1.3.2 Konkurrencenævn og –lovgivning

På grund af naturlige monopoler og mange små markeder er det vanskeligt at få konkurrencen til at fungere effektivt i Grønland. Netop derfor er det særligt vigtigt at fremme konkurrencen mest muligt gennem så gode markedsøkonomiske betingelser som muligt samt at have egnede administrative og lovgivningsmæssige forhold.

Den grønlandske konkurrencelov, som administreres af Konkurrencenævnet, trådte i kraft den 1. januar 1993. Konkurrencenævnet har kun sjældent holdt møder og har ikke været særligt aktivt. Det ser nu ud til, at der er intentioner og vilje til at få det til at fungere bedre end hidtil, og nævnet har i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2000 fået tilført yderligere midler. Desuden bliver det for øjeblikket drøftet, hvorledes Konkurrencestyrelsen i Danmark kan yde sekretariatsbistand for det grønlandske Konkurrencenævn. Udvalget har således begrundet forhåbning om, at nævnet fremover vil tage initiativer og i det hele taget spille en større rolle.

Udover selve konkurrenceloven og administrationen af denne er det relevant med en gennemgang af den øvrige erhvervslovgivning med henblik på at fremme konkurrenceelementet. Konkret kunne dette fx føre til ophævelse af det generelle krav om næringsbrev, før en virksomhed kan etableres. Selvom der kan gives dispensation fra loven, virker det restriktivt med fx 2 års bopælskrav og krav om dansk indfødsret. Hvis danske eller udenlandske selskaber ønsker at etablere sig i Grønland, bør de tilskyndes til det for at skabe størst mulig økonomisk aktivitet i landet i stedet for at stilles over for administrative barrierer.

Tilsvarende kunne der også ske tilpasning af arbejdsmarkedslovgivningen. Personer født i Grønland eller med særlige relationer til Grønland har fortrinsret, når en ledig stilling skal besættes. Arbejdsgiveren må således kun ansætte udefra kommende arbejdskraft efter at have indhentet en særlig tilladelse, som kun gives, hvis der ikke står grønlandsk fødte eller personer med særlige relationer til Grønland med de nødvendige kvalifikationer til rådighed. Imidlertid er der ofte ikke uddannede grønlændere til rådighed, og loven bliver i mange tilfælde administreret lempeligt, hvorfor de praktiske konsekvenser af loven næppe er særligt store. Det kunne derfor overvejes at ligestille grønlænderes og andres adgang til arbejdsmarkedet. Et sådan initiativ vil kunne signalere åbenhed og dermed gøre det lettere at ansætte folk udefra, da det fortsat vil være nødvendigt fremover at tilkalde specialister. Desuden vil det kunne reducere administrationen samt modvirke lokale monopoltendenser og flaskehalse på arbejdsmarkedet.

1.3.3 Privatisering af udvalgte hjemmestyreejede selskaber

For også at fremme konkurrencen inden for erhverv, der i dag domineres af hjemmestyreejede virksomheder, er det givetvis nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, med en hel eller delvis privatisering af nogle af de dominerende selskaber. Det rejser særlige problemer at privatisere monopoler (fx offentlige forsyningsvirksomheder), og kræver i givet fald, at der samtidig sikres konkurrence og/eller håndhævelse af konkurrencelovgivningen.

Inden en privatisering gennemføres må en række strategiske overvejelser gøres for så vidt angår måden, omfanget og timingen af privatiseringen:

• Måden. Der skal vælges i intervallet mellem en spredt ejerkreds og en strategisk partner. Sælges aktierne fx over Fondsbørsen må det formodes, at de vil blive købt af en bred gruppe af investorer, hvor den enkelte investor kun køber en lille andel af aktierne. Dermed opnås en spredt aktionærkreds, der næppe vil engagere sig særligt stærkt i driften af selskabet, men kræve at det bliver drevet ud fra forretningsmæssige kriterier med henblik på at opnå størst muligt afkast. Aktierne kan i stedet sælges til en strategisk samarbejdspartner med indgående kendskab til den pågældende branche. Dette indebærer en stærkere indflydelse udefra med deraf følgende fordele som fx ledelseserfaring, branchekendskab og afsætningskanaler.
• Omfanget. Det kan formentlig være lettere at opnå almen accept af en privatisering, hvis kun en del af aktierne sælges i første omgang, idet man dermed bevarer en vis indflydelse. Den resterende aktieandel kan fx sælges i takt med at privatiseringen har givet de ønskede resultater. Ulemper er, at prisen normalt vil blive lavere.
• Timingen. Privatisering kan ske, når det vurderes, at man kan få en god pris for aktierne. Dette taler for at gøre det i en situation, hvor virksomheden viser vækst og solide overskud. Privatisering kan også foretages med henblik på restrukturering af en virksomhed, der er inde i en uhensigtsmæssig udvikling. Kombineret med salg til en strategisk samarbejdspartner kan en sådan strategi give betydelige fordele.

De hjemmestyreejede selskaber behøver således hverken at blive privatiseret på samme betingelser eller på samme måde. Det afgørende er at komme i gang med processen, så samfundet kan høste fordelene i form af øget effektivitet og dynamik.

Inden for de seneste år er der sket en bevægelse i retning af større markedsorientering af de hjemmestyreejede selskaber. Således er de kommercielle og ikke-kommercielle aktiviteter blevet adskilt i Royal Greenland og i KNI, hvorved grundlaget for en privatisering af de kommercielle dele af disse selskaber i givet fald er blevet forbedret.


1.3.4 Udlicitering af anlægsopgaver

Konkurrencen kan i det hele taget skærpes gennem offentligt udbud. Det sker typisk inden for byggeriet, hvor opgaverne sendes i licitation til lokale entreprenører og håndværksmestre. Imidlertid er byggeomkostningerne betydeligt højere i Grønland end i Danmark, hvilket ofte tilskrives de klimatiske forhold, transportomkostninger mm. Men forholdet kan derudover afspejle, at konkurrencen på det lokale marked er utilstrækkelig. Med udsigt til betydeligt nybyggeri og omfattende renoveringsopgaver i de kommende år samt en bygge- og anlægssektor, der i forvejen opererer tæt på kapacitetsgrænsen, er involvering af udenlandske entreprenører givetvis nødvendig. Især renoveringsopgaver kan kræve specialistviden/-færdigheder, som kun i begrænset omfang findes lokalt.

Tilkaldelse af udenlandske entreprenører vil således kunne modvirke, at sektoren bliver overophedet, hvilket hurtigt ville kunne smitte af på resten af økonomien. En sådan udvikling med øget løn- og omkostningspres vil svække konkurrenceevnen for alle virksomheder og dermed gøre det endnu vanskeligere at udvikle et konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Samtidig med, at udenlandske virksomheder deltager i de store byggeopgaver, er der rige muligheder for grønlandske virksomheder for at indgå i projekterne, og der er udsigt til overordentligt gode beskæftigelsesmuligheder af grønlandsk arbejdskraft i takt med, at den bliver uddannet. Blandt andet vil det være forbundet med lavere omkostninger for virksomhederne at ansætte grønlandsk arbejdskraft, da der ikke vil skulle afholdes bolig- og rejseudgifter til disse. Desuden kan krav om anvendelse af lokal arbejdskraft fx inddrages i licitationsbetingelserne.

1.3.5 Ensprissystemet

Prisfastsættelsen på en række infrastrukturydelser samt visse forbrugsvarer er omfattet af ensprissystemet. Som følge heraf er eksempelvis priserne på vand og elektricitet de samme i alle byer og bygder på trods af, at der lokalt er væsentlige forskelle i produktionsomkostningerne.

Hovedbegrundelserne for ensprissystemet er et fordelingspolitisk hensyn, der sigter mod en ensartet levestandard i byerne og bygderne, som samtidig skal medvirke til bevarelse af et samfund med et decentralt bosætningsmønster.

Set ud fra den betragtning må systemet karakteriseres som en succes. Selvom der finder en vis urbanisering sted i Grønland, bor en stor del af befolkningen stadig i bygderne. Således har befolkningstallet i bygderne siden 1980 ligget stabilt på omkring 10.000 personer. I forhold til den samlede befolkning er befolkningen i bygderne dog faldende, og må formodes at falde yderligere i takt med, at boligsituationen og beskæftigelsesmulighederne bliver bedre i de større byer.

Trods de fordelingspolitiske egenskaber er der i de senere år kommet mere og mere fokus på systemets ulemper. Landsstyret har anslået krydssubsidieringen i systemet til 200 mio. kr. årligt. Det har været fremhævet, at krydssubsidieringen bevirker, at den enkelte forbruger og producent ikke tager højde for de reelle økonomiske omkostninger ved forbrug af produkter, som er omfattet af ensprissystemet. Eksempelvis tages der ved placering af energiforbrugende aktiviteter ikke hensyn til, hvor elektriciteten produceres billigst, ligesom der ikke er særlig motivation til at spare på vand, hvor der er dyr vandforsyning. Ensprissystemet modvirker således en effektiv og dynamisk anvendelse af ressourcerne med store samfundsøkonomiske omkostninger til følge.

Udover krydssubsidieringen finansieres ensprissystemet også gennem direkte bevillinger på hjemmestyrets finanslov. Således udgjorde landskassens driftstilskud til systemet mere end 300 mio. kr. i 1999. Heraf udgjorde tilskuddet til flytrafikken 125 mio. kr., skibspassagertrafik 74 mio. kr., intern godstrafik 37 mio. kr., vareforsyning 45 mio. kr. og Grønlands energiforsyning Nukissiorfiit 32 mio. kr.

Landsstyret fremlagde i oktober en redegørelse om ensfragtsystemet, som er den del af ens-prissystemet, der regulerer priserne på godstrafikken. Systemet opererer med tre typer af fragter. Den første er søgods, der fragtes til Grønland fra andre lande, den anden er søgods, der fragtes fra Grønland til andre lande (begge opgaver varetages af Royal Arctic Lines A/S), og den tredje er søgods, som fragtes internt i Grønland (varetages af Royal Arctic Bygdeservice A/S). Fragtraterne er indrettet således, at fragt fra Grønland til udland og fragt internt i Grønland er fastsat til henholdsvis 40 pct. og 45 pct. af fragtraten fra udland til Grønland.

Godsfragten er pålagt en såkaldt ensfragtafgift, der beregnes som en procentdel af prisen på fragten – kaldet fragtraten. Provenuet af ensfragtafgiften tilfalder hjemmestyret. I 1999 udgjorde ensfragtafgiften 18,13 pct., og det samlede provenu ventes at udgøre 75 mio. kr.

Redegørelsen viser, at ensprissystemet medfører en krydssubsidiering inden for godstransporten i 1998 på 45 mio. kr., og at det primært er godstransporten til Grønland som subsidierer fragten fra Grønland. Der indgår i redegørelsen forslag til ændring af bl.a. ensfragtafgiften og prisstrukturen i retning mod mere omkostningsægte priser på godstrafikken. Det understreges dog, at en reform af fragtsystemet skal ses i sammenhæng med en generel reform af hele ensprissystemet.

Landsstyret har i forbindelse med fremlæggelsen af ensfragtredegørelsen fremhævet vigtigheden af, at betalingen for transport nedbringes, og at der gennemføres en reform af ensprissystemet med henblik på skabelsen af en mere kostægte prisstruktur.

I forlængelse heraf har Landstinget i forbindelse med finansloven for 2000 vedtaget en nedsættelse af fragtafgiften med 2,44 procentpoint til 15,69 pct. Nedsættelsen indebærer et provenutab for landskassen på 10 mio. kr. i 2000.

Nedsættelsen af ensfragtafgiften vil medføre fald i priserne på fragten af gods, men ændrer ikke ved det forhold, at der fortsat ikke er sammenhæng mellem omkostningerne forbundet med godsfragten og den opkrævede pris.

En reform af ensprissystemet i retning mod mere omkostningsægte priser vil have stor fordelingsmæssig betydning for befolkningen og formentlig påvirke det fremtidige bosætningsmønster kraftigt, hvis ikke en sådan reform følges op af andre støtteordninger til randområderne. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at det er muligt at erstatte ensprissystemet med et system, som både tilgodeser landsstyrets sociale og fordelingsmæssige målsætninger, og samtidig medvirker til en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. En mulighed kunne således være at fjerne støtten fra forbruget og i stedet yde støtte eksempelvis ved direkte tilskud til indbyggerne.

1.3.6 Trafikområdet

Det grønlandske klima, en kyststrækning på 5.000 km. samt en forholdsvis lille befolkning fordelt på 18 byer og omkring 60 bygder stiller store krav til indretningen af den trafikale infrastruktur. Dels indebærer de store afstande og den til tider vanskelige fremkommelighed, at der er store omkostninger forbundet med transport i Grønland, og dels indebærer det lille befolknings- og dermed lave passagergrundlag, at det er vanskeligt at opnå stordriftsfordele i transportsektoren.

Disse forhold, sammen med en generel trafikpolitisk målsætning om, at befolkningen skal sikres gode transportmuligheder, uanset hvor de bor, er den afgørende begrundelse for, at godstrafikken og den interne passagertrafik i stort omfang er reguleret og i væsentlig grad også finansieret af hjemmestyret.

Trafikområdet er ligesom en lang række andre infrastrukturområder i Grønland omfattet af ensprissystemet. Grundlaget for prisfastsættelsen inden for lufttransport er, at kilometerprisen per passager er den samme inden for henholdsvis transport med fastvingede fly og transport med helikoptere. Rentabiliteten med hensyn til passagergrundlaget indgår således ikke som en parameter ved prisfastsættelsen. Som en konsekvens af systemet finder der en væsentlig grad af krydssubsidiering sted fra de overskudsgivende ruter (Kangerlussuaq-Nuuk-Illulisat) til de underskudsgivende.

For at sikre et for befolkningen rimeligt prisniveau yder hjemmestyret direkte tilskud til driften af beflyvningen og besejlingen samt afholder anlægsudgifter i forbindelse med eksempelvis anlæggelse af nye landingsbaner. I 1999 ydede hjemmestyret således 125 mio. kr. i driftstilskud til flysystemet og 111 mio.kr. til den interne besejling.

Med henblik på at overgå til et overordnet enstrenget trafiksystem besluttede Landstinget i 1995 at påbegynde anlægget af en række nye landingsbaner til fastvingede fly. I forlængelse heraf er i 1998 og 1999 åbnet 4 nye landingsbaner i henholdsvis Sisimiut, Aasiaat, Maniitsoq og Uummannaq. Der er endvidere igangsat anlæg af landingsbaner i Upernavik, Qaanaaq og Paamiut. Disse ventes færdiggjort i henholdsvis oktober 2000, 2001 og 2004. Landstinget har herudover på finansloven for 2000 afsat 2 mio. kr. til dækning af udgifter til en undersøgelse af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved yderligere landingsbanebyggerier.

Etableringen af de nye landingsbaner vil forbedre kvaliteten i lufttransporten både med hensyn til regularitet og antallet af afgange. En sådan udvikling vil føre til vækst i sektoren, men vil også styrke lufttrafikkens position i forhold til skibstrafikken. En hensigtsmæssig udnyttelse af landingsbaneinvesteringerne vil imidlertid efter udvalgets opfattelse kræve, at driftssubsidierne på transportområdet nedbringes, samt at flytrafikken og skibstrafikken koordineres.

Givet den trafikpolitiske målsætning om gode transportmuligheder for borgerne også i tyndtbefolkede dele af landet må omfattende offentlig subsidiering af den grønlandske transportsektor betegnes som uundgåelig. Den i systemet indbyggede krydssubsidiering bevirker imidlertid, at de faktiske udgifter forbundet med den offentlige regulering og tilskudsgivning er uigennemskuelige, og at operatørerne kun har begrænset incitament til at omkostningsminimere produktionen.

Udvalget anbefaler derfor, at der politisk foretages en revurdering af den offentlig støtte til transportsektoren, og at landsstyret i overensstemmelse hermed indgår servicekontrakter med operatørerne om direkte støtte til nærmere definerede opgaver – efter at opgaverne har været i licitation. Derved vil den politiske beslutningsproces blive mere gennemskuelig samtidig med, at ressourcespild begrænses gennem operatørens øgede incitament til at løse opgaven så effektivt som muligt.

1.3.7 Fremme af iværksætterkulturen

Økonomien i Grønland er domineret af den offentlige sektor. Beskæftigelsen i den offentlige sektor og i de hjemmestyreejede selskaber udgør næsten tre fjerdedele af den samlede beskæftigelse. Den tilsvarende andel for Danmark er lidt over en tredjedel. Det betyder, at beskæftigelsen i private virksomheder kun er godt en fjerdedel af den samlede beskæftigelse, hvoraf en betydelig del er inden for fangst- og fiskerierhvervet. Der er således meget få små og mellemstore virksomheder uden for dette erhverv.

For at opnå divercificering af økonomien er det vigtigt, at der bliver udviklet virksomheder, der producerer forskellige typer varer og tjenesteydelser. I første omgang vil små, nye virksomheder formentlig producere varer og tjenesteydelser til hjemmemarkedet, hvor disse alternativt ville blive importeret eller aktiviteten ikke eksistere. I det omfang de grønlandsk producerede produkter bliver konkurrencedygtige, vil der også blive skabt basis for eksport.

Hvis/når olie- og mineralefterforskningen intensiveres, og der bliver tale om udvinding, vil efterspørgslen efter fx transport, catering, hotelservice stige. For at samfundet kan drage fuld fordel af en sådan udvikling, er det nødvendigt med tilpasningsdygtige virksomheder.

Iværksætterånd er imidlertid ikke noget, der bliver udviklet fra den ene dag til den anden. Der skal for det første være fornuftige rammebetingelser for virksomhedsdrift, hvilke kan fremmes gennem reduktion af erhvervssubsidierne til eksisterende virksomheder, privatisering og udlicitering, ensprisreform og større konkurrence i økonomien i det hele taget.

1.4 Den offentlige sektor og de hjemmestyreejede selskaber

Landsstyret har som en af sine erklærede målsætninger, at Grønland i fremtiden skal blive mere uafhængig af bloktilskuddet fra Danmark. En af forudsætningerne herfor er, at hjemmestyret fører en ansvarlig økonomisk politik, som bl.a. sigter mod en konsolidering af hjemmestyrets finanser (jf. kapitel 4). Kombinationen af svag økonomisk udvikling og dermed lav vækst i skattegrundlaget og stigende udgiftspres indenfor adskillige områder bevirker, at de offentlige budgetter vil komme under pres i de kommende år. Grundlæggende omprioriteringer i hjemmestyrets finanser vil derfor blive nødvendige, hvis skattestigninger skal undgås.

Forbedrede budgetprocedurer

Med henblik på i fremtiden at få en bedre styring af landskassens drifts- og anlægsudgifter har Landstinget under efterårsamlingen vedtaget en ny budgetreform. Reformen indebærer, at budgetstyringen fremover skal ske ved rammestyring, og at der i Landstinget fremover kun kan fremsættes én tillægsbevillingslov, som fremsættes i året efter det pågældende finansår. Ansøgning om nye eller ændrede bevillinger eller tekstanmærkninger skal altid forelægges for Landstingets Finansudvalg af Landsstyremedlemmet for økonomi på vegne af landsstyret. Det kan f.eks. ske ved et følgebrev underskrevet af Landsstyremedlemmet for Økonomi. Hensigten med bestemmelsen er bl.a. at sikre, at ansøgningen er fyldestgørende og opfylder de opstillede krav, dvs. en kvalitetssikring. Dette giver samtidig Landstingets Finansudvalg større sikkerhed for, at sagen er tilstrækkeligt belyst.

På anlægsområdet etableres en anlægsfond, som skal opsamle bevillinger på anlægsområdet, der er vedtaget i finansloven. Et eventuelt mindreforbrug som følge af forsinkelser vil herefter blive bogført som en udgift, som overføres til anlægsfonden. Den automatiske videreførsel af anlægsbevillinger fra det ene finansår til det andet skal sikre, at bevillinger til forsinkede projekter ikke kræver politisk behandling ved genbevilling, men at dette i stedet kan ske administrativt. Hensigten dermed er, at de politisk beslutninger på anlægsområdet kan koncentreres om beslutninger vedrørende omfanget af og prioritering af anlægsmidlerne, herunder beslutning om nye anlægsprojekter.

Det er udvalgets vurdering, at de strammere budgetregler i den nye budgetlov kan bidrage til en bedre styring af de offentlige udgifter, men de kan ikke i sig selv forhindre tendensen til opdrift i udgifterne.

Gældsudviklingen

a. Opgørelsen af landskassens nettogæld er korrigeret for visse større periodiseringsposter, herunder forudbetaling.

Hjemmestyret er helt eller delvis medejer af en række erhvervsdrivende selskaber og virksomheder, herunder aktieselskaber, hvor hjemmestyret ejer 100 pct. af aktierne. Af disse selskaber har de seks største siden 1993 samlet øget deres nettogæld med 1,6 mia. kr. til 2,7 mia. kr. ultimo 1998, jf. tabel 1.4.1. Medregnes disse tal, kan hjemmestyrets samlede nettogæld opgøres til godt 2,5 mia. kr. i 1998 mod 1,8 mia. kr. ultimo 1993. Landskassens faldende gældsbyrde er således blevet mere end modsvaret af øget gældsætning i de hjemmestyreejede selskaber.

Med mindre der er givet særlige garantier, hæfter hjemmestyret ikke direkte for disse selskabers økonomiske forpligtelser, og så længe økonomien i selskaberne er sund, og investeringerne foretages på et forretningsmæssigt grundlag, behøver selskabernes gældsætning ikke at være et problem. I betragtning af selskabernes økonomiske og samfundsmæssige, herunder også beskæftigelsesmæssige, betydning, kan hjemmestyret dog ikke se bort fra den gældsudvikling, som har fundet sted i de hjemmestyreejede selskaber. Særligt udviklingen i Royal Greenland er bemærkelsesværdig. Royal Greenland, som er Grønlands i såvel økonomisk som beskæftigelsesmæssig henseende mest betydende virksomhed, har således blandt andet som led i ekspansionen på de europæiske markeder øget sin gæld med 1,2 mia. kr. – fra 1,0 mia. kr. i 1993 til 2,2 mia. kr. i 1998.

De hjemmestyreejede selskaber

a. Regnskabsåret ændret, så tallet 1997 dækker de 9 første måneder i året, mens oplysninger for 1998 dækker de sidste 3 måneder i 1997 og de 9 første i 1998. Regnskabet for de sidste 3 måneder i 1998 og de første 9 i 1999 er endnu ikke offentliggjort.

1.5 Boligpolitikken er helt central

I udvalgets beretning fra 1998, blev boligmarkedet analyseret. Boligsituationen i de større byer er præget af ventetider på udlejningsboliger. I Nuuk er den mellem 4 og 13 år for 2-3 værelses lejligheder.

Ventelisterne skaber problemer for personer, der ønsker en bolig eller ønsker at flytte, nedsætter mobiliteten på arbejdsmarkedet og gør det ekstra dyrt at tilkalde arbejdskraft. Da praktisk taget alle kategorier af boliger er opført med meget betydelig økonomisk støtte fra det offentlige, falder ansvaret for boligmangelen entydigt på boligpolitikken. Udover støtte til opførelse af boliger ydes støtte til huslejen. Den husleje, langt de fleste husstande betaler, kan således langt fra dække forrentning, afdrag, vedligeholdelse og øvrige driftsudgifter. Det betyder, at efterspørgslen efter boliger bliver større end ellers, samtidig med at der bliver opført færre privatfinansierede boliger.

Det blev skønnet, at der i 2008 vil være et samlet behov for 5.200 nye boliger svarende til en forøgelse af det eksisterende antal boliger med 25 pct. Hertil kommer behovet for renovering af boligmassen med behov for genhusning til følge. Der er således ikke udsigt til, at ventelisteproblemerne vil blive mindre i den kommende tid, tværtimod.

Den boligpolitiske konklusion var og er, at det centrale valg står mellem kø- eller betalingsvejen, da det ikke er realistisk at øge skatterne eller sænke andre offentlige udgifter tilsvarende. På betalingsvejen drejer det sig især om at øge egenfinansieringen af ejer- og andelsboligerne samt at nedbringe subsidieringen af udlejningsboligerne.

I den nuværende situation med vækst i økonomien (kapitel 4), der blandt andet er drevet af bygge- og anlægssektoren i Nuuk og andre større byer, er der betydelig risiko for især regional overophedning af økonomien. På denne baggrund forekommer det særlig oplagt at øge egenbetalingen og det private engagement på boligområdet. Dette vil have en række positive effekter, da

• boligmarkedet vil komme til at fungere bedre med bl.a. mindre kødannelser til følge,
• der vil skabes mulighed for væsentlig større mobilitet af arbejdskraften og et mere velfungerende arbejdsmarked,
• såvel det nuværende samt ikke mindst det fremtidige meget høje aktivitetsniveau i bygge- og anlægsbranchen vil blive reduceret i især Nuuk, men også i andre større byer,
• det vil bidrage til, at en større del af bygge- og anlægsopgaverne, inkl. renovering, kan forestås af hjemmehørende virksomheder og arbejdskraft,
• øget egenbetaling vil kunne indgå som en integreret del af en ensprisreform og dermed også bidrage til større markedsorientering,
• der vil blive skabt stærkere incitamenter for beboerne til at vedligeholde boligerne,
• den private opsparing vil blive fremmet i en situation, hvor dette af hensyn til finansieringen af en øget pensionsbyrde er ønskværdigt,

• hjemmestyrets finanser vil blive forbedret i en situation, hvor disse er udsat for et stort pres.

Det er sjældent, at et enkelt instrument i den økonomiske politik kan bruges som led i såvel den kortsigtede konjunkturpolitiske styring som i den langsigtede strukturpolitik og samtidig opfylde en række delmål.