Statsministeren besøger Grønland og Island

Statsminister Mette Frederiksen besøger Grønland den 18.-19. august 2019. Herefter rejser statsministeren videre til Island til det årlige nordiske statsministermøde frem til den 21. august.

***

I forbindelse med besøget i Grønland mødes statsministeren bl.a. med formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og øvrige medlemmer af Naalakkersuisut, repræsentanter for arbejdsmarkedsorganisationer og virksomheder samt Arktisk Kommando. Statsministeren besøger også bygden Kapisillit og den sociale institution Meeqqat Illuat, Børnenes Hus.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler forud for besøget:

”Jeg glæder mig meget til mit første besøg i Grønland som statsminister og til igen at mødes med formanden for Naalakkersuisut. Det er vigtigt, at vi allerede nu får et godt samarbejde i gang mellem regeringen og Naalakkersuisut.”

Statsministeren har aftalt med landsstyreformanden, at hun kommer på et længere besøg i Grønland på et senere tidspunkt.

***

I Island står klimaet centralt på dagsordenen. Bl.a. vil den tyske kansler Angela Merkel mødes med de nordiske statsministre for at drøfte mulighederne for styrket samarbejde på klimaområdet. Statsministrene vil også vedtage en ny vision for Nordisk Ministerråd, der bl.a. har til formål at hæve de fælles ambitioner inden for klima og bæredygtighed.

Statsministrene mødes desuden med en række nordiske virksomhedsledere for bl.a. at drøfte, hvorledes erhvervslivet kan inddrages i en stærkere implementering af Verdensmålene og Paris-aftalen.
Statsminister Mette Frederiksen udtaler forud for mødet:

”Jeg glæder mig til at møde mine nordiske kolleger i Island. Vi står over for en kæmpe udfordring med klimaet, og jeg synes, det er vigtigt, at vi i de nordiske lande går forrest og fører an, når det kommer til handling på klimaets vegne. Vi skal sætte et eksempel for resten af verden. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at klimaet fylder så meget på de møder, vi skal have i Island. Bl.a. skal vi blive enige om en ny vision for vores nordiske samarbejde, der har som ambition, at Norden skal være den mest bæredygtige region i verden.”

***

Muligheder for pressen

Grønland, den 19. august:
• Kl. 12.45: Pressemøde med statsministeren og formanden for Naalakkersuisut, Hans Egedes Hus

Island, den 20. august:
• Kl. 8.00: Møde mellem de nordiske statsministre og lederne af Grønland, Færøerne og Åland.
Sted: Harpa.
Fotomulighed i begyndelsen af mødet

• Kl. 9.50: De nordiske statsministre, lederne af Grønland, Færøerne og Åland og nordiske virksomhedsledere underskriver fælles erklæring om klima og bæredygtig udvikling.
Sted: Harpa.
Mulighed for fotos og spørgsmål.

• Kl. 13.35: Familiefoto og pressemøde med de nordiske statsministre og kansler Angela Merkel.
Sted: Videy Island
Mulighed for fotos og spørgsmål


***

Pressen skal akkrediteres på forhånd.

Tilmelding sker hos pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 3392 2262, senest fredag den 16. august kl. 14.00.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik