Hvad gør du, hvis samværet ikke overholdes?

Hvis vi har fastsat tidspunkterne for samværet, og den forælder, der har barnet boende, ikke vil udlevere barnet, kan du få hjælp hos fogedretten.


Hvis I selv har lavet en aftale om samvær udenom Rigsombuddet, og den ikke overholdes, kan I ikke få fogedrettens hjælp til at samværet gennemføres.


Læs mere om aftale om samvær


Du skal henvende dig til fogedretten det sted, hvor barnet bor – hvis barnet bor på Færøerne er det retten på Færøerne du skal kontakte. I øvrigt kan du finde retternes adresser og telefonnumre på www.domstol.dk


Du kan også på rettens hjemmeside finde en blanket til anmodning til fogedretten om udlevering af barn. Blanketten hedder: “Áheitan á fútarættin um útlevering av barnið”.


Fogedretten vil dog ikke gennemtvinge et samvær, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare.


I nogle tilfælde kan Rigsombuddet fastsætte et samvær til erstatning for det samvær, der ikke blev gennemført. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis bopælsforælderen har hindret samværet uden grund.


Hvis det er dig, der har barnet boende, er du måske udsat for, at den anden forælder ikke henter barnet til den aftalte eller fastsatte tid. I denne situation kan myndighederne ikke hjælpe med at gennemtvinge samværet. Der er altså ingen mulighed for at gennemtvinge et samvær, som den, der har ret til samvær, ikke ønsker. Vi kan dog tilbyde jer børnesagkyndig rådgivning.


Hvis barnet ikke udleveres efter samværet, har du ligeledes mulighed for at få fogedrettens hjælp til at få barnet tilbage.


Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik