Grønlands rejsebekendtgørelse af 22. februar 1967 om rejser til og i Grønland med ændringer af 21. maj 1976.

Personer uden gyldig opholdstilladelse kan forventes afvist og/eller returneret.

Transit/opholdstilladelse

Transit er under 24 timer. Ophold er over 24 timer.

Personer, der ønsker billet gennem eller til forsvarsområdet ved Pituffik/Thule Air Base, skal være i besiddelse af transit/opholdstilladelse.

Følgende persongrupper skal dog ikke have transit/opholdstilladelse:

  • personer, der er fastboende i Qaanaaq Kommune eller på forsvarsområdet
  • børn under 15 år
  • polititjenestemænd
  • dansk militært personel
  • amerikansk militært personel
  • amerikansk diplomatisk personel

Til orientering kan oplyses, at såvel Udenrigsministeriet som rigsombudet forelægger ansøgninger for Grønlands Kommandos Forbindelsesofficer på Thule Air Base til udtalelse og tillige underretter Forbindelsesofficeren om meddelte tilladelser.

Såfremt der søges om tilladelse til at besøge personer bosat på forsvarsområdet må det påregnes, at den pågældende kontaktes af Grønlands Kommandos Forbindelsesofficer med henblik på at sikre, at der er opholdsmulighed m.v.