Pressemøde den 23. marts 2023

Statsminister Mette Frederiksen:

Velkommen til pressemøde om fremtidens sundhedsvæsen.

Inden vi præsenterer vores videre arbejde, så kunne jeg godt tænke mig lige at knytte et par kommentarer til de seneste dages og ugers historier om patienter med fremskreden tarmkræft, der ikke har fået den nødvendige behandling, og den behandling som de selvfølgelig har krav på ifølge dansk lovgivning.

Det er mennesker, der er alvorligt syge med kræft, og det er desværre nogle danskere, som er blevet svigtet.
Og ligegyldig hvordan man vender og drejer det, så er det en alvorlig situation, og det er også et tillidsbrud, der i vores øjne er uacceptabelt.

Det er helt afgørende, at alle mennesker kan have tillid til vores sundhedsvæsen, og det siger sig selv, at bliver man ramt af en livstruende sygdom, så skal man være sikker på at få den behandling, der er nødvendig.
Vi vil selvfølgelig følge de kommende redegørelser fra regionerne tæt. Der er fremlagt en genopretningsplan på kræftområdet. Og det er noget af det aller-allervigtigste for os som regering, at man får den behandling, man har brug for, de højeste faglige standarder, og kræft er jo blevet en følgesvend for alle os danskere – enten direkte som patienter eller som pårørende, og derfor tror jeg egentlig også, det har berørt os alle sammen, og det skal der rettes op på.

Og så til, hvad vi nu sætter i gang, presset er flere steder i vores sundhedsvæsen blevet for stort. Det er alvorligt.

Det er også af en sådan kaliber, at jeg tror, det står klart for enhver, at vi ikke bare lige med et enkelt greb kan rette op på de udfordringer, der er.

Vi skal sikre en bedre sammenhæng. Vi skal komme hele vejen rundt.

Det handler i regeringens øjne om flere forskellige ting.

Her vil jeg fremhæve fire ting.

For det første så skal ventelisterne nedbringes. Derfor indgik regeringen tidligere i år en aftale med Danske Regioner om en ny akutplan på to milliarder kroner. Det skal styrke akutmodtagelserne. Det skal nedbringe ventelisterne.

For det andet så er der udfordringerne i psykiatrien – bredere – med mistrivsel blandt børn og unge. Vi har behov for både at forebygge og handle mere langsigtet.

Sidste år blev der indgået en bred politisk aftale om en tiårsplan for hele psykiatrien.

Vi vil som ny regering prioritere et historisk løft af psykiatrien. Det er nødvendigt. Målet er at styrke hjælpen – både det forebyggende, og dét der er behov for, mens man er alvorlig syg, men også i forhold til at kunne leve med sin psykiske sygdom efterfølgende.

For det tredje – at vi mangler medarbejdere.

Hver dag er omkring 200.000 danskere i kontakt med sundhedsvæsenet.
Jeg ved, at rigtig mange får en god behandling og får den hjælp, man har behov for. Men der er også rigtig mange, både patienter og pårørende, der kan se, at der bliver løbet stærkt.

Nogle steder der mangler vi allerede personale. Andre steder så løber de medarbejdere, der er, for hurtigt.
Og derfor er det tvingende nødvendigt, at vi både fra regionernes og kommunernes side og fra Christiansborg får kigget på, hvordan vi kan både tiltrække og fastholde medarbejdere. Og her har vi et ønske om, fra regeringens side, også at kigge på løn og arbejdsvilkår. Som I ved, så sidder der en lønstrukturkomite og arbejder. Den er snart færdig med sit arbejde. På baggrund af dét, vil vi så indkalde til trepartsforhandlinger. Afsætte en ekstraordinær ramme på 3 milliarder fuldt indfaset til bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
Det er også vigtigt, at vi her får kigget på velfærdsuddannelserne og i det hele taget får øget optaget og mindsket fraværet på de uddannelser, som vores velfærdssamfund og ikke mindst sundhedsvæsenet har brug for.

Og for det fjerde så har vi behov for at se på, hvordan vi mere langsigtet kan indrette vores sundhedsvæsen.

I dag har vi et sundhedsvæsen, der er præget af nogle geografiske forskelle og desværre også en geografisk ulighed. Vi mangler læger – nogle steder mere end andre, særligt speciallæger – og det gælder ikke mindst i dele af provinsen, hvor der ikke bor så mange mennesker. Det betyder, at der er for store forskelle på de behandlingstilbud, der er, på tværs af landet.

Og oven i det, som alle ved, så mangler der en sammenhæng på tværs, og nogle steder mangler der også nærhed. Og det betyder, at der er nogen danskere, der, enten som patienter eller som pårørende eller et mix, er overladt til sig selv i at finde vej i noget, der godt kan virke som et snørklet system.

Vi har for mange genindlæggelser – ikke mindst af vores ældre medborgere. Og det betyder jo, at nogle af dem der kan være i en meget, meget sårbar situation, fordi sygdom og alder bliver blandet sammen, de får ikke den hjælp, de skal have.

Derfor har vi et ønske om at gøre tingene grundlæggende anderledes, og vores budskab i dag er også, at hvis ikke vi tager fat på det her, så risikerer vi, at problemerne kommer til at vokse sig større i de kommende år, fordi der kommer flere ældre, og der vil komme flere danskere med kroniske sygdomme.

De fire udfordringer, jeg peger på her, de er alle sammen store, og de er kritiske.
Og inden, jeg giver ordet videre, så kunne jeg også godt tænke mig lige at knytte et par ord til alle lyspunkterne.

Fordi sandheden er jo den, at selvom vi står her i dag for at tage fat på nogen af de problemer, der er, så er der sket kolossale fremskridt i det danske sundhedsvæsen over de seneste 30 år.

Med screeningsprogrammer. Behandlingsgarantier. Specialiserede sygehuse med stærke forskningsmiljøer.

Alle patienter kan mærke de nye behandlingsformer og teknologiske landvindinger. Og massive investeringer i danskernes sundhed.

Og engang var nogen sygdomme en dødsdøm. Det er de ikke længere på samme måde.

Sundhedsvæsenet er blevet langt bedre til at opspore og behandle en lang række alvorlige sygdomme.

Tænk – ud af de ca. 45.000 danskere, der hvert år får en kræftdiagnose, så overlever syv ud af ti. Sådan så billedet ikke ud engang.

For 20 år siden – for bare 20 år siden, der var det kun hver anden.

Et kæmpe, kæmpe, kæmpe fremskridt.

Samtidig er antallet af danskere, der dør af hjertekarsygdom, halveret i løbet af de seneste 30 år. Og rigtig mange af jer, der lever med en kronisk sygdom, I lever i dag et godt og velbehandlet liv i mange, mange, mange år.

Alt det gode skal vi bygge ovenpå.

Og vi skal bane vejen for et fremtidigt dansk sundhedsvæsen.

Og når vi står her i dag, så er det fordi, det er præcis den opgave, vi har sat os for.

Vi kommer til at se fordomsfrit på strukturen i sundhedsvæsnet. Vi kommer til at træffe de nødvendige beslutninger – med det mål at skabe et sundhedsvæsen i verdensklasse:

Et sundhedsvæsen, hvor man som patient kan have tillid til, at man får den bedste behandling – uanset hvad man fejler – og uanset hvor i landet man bor.

Et sammenhængende og nært sundhedsvæsen.

Et sundhedsvæsen med patienten i centrum.

Vi har behov for mere fokus på forebyggelse.

Og vi skal bekæmpe den ulighed, der stadigvæk er i sundhed.

Udfordringerne er mange. Vi løser dem ikke fra den ene dag til den anden. Men vi er meget, meget, meget opsat på at løfte den her opgave. Og vi betragter det faktisk som én af de allervigtigste for regeringen.

Og så giver jeg ordet til udenrigsministeren – værsgo!

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen:

Tak skal du have!

Jamen, jeg kan jo starte, hvor statsministeren slap, fordi et velfungerende sundhedsvæsen, det er jo i virkeligheden måske det vigtigste adelsmærke, man kan sætte på et velfungerende velfærdssamfund.
Vi har alle sammen en, efter min mening, både berettiget og naturlig forventning om, at bliver vi syge, så bliver vi også mødt af behandling af høj international standard – uanset hvem vi er, uanset hvor vi bor.

Og langt hen ad vejen er det jo heldigvis også sådan, fordi som statsministeren også sagde det, så er der udfordringer, men vi har på mange stræk også et velfungerende sygehusvæsen.

Der er sket mange vigtige forbedringer de sidste 20-25 år.

Kræftpakkerne er én af dem. Det forhold at langt flere i dag overlever en kræftsygdom, det er jo resultatet af beslutninger, der er truffet og ikke mindst jo en indsats fra et dygtigt, dygtigt personale, som har været med til at sikre hurtigere behandling, og som har flyttet dansk kræftbehandling fra, hvad der for 25 år siden bestemt ikke var noget af prale af – til nu at have et internationalt niveau.

Men der er også store udfordringer. Og jeg må sige, at jeg blev meget påvirket af de udsendelser, der var i Danmarks Radio i sidste uge, hvor man kunne fortælle, at 200 kræftpatienter i Midtjylland har ventet for længe på operation.
Og at det så efterfølgende er kommet frem, at det kan man også se i andre regioner.

Og det understreger jo bare en pointe – nemlig at man skal passe på med, at man ikke hviler på gårsdagens bedrifter.

Vi er i risiko for at tabe nogle af de gode resultater, vi har opnået, hvis ikke vi handler.

Og derfor er sundhedsområdet jo en høj prioritet for regeringen og de tre partier, regeringen består af. For vi kan ikke acceptere, at resultater, vi har opnået, de smuldrer imellem fingrene på os. Og det gør vi heller ikke, og det er jo derfor, vi har lavet en akutplan for sundhedsvæsenet på to milliarder, og det er derfor sundhedsministeren så effektivt har skredet ind oven på dét, vi så i sidste uge.

Men vi skal også kigge længere frem.

Vi har gode sygehuse, men vi har også store udfordringer. Og man kan vel sige det på den måde, at nu skal vi sætte ambitionen højere, så vi ikke kun har et godt sygehusvæsen, men at vi får et godt sundhedsvæsen. Og det handler jo nok så meget om at få skabt sammenhæng i forløbene. En gnidningsfri patientrejse, så patienten ikke forsvinder i den her bermudatrekant mellem sygehus, kommune og egen læge.

Så vi får skabt en indretning af vores sammenhængende sundhedsvæsen, hvor der bliver mere plads til sundhedsfaglighed og sundhedsfaglig ledelse – mindre til administration. Hvor vi meget mere offensivt griber de muligheder, som ny teknologi giver for at sætte patienten i centrum.

Vi har jo stadigvæk et sundhedsvæsen, som ikke er helt i ligevægt efter COVID-19. Det er jo dét, akutpakken skal gøre noget ved.

Der er et stort efterslæb. Der er mange problemer.

Men jeg synes også, det er værd at hæfte sig ved, at hele det der coronaforløb jo i virkeligheden også viste, hvilken kreativitet der er hos vores sundhedsfaglige personale.

Dengang man troede, det gik helt galt, og så gik det heldigvis ikke helt så galt, der skete der jo en fantastisk omstilling derude, som ikke var drevet af konferencer og proceskonsulenter, men som var drevet af fagligheden selv, og det er i hvert fald noget af dét, der giver sådan en som mig håb på, at hvis vi nytænker vores sundhedsvæsen og bringer fagligheden stærkere i spil, så kan vi nå længere, end vi gør det i dag. Og genskabe og skabe et sundhedsvæsen, som vi kan føle os trygge ved, det kræver, at man tør forandre for at forbedre, og det tør vi i regeringen.

Det er jo helt oplagt, og det er måske også bare for at foregribe et enkelt spørgsmål eller to, at den her regering er født af tre partier, der kom ind i regeringen med hvert sit bud på, hvad er det så for nyindretning, der skal finde sted af vores sundhedsvæsen? Men med det afsæt, der er vi nu enige om at sætte en proces i gang, hvor vi investerer 12 måneder for at få kloge mennesker til at give nogle fordomsfrie bud på, hvad skal der ske, hvis vi skal indrette vores sundhedsvæsen for fremtiden.

Vi visker tavlen rent. Vi tænker nyt. Vi tænker forfra. Og det kan jo i virkeligheden ende forskellige steder. Det eneste sted, det ikke kan ende, det er, det kan ikke ende ved status quo. Altså det kan ikke ende uden, at der bliver truffet nogle beslutninger om nogle forandringer.

Jeg tror, det er en god måde at gøre det på – at bede kompetente folk om at tænke det her igennem på en fordomsfri måde. For vi kan ikke blive ved med at gøre det samme og så forvente et andet resultat.

Så det er et ambitiøst arbejde, der sættes i gang nu. Vi kan jo ikke bare gå og spænde skruer og slibe gulvene, hvis der i virkeligheden er brug for en total renovering.

Og det er jo ikke, fordi tingene ikke holder vores tid ud – det gør de såmænd nok, men status quo vil føles som tilbagegang for den næste generation.

Og derfor er jeg utrolig glad for, at Jesper Fisker har sagt ja til at stå i spidsen for det her arbejde, for det kræver en betydelig indsigt i sundhed, i forvaltning, i organisering, i at fastholde patientperspektivet. Og jeg kan ikke tænke nogen bedre mand end Jesper til at stå i spidsen for det.

Så vil jeg bare slutte med at sige, at jeg synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi nu får brugt det her år til at komme i tæt dialog med patienter, med pårørende, med kommunalpolitikere, regionspolitikere, med eksperter, med pårørende. Og derfor har vi jo lagt vægt på, at det her ikke er sådan en kommission, der lukker sig om sig selv, men en kommission, der samtidig med, at den arbejder med sig selv også rækker ud og taler med alle dem, det berører, og det her berører jo os alle sammen – for at slutte, hvor jeg startede – altså, hvis der er noget, der statuerer en velfærdssamfund, og som binder os sammen, så er det et stærkt sundhedsvæsen.

Og nu går vi så et skridt tilbage og ser på det hele med friske øjne, og så glæder jeg mig til, vi skal stå her om et års tid og forhåbentlig konkludere på den proces, der nu sættes i gang.

Statsminister Mette Frederiksen: Så er det sundhedsministeren!

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:

Sundhedsstrukturkommissionen, som vi nedsætter i dag, får én opgave, den er til gengæld også stor, og den er kompleks – nemlig at opstille modeller for fremtidens sundhedsvæsen, for der er brug for forandring, og vi er parate til at tage de nødvendige beslutninger som regering. Til gengæld så giver vi kommissionen i dag, mandat til også at kan gå fordomsfrit til værks.

Det kommer også til udtryk, når man læser kommissoriet for arbejdet. Vi har opstillet en række punkter, otte i alt, som kommissionen skal rundt om.

Det gælder for det første hele den regionale struktur – altså, hvad kan der være af fordele, ulemper i at ændre selve forvaltningsstrukturen. Kan vi styrke sammenhængen og de nære sundhedstilbud? Sikre mere lighed i adgangen til høj kvalitet i behandlingen – uanset om du er patient i Nordjylland eller i Nordsjælland.

Det gælder for det andet hele den kommunale forebyggelses- og sundhedsindsats.

Hvordan kan vi skabe de rigtige rammer og standarder for, at for eksempel mennesker med kroniske sygdomme som diabetes, at de møder den samme høje kvalitet – uanset hvor de bor i landet.

Hvordan kan vi sikre, at mennesker, der bliver ramt af en blodprop i hjernen, ikke skal tænke over deres postnummer, når det gælder specialiseret rehabilitering. Kræver det for eksempel et mere forpligtende samarbejde på tværs af kommunerne, end dét vi ser i dag?

For det tredje så skal kommissionen se på hele samspillet imellem den specialiserede del af sundhedsvæsenet, altså sygehusene og alt dét, der foregår ude i kommunerne – ude i almen praksis.

Hvilke rammer er det, vi sætter for deres arbejde i form af for eksempel mere forpligtende samarbejdsstrukturer, så patienten også er sikret nogen reelt sammenhængende forløb.

Kommissionen får som det fjerde også til opgave at se på organisering og styring af almen praksis.

Det er helt centralt for os alle sammen, at vi har adgang til dygtige praktiserende læger, som kan tage patientansvaret på sig, når vi har behov for det. Derfor skal kommissionen også undersøge, hvordan vi organiserer dét område bedst muligt.

For det femte skal kommissionen se på hele spørgsmålet omkring kultur, ledelse, finansiering i sundhedsvæsenet.

Kan de økonomiske incitamenter i sundhedsvæsenet for eksempel indrettes på en måde, så de i langt højere grad understøtter den omstilling, vi gerne vil have ud imod et mere nært og et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Og hvordan sikrer vi, at kulturen og ledelsen bidrager til netop at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen med patienten i centrum.

For det sjette så skal kommissionen forholde sig til, hvordan vi i højere grad også kan bruge data til at udvikle kvaliteten i alle dele af vores sundhedsvæsen.

Digitale løsninger, it-infrastruktur er det syvende område, som kommissionen skal se nærmere på.

Og sidst men ikke mindst så skal kommissionen komme med anbefalinger til en regulering, som understøtter frit valg og patientrettigheder i sundhedsvæsenet.

Så vi får den mest hensigtsmæssige brug af private aktører, som en del af det samlede sundhedsvæsen.

Kommissionen skal dermed hele vejen rundt om sundhedsvæsenet på alle leder og kanter på hele sundhedsområdet. Ikke kun den del der vedrører fysiske sygdomme – psykiatrien skal også med.

Det eneste som kommissionen ikke skal se på, det er kommunernes styreform og geografiske grænser og skatteudskrivningsretten, ellers er der ingen hellige køer.

Den omfattende opgave, vi nu stiller kommissionen, betyder også, at de får travlt.

Arbejdet det skal være afsluttet om et år. Planen er nemlig, at vi herefter kan få forhandlet en sundhedsreform på plads med henblik på hurtigt at få følgelovgivningen behandlet i Folketinget.

Og derfor er det også afgørende, at vi får sammensat en sundhedsstrukturkommission med kompetente mennesker, der har ekspertise inden for de forskellige dele af vores sundhedsvæsen, og den opgave synes jeg, at vi er lykkes med.

Kommissionen består af ni skarpe hjerner med kompetencer inden for sundhedsøkonomi, sygehusdrift, praksissektor, den kommunale sundhedsindsats, sammenhæng i sundhed, innovation, erfaringer fra udlandet og det private erhvervsliv.

Og så har det også været rigtigt vigtigt for os, at patientperspektivet er repræsenteret, og derfor er jeg også meget glad for, at Jesper Fisker har sagt ja til at påtage sig opgaven som formand for kommissionen. Jesper er direktør i Kræftens Bekæmpelse og en meget kompetent leder med erfaring – betydelig erfaring fra både kommuner, staten, og Jesper har en solid indsigt i sundhedsvæsenet.

Tak fordi du påtager dig den store opgave, vi nu stiller!

Derudover består kommissionen af Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd. Peter Bjerre Mortensen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Dorthe Kryger, der er koncerndirektør i Region Hovedstaden og tidligere sygehusdirektør ved Sygehus Lillebælt. Sidsel Vinge, der er konsulent og foredragsholder, tidligere projektchef i VIVE, og sundhedschef i Gladsaxe Kommune. Mogens Vestergaard, der er praktiserende læge i Grenå, seniorforsker og professor i almen medicin på Aarhus Universitet. Marie Paldam Folker, der er centerchef på Center for Digital psykiatri i Region Syddanmark. Søren Skou, der er tidligere administrerende direktør i A.P. Møller-Mærsk, som bl.a. vil bidrage med værdifuld indsigt, viden og perspektiver fra den private sektor.

Og sidst men ikke mindst, Gunnar Bowim der er læge og netop har været formand for Helsepersonelkommissionen i Norge – der, set med danske briller, har leveret et meget interessant stykke arbejde.

Så det er et skarpt felt, og vi har store forventninger til jeres arbejde i kommissionen, og det er til gengæld jo så også en stor opgave, som I nu i fællesskab er sat til at løse, men med jeres arbejde, så lægger vi nu også fundamentet for fremtidens sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Tak for det!

Og så er det kommissionsformanden – værsgo Jesper!

Sundhedsstrukturkommissionsformand Jesper Fisker: Tak for det!

Og tak for tilliden.

Jeg glæder mig til at stå i spidsen for, synes jeg, et utroligt vigtigt arbejde i sundhedsstrukturkommissionen, og jeg vil gøre mit til, at kommissionen både får et nødvendigt højt ambitionsniveau og samtidig også sikre, at vi faktisk er med til at skabe den sundhedsmæssige debat, som også er en del af kommissionens arbejde.

Vi vil komme til at lytte meget. Vi vil komme til at diskutere meget med alle de, der har holdninger til sundhedsområdet, og det er jo os alle sammen.

Fra regeringens side er der politisk sat nogle klare, og gode sigtelinjer for kommissionens arbejde. Det handler bl.a. om at samle/skabe et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor både borgere og patienter oplever langt bedre samarbejde, og sammenhæng på tværs af sektorer og på tværs af faggrænser.
Et sundhedsvæsen, hvor ulighed i sundhed på tværs af landet bliver nedbragt. Og et sundhedsvæsen, hvor behandling kommer til at foregå i eget hjem og tættere på eget hjem, end vi nogensinde har oplevet før.

I det hele taget kommer udviklingen af det nære sundhedsvæsen til at stå helt centralt i kommissionens arbejde.

Vi har fået til opgave, at se fordomsfrit på organisering af sundhedsvæsenet. Se på hvordan vi kan fremtidssikre det. Vi skal opstille og belyse forskellige modeller, for organisering af fremtidens sundhedsvæsen.

Vi skal bl.a. også se på de regionale forvaltningsstrukturer på sundhedsområdet, hvordan vi sikrer en så god sammenhæng og samarbejde, mellem det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene, og det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis som overhovedet muligt.

Det er måske i virkeligheden den trekant, som er den allermest afgørende for at få udviklet et bedre fremtidigt sundhedsvæsen, at vi får den trekant til at fungere bedre end i dag.

Vi vil også skulle forholde os til styring og organisering af almen praksis, finansiering og incitamentsstrukturer, koordination og organisering af kvalitetsudvikling og digitale løsninger, og også regulering omkring frit valg og patientrettigheder.
Heldigvis har vi fået et helt år til at løse denne opgave. Det er kompliceret, og vi ser frem til at gå i gang med arbejdet.

Det er alle sammen utrolig vigtige, svære og komplekse områder, så derfor er jeg også glad for, at der er blevet udpeget et stærkt hold af kommissionsmedlemmer, som jeg alle sammen har rigtig, rigtig stor tillid til.

Tilsammen repræsenterer vi et bredt spænd af kompetencer – viden, som vi får godt brug for i kommissionens arbejde. Men samtidig er det også vigtigt for mig at sige det samme, som jeg startede med at sige, at på trods af de kompetencer der er i kommissionen, så bliver det også en vigtig del af kommissionens arbejde at lytte, understøtte den offentlige debat, hvor bl.a. sundhedspersonale, borgere, patienter, pårørende, organisationer osv. bidrager med den viden og de perspektiver, som de nu har på sundhedsvæsenet.

Vi vil være i kommissionen åbne og lyttende, og jeg ser frem til, at vi får et meget, meget spændende år med den her opgave, hvor vi skal gøre vores til at være med til at sikre et bedre fremtidigt sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Tak!

Det var dét, vi ville sige indledningsvis.

Så er ordet jeres.

Vi starter med DR – Christine!

Christine Cordsen, DR: Nu sidder der så tre forskellige kommissioner – en robusthedskommission, en lønstrukturkommission og nu denne her sundhedsstrukturkommission.

I tre regeringspartier har i de sidste mange år lavet talrige analyser og udspil af, hvad det er, der er galt med sundhedsvæsenet.
Hvorfor endnu en kommission? Hvorfor ikke bare sætte i gang med at få løst problemerne?

Statsminister Mette Frederiksen: Jeg vil starte med at pege på to ting.

Altså for det første, så har skiftende regeringer prioriteret sundhedsvæsenet over ganske mange år. Og den måde vi ofte har gjort det på, det har jo været ved at tilføre flere penge, og ad den vej ansætte flere medarbejdere.

Og det der er én af vores absolut største udfordringer ind i fremtidens sundhedsvæsen, er at vi ikke har medarbejdere nok.

Det kan man ikke bare løse fra den ene dag til den anden, og derfor er der noget arbejde der igangsættes, som skal spille sammen med det her.

Det andet er jo, at nogen af de mere strukturelle udfordringer, som blev benævnt som bermudatrekanten, har vi ikke rigtig fået fat omkring.
Alle ønsker et tættere, et mere nært sundhedsvæsen. Vi skal, som Jesper også var inde på, behandle mange flere patienter i deres hjem – i deres nærmiljø, men det har været svært, og det er det også i andre lande, at få samspillet mellem praktiserende læge, hvad sker der efter en udskrivelse, hvad sker der på sygehuset og rehabilitering, genoptræning, hvad det måtte være, og dermed dét der sker i kommunen, til rigtig at fungere. Derfor er det vores klare overbevisning, at vi bliver nødt til, den her gang, at gå de spadestik dybere.
Det betyder ikke, at vi ikke samtidig med dét, arbejder videre med at få nedbragt ventelisterne – derfor en akutpakke. Og når der opstår nogle konkrete problemer, så er det selvfølgelig vigtigt, at de bliver løst så hurtigt som overhovedet muligt.

Christine Cordsen, DR: Det fremgår jo, at der skal komme forskellige modeller på, hvad man kan gøre. Og som jeg forstod på Lars Løkke Rasmussen, så forpligter regeringen sig til, at der i hvert fald skal ske noget.
Men hvordan vil I undgå, at det her endnu engang havner i et slagsmål om, om der skal være regioner, og hvor mange regioner der skal være, og hvilken magt de skal have?

Statsminister Mette Frederiksen: Udenrigsministeren!

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Det vil vi gøre ved at sætte os ned, når kommissionen kommer med sin rapport, og læse den igennem og diskutere den og træffe en beslutning.

Altså fordi – jeg ved godt, at nu er regionerne ligesom blevet symbolet på al ting, men det handler jo om meget mere end dét. Altså bare for at trække et problem frem. Hvis fremtidens sundhedsvæsen skal fungere uanset regioner og ikke regioner, hvor mange af dem der er, så er der en vigtig opgave, der skal løses ude i kommunerne.

Vi har kommunalt selvstyre, og det piller vi jo ikke ved. Det er jo også en forudsætning i kommissoriet. Vi har de kommuner, vi har. Vi har skatteudskrivning. Og så har vi et rigtigt dilemma her, fordi det kommunale selvstyre er jo grundlæggende karakteriseret ved, at forskellige kommuner løser opgaverne forskelligt. Man vælger sine lokalpolitikere. Man betaler noget kommuneskat. De løser opgaverne forskelligt.

Men lige præcis her, der ønsker vil jo ikke nogen forskellighed. Vi skal jo ligesom kunne regne med, at når en patient, der er blevet indlagt med en hjerneblødning, skal udskrives til det nære sundhedsvæsen, så er det i stand til at gribe denne her patient, uanset om det er den ene, eller anden, og tredje og den femte kommune. Og hvordan skal det konkret lade sig gøre. Det bliver en kæmpe opgave at komme med nogen bud på, hvordan man får lys i den der bermudatrekant på en ordentlig måde.

Og det vil det være, uanset om man har regioner eller ikke har regioner. Uanset om man har én region eller to eller tre eller fire eller fem – jeg tror ikke, der er nogen, der forestiller sig, vi skal have flere, end vi har, det vil det være.

Og i respekt for kompleksiteten i det her, så blev vi enige om på Marienborg, at i stedet for at sidde og rasle et eller andet hurtigt kompromis hjem, det kunne vi måske godt have gjort, så er det langt, langt, langt bedre nu at få taget det her på en grundig, ordentlig måde.

For havde vi løst det der regionsspørgsmål, på den ene eller anden eller den tredje måde, så ville vi stadigvæk have hele det her problem, der handler om samspillet med kommunerne stående tilbage. Så det er den kloge måde, vi gør det på.

Og vi tror vel alle sammen på argumentets kraft. Vi er jo besjælet af den samme ambition om, at vi skal have et velfungerende sundhedsvæsen.
Og får vi et ordentligt opspil, så vil vi også om et årstid blive enige om, hvilke en af de her modeller, vi skal køre med. Det føler jeg mig helt overbevist om.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Og hele samspillet netop imellem sygehus, kommune og almen praksis, det er jo i virkelighed også den sværeste nød at forsøge at knække, i forhold til at gøre visionerne om et mere nært, mere sammenhængende sundhedsvæsen til virkelighed.

Men ligesom enhver mønt har to sider, så synes vi jo, at det er en fordel, at der bliver opstillet forskellige modeller, fordi på den baggrund får vi jo også lejlighed til, også politisk, at opveje fordele og ulemper op imod hinanden. For det rummer alle modeller. Det kan vi lige så godt sige ærligt til hinanden.
Og fordelen ved, at det nu sker i en kommission med så kompetente kræfter og med en inddragende proces, er jo, at vi på den måde også får tilvejebragt et helt andet beslutningsgrundlag, som kan gøre os i stand til også at tage de næste store skridt, som der er behov for i forhold til at skabe fremtidens sundhedsvæsen og dermed med patientperspektivet for øje sikre, at for eksempel den patient, jeg nævnte i min indledning, som får en blodprop i hjernen, ikke skal sidde og tænke over: Gad vide om min kommune er stor nok, eller har tilstrækkelige faglige forudsætninger for, at løfte en specialiseret rehabiliteringsindsats som afgørende for, hvad det er for et liv, man efterfølgende kan leve som borger, som patient. Der er vi jo nødt til at sikre, at de forudsætninger for også at kunne løfte de mere specialiserede dele også ude i den nære del af sundhedsvæsenet, at der er forudsætningerne på plads.

Statsminister Mette Frederiksen. TV 2!

Sverre Quist, TV 2: Sophie Løhde, du er nu sundhedsminister igen.
Og Mette Frederiksen har været statsminister de seneste fire år i runde tal.
Lars Løkke Rasmussen, du har også været statsminister af to omgange og også været sundhedsminister.

Så når man ser på de seneste mange år, hvor sundhedssystemet er sandet til på vide stræk – er faldet fra hinanden, så må det jo være jer, der om nogen, hvis man skal udpege tre politikere, der bærer hovedansvaret.
Hvorfor er det så en god idé at sætte jer til at løse de selvsamme problemer?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Jeg påtager mig det fulde ansvar for arv og gæld. Altså som vi var inde på indledningsvis – der er jo sket nogen enorme fremskridt i vores sundhedsvæsen. Ikke mindst på hele kræftområdet, hjerteområdet. Der lever du jo i dag med kræft, og du lever gode liv efter kræftsygdom, som du tidligere døde af. For bare at nævne et eksempel.

Det er jo også lykkes at få nedbragt de enorme ventelister, der var, på kræftområder i øvrigt i vores sygehusvæsen generelt tilbage op igennem 90’erne, som var en af de store opgaver, da regeringen i sin tid startede, da Lars Løkke Rasmussen var indenrigs- og sundhedsminister, og skabte nogle betydelige resultater.
Men der er jo også ting nu, der begynder at gå den anden vej, og som kalder på, at vi også tør tage de næste store skridt for at sikre, at vi ikke får vendt udviklingen på en sådan måde, at det ender med decideret tilbageskridt. Og det ser vi måske konturerne af på en række områder. Og det er jo også derfor hele kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital er så bekymrende, fordi at kræftområdet måske var et af de steder, hvor vi gik og sagde til hinanden – her gik udviklingen sådan set fortsat den rigtige vej. Det kan vi jo se, at den ikke gør. Og derfor er vi også nødt til at påtage os ansvaret for at insistere på, at skabe de fornødne forandringer, som der er brug for i vores sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Lars!

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jamen, jeg vil også gerne vedkende mig arv og gæld. Det tror jeg, vi vil alle sammen. Det kålhøgne svar er, at når man skal sætte os i spidsen for det, så er det, fordi vi har gjort det før med succes.
Når jeg sammenligner, og nu skal jeg passe på, det bliver en historieundervisning det her, men når jeg sammenligner det sundhedsvæsen, jeg selv var minister for i 2001, med dét, vi har nu, så er det på alle strækninger bedre – på alle strækninger bedre.

Så er der nogle konkrete udfordringer oven på corona, hvor tingene er spidset til, men ellers så har, for eksempel den danske kræftbehandling jo altså taget et tigerspring frem.

Jeg kan huske skandalerne på Herlev Sygehus. Jeg kan huske den kvinde, der skrev til mig – du har slået min mor ihjel. Det kan jeg huske. Og jeg kan huske alle de beslutninger, vi har truffet med kræftpakker, og om at lave 14 amter om til fem regioner osv.
Jeg kan så også huske, at jeg for en fem-seks år siden sagde: Nu skal vi nok tage det næste skridt, hvis ikke det sander til. Det var vi så nogen, der forsøgte. Og så kom der et regeringsskifte. Og så forsøgte den nye regering, hver på sin måde, og nu er vi bare det sted, som er et godt sted i den politiske danmarkshistorie, hvor der er en regering, der består af forskellige partier, som siger: Det her skal ikke være en kastebold eller en konflikt med nogle hurtige løsninger. Nu pålægger vi os i fællesskab den opgave at træde et skridt tilbage, og give det her et ordentligt serviceeftersyn. Og det er sådan set dét, der betrygger mig i, at vi kommer til at lykkes.

Statsminister Mette Frederiksen: Jeg tror, jeg vil sige det på den måde, da min egen onkel fik kræft, der var det en dødsdom. Og han døde. Jeg mistede min mor til kræft. Nu er jeg pårørende igen, og kan jo se at flere og flere kræftpatienter overlever. Det er jo det billede, som jeg tror alle danskere kan genkende, og alle danske familier kan genkende. Men det betyder også, at vi får flere og flere, der overlever sygdommen, som vi tidligere ikke kunne hjælpe danskerne med for årtier tilbage. Alle ved vi bliver flere ældre. Der kommer flere kronikere. Og det er ind i en virkelighed, hvor der er en konkurrence om arbejdskraften på en måde, vi bare ikke har prøvet før i Danmark.

Nogle af de udfordringer, vi står over for i Danmark, er de fuldstændige samme udfordringer, som andre europæiske lande står overfor. Vi kom igennem pandemien, også bedre end vi havde turde håbe på. Men det var en stor belastning for sundhedsvæsenerne.
Vi er stadigvæk i gang med at løbe noget af den ventetid, der så er kommet på baggrund af det, ind. Men de demografiske forandringer – altså det at pladerne flytter sig, flere og nye behandlingsmetoder. Samtidig flere ældre, flere kronikere og færre medarbejdere i den erhvervsdygtige alder – det er jo, hvis ikke vi får truffet nogen mere grundlæggende beslutninger, et trafikuheld i langsom gengivelse, men det kommer ikke til at ende godt.
Og derfor synes jeg jo, og synes regeringen, at vi skal bygge videre på dét, der er lykkes – ikke mindst i forhold til de livstruende sygdomme. Men vi skal jo også kunne flytte nogle ting rundt i sundhedsvæsenet, når nye udfordringer kommer til.
Jeg vil bare tage et eksempel, som jeg ved ligger alle mennesker på sinde. Dét der sker på det psykiatriske område lige nu – vi har aldrig nogensinde før, aldrig nogensinde før haft så mange børn og unge i hele den vestlige, der verden ramt af sårbarhed og mistrivsel og psykiatriske lidelser – aldrig nogensinde før.
Alle kan jo se, at vi ikke er i stand til at forebygge det og håndtere det ordentligt som samfund og som familier, men vi har heller ikke læger og andet sundhedspersonale nok til så at hjælpe bl.a. vores børn og unge, når det er gået galt. Og vi kan ikke bare, altså forstå mig ret, vi kan ikke bare afsætte flere penge. Vi har lige afsat endnu en sum penge. Men med dét vi står over for som samfund, så skal der også tages nogen mere grundlæggende beslutninger.
Så jeg synes ikke, danskerne skal sidde derhjemme og dukke nakken og tænke – har vi slet ikke foretaget os noget de seneste 30 år, fordi der er taget nogle tigerskridt fremad. Nu skal vi så bare tage de næste … eller ikke bare … nu skal vi tage de næste tigerskridt.

Sverre Quist, TV 2: Kan I ikke prøve at være meget konkrete og fortælle, hvor I ser de to-tre allerstørste problemer lige nu. I har været bredt rundt.
Men helt specifikt, hvor skal der for alvor sættes ind?

Statsminister Mette Frederiksen: Sophie Løhde!

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Jamen det skal der jo bl.a. i forhold til, at rigtig mange ældre mennesker oplever at være svingdørspatienter på vores sygehuse, fordi de bliver indlagt og genindlagt konstant. For nogles vedkommende jo på baggrund af ting, der kunne have været forebygget. Og der har vi jo behov for at styrke indsatsen, så vi kan sikre, at man i højere grad også kan få den fornødne sundhedsfaglige pleje, indsats, behandling ude, hvor man bor – i sit eget hjem, fremfor at skulle en tur på sygehuset.

Den anden del handler jo om, at kroniske patienter jo, for manges vedkommende, oplever dels, at man skal køre utrolig mange kilometer i dele af Danmark for at komme til et kontrolbesøg på ambulatoriet, på sygehuset, som lige så godt – og med måske endda en højere kvalitet kunne være foregået i borgerens eget hjem eller tæt på egen bopæl.

Der handler det jo også samtidig om at sikre, at sundhedsvæsenet hænger sammen på tværs af den her bermudatrekant, som vi nu har været inde på, og som jo nok er den allersværeste nød at få knækket i forhold til at skabe et sundhedsvæsen, der er meget mere nært, tæt på, hos borgerne, men også sammenhængende.

Statsminister Mette Frederiksen: Så er det B.T.!

Joachim B. Olsen, B.T.: Sophie Løhde – hvornår bliver denne her behandlingsgaranti på 14 dage igen overholdt for kræftpatienterne på Skejby?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Det ønsker vi jo skal ske fra … i virkeligheden skulle det have været sket hele vejen igennem. Jeg kan jo ikke stå her i dag og garanterer, at det sker fra i morgen eller i overmorgen, hvad end jeg gerne ville.
Dét jeg kan garantere, det er, at den har vores største bevågenhed fra regeringens side. Det er derfor, vi også har handlet resolut – i fredags har fremlagt en genopretningsplan for hele kræftområdet, hvor vi på den ene side siger: Nu skal vi til bunds. Vi skal have alting frem i lyset. Hvis der gemmer sig lignende sager, som dét vi har set på Aarhus, andre steder på vores sygehuse rundt i Danmark, så skal det frem, og vi skal sætte ind med konkrete planer for at få genoprettet det, så patienterne selvfølgelig kan have tryghed og vished for, at man får sin behandling inden for de maksimale 14 dage, som man har en patientrettighed til.

Joachim B. Olsen, B.T.: Men er det ikke muligt at komme det nærmere, fordi selvfølgelig skal det gå så hurtigt som muligt. Men hvis du er patient, eller du er personale på de her afdelinger, så føler du, det er en ekstrem presset situation. Så er det ikke muligt at blive en lille smule mere konkret på, hvornår bliver de garantier, som det offentlige har stillet de her patienter, igen opfyldt?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Jamen, det skal jo ske omgående. Altså vores utålmodighed på det her område er jo stor. Vi vil jo ikke acceptere, at patienter med mave-tarmkræft ikke får den fornødne behandling. Vi må også konstatere, og det er jo noget af dét, som der også nu er dialog med bl.a. Sundhedsstyrelsen og regionerne omkring – er der behov for for eksempel at udvide behandlingskapaciteten, så det ikke kun er et sted i Danmark, at man kan have den højt specialiserede behandling af mavetarmkræftpatienter, men at der måske også skal være det et andet sted i Danmark – for at nævne et konkret initiativ. Der skal arbejdes på det her lynhurtigt.

Vi har ikke tålmodigheden til at sige – nu venter vi bare lidt længe på vegne af patienterne, fordi selvfølgelig skal man have tryghed og vished for, at man kan få den kræftbehandling, som man har krav på og ret til som patient.

Statsminister Mette Frederiksen: Så går vi herover på første række!

Christina, NB Økonomi: Jeg vil høre – der står i det materiale, I har udleveret, at kommissionen ligesom skal være udgiftsneutral, altså at I skal finde pengene inden for de her områder, hvis I rykker rundt på nogle ting.

Samtidig fortæller I utroligt meget om det – nærhed, mere forebyggelse, som lyder meget af, det er det kommunale, der ligesom skal … det skal ske i eget hjem, dvs. med SOSU’er og sygeplejersker, lokalt og kommunalt og nært.

Betyder det så i sidste ende, at der er nogle penge, fordi det skal være udgiftsneutral, der skal tages fra regionerne og puttes ud i kommunerne.

Jeg vil gerne have statsministerens kommentar til det.

Statsminister Mette Frederiksen: Nej, jeg tror, man skal skelne mellem, hvad der er kommissionens opdrag, og så hvad der er den politiske opgave efterfølgende. Og vi forestiller os ikke andet, end at vi kommer til at allokere flere ressourcer til sundhedsvæsenet i de kommende år.

Christina, NB Økonomi: Så der kommer flere ressourcer?

Statsminister Mette Frederiksen: Ja.

Christina, NB Økonomi: Okay.

En anden ting er, at Løkke – du har flere gange sagt det her med at reformer, det må godt tage lidt lang tid, for vi må godt tænke os om. Og det her tager så også lang til. Nu går der et år med det. Så går der formentlig en lang politisk forhandling i gang, I skal også lige komme med et udspil osv., så kan der måske går et halvt år til et år til. Det er der i hvert fald gjort med ældreloven, som har taget 1½ år indtil videre. Der er ikke kommet noget endnu.
Så går implementeringen i gang, dvs. yderligere måske ½ eller 1 år, så det kan rage 1, 2, 3 år før borgeren og kommunerne osv., de kan mærke noget derude.
Derfor vil jeg gerne høre i mellemtiden, er der opdrift på sundhedsområdet ude i kommunerne, der er opgaveglidninger, de står med økonomien og udfordringerne nu. Kommer der til at ske et eller andet her i mellemtiden – de her to – tre år, der kan gå, før det her gode arbejde kommer ud at virke.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Ja selvfølgelig, altså det er jo ikke sådan lukket ned, så der er en sundhedsstrukturkommission, og så trækker jeg mig i øvrigt tilbage og læner mig tilbage.

Altså, vi er jo i fuld gang, bl.a. senest med den akutplan, vi har forhandlet på plads med Danske Regioner, som skal nedbringe de alt for lange ventetider, man i øjeblikket oplever som patient i vores sygehusvæsen, som skal sikre, vi får robustgjort vores akutmodtagelser.
I øjeblikket skal vi lige til at forhandle lovforslag i Folketinget, omkring indførelse af en egentlig kvalitetsplan i vores nære del af sundhedsvæsenet – altså dét der foregår ude i kommunerne, hvor vi nu for første gang begynder at stille konkrete kvalitetsstandarder og krav til, hvad det er for en kvalitet, der bliver leveret i eksempelvis de kommunale akutfunktioner.

Lønstrukturkomiteen, vi var inde på, kommer med sine anbefalinger inden særlig længe. Vi har som regering klart sagt med regeringsgrundlaget, vi følger op ved at afsætte 3 milliarder kroner til bedre løn og arbejdsvilkår i velfærden.
Til august måned kommer robusthedskommissionen med sine anbefalinger i forhold til at sikre mere personale, mere tid til kerneopgaven, den følger vi op på, som regering, så det er jo ikke sådan nu, der ikke sker noget. Vi er i fuld gang og i arbejdstøjet. Men vi er også nødt til at have det lange lys på i forhold til at fremtidssikre vores sundhedsvæsen, og det er den opgave, kommissionen nu har fået stillet i dag.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så går vi derind i midten igen!

Ole Toft, Altinget: Altså regeringen har fået – eller politikerne har fået stor ros for at blive enige om den her 10-års-plan for psykiatrien – nu er I så under stort pres for at få den implementeret. Men nu er der så en strukturkommission, der skal se på hele styringen af sundhedsvæsenet.

Er den ubehagelige sandhed ikke, at man er nødt til at sætte implementeringen på pause, indtil man får strukturkommissionens anbefalinger?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Nej, det er det korte svar.

Og vi er i fuld gang med at implementere den psykiatriaftale, som der blev lavet før folketingsvalget med de forskellige initiativer, som der blev afsat konkret finansiering til.
Det er jo ikke mindst her på de næste to år, som der er afsat nogen penge til at iværksætte nye tiltag i psykiatrien, som der er hårdt brug for.
Vi har så også hævet barren som regering og sagt med regeringsgrundlaget, at en 10-års-plan – skal også have 10 års finansiering.
Og derfor har vi jo øremærket et historisk stort løft til psykiatrien i de kommende år, så vi om 10 år vil have løftet psykiatrien med 4 milliarder kroner, og dermed at en 10-års-plan også er fuldt ud finansieret. Og det er jo de næste store skridt, som der skal tages fat på i psykiatrien, men vi fortsætter ufortrødent med at implementere alle de tiltag, som vi har aftalt med Folketingets partier. Og så kommer vi på toppen af det med ekstra penge til at kan nå i mål med en tiårsplan.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jeg vil bare sige, nu skal man også i forhold til, hvor langsomt man skal skynde sig. Man skal passe på med at bruge billeder her ikke. Men altså et eller andet sted, så det der sundhedsvæsen, vi har, det er jo sådan én stor kompliceret maskine med en masse tandhjul, der griber ind i hinanden og nogle er kommunale, og nogen er i almen praksis, og nogen er speciallæger, og nogen er ude i kommunerne.
Og dét, vi gør med det her, det er jo, at vi ligesom giver hele den der maskine sådan et eftersyn og siger, kunne den indstilles anderledes.
Men indtil vi så udvikler en ny maskine, skal vi jo køre med dén, vi har, ikke.
Altså så det går ikke at tegne sådan et billede af, at nu holder vi bare pause, og så skal der ikke ske noget.
Altså vi er da enormt ambitiøse på sundhedsområdet. Det er jo også derfor, at ministeren i sidste uge sætter foden ned i forhold til regionerne, der svigter på den her kræftbehandling. Så tillader vi os bare ”den luksus” ved siden af, vi arbejder med det i daglig drift, og vi kommer også til at prioritere det, vil jeg tro, i finanslov og på anden vis og sige, hvordan skulle det her ideelt se ud, ikke. Det er jo den øvelse, vi laver her. Og det er jo derfor, at når vi beder kommissionen om at være omkostningsneutral, så er det jo for at sige, hvordan ville man kunne gøre det her anderledes ikke. Og så skulle der jo gerne komme en maskine ud af det, som vi i øvrigt har lyst til at investere mere i. Fordi sundhedsområdet det kommer da til at koste flere penge år, for år, for år, for år. Det har det gjort historisk, og det tror jeg da godt, vi kan give en statsgaranti for, det kommer det også til at gøre fremadrettet.

Ole Toft, Altinget: Når man spørger fagfolk på området, så siger de: Jamen hvis ikke man får sammentænkt sundheds- og ældreområder, så får sygehusene især kæmpe store problemer i fremtiden.

Som jeg lige har skimmet kommissoriet her, der er ældreområdet ikke rigtigt nævnt. Regeringen har jo sagt, at der skal laves en ny ældrelov. De to spor bliver de sammentænkt i det her arbejde – måske også et spørgsmål til kommissionsformanden.

Statsminister Mette Frederiksen: Vi starter lige ved sundhedsministeren.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Ældreområdet er i høj grad også tænkt ind her ved, at vi jo også giver kommissionen til opdrag at sikre, at de områder, der er tæt koblet til sundhedsvæsenet, og det er ikke mindst ældreområder. Fordi der er mange ældre, som ikke ”bare” har behov for noget fra ældreområdet i form af eksempelvis hjælp til rengøring og andet. Men jo i høj grad har brug for forskellige sundhedsfaglige indsatser ude i kommunerne og på sygehuse. Den del skal tænkes med i kommissionens arbejde, så vi netop sikrer et kvalitetsløft for de ældre patienter, og så vi sikrer, at man kan få en langt mere sammenhængende behandling, så man ikke skal ind og ud af sygehusene så mange gange, som det er tilfældet i dag, for desværre mange svækkede ældres vedkommende.

Statsminister Mette Frederiksen: Så går vi over til Kristeligt Dagblad!

Henrik Hoffmann-Hansen, Kristeligt Dagblad: I taler om den her bermudatrekant, og kommissionen skal også være inddragende, men det er som om, der mangler to ben i kommissionen eller to hjørner i kommissionen af den trekant – nemlig Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
Hvorfor er de ikke med i kommissionen for at lave oplægget så godt som muligt?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Det er de ikke, fordi vi har sagt meget ærligt og tydeligt, at vi ikke ønskede en partskommission. Det har vi før prøvet på sundhedsområdet. Og der er jo i hvert fald en risiko for, at det ender med lidt at blive laveste fællesnævner, hvis man skal vogte over sine forskellige partsinteresser. Og derfor glæder det mig også rigtig meget, at både kommunerne, regionerne i øvrigt, patientorganisationer på sundhedsområdet også jo i vidt omfang har tilkendegivet, at de synes, det er rigtig godt, at vi nu laver en uafhængig ekspertkommission med, må jeg sige, nogle meget stærke kompetencer i kommissionen, så vi kommer hele vejen rundt i sundhedsvæsenet.

Statsminister Mette Frederiksen: Jesper!

Sundhedsstrukturkommissionsformand Jesper Fisker: Til spørgsmålet om ældreområdet. Den del af ældreområdet, som ligger tættest på sundhedsområdet, bl.a. sygehusområdet, det er en af de allerstørste udfordringer, vi har i sundhedsvæsenet overhovedet. Og den del kommer til at spille en central rolle i hele kommissionens arbejde. Fordi det er en væsentlig del af hele udfordringen for et sundhedsvæsen.

Og så til Kristeligt Dagblad blot den bemærkning, at uanset at parterne ikke sidder med i udvalget, så som jeg sagde i min indledning, så lægger vi jo op til, at der netop bliver masser af muligheder for, at alle, inklusive også de parter som du nævnte, jo selvfølgelig får en mulighed for at drøfte, også med os, hvad er det for nogle synspunkter, perspektiver og forslag, de har til fremtidens sundhedsvæsen.

Henrik Hoffmann-Hansen, Kristeligt Dagblad: Når I taler om det her med de ældre og det nære sundhedsvæsen – tidligere har man jo vedtaget de her supersygehuse, fordi man fandt ud af, at det gik ikke så godt med den nære sundhed altid. Det var for dårlig kvalitet. Og nu er der flere patienter, der åbenbart skal behandles så tæt på deres hjem som muligt.
Risikerer man så ikke, at det faktisk ender med, at de får en dårligere behandling?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jamen jeg synes, det er en lidt forkert måde at fremstille det på, fordi når man lavede supersygehusene og i øvrigt specialeplanlægning og samlede specialerne på færre enheder, så var det jo ikke, fordi det nære sundhedsvæsen ikke fungerede godt.
Så var det i forhold til, at på komplicerede sygdomme og komplicerede operative indgreb, der var det noget sjusk, at det foregik for mange steder. Altså jeg kan huske dengang, man skar brysterne af kvinder på Bornholm, fordi man ikke havde kompetencerne til at lave rekonstruktiv kirurgi, det gjorde man. Og derfor gav det jo rigtig, rigtig god mening at sige: Vi er nødt til at samle de der indgreb nogle steder ud fra sådan øvelse gør mester-princip, hvor man har prøvet det før. Altså hvor det ikke er årets begivenhed, at man skal lave et indgreb mod kræft.
Det er jo alt dét, vi har gjort. Det er jo alt dét, der har løftet behandlingen. Det kommer bare med en forudsætning. Og efter min egen personlige smag har det taget lidt for længe, før vi så for alvor får gjort noget ved den forudsætning, men det gør vi så nu – nemlig, at når vi så har samlet alle de der ting nogle færre steder, fordi man også gerne vil rejse langt for at få verdens bedste behandling, så er vi så også nødt til at have noget ordentlig noget, der kan gribe de patienter, ikke, fordi de kan jo ikke ligge derinde på de her supersygehuse i dage- og ugevis. Det bliver kort, det er intensivt. Det er ekstremt dyrt. Og det øger så kravene til alt dét, der ligger før, og alt dét der ligger efter. Og det er jo dét, denne her reform handler om.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så Jyllands-Posten!

Jyllands-Posten: Da der var folketingsvalg, der sagde Socialdemokratiet og Venstre til danskerne, at vi vil bevare regionerne.
Og derfor er mit spørgsmål: Er Venstre åbne for at nedlægge regionerne, som vi kender det i dag – og er Socialdemokratier også?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Dét, vi har sagt til hinanden med regeringsgrundlaget, det er, at vi er åbne for at se fordomsfrit på hele den samlede organisering af vores sundhedsvæsen.
Jeg havde nær sagt, hvis vores udfordringer kunne gøres alene til et spørgsmål om for og imod regioner. Og hvor mange skal der være og det ene og det andet, så havde verden godt nok været let, hvis det var den eneste opgave, vi skulle til at løse. Den er jo meget mere kompleks, bl.a. det vi har været inde på i forhold til samspillet imellem sundhedsindsatserne ude i kommunerne, almen praksis, det der foregår på sygehusene, for at skabe en sammen for patienterne. Større nærhed, så mere behandling kan foregå også ude langt tættere på borgerne.

Men vi har givet hinanden hånd på, og det er dét, vi nu også giver kommissionen mandat til, det er at se fordomsfrit, og med det mener vi fordomsfrit på hele den samlede organisering.
Vi har egentlig kun lavet to afgrænsninger, nemlig at sige, at kommunernes geografi, den skal man ikke tage med, og vi skal ikke have en kommunalreform eller en strukturreform inde i en sundhedsstrukturkommission. Og så endelig skatteudskrivningsretten, at den ikke skal placeres på flere forvaltningssteder end dét, der er tilfældet i dag.
Det er de to eneste afgrænsninger, der er lavet.

Statsminister Mette Frederiksen: Jeg kan tilslutte mig det sundhedsministeren siger og så tilføje, at når vi går i gang med det her arbejde, så er det godt at kigge på det med åbne øjne, og det har alle tre partier i regeringen en appetit på på vegne af patienterne i Danmark. Det er jo dem, vi er her for.

Jeg synes stadigvæk, nu bliver jeg spurgt også som socialdemokrat, at det er meget, meget vigtigt, at der er stemmer i vores sundhedsvæsen, som repræsenterer også de geografiske forskelle. Fordi man kan godt, selvom vi er et lille land, kan man godt blive blind på, hvad det er, der er udfordringerne rundt omkring. Og selvfølgelig er der forskel på at drive et sundhedsvæsen i Storkøbenhavn og drive for eksempel et sundhedsvæsen hjemme i Nordjylland, hvor jeg kommer fra, hvor afstandene er større, og hvor befolkningen er sammensat på en anden måde. Og derfor har vi jo også sagt i regeringsgrundlaget, at den ulighed i sundhed, som danskerne oplever i dag, som delvis er bundet op på geografi – vi har ikke mindst Region Sjælland, og i Nordjylland der har vi flere, der har haft hårdt arbejde. Vi har en aldrende befolkning, men der er til gengæld længere til sundhedstilbuddene. Og det er noget af dét, vi ønsker at tage livtag med.
Så vi går ind i det her med åbne øjne. Men dét, at der er en lokal forankring, vil jeg altid mene, er vigtigt for at have alle nuancer med, når vi sammensætter vores sundhedspolitik i Danmark.

Jyllands-Posten: Jeg tolker det som et ja. Men de problemer, som I oplister her: geografisk ulighed, bermudatrekanten, sammenhængende sundhedsvæsen, det var jo kendt stof, da I to sagde i valgkampen: Vi vil bevare regionerne.
Så hvad har ændret sig på den tid, der er gået – andet end at I gik ind i et rum med Lars Løkke og gik ud igen?

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen der er jo ikke noget, der har ændret sig andet end, at de udfordringer sundhedsvæsenet står over for bliver forstærkede – er forstærkede, vil blive forstærkede. Og det vi enige om i det her regeringssamarbejde, det er ikke alene at løse de akutte udfordringer, det er selvfølgelig en særskilt opgave, når der opstår et problem på kræftområder i Aarhus. Når der er ventelister. Når der er udfordringer i psykiatrien.
De konkrete aktuelle problemer skal løses, men vi har også et ønske de tre partier imellem om en fremtidssikring af vores sundhedsvæsen, og der har vi altså vurderet, at den her arbejdsmetode er dén, der giver os det bedste grundlag at træffe nogle potentielt store beslutninger på baggrund af.

Så år vi herind i midten!

Andreas Wind, Altinget: I taler meget om, at kvaliteten – altså der skal være ensartet kvalitet i hele landet og flere opgaver skal ud til kommunerne, så er det vel også noget af dét, der bliver dyrt, når kommunerne skal levere en ensartet kvalitet.
Samtidig så sidder du i sidste uge i, Mette Frederiksen, Aalborg og taler om mere frihed i den kommunale sektor.

Er der ikke en stor fare for, at fordi man har en masse skal-opgaver på sundhedsområdet i kommunerne, at pengene så glider derover, når man er mere frisat på de andre opgaver, jamen så bliver ældreplejen bare det svagere, så hver gang sygeplejersken er ude ved borgeren, og det er noget, der står i ældreloven … eller hvad hedder det – serviceloven, så er der ikke en masse krav til dokumentation osv. Og hver gang det er over sundhedsloven, så er der en masse at gøre.

Hvorfor … altså hvad tror I, der bliver prioriteret ude i kommunerne, hvis det bliver på den måde?

Statsminister Mette Frederiksen: Der kommer i hvert fald til at være masser af dilemmaer i det her og også udfordringer. Jeg tror, det er vigtigt grundlæggende at sige, når vi ønsker frisættelsen af vores offentlige sektor og vores velfærdssamfund og med det også en større grad af forskellighed, så gælder det netop ikke på sundhedsområdet. Altså fordi vi ønsker, hvis du får en kræftdiagnose, eller bliver ramt af diabetes eller får en hjerneblødning eller noget tredje, så må det ikke være geografien, der definerer, om du får den behandling, der skal til, så du kan overleve og efterfølgende leve et liv på en ordentlig måde.

Og når vi, og det har vi jo alle fire været inde på i dag, skal have en yderligere bevægelse fra sygehusene ud til det nære sundhedsvæsen, så må det jo ikke være hverken en konflikt mellem dét der sker på sygehuset, og dét der sker i borgerens eget hjem, så det er et sammenhængende sundhedsvæsen.

Og du har ret i, det må så heller ikke betyde, at de andre vigtige opgaver på ældreområdet bliver nedprioriteret, fordi forebyggelse på sundhedsområdet og ældre, er jo meget, meget bredt, så hvis ikke vi passe ordentlig på vores ældre i andre sammenhænge – jamen så skaber vi endnu flere, der har behov for et sundhedstilbud.
Og hvordan vi præcist får lagt det der snit, det er jo noget, vi også i høj grad kommer til at diskutere med kommunerne. Så jeg anerkender sådan set, at der er et potentielt problem her. Omvendt så tror jeg altså ikke, der er nogen SOSU’er eller sygeplejersker eller for den sags skyld kommunalpolitikere, der ikke har et ønske om at levere en ordentlig ældrepleje, også på dét der ikke er direkte sundhedsrelateret.

Andreas Wind, Altinget: Og så dét du sagde med, at det her det er et … nu laver man et stort eftersyn af hele maskinen, og så kan man ændre den om et år, når der kommer nogle anbefalinger.

I 2016 der blev du sat i spidsen, Sophie Løhde, for udvalg for det nære sammenhængende sundhedsvæsen, tror jeg, det hedder.
Så kom der egentlig også en reform lige inden valget i 19. Og så tabte man så valget, og så kom Mette Frederiksen til magten og så kom jeres sundhedsreform så for et år siden.
Men det er altså ni år siden, at I nedsatte et udvalg, som egentlig lidt ligner dét, … altså der skulle tages stilling til nogle af de samme ting her – selvfølgelig en anden struktur og sådan noget.

Altså er det virkeligt et spørgsmål om, at I nu er en samlet regering, der gør, at det kan laves. Og vil det derfor sige, at det var på grund af, at der skulle stå Venstre eller Socialdemokratiet på den reform, at det ikke er blevet til noget før?

Statsminister Mette Frederiksen: Skal vi starte først …

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jamen altså hvis jeg må være så fri, så tror jeg da, du har en pointe dér.
Det er mange år siden, at jeg, i hvert fald med det afsæt jeg havde dengang, sagde dét, vi talte om før – nu er vi nødt til at tage et skridt videre. Altså vi har bygget op og centraliseret og lavet supersygehuse – nu skal vi virkelig sørge for, alt det dér er på plads til at gribe det.

Det var der så en regering, der gav sit bud på. Det var ikke nødvendigvis verdens bedste bud, fordi det var også et kompromis med nogle partier, der var dér, og det var lige før et valg. Det var dårlig timing. Det blev visket af bordet.
Så har man så nærmet sig den samme problemstilling i de år, der er gået siden sidst. Og det man vel bare kan konstatere, det er, at nu er der en regering her, som jo består af partier, der et eller andet sted haft nogle aktier i den der sag, som er nået til den fælles konklusion – at ja, vi er nok nød til at give det her en grundigere tanke.

Statsminister Mette Frederiksen: Sophie!

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Og nu du specifikt nævner udfald for det nære sammenhængende sundhedsvæsen, der siger vi jo også meget tydeligt – det er ikke den opgave, vi ønsker at stille en gang til.
Altså dels kan du ikke sammenligne kommissoriet, fordi denne her opgave vi nu sætter sundhedsstrukturkommissionen på, er jo langt mere omfangsrig.
Og udvalget for det nære sammenhængende sundhedsvæsen, det var det her partsudvalg, hvor det jo endte med at blive laveste fællesnævner, det kan vi jo lige så godt sige ærligt. Og dermed blev det jo også nogle meget tandløse, undskyld mig udtrykket, anbefalinger der kom ud af det udvalg, som jo ikke var et reelt modsvar på de udfordringer, der er i vores sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Det var, hvad vi nåede i dag.
Der er masser af udfordringer foran os. Der er heldigvis også et stærkt sundhedsvæsen at bygge ovenpå.

Tak skal I have, fordi I kom!