Statsministerens tale ved Marienborg møde om idræt, den 25. september 2017

Det talte ord gælder

Velkommen til Marienborg.

Tak fordi I er kommet.

Jeg har glædet mig til i dag – det håber jeg også, at I har.

Man siger jo, at når to danskere mødes, så giver de hinanden hånden. Når tre danskere mødes, så danner de en forening.

Det er ikke helt forkert.

Jeg skrev engang Foreningshåndbogen. Dengang kunne jeg alle tallene. Det kan jeg ikke mere.

Til gengæld har jeg selv oprettet en lille løbeklub.

Den samles typisk mandag morgen her på Marienborg. Ruten er den samme. 5,6 kilometer rundt om Lyngby Sø. Bagefter spiser vi morgenmad. Den er ikke registreret hos hverken DIF eller DGI. Også fordi jeg er det eneste gennemgående medlem. Deltagerkredsen er forskellig fra gang til gang.

Det giver en god start på ugen. Ikke kun fysisk – men også mentalt.

For mig giver det et indblik i, hvordan Danmark har det.

Heldigvis går det ikke så skidt endda.

Siden folketingsvalget i 2015 er der skabt mere end 100.000 nye private job.

Antallet af mennesker på offentlig forsørgelse er det laveste i 10 år.

Vi har den laveste ledighed i 40 år, på nær to år under overophedningen i 00’erne.

Der er 10.800 færre personer i kontanthjælpssystemet end for bare ét år siden.

Vi har i dag en udlandsformue – i stedet for en udlandsgæld.

Der er fremgang i alle egne af Danmark.

Det skyldes flere ting.

Her kunne jeg nævne regeringen, men det vil jeg ikke.

Jeg tror, at en af de vigtigste årsager er, at vi både har skabt frihed for den enkelte og et stærkt fællesskab.

At vi har en forståelse for hinanden. Og inderst inde ved, at kæden ikke er stærkere end det svageste led.

Det perspektiv kan vi blandt andet takke de frivillige foreninger for.

Når danskerne for eksempel er villige til at give afkald på op mod halvdelen af, hvad de tjener til fællesskabet. Så tror jeg, at en del af årsagen skal findes i den indbyrdes forbundenhed, som mange lærer fra barnsben i foreningslivet. Hvor det ikke bare handler om at nyde – men også om at være med og tage ansvar.

Så hvis vi giver slip på foreningsfælleskabet, mister vi en særlig dansk værdi.

Vi har et stærkt foreningsliv. Vi har i Danmark en rigtig flot idrætsdeltagelse. Og det er kun gået fremad siden midten af 60’erne.

Nu kunne noget tyde på, at kurven er fladet ud. At idrætsdeltagelsen er stagneret. Og at den samlede deltagelse i idrætsforeninger også stagnerer.

Hvis denne trend fortsætter, er det bekymrende på flere måder. For tallet skulle meget gerne stige. Både tallet for fysisk aktive og foreningsaktive.

For det første, er det bekymrende ud fra et sundhedsperspektiv. Det vigtigt at holde sig i gang.

Heldigvis dyrker mange danskere sport og motion. I foreningerne. Men også alene eller i små individuelle, løse netværk. Det er selvfølgelig godt.

Men vi kan ikke bare regne med, at danskerne per automatik bliver mere aktive. Og vi har ikke råd til bare håbe.

Motion og sunde vaner grundlægges i barndommen. Det samme gør de dårlige vaner.

Og vi ser desværre en tendens til, at de grupper med lav eller ingen fysisk aktivitet også er sygdomsstatistikken og har svagere tilknytning til arbejdsmarkedet. Som kommer til at leve et liv i periferien. Det har vi ikke råd til – hverken økonomisk eller menneskeligt.

Dem skal vi række hånden ud til.

For det andet, bekymrer det mig ud fra et menneskeligt perspektiv.

Foreningsfællesskaberne bidrager ikke kun til sundheden.

De bidrager også til forståelsen af, hvad det vil sige, at indgå i forpligtende fællesskaber.

Til at få respekt for hinandens styrker, men også indblik i hinandens svagheder. Det skaber respekt mellem mennesker. Det skaber tillid – og det er jo det vores samfund er bygget på.

Danmark fungerer kun, hvis vi bevarer den.

Og jeg kan godt spørge mig selv: Hvor lærer børn og unge ellers om forpligtende fællesskaber?

Jeg håber, at de blandt andet lærer om det i skolen – men jeg vil påstå, at mange først for alvor udlever det i foreningerne.

Det har jeg også selv med mig. Jeg husker selv fra spejder, at elever, som ikke fungerede i skoleklassen, så til gengæld kravle højt op i træerne.

Det giver respekt og tolerance, når man er sammen.

For det tredje – og det gælder både børn og voksne: Hvilke andre steder møder vi mennesker, som ikke ligner os selv?

Som ikke har samme type job. Samme overbevisning. Samme indkomstniveau? Samme etniske baggrund.

Danmark er og bør være kendetegnet ved, at vi lever sammen med hinanden. Ikke ved siden af hinanden i små isolerede lommer.

Her er foreningslivet også unikt. Ikke mindst i en tid, hvor vi står med den udfordring, at der flere steder er slået hul i danmarkskortet.

Små enklaver med parallelkultur. Hvor det ikke er lykkes at sætte effektivt ind over for parallelsamfund.

Områder, hvor personer lever uden kontakt til resten af samfundet. Ikke ønsker kontakten. Måske ligefrem modarbejder den.

Det med at få lukket hullerne i danmarkskortet, kan foreningslivet ikke løse alene. Slet ikke.

Men en stærk foreningskultur er en del af løsningen.

Det er her mennesker bygges op – og mure rives ned.


***


Det er en del af baggrunden for, at regeringen, DIFs og DGIs 25, 50, 75-målsætning.

Altså, ambitionen om at i 2025 skal 50 pct. af danskerne være medlem af en idrætsforening. Og 75 pct. være idrætsaktive.

Der er en stor og flot ambition. Og den lyder også godt. 25, 50, 75.

Men det kræver en ekstraordinær indsats at nå målet. Hvis det skal lykkes, skal 600.000 flere borgere være aktive i 2025. Og 325.000 af dem skal være det i foreningslivet.

Det er mange mennesker. Der er lang vej.

Det er derfor vi her her i dag.

I dag skal vi forsøge at tage – ikke de første – men de næste skridt mod målet.

De første skridt har DGI og DIF selv taget.

Blandt andet med en ny vision og et stærkt samarbejde om at udvikle nye spændende idrætstilbud, der skal få flere til at bevæge sig og dyrke idræt.

Det er en rejse, vi er startet på – og som jeg glæder mig til at følge.

Regeringen har også taget nogle skridt. For eksempel ved at allokere flere udlodningsmidler til frivillige foreninger. Det er sket efter et stærkt ønske fra bl.a. idrætsorganisationer. Det har vi leveret på.

Jeg er også glad for, at der i sidste måned – med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i spidsen – blev indgået en bred politisk aftale, som dels betyder, at for eksempel ledige kan udføre frivilligt arbejde flere timer om ugen uden at blive trukket i deres ydelse.

Og som dels gør, at flere idrætsforeninger kan få gavn af disse muligheder.

Men vi skal have mere fart på, hvis vi skal nå 25, 50. 75 målet.

Da jeg var spejder, lærte jeg, at ingen kan alt – men alle kan noget. Det gælder også her.

Ingen af os kan løfte denne sag alene. Men vi kan yde lidt hver især. Og sammen kan vi komme rigtig langt.

Tak til DGI og DIF for jeres vedholdende indsats. Og for at presse på.

Tak til alle frivillige i hele landet, som hver dag yder en stor og uvurderlig indsats for andre. For fællesskabet.

Og tak til alle jer, som er kommet her i dag.

Jeg håber og tror, at vi kan få nogle frugtbare timer sammen. Til gavn for hele Danmarks frivillige foreningsliv.

Med det: Velkommen.

Så vil jeg give ordet til kulturministeren, som vil lede os igennem dagen.


Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik