Statsministerens udtalelse om eksplosionen på Nørrebro

Statsminister Mette Frederiksens udtalelse vedrørende eksplosionen på Nørrebro natten til lørdag.

”København er blevet ramt af endnu en eksplosion. Heldigvis uden alvorlig personskade. Nørrebro er en bydel med mange beboere, så det er et rent mirakel, at det ikke gik meget værre.

Anslaget mod politistationen er fuldstændigt uacceptabelt og noget, som regeringen tager yderst alvorligt. For politiets ansatte og landets borgere er det afgørende, at vi alle kan føle os trygge, når vi går på arbejde, og når vi bevæger os rundt i vores byer.

Derfor har sagen selvfølgelig allerhøjeste prioritet for politiet, der allerede har iværksat en række tryghedsskabende tiltag - herunder har politiet øget deres tilstedeværelse på Nørrebro og etableret en midlertidig mobil politistation.

Anslaget mod nærpolitistationen på Nørrebro er den niende eksplosion, vi har oplevet i København siden februar, og kommer kun få dage efter anslaget mod Skattestyrelsen. Det er alvorligt.

Jeg har derfor besluttet at indkalde Regeringens Sikkerhedsudvalg til et møde om sagen.

Regeringen vil også på baggrund af denne uges hændelser snarligt give en orientering til Folketingets partier”


***

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Karen Clement, tlf.: 33 92 22 59

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik