Møde i Det Hvide Hus. Indlæg i Berlingske Tidende den 27. maj 2004

Mødet med præsident Bush fredag i Det Hvide Hus finder sted på et helt afgørende tidspunkt i bestræbelserne på at skabe stabilitet ikke bare Irak, men i hele mellemøsten.

De seneste uger og måneder har ikke været optimale for håbet om fred og udvikling af det irakiske samfund. Terrorister og fjender af den proces, der skal gøre irakerne til herrer i eget land har intensiveret deres grusomme handlinger med selvmordsbomber, likvideringer og alskens uhyrligheder. Og intet tyder på, at disse fjender af det irakiske folk vil stoppe deres handlinger.

Samtidig har afsløringerne af amerikanske soldaters behandling af irakiske fanger sendt ravnsorte skygger henover den enorme indsats som alle der deltager i opbygningen af Irak ellers udøver dag efter dag.

Billederne fra Abu Ghraib fængslet er afskyelige. Mange mennesker har naturligt spurgt sig selv: Jamen, var det ikke netop den form for menneskelig afstumpethed vi ville til livs. Og svaret er: Jo, netop. Og derfor er disse handlinger utroligt skadelige. Ikke blot i Irak. Men i hele den arabiske verden, hvor den snigende mistro til hele den vestlige verdens intentioner har fået næring som aldrig før. Ja, såmænd over hele kloden, hvor alle er efterladt med en følelse af svigt over for basale menneskelige værdier.

Når vi taler så meget om menneskerettigheder. Og når vi forlanger, at andre lever op til vores krav om menneskerettigheder. Ja, så er det mindste man kan forvente, at vi selv er i stand til at leve op til dem.

Der forestår derfor et kolossalt politisk og kulturelt oprydningsarbejde efter skandalen i Abu Ghraib fængslet. For det er jo ikke kun USA, der står for skud i den arabiske verden ovenpå disse umenneskelige overgreb. Det er os alle sammen. Og det vil jeg fortælle præsident Bush. Og jeg vil sige til den amerikanske præsident, at det påhviler USA ikke blot at få retsforfulgt de skyldige, men også at sikre, at dette ikke kan ske igen. Hverken i Irak eller andre steder, hvor USA er engageret.

Nogle vil så sige, jamen, så lad os dog komme væk fra Irak hurtigst muligt. Det vil efter min mening være det værste vi overhovedet kunne gøre. Vi ville efterlade den irakiske befolkning til et muligt ragnarok. Det kan vi simpelthen ikke tillade os. Tværtimod. Vi må blive, men insistere på, at processen med at irakerne selv overtager styret og ansvaret for deres land fortsætter ufortrødent. Og vi skal sikre, at den internationale tilstedeværelse bliver bakket op af en ny FN resolution. Vi har brug for at hele verden engagerer sig i opbygningen af Irak.

Det er jeg også sikker på, at den amerikanske regering har forstået er helt nødvendigt. Udkastet til en ny FN resolution peger kraftigt i den retning, og det er da også glædeligt at se, hvor positivt ikke mindst Tyskland har taget imod udkastet. Det er helt afgørende, at EU-landene finder fælles fodslag i denne sag. Og det tror jeg også vil ske.

Men vi skal ikke kun diskutere Irak i Det Hvide Hus. Mellemøsten bliver også et stort tema. Allerede da USA's udenrigsminister Colin Powell var på besøg i København for nylig havde jeg mulighed for at give udtryk for både Danmarks og EU's kritiske holdning til Israels fremfærd i de besatte områder.

På mødet i morgen vil jeg gentage, at Israel må trække sig tilbage fra de besatte områder. Den overdrevne israelske magtanvendelse må bringes til ophør. Israel har et legitimt krav på sikkerhed, men dette krav må sikres med lovlige midler. Samtidig må de palæstinensiske myndigheder vise evne til at opretholde sikkerheden og de arabiske lande må anerkende Israels eksistensberettigelse. Ellers vil princippet om land for fred aldrig virke.

Og der kommer aldrig ro i Mellemøsten før den israelsk-palæstinensiske konflikt er løst. Derfor hænger løsningen af denne sag snævert sammen med den kamp for demokrati, kvinders rettigheder og udvikling af de arabiske samfund, som jo til syvende og sidst er baggrunden for den vestlige interesse og involvering i den arabiske verden.

Denne udfordring har længe optaget regeringen. I juni 2003 fik vi iværksat en proces i EU for at styrke forbindelserne mellem EU og den arabiske verden. Der er nu skabt bred international opmærksomhed om denne problematik, som vil at stå centralt på en række topmøder i juni måned, herunder i EU og NATO.

Der er behov for et samarbejdsforum på regeringsniveau mellem Vesten og den arabiske verden. Det vigtigste er ikke, hvad rammen for samarbejdet kommer til at hedde, men at der sker en styrket dialog. Og det er der nu bred vilje til.

Men der er først og fremmest behov for, at vi nu viser befolkningen i Irak - og dermed befolkningerne i hele den arabiske verden - at vi kan sikre et alternativ til en tyrannisk diktator. At vi er i stand til at skabe udvikling og sikkerhed. Og at det sker på en måde, så vi kan se os selv i øjnene bagefter.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik