Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi
Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland
| |
|
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland
|
|
 |
Kapitel 2. Uddannelse i Grønland Der er gennem de seneste par år iværksat et omfattende udredningsarbejde og en række reformer på alle niveauer af det grønlandske uddannelsessystem. Udredningsarbejdet og reformerne drejer sig om såvel indholds-, struktur- som styringsforhold. I det følgende beskrives såvel det grønlandske uddannelsessystems nuværende status samt de reformer, der er iværksat. Afsnit 2.1 indeholder en beskrivelse af uddannelsessystemets struktur og organisering. Afsnittet omhandler de enkelte uddannelser fra folkeskoleniveau til efteruddannelse. Herudover beskrives vilkår i Grønland, der har stor betydning for uddannelsessystemets og udviklingen af det faglige miljø på institutionerne. I afsnit 2.2 ses på uddannelsesfrekvens og elevstrømme. Afsnittet beskriver det generelle uddannelsesniveau i Grønland bl.a. ved at sammenligne med Norden. Endvidere belyses relationer mellem sprog og uddannelse. Afsnit 2.3 vedrører uddannelsessystemets volumen, omkostninger og effektivitet, herunder bl.a. antal fuldførte forløb og udviklingen i antallet af grønlandske studerende i Danmark. Endvidere er der en beskrivelse af den grønlandske uddannelsesstøtte samt en gennemgang af udgifterne til uddannelse - både de samlede udgifter samt ressourceforbruget på de enkelte uddannelsesområder samt til den enkelte elev/studerende. Afsnit 2.4 belyser kvalitetsindikatorer som gennemførelsesprocent, praktikpladssituationen, det faglige indhold og lærerkorpsets faglige niveau. I afsnit 2.5 rettes blikket mod målsætninger i uddannelsespolitikken. Afsnittet ser bl.a. på den demografiske udvikling, den indholdsreform der er igangsat på folkeskoleområdet og på de planer, der er om en universitetspark i Nuuk. Udvalgets anbefalinger på det uddannelsespolitiske område afslutter rapportens sammenfatning.
Den nuværende overordnede struktur i Grønlands uddannelsessystem kan på stiliseret form illustreres som i figur 2.1.1. Figur 2.1.1 Udannelsessystemets struktur Kilde: Grønlands Statistik 1999, Nuuk.
2.1.1 Folkeskolen Folkeskolen i Grønland består af forskolen (1. klasse), grundskolen (2. til 9. klasse), fortsættelsesskolen (10. og 11. klasse) samt kursusskolen (12. klasse). Som i Danmark er der ni års undervisningspligt svarende til for- og grundskolens 1. til 9. klasse. Men da forskolens 1. klasse starter et år tidligere end den danske 1. klasse, svarer denne til en dansk børnehaveklasse. Undervisningspligten er derfor reelt et år kortere i Grønland end i Danmark. Der er igangsat et omfattende forarbejde til revision af folkeskolens undervisning og indhold fra 2001, hvorfor der må imødeses større ændringer i folkeskolen - bl.a. af strukturel karakter. Denne indholdsreform bliver mere indgående behandlet i afsnit 2.5.2. I fortsættelseskolens 10. og 11. klasse deles eleverne i henholdsvis en almen og en udvidet linie. Den almene linie sigter primært på fortsættelse i en lokal erhvervsskole, mens den udvidede linie sigter mod en gymnasial uddannelse eller de erhvervsuddannelser, der kræver forudgående kundskaber på et højere niveau. Efter 11. klasse afsluttes (obligatorisk) med folkeskolens afgangsprøve på den almene linie og med folkeskolens udvidede afgangsprøve på den udvidede linie. Af hensyn til elevernes videreuddannelsesmuligheder skal disse prøver være på niveau med prøverne i den danske folkeskole. Der er dog niveauforskel i faget dansk, hvor den danske danskprøve er på modersmålsniveau, men den grønlandske danskprøve er på et højt fremmedsprogsniveau. Den såkaldte kursusskole (12. klasse) tilbydes elever, som ønsker yderligere et års skolegang efter fortsættelsesskolen. Kursusskolen giver mulighed for at aflægge folkeskolens afgangsprøver med henblik på at forbedre karakterer eller for at elever, der har taget den almene linie, kan aflægge folkeskolens udvidede afgangsprøve. Det er dog kun en mindre del af eleverne, som går i kursusskolen. I forbindelse med et udredningsarbejde vedr. uddannelses- og erhvervsvejledning er kursusskolen foreslået nedlagt. Det må forventes, at dette vil blive et af resultaterne af det igangværende arbejde med en indholdsreform af folkeskolen. Desuden har et stigende antal grønlandske elever, som afslutter 11. klasse, siden 1995 benyttet sig af muligheden for et års efterskoleophold i Danmark. I 1998 var der således 258 elever, der fik bevilget tilskud til et sådant ophold. Dertil kommer, at et stigende antal får afslag på ansøgning om støtte til efterskoleophold. I 1998 var der således 53, der fik afslag på et efterskoleophold i Danmark. Disse tal skal ses på baggrund af, at en årgang 17 årige var på 671 i 1998 og 698 i 1995. Det vil sige, at hvad der svarer til over 1/3 af en årgang benyttede et dansk efterskoleophold i 1998. Stigningen i efterskoleophold i Danmark kan vise sig at være en meget positiv udvikling, da disse elever ofte vil vende tilbage til Grønland med et ønske om at videreuddanne sig. I forbindelse med et ophold på en dansk efterskole får eleven såvel den statslige støtte til nedsættelse af elevbetalingen (indkomstbestemt), som det kommunale tilskud en dansk født efterskoleelev modtager. Herudover betaler det grønlandske hjemmestyre de omkostninger, der måtte være i forbindelse med transport, samt et tilskud på 280 kr. til den elevbetaling efterskolerne opkræver. Til gengæld kan grønlandske efterskoleelever i Danmark ikke få grønlandsk uddannelsesstøtte. Tabel 2.1.1 Antal grønlandske efterskoleelever i Danmark 1995-1998
I skoleåret 1998/99 fordelte Grønlands 87 folkeskoler sig som anført i tabel 2.1.2. Som det fremgår af tabellen, er 2/3 af de grønlandske skoler mindre, ikke-årgangsdelte skoler med under 70 elever, men andelen af det samlede elevtal på disse skoler er kun 13 pct. Til sammenligning var der i 1997/98 kun godt 10 pct. af skolerne i Danmark, som havde færre end 100 elever. Det gennemsnitlige elevantal i skoler i Danmark var på 307 elever mod ca. 135 elever i Grønland. Årsagen hertil skal naturligvis findes i de små bygdeskoler. 20 pct. af eleverne i 1. - 9. klasse får således deres grundskoleuddannelse i bygdeskoler. Men det er dog størstedelen af de grønlandske folkeskoleelever, der går på store skoler. Således går 3/4 af eleverne på skoler, der har et elevtal på 251 eller mere, mens det kun er knap tre pct. af eleverne, der går på skoler med under 21 elever. Tabel 2.1.2 Skolestrukturen i Grønland i skoleåret 1998/99
b. 2 indre byskoler, der fungerer som fødeskoler til centralskolen. Kilde: KIIP 1999. Arbejdsrapport om folkeskolen, Nuuk.
Grønlands Gymnasiale Uddannelse (GU) er 3-årig - og svarer i sit obligatoriske indhold til en dansk hf-eksamen. Der er dog flere muligheder for valg af højniveaufag i et GU-forløb end i et tilsvarende dansk hf-forløb. Optagelseskriterium er folkeskolens udvidede afgangsprøve. GU giver adgang til videregående uddannelse i Grønland og Danmark. Der er fremsat lovforslag om oprettelse af en htx-uddannelse i Grønland fra 2000, jf. afsnit 2.5.4. Formålet er bl.a. at øge søgningen til de tekniske uddannelser. Der var i skoleåret 1998/99 i alt 512 gymnasieelever i Grønland mod 340 i skoleåret 1986/87. Eleverne er fordelt på tre gymnasier i Nuuk, Quaqortoq og Aasiaat. De seneste oplysninger viser, at der i 1999/00 er 561 GU-elever med henholdsvis 225 i Nuuk, 114 i Quaqortoq og 222 i Aasiaat. Det gymnasiale område er det eneste uddannelsesområde, hvor det faglige ansvar ikke er overgået til hjemmestyret, men fortsat varetages fra det danske undervisningsministerium. Finansieringen af GU sorterer derimod under hjemmestyret. Styringsmodellen for en kommende grønlandsk htx-uddannelse vil være indrettet på tilsvarende vis.
Grundlaget for de faglige grunduddannelser (erhvervsfaglige uddannelser på ungdomsuddannelsesniveau) er et enstrenget decentralt erhvervsuddannelsessystem, der betegnes STI-uddannelserne (de decentrale faglige grunduddannelser). STI-uddannelserne afløste EFG og mesterlæren ved erhvervsuddannelsesreformen i 1988. Der er 14 lokale erhvervsskoler i Grønland og 6 brancheskoler med i alt 1.181 elever (skoleåret 1996/97). Kun 4 kommuner har ikke en lokal erhvervsskole (Ivittuut, Kangaatsiaq, Qaanaaq og Illoqgortormiut). Som udgangspunkt optages elever med en baggrund svarende til folkeskolens almene afgangsprøve. På det el-tekniske område kræves dog folkeskolens udvidede afgangsprøve eller gennemførelse af et forberedelseskursus på Jern- og Metalskolen i Nuuk. For at kunne påbegynde en STI-uddannelse skal eleven desuden indgå aftale om en praktikplads. STI-uddannelserne omfatter områderne: byggeri- og anlæg, handel og kontor, nærings- og nydelsesmiddel, social og sundhed, service, jern og metal samt elektricitet (de el-tekniske grunduddannelser). STI-uddannelserne er af varierende længde. Uddannelserne består af en lokal del og en central del. Den lokale erhvervsskole varetager undervisningen af STI-eleven under det første år af uddannelsen. Brancheskolerne varetager den efterfølgende brancherettede undervisning. Der er følgende brancheskoler, der har ansvaret for indhold og struktur i STI-uddannelsen, antal elever i 1999 er angivet i parentes 12:
Der er ultimo maj 1999 vedtaget en ny landstingsforordning om erhvervsuddannelser og erhvervsuddannelseskurser, der medfører omfattende ændringer i forhold til den hidtidige organisering og ansvarsplacering af STI-uddannelserne. Forordningen trådte i kraft 1. august 1999. Ved forordningen skete der en koncentration af ansvaret for uddannelsernes konkrete indhold og gennemførelse på brancheskolerne, hvorfor fællesbetegnelsen STI-uddannelser formentlig ikke vil blive anvendt fremover om de faglige grunduddannelser i Grønland. I denne rapport vil betegnelsen dog ikke desto mindre blive anvendt som betegnelse for de uddannelser, betegnelsen hidtil har dækket over.
Betegnelsen mellemuddannelser omfatter her både korte og mellemlange videregående uddannelser, dvs. uddannelser af op til 4 års varighed, der som hovedregel bygger på en gennemført ungdomsuddannelse. De korte videregående uddannelser er erhvervsfaglige videreuddannelser, der finder sted enten på brancheskolerne i Grønland eller ved erhvervsskoler i Danmark. På brancheskolerne i Grønland udbydes Erhvervsfaglige Videreuddannelser (EVU) 13 indenfor handel, edb, økonomi og turisme. Disse uddannelser kan i visse tilfælde og under givne betingelser give adgang til videregående uddannelser i Grønland og Danmark.Der er i Grønland etableret følgende mellemlange videregående uddannelser (bestanden i 1999/2000 på de enkelte uddannelser er angivet i parentes): Socialpædagog- (59), socialrådgiver-(27), journalist-(12), sygeplejerske-(32) og læreruddannelsen (114 på seminariet og 52 på den decentrale læreruddannelse). Der findes een læreruddannelse, der tilrettelægges på to måder: Den 4-årige centrale læreruddannelse på lærerseminaret i Nuuk og den 4½-årige decentrale læreruddannelse. Ved den decentrale læreruddannelse er de første 2½ eller 3½ år tilrettelagt som brevkursus suppleret med et årligt internat på lærerseminaret, mens det sidste 1 eller 2 år er fuldtidsstudium ved lærerseminariet afhængig af antallet af liniefag. Øvrige mellemuddannelser kan ikke tages i Grønland. De, der eksempelvis ønsker en uddannelse som maskinmester, bygningskonstruktør eller diplomingeniør, må tage uddannelsen uden for Grønland, typisk i Danmark.
Af lange videregående uddannelser er der i Grønland etableret studierne ved Grønlands Universitet. Disse er normeret til 5 år med tre år til bachelordelen og to år til kandidatdelen. Universitetet har for tiden fire institutter. Institut for Grønlandsk uddanner studerende i grønlandsk og almen lingvistik samt grønlandsk og almen litteraturvidenskab. Instituttet optog 3 studerende i 1998. Institut for Administration udbyder forskellige økonomiske og politologiske discipliner samt administrativ jura. Instituttet optog 12 studerende i 1998. Uddannelserne ved Institut for Kultur og Samfund stiler mod stillinger bl.a. som lærer ved GU og i forbindelse med kulturformidling. Instituttet optog 6 studerende i 1998. Senest er der i 1997 oprettet et Institut for Teologi med henblik på uddannelse af præster. Dette institut optog 3 studerende i 1998. Der er adgang for grønlandske studerende på videregående uddannelser i Danmark uden betaling til danske myndigheder, forudsat at de studerende har GU eller i enkelte tilfælde en faglig mellemuddannelse samt beståede adgangskurser.
På Grønlands seminarium gennemføres efteruddannelse af voksne, dels i form af den decentrale læreruddannelse, men også i form af efter- og videreuddannelseskurser for såvel seminarieuddannede som ikke-seminarieuddannede lærere. I enkelte tilfælde har personer fra sidstnævnte gruppe opnået formel kompetence og efterfølgende ansættelse som læreruddannet. Hertil kommer, at der årligt bevilges et antal folkeskolelærere årskurser ved Grønlands universitet, Danmarks Lærerhøjskole (DLH) og kandidatuddannelser ved danske og udenlandske universiteter. Der er en række kursustilbud til faglært og ufaglært - herunder ledig - arbejdskraft. Kursusudbuddet er omfattende med henblik på at holde arbejdskraften konkurrencedygtig. En vigtig del af erhvervsuddannelserne er de såkaldte AEB-kurser. De betales af arbejdsgivernes uddannelsesbidrag, som udgør 0,9 pct. af arbejdstagernes lønninger i de fleste brancher. Således er brancheskolernes efteruddannelsesaktiviteter næsten fordoblet inden for de seneste 4 år. Herudover er der på finansloven for 2000 (og i budgetoverslagsårene) afsat særlige midler til henholdsvis grundlæggende kurser på bygge- og anlægsområdet samt til voksenuddannelse ligeledes primært på bygge- og anlægsområdet. Hjemmestyret og Arbejdsministeriet har i foråret 1999 indgået en rammeaftale, der bekræfter, at hjemmestyret har ret til at anvende det danske AMU-system til uddannelse. Der er således mulighed for at deltage i arbejdsmarkedsuddannelser i Danmark med deltagerbetaling og -støtte finansieret af den danske stat. Desuden er der mulighed for, at danske AMU-centre kan afholde AMU-kurser i Grønland som indtægtsdækket virksomhed finansieret af hjemmestyret, ligesom der findes forskellige modeller for udveksling af lærere og andre typer af samarbejde mellem AMU-centre og erhvervsskoler i Grønland. Det har ikke i denne sammenhæng været muligt at opgøre omfanget eller udbredelsen af disse aktiviteter.
I skoleåret 1998/99 ansøgte 2.256, jf. tabel 2.1.3, om optagelse på uddannelser i såvel Grønland som udlandet (inkl. Danmark). Af de 2.256 blev 1.695 personer optaget på en uddannelse, 1.489 kom ind på deres 1. prioritet, mens 177 kom ind på deres 2. prioritet, 28 kom ind på deres 3. prioritet og en enkelt på 4. prioritet. Af de 1.695 optagne var der 1.427, der blev optaget på en uddannelse i Grønland, 201 der blev optaget på en uddannelse i Danmark og 22 på en uddannelse i udlandet (ekskl. Danmark), og for 45 personer var det ikke oplyst, hvor de blev optaget. Der var således 561 personer, der fik afslag på deres ansøgninger om optagelse på en uddannelse i skoleåret 1998/99. Årsagen til, at ansøgerne på de videregående institutioner ikke er optaget, er, at de ikke opfylder kriterierne for optagelse på de søgte uddannelser. Der er således ikke nogen ansøgere, der er afvist på baggrund af manglende plads eller ressourcer på de videregående institutioner. På de faglige grunduddannelser er afslagene i høj grad relateret til manglende praktikpladser. Tabel 2.1.3 Ansøgere og optagne på uddannelser i skoleåret 1998/99
Kilde: Grønlands Statistik 1999. Uddannelse - Ansøgningsstatistik 1998/99, Nuuk.
2.2.1 Uddannelsesniveauet generelt Det generelle uddannelsesniveau i Grønland er lavt, som det fremgår af tabel 2.2.1a, hvor uddannelsesniveauet for den del af befolkningen, der er over 18 år er angivet. Heraf fremgår det bl.a., at godt 86 pct. af de personer, der er født i Grønland, har den "obligatoriske" skoleundervisning som højeste skoleniveau, hvor det tilsvarende tal for danskfødte er godt 30 pct. Under 3 pct. af den grønlandske befolkning har en gymnasial uddannelse, mens det er en tredjedel af den danskfødte. Disse tal skal dog ses i lyset af, at der i Grønland først meget sent - i 1970'erne - er etableret egentlige ungdomsuddannelser. Uddannelsesefterslæbet i Grønland er derfor ikke overraskende, men indikerer de udfordringer det grønlandske samfund står over for i uddannelsesmæssig henseende. Tabel 2.2.1a Skoleuddannelsesniveauet for over 18 årige i Grønland i 1994
Kilde: Grønlands Statistik 1994. Rapport om skole- og erhvervsuddannelse i Grønland, Nuuk. Tabel 2.2.1b Uddannelsesniveau for befolkningen (15-69 år) i Danmark i 1998
Kilde: Danmarks Statistik 1999. Statistisk Årbog, København. Ved fortolkningen af tallene i tabel 2.2.1a, skal der tages forbehold for, at hjemmefødte under uddannelse eller beskæftigelse i Danmark ikke er medtaget (de indgår naturligvis som en delmængde i den danske befolknings uddannelsesniveau, men kan ikke skilles ud af statistikken), hvilket kan medvirke til at undervurdere niveauet i Grønland. Det har ikke været muligt at fremskaffe sammenlignelige data for uddannelsesniveauet i henholdsvis Grønland og Danmark, men tabel 2.2.1a og 2.2.1b viser dog meget tydeligt, at der er en markant forskel i uddannelsesniveau. Hvor langt størstedelen af den danske befolkning har en ungdomsuddannelse eller mere, er det som nævnt størstedelen af den grønlandske befolkning, der alene har skoleuddannelse svarende til grundskoleniveau. En fordeling af de grønlandsk fødte efter uddannelsesbaggrund og efter alder, jf. tabel 2.2.2., indikerer imidlertid, at der blandt den yngre del af befolkningen er sket et uddannelsesløft. Tabel 2.2.2 Højeste afsluttet skoleuddannelse for grønlandsk fødte efter alder i 1994
Kilde: Grønlands Statistik 1994. Rapport om skole- og erhvervsuddannelse i Grønland, Nuuk. Selvom flere har fået en højere uddannelse, er der i Grønland, som ovenfor anført, stadig et betragteligt uddannelsesefterslæb på alle niveauer. For hver 55.000 indbyggere i Danmark er der 1.500 med en lang videregående uddannelse, 4.400 med en kort eller mellemlang videregående uddannelse og 12.000 med en erhvervsfaglig uddannelse. De tilsvarende tal for Grønland er 100, 2.200 og 5.400. Uddannelsesefterslæbet blandt den grønlandsk fødte befolkning har bl.a. medført, at man i en række brancher ikke har kvalificeret grønlandsk arbejdskraft til rådighed, men har måttet anvende tilkaldt - især dansk og især højtuddannet - arbejdskraft. Således var det i 1996 samlet set 29,8 pct. af de ansatte i hjemmestyret, der var født uden for Grønland, mens det tilsvarende tal for kommunalt ansatte var 10,5 pct. Den offentlige sektor er således stadigvæk i høj grad afhængig af tilkaldt arbejdskraft. I alt udgør den udenlandske andel af de beskæftigede 18,4 pct. i den offentlige sektor. 14Ligeledes er der en høj udskiftning blandt de ansatte, i særdeleshed blandt den tilkaldte arbejdskraft. OECD har vist, at mindre end halvdelen af de personer, som flyttede til Grønland i 1993, stadig boede i Grønland efter to år, og at dette faldt til en tredjedel efter tre år. 15 Der er mange udgifter forbundet med en høj udskiftning af ansatte. OECD peger således på følgende:
Uddannelsesefterslæbet afspejler sig også i de såkaldte uddannelsesprofiler. Figur 2.2.1 viser uddannelsesprofilen for de, der i 1985 var 17-årige. 17-årige i 1985 består dels af årgang 1967 og dels af årgang 1968, det vil sige årgang 1967/68. Kun 48 pct. af årgang 1967/68 havde i 1995 opnået en kompetencegivende uddannelse mod 75 pct. af årgang 1965 i Danmark .18 Hovedparten af disse - 44 procent - opnåede en erhvervsrettet uddannelse (mod 65 pct. i Danmark). Figur 2.2.1 supplerer således tabel 2.2.1a og tabel 2.2.2 med især oplysninger om faglige grunduddannelser.Den grønlandske restgruppe består i stor udstrækning af den del af befolkningen, der ernærer sig ved fangst og fiskeri. Denne befolkningsgruppe er typisk oplært lokalt og gennem familien. De, der ernærer sig ved fangst og fiskeri, har således erhvervet sig en faglig kunne, der ikke umiddelbart kan placeres i en formelt baseret uddannelsesprofil. Figur 2.2.1 Uddannelsesprofil i 1995 for 17 årige i 1985
Anm.: Baseret på forløbsanalyse. Kilde: Grønlands Statistik.
Mens Island og Færøerne i den første efterkrigstid havde et uddannelsesniveau, der lå noget under det danske, men højere end det grønlandske, er uddannelsesniveauet begge steder i de sidste 25 år øget så kraftigt, at det opgjort efter flere indikatorer nu ligger højere end i Danmark og betydeligt højere end i Grønland. I Grønland er det som tidligere nævnt op mod 86 pct. af den grønlandsk fødte befolkning, der alene har den "obligatoriske" skoleundervisning som højeste uddannelsesniveau, og det er endvidere kun 2,7 pct., der har en gymnasial uddannelse bag sig, se tabel 2.2.1a. I den nordiske statistiske årbog (1996-tal) er det opgjort, hvor stor en del af de 25-64 årige i de nordiske lande, der har højest 9 års uddannelse (hvilket normalt kun svarer til et grundskoleniveau). Tallene herfor, suppleret med en kolonne for Grønland, der er beregnet ud fra tabel 2.2.1a, indgår i tabel 2.2.3. Gennemsnittet for Norden var 28,7 pct., mens hele 37,6 pct. i Danmark kun havde højest 9 års uddannelse. Island lå med 26,6 pct. omvendt på den bedre side i forhold til det nordiske gennemsnit. Det fremgår, at den gennemsnitlige skolegang i Grønland ligger væsentligt under niveauet i det øvrige Norden. Selvom tallene ikke umiddelbart er sammenlignelige, jf. anmærkningen til tabel 2.2.3, er der et indiskutabelt uddannelsesmæssigt efterslæb i Grønland. Tabel 2.2.3 Uddannelsesniveau i Norden i 1996
Kilder: Nordisk Råd 1998. Nordisk Statistisk Årbog, København, og egne beregninger. Det er ikke muligt at foretage den samme præcise beregning for Færøerne, men skønsmæssigt er den færøske frekvens nogenlunde på islandsk niveau, dvs. bedre end det nordiske gennemsnit. Sammenligningen af uddannelsesniveauet med det øvrige Norden viser således, at det grønlandske uddannelsesefterslæb endnu er markant med næsten 90 pct. af befolkningen over 18 år, der højest havde 9 års skolegang i 1994. Det skal igen understreges, at dette efterslæb skal ses i lyset af, at der i Grønland først meget sent - i 1970'erne - er etableret egentlige ungdomsuddannelser. Uddannelsesefterslæbet er derfor ikke overraskende, men indikerer de udfordringer det grønlandske samfund står over for i uddannelsesmæssig henseende.
Manglende sprogkundskaber udover grønlandsk hos en del unge kan udgøre en væsentlig barriere for at opnå et generelt løft i befolkningens uddannelsesniveau. Det fremhæves således også i OECD rapporten om Grønlands Økonomi fra 1999. Rapporten fra Grønlands Statistik fra 1996 om den sproglige udvikling i Grønland 1984-94 viser, at blandt de 18-29 årige er der 20-30 pct., som kun taler lidt fremmedsprog. Rapporten viser dog også samtidig, at der i perioden 1984-94 er blevet relativt flere, der behersker dansk eller andre fremmedsprog. I tabel 2.2.4 er sammenhængen mellem sprog og skoleuddannelse vist for grønlandskfødte i 1994. Som det fremgår, har 43 pct. af den del af befolkningen, der er rent grønlandsktalende, under 7 års skolegang, og kun 1 pct. af denne gruppe har taget en uddannelse ud over den almene folkeskoleuddannelse. Dette understreger, hvor vanskeligt rent grønlandsksprogede kan have det i uddannelsesmæssig sammenhæng og dermed behovet for at skærpe kravene til især elevernes sprogkundskaber. Tabel 2.2.4 Relationer mellem skoleuddannelse og sprog for grønlandskfødte 1994
Kilde: Grønlands Statistik 1996. Rapport om den sproglige udvikling i Grønland 1984-1994, Nuuk. De dobbeltsprogede kan, når de ellers opfylder de almindelige optagelseskriterier, få adgang til alle støtteberettigede uddannelser i både Grønland og Danmark. De rent grønlandssprogede har derimod kun adgang til ganske få uddannelser, idet langt de fleste uddannelser kræver et rimeligt kendskab til dansk eller andre fremmedsprog. Tabel 2.2.4 understreger med al ønskelig tydelighed den sprogbarriere for fortsat uddannelse, der er en realitet i Grønland. Med en befolkning på kun 55.000 er det af økonomiske årsager nødvendigt, at sprogbarrieren overvindes. Derfor må der, som i andre små sprogområder, som fx også det danske, satses på, at hovedparten af eleverne bliver to- eller tresprogede. Af hensyn til uddannelsesmulighederne må der i Grønland givetvis satses på to fremmedsprog: dansk og engelsk.
Indsatsen på dette område er kortlagt i Redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning. 19I redegørelsen er identificeret en lang række forskellige - og i visse tilfælde delvist overlappende - ordninger, der alle i større eller mindre grad er knyttet til uddannelses- og erhvervsvejledning. Disse ordninger administreres af flere forskellige myndigheder og med forskellig grad af kommunal decentralisering, hvilket bl.a. indebærer, at indsatsen varierer betydeligt i omfang og art kommunerne imellem. Således er det i visse kommuner den lokale erhvervsskole, der varetager uddannelsesvejledningen og administration af uddannelsesansøgninger. I andre er det kommunernes kultur- og undervisningsforvaltninger, og i atter andre kommuner er uddannelsesvejledningen placeret under kommunens arbejdsmarkedsforvaltning. Det konstateres i redegørelsen, at uddannelses- og erhversvejledningen i vid udstrækning bør indrettes, så den afspejler og tager hensyn til de lokale uddannelses- og erhvervsforhold, men som systemet er indrettet nu, synes risikoen for ressourcespild (og suboptimering) at være overhængende. Ydermere konstateres det, at der ikke finder nogen væsentlig koordinering sted - hverken centralt, regionalt eller lokalt - hvorfor det ofte kan virke tilfældigt, i hvilken udstrækning de enkelte ordninger finder anvendelse. Den manglende sammenhæng i uddannelses- og erhvervsvejledningen, som dokumenteres i Redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning fra september 1998, må ses i sammenhæng med et andet meget alvorligt problem for det grønlandske uddannelsessystem: en for høj og gennem de senere år stadig stigende indgangsalder ved uddannelserne efter grundskoleniveau, se herom i afsnit 2.3.1. Ligeledes aktualiseres den manglende sammenhæng i uddannelses- og erhvervsvejledningen også i relation til frafaldsproblematikken, hvor Grønland har oplevet et stigende frafald på såvel de faglige grunduddannelser som mellemuddannelserne og de videregående uddannelser, jf. afsnit 2.4.1. KIIP har lavet en frafaldsundersøgelse, der viser, at de fleste afbrud sker lige i starten af uddannelsen, hvilket peger på nødvendigheden af en tidlig vejledningsindsats. Landstinget har i lyset af dette bevilget midler til udvikling af uddannelses- og erhvervsvejledningen i forbindelse med reformerne inden for folkeskolen og erhvervsuddannelserne.
2.3.1 Udvikling i elevtal Det samlede antal personer under uddannelse er i perioden 1990/91 til 1996/97 vokset fra 12.128 til 13.217 svarende til en stigning på 9 pct., jf. tabel 2.3.1. Der har været tale om en nogenlunde jævn vækst gennem hele perioden. 20Tabel 2.3.1 Antal igangværende uddannelsesforløb i Grønland 1986/87 til 1998/99
Kilder: Grønlands Statistik 1998. Undersøgelse af grønlandske studerendes boligforhold og økonomiske vilkår, Nuuk, Grønlands Statistik 1999. Uddannelse - Ansøgningsstatistik 1998/99, Nuuk og Det Rådgivende Udvalg vedrørende Grønlands Økonomi 1996. Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland 1995/96, København. Som det fremgår har denne vækst imidlertid ikke været jævnt fordelt på de forskellige uddannelser. Der har været stigende elevtal i folkeskolen og GU. De erhvervsrettede uddannelser - herunder specielt de faglige grunduddannelser - har omvendt oplevet et markant fald i antal studerende set over hele perioden. For mellemuddannelserne og de videregående uddannelser har der ikke været en klar udvikling. Tallene for mellemuddannelserne og de videregående uddannelser viser nemlig, at der har været en stigning i den første halvdel af 90'erne (fra 864 i 1990/91 til 920 i 1994/95), men at udviklingen senere er stagneret i en grad, så de seneste tal for 1996/97 (827) ligger under tallene for skoleåret 1990/91. De udviklingstræk, der fremgår af tabel 2.3.1, må imidlertid sættes i relation til befolkningstallet. For mellemuddannelserne og de videregående uddannelser må der endvidere tages højde for, at der kan være sket en forskydning i uddannelsessøgningen mellem uddannelsesinstitutioner i Grønland og i udlandet. Tabel 2.3.1 omfatter nemlig kun uddannelsesforløb i Grønland. Udviklingen i relevante befolkningsgrupper fremgår af tabel 2.3.2. For ungdomsuddannelserne tegner der sig for det første et billede af, at de unge i Grønland i højere grad end tidligere vælger gymnasiet frem for de faglige grunduddannelser (erhvervsuddannelser). Stigningen i elevbestanden ved GU må bl.a. ses i sammenhæng med, at en stadig stigende andel af eleverne i folkeskolen følger den udvidede linie. Og med en udvidet afgangsprøve er adgangsbetingelserne til GU opfyldt. Tabel 2.3.2 Befolkningens alderssammensætning primo 1989 - 1999
Det stigende elevtal på GU modsvares imidlertid af en endnu stærkere nedgang i elevtallene ved de faglige grunduddannelser - specielt efter 1990/91. Fra 1990/91 til 1996/97 faldt elevtallene ved de faglige grunduddannelser således med næsten 400 eller med 25 pct. Denne tendens kan dog i en vis udstrækning tilskrives et markant fald i antallet af unge, idet gruppen af unge mellem 17 og 20 år er faldet fra 2.959 til 2.650 fra 1991 til 1997, mens gruppen af 21 til 25-årige blev næsten halveret. Sættes antallet af unge, der er i gang med en gymnasial eller faglig uddannelse, i forhold til antallet af 17 - 20 årige for at få et groft indtryk af udviklingen i tendensen til at få en erhvervsrettet uddannelse ses, jf. tabel 2.3.3, at uddannelsesfrekvensen er faldet over perioden 1990/91 til 1996/97 - dog efter en midlertidig stigning fra 1990/91 til 1992/93. Tabel 2.3.3 Udviklingen i ungdomsuddannelserne 1990/91 - 1996/97
Kilder: Tabel 2.3.1 og 2.3.2. Det må derfor konkluderes, at der i de senere år også er relativt færre, der tager ungdomsuddannelser i Grønland. Dette kunne naturligvis være opvejet af, at flere unge tager en uddannelse i udlandet, specielt i Danmark. Dette synes imidlertid ikke at være tilfældet. Som det fremgår af afsnit 2.3.2, er antallet af grønlandske studerende i gymnasiale og faglige grunduddannelser i Danmark faldet fra 898 i 1987 til 706 i 1993 og videre til 642 i 1998. Korrigeret herfor vil uddannelsesfrekvensen i 1992/93 og 1996/97 skønsmæssigt skulle korrigeres til 76,5 pct. og 69,7 pct. 21 Også når der tages hensyn hertil, må det derfor konkluderes, at der i de senere år er relativt færre, der tager en ungdomsuddannelse. Dette udskyder naturligvis i bedste fald det tidsperspektiv, inden for hvilket uddannelsesefterslæbet i Grønland kan indhentes.Tabel 2.3.4 belyser udviklingen i den gennemsnitlige alder på de forskellige uddannelser over grundskoleniveau. Tabel 2.3.4 Gennemsnitlig alder for studerende på uddannelser i Grønland over grundskole-niveau 1988 - 1996
Kilde: Grønlands Statistik 1998. Uddannelse - udviklingen inden for erhvervsuddannelserne 1987/88 - 1996/97, Nuuk. Fra 1988 og frem til 1996 har der været en generel stigning i den gennemsnitlige alder på alle uddannelsesområder. På blot 8 år er gennemsnitsalderen på eleverne på de faglige grunduddannelser, mellemuddannelserne og de videregående uddannelser steget med henholdsvis 2,6, 4,0 og 1,8 år. Dette skal ses i lyset af, at der i denne periode ikke er sket ændringer i de forudgående uddannelser, der skulle kunne begrunde en højere gennemsnitlig elevalder. Aldersstigningen medfører selvfølgelig, at gennemsnitsalderen af de færdiguddannede ligeledes stiger. Kun ca. en tredjedel af de personer, der blev optaget på ungdomsuddannelserne (STI, GU og efterskole) i 1997, kom direkte fra folkeskolens 11. eller 12. klasse. 22Færdiguddannede med mellemuddannelse vil således i Grønland være over 30 år i gennemsnit. Dermed er den periode, hvor den færdiguddannede er til rådighed for arbejdsmarkedet også blevet kortere. Tilgangen til den grønlandske arbejdsstyrke af personer, der har en uddannelse, og som er født i Grønland, kan således risikere at falde fremover - dels fordi antallet af unge, der tager en ungdomsuddannelse, falder, dels fordi alderen på de studerende stiger. Problematikken med en stadig stigende alder på de studerende ved uddannelserne i Grønland understreger nødvendigheden af at se på brobygningen mellem især folkeskolen og de faglige uddannelser. Det er også en problemstilling, som man er bevidst om i Grønland. Således har en projektgruppe arbejdet med bl.a. vejledning og introduktion til erhvervsuddannelserne, jf. afsnit 2.5.3. Den stigende efterskolefrekvens kan dog ses som en positiv modvægt til udviklingen i alderen, da et efterskoleophold kan fungere som en naturlig brobygning mellem folkeskolen og en ungdomsuddannelse.
En særkørsel fra Danmarks Statistik for årene 1987, 1993 og 1998, jf. tabel 2.3.5, viser, at det samlede antal af grønlandske studerende i Danmark har ligget relativt stabilt. En grønlandsk studerende er defineret som en studerende, der er født i Grønland, og som på tællingstidspunktet befinder sig i det danske uddannelsessystem. Hermed kan der også i tabel 2.3.5 indgå børn født i Grønland af danske forældre, der på opgørelsestidspunktet har boet i Grønland. Tabel 2.3.5 Grønlandsk fødte studerende i Danmark 1987-98
Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik, september 1999. Antallet af grønlandske elever i Danmark på grundskoleniveau, i almengymnasiale uddannelser og på erhvervsfaglige uddannelser faldt i perioden 1987-98 i takt med ekspansionen af uddannelsessystemet i Grønland - mest markant på det gymnasiale niveau. Antallet af gymnasieelever faldt således fra 325 i 1987 til 201 i 1998. Men også på det faglige område er antallet faldende fra 573 til 441, selvom der også har været et markant fald i Grønland på dette område, jf. tabel 2.3.1. Faldet på de faglige grunduddannelser fandt dog især sted i perioden fra 1987 til 1993, hvor STI-uddannelserne blev introduceret i Grønland - der er således også en stigning i faglige grunduddannelser i Grønland fra 1986/87 til 1990/91. Faldet i Grønland begynder først herefter. Det vil derfor være naturligt at antage, at faldet i Danmark i perioden fra 1987 til 1993 skyldes et større optag i Grønland. På videregående niveau har antallet af grønlandske studerende i Danmark dog samlet set været fortsat stigende. På korte videregående uddannelser (KVU) er antallet steget fra 84 til 116, på mellemlange videregående uddannelser (MVU) fra 162 til 290 og på lange videregående uddannelser (LVU) fra 285 til 357. Blandt MVU fordeler de grønlandske studerende i Danmark sig med 126 på de pædagogiske uddannelser, efterfulgt af sundhedsuddannelser med 52, samfundsvidenskabelige med 41 og tekniske med 32. På LVU er der 115 på de samfundsvidenskabelige fag (især erhvervsøkonomi og jura) og 89 på de humanistiske fag. 65 er i gang med naturvidenskab, 32 med tekniske uddannelser og 29 med sundhedsfaglige uddannelser. Tabel 2.3.6 Grønlandske studerende uden for Grønland 1990 - 1996
Grønlands statistik registrerer, jf. tabel 2.3.6, grønlandske studerende, der har bopæl i Grønland, når de starter på en uddannelse i udlandet, og som modtager den særlige uddannelsesstøtte for hjemmefødte i udlandet. Her kan også indgå børn af danske forældre med midlertidigt ophold i Grønland. Men denne opgørelse giver formentlig et mere realistisk billede af antallet af egentlige grønlandske studerende i udlandet. Der gives primært støtte til uddannelser, som ikke kan tages i Grønland. De videregående uddannelser udgør, som det fremgår af tabel 2.3.6, langt den største gruppe, mens gruppen af studerende, der tager faglige grunduddannelser eller mellemuddannelser udenfor Grønland, er noget mindre. Hertil kommer, at der på ungdomsuddannelsesniveau også findes en gruppe studerende uden for Grønland, det gælder primært htx, der som nævnt tidligere er ved at blive oprettet i Grønland. Antallet af studerende, der modtager grønlandsk uddannelsesstøtte til studier i Danmark og i udlandet var 538 i 1999. Hvis hertil lægges et mindre antal, der selv finansierer deres uddannelse, er det formentlig et tal i størrelsesorden ca. 600, der skal lægges oven i antallet af studerende i Grønland for at få det rette billede af omfanget. 23Med udbygningen af GU - primært i perioden 1987 til 1999 - måtte det forventes, at antallet af grønlandske støttemodtagere til videregående uddannelser i Danmark og i udlandet, ville være steget noget i 1990'erne. Men som det fremgår af tabel 2.3.6, er der ikke nogen klar tendens til, at antallet af støttemodtagere på videregående uddannelser har været stigende, snarere har der været tendens til stagnation efter 1992. Også dette forhold peger på, at det har lange - og længere end ofte antaget - udsigter, før uddannelsesefterslæbet er indhentet. En stikprøveundersøgelse foretaget af Grønlands Hjemmestyre viser, at over 40 pct. af de grønlandske LVU-studerende i Danmark ikke umiddelbart vender hjem til Grønland. Det skyldes en række faktorer som stiftelse af parforhold/familie i Danmark, beskæftigelsesmuligheder etc. Generelt er beskæftigelsesmulighederne i Grønland for de videregående uddannede meget gode som følge af udvidelsen af den videnstunge servicesektor. I den udstrækning, at de uddannede benytter tiden efter endt uddannelse i Danmark til at få erhvervserfaring og på sigt vender hjem til Grønland, er det ikke nødvendigvis noget problem, at de ikke vender tilbage umiddelbart efter endt uddannelse, da højtuddannede med erhvervserfaring er en mangel.
Tabel 2.3.7 Fuldførte uddannelsesforløb i Grønland og i udlandet 1990/91 - 1996/97
Tabel 2.3.7 angiver udviklingen i antallet af fuldførte uddannelser af grønlandsk fødte i og uden for Grønland. Som det fremgår, er det kun på GU, der har været en stigende tendens i antallet af fuldførte forløb, selv om der også på GU har været et brud i trenden fra 1993/94 til 1994/95. Fuldførte forløb for de øvrige uddannelser viser derimod enten et fald eller ingen klar tendens. I overensstemmelse med udviklingen i elevtallene på de faglige grunduddannelser, se tabel 2.3.1, toppede antal fuldførte forløb i 1993/94 med 442. Herefter er antallet af fuldførte forløb på de faglige grunduddannelser faldet. Fra 1993/94 til 1996/97 var dette fald på 161 svarende til 36 pct. Antallet af fuldførte forløb på mellemuddannelserne synes også at være reduceret til et lavere niveau efter 1993/94, hvor fuldførte forløb toppede med 188. I 1996/97 er det hertil svarende tal 141, svarende til en reduktion på 47 eller 25 pct. siden 1993/94. Antallet af fuldførte mellemuddannelser har dog under hele perioden været meget svingende, og der er således stort set det samme antal fuldførte i 1996/97 (141) som i 1990/91 (140). Generelt skal det dog understreges, at befolkningsudviklingen sandsynligvis også har haft en væsentlig indflydelse på udviklingen i antallet af fuldførte. Således har der, som nævnt, været et markant fald i befolkningen mellem 21 og 25 år, jf. tabel 2.3.2. Billedet over fuldførte forløb ændrer således ikke det billede, der blev tegnet ud fra de igangværende forløb i afsnit 2.3.1. Det kunne fx have været tilfældet, hvis udviklingen i de igangværende forløb havde været domineret af en hårdere kurs over for ikke-studieegnede.
Grønland har egne regler for studiestøtte, og regler der adskiller sig meget fra fx de danske. Stipendium pr. måned:
Hertil kommer, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt:
Studielån kan ydes til personer over 18 år (dog ikke til studieforberedende eller grundlæggende uddannelser. Studielån gives heller ikke til studerende, der har en studiegæld af en sådan størrelse, at tilbagebetaling efter endt uddannelse ikke skønnes mulig.). Engangslånet ydes som udgangspunkt kun én gang, men ved uddannelsesskift eller påbegyndelse af ny uddannelse, kan der i særlige tilfælde ydes endnu et engangslån. Uddannelser i Grønland er som udgangspunkt støtteberettigede, hvis de er offentlig anerkendte, på heltid og af minimum 3 måneders varighed. Uddannelser i Danmark skal opfylde samme betingelser for at være støtteberettigede, og tillige skal uddannelsen påregnes at kunne give beskæftigelse i Grønland, ligesom en lignende uddannelse som udgangspunkt ikke må kunne tages i Grønland. Støtte til uddannelser uden for Grønland og Danmark kan gives (4.500 kr. pr. måned), hvis de "danske" betingelser er opfyldt, og uddannelsen ikke kan tages i Danmark. Der ydes uddannelsesstøtte til enkeltfagsundervisning (folkeskolens afgangsprøve og folkeskolens udvidede afgangsprøve) og til hf-enkeltfag i op til 2 år og derpå yderligere i op til et år til suppleringskursus. Der ydes ikke uddannelsesstøtte til efterskoleelever. Uddannelsessøgendes krav på stipendium og uddannelsesstøtte i øvrigt berøres ikke af, at den uddannelsessøgende har lønindtægt eller oppebærer andet vederlag. Der kan ydes støtte til op til to afsluttede uddannelser under faglært niveau. En elev med uddannelse på faglært niveau eller derover kan ikke modtage støtte til en uddannelse under faglært niveau. Der ydes støtte til én afsluttet uddannelse på faglært niveau eller derover. Der kan dog ydes støtte til yderligere en uddannelse på faglært niveau eller derover, såfremt adgangskravet til uddannelsen er betinget af faglært niveau, uddannelsen er en naturlig forlængelse af en tidligere uddannelse samt ligger på et højere niveau inden for samme fagområde, eller uddannelsen er en nødvendig omskoling pga. erhvervsudygtighed. Personer med en afsluttet uddannelse på kandidatniveau kan som udgangspunkt ikke få støtte til en ny uddannelse. Danske statsborgere med fast bopæl i Grønland kan få grønlandsk uddannelsesstøtte_ til uddannelser i Grønland. Udlændinge er støtteberettiget, hvis de i henhold til internationale overenskomster, der har virkning for Grønland, har ret til støtte på lige fod med danske statsborgere. Til uddannelser uden for Grønland kan der gives støtte til personer, 1) der har fast bopæl i Grønland på ansøgningstidspunktet og i mindst 5 år umiddelbart forud herfor, eller 2) har haft fast bopæl i Grønland i mindst 10 år og højst har haft bopæl uden for Grønland i 3 år. Tabel 2.3.8 Niveauer for studiestøtte og studielån i Norden - 1998
a. Den færøske studiestøtte er ikke afhængig af, hvorvidt det er en ungdomsudd. eller en videregående udd., men afhænger alene af, om den studerende er over eller under 18. Der er ikke mulighed for at låne, hvis man er yngre end 18 år. b. Reglerne for Sverige, Norge og Finland er meget komplicerede. Eksempelvis er uddannelsesstøtten i Sverige afhængig af, om studiet er et heltids- eller halvtidsstudie, om det er kommunal eller statslig voksenuddannelse, eller om det er uddannelse på højskoler/universiteter. I Norge er uddannelsesstøtten afhængig af, hvor mange søskende man har under 19 år, og hvor mange søskende man har, der er i gang med en videregående uddannelse. I Finland er studiestøtten i høj grad afhængig af forældrenes indkomst, og hvorvidt man er under eller over 20 år. Kilder: Bekendtgørelser samt lovbestemmelser for de forskellige nordiske landes uddannelsesstøtte. I tabel 2.3.8 er niveauerne for studiestøtten i de forskellige nordiske lande angivet. Da systemerne er meget forskellige fra land til land, er de ikke umiddelbart sammenlignelige. Eksempelvis har Island ikke nogen egentlig studiestøtte, men alene studielån - og dette reguleres afhængigt af, hvorvidt man er udeboende, gift, har børn osv. Endvidere er der nordiske lande, der udover det ovenstående - som i Grønland - giver støtte til fx bøger, transport og husleje. Ligeledes er der stor forskel på vægtningen mellem studielån og studiestøtte. Som nævnt giver Island alene studielån. Også i Norge og Sverige er hovedvægten lagt på lånet, og selve stipendiet udgør en relativ lille del. Finland og Færøerne har en nogenlunde ligelig fordeling mellem lån og stipendier, mens der i Grønland og Danmark gives mest i stipendium. Det kan generelt siges, at de økonomiske forhold for såvel danske som især grønlandske studerende er gode sammenlignet med forholdene i det øvrige Norden, og at de økonomiske forhold igen er bedre for grønlandske studerende. Det, der i særdeleshed er medvirkende til, at den grønlandske studiestøtte er høj i sammenligning med de andre nordiske lande, er, at studiestøtten i stor stil bliver suppleret med særydelser til dækning af konkrete udgifter (bøger, transport, husleje osv.). Der budgetteres på forslaget til finansloven for 2000 med en samlet udgift på 98,6 mio. kr. til stipendier udbetalt i Grønland. Herudover budgetteres der med 32,2 mio. kr. til stipendier udbetalt til studerende i Danmark og 1,2 mio. kr. til studerende i det øvrige udland. I alt budgetteres der således med en udgift til stipendier på 132 mio. kr. Hertil kommer udlån på 10 mio. kr. 2.3.5 Udgifter til uddannelsessektoren Tabel 2.3.9 viser, at driftsudgifterne i faste priser til folkeskolen er steget med 10 pct. fra 1991 til 1999, mens elevtallet i samme periode er steget med det dobbelte, nemlig 20 pct., jf. tabel 2.3.1. En tilsvarende udvikling kan aflæses for GU, hvor driftsudgifterne i faste priser er steget med 14 pct. fra 1991 til 1997, mens elevtallet er steget med 23 pct., jf. tabel 2.3.1. Tabel 2.3.9 Grønlands udgifter til uddannelse 1991 - 1999 i 1997-priser
b. Videregående uddannelsesinstitutioner omfatter Grønlands seminarium, Grønlands Universitet, Kunstskolen og fra 1992 Center for sundhedsuddannelser, fra 1996 Journalistuddannelsen, Socialrådgiveruddannelsen i Nuuk og Social Pædagogisk Skole i Ilulissat. Kilder: Grønlands Statistik 1999, samt Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning. På de faglige uddannelser og de videregående uddannelser (mellemuddannelser og videregående uddannelser) har ressourceforbruget derimod været stigende pr. elev. Fra 1991 til 1997 faldt driftsudgifterne i faste priser på erhvervsuddannelsesområdet med 10 pct., mens elevtallet faldt med hele 25 pct. De tilsvarende tal for de videregående uddannelser viser en stigning i driftsudgifterne fra 1991 til 1997 på godt 80 pct. (faste priser), mens elevtallet er faldet med knap 5 pct. Omkostningerne pr. studerende på de videregående uddannelser er således steget voldsomt i 1990'erne, jf. figur 2.3.1, der også viser udviklingen i enhedsomkostninger på de øvrige uddannelsesområder. Figur 2.3.1 Udviklingen i enhedsomkostninger på forskellige uddannelsesområder 1991 til 1999 i 1997-priser - udvalgte åra (driftsudgifter pr. studerende)
a Der foreligger kun tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om elevtal for alle uddannelsesområderne for de her udvalgte år. Kilder: Som tabel 2.3.1 og 2.3.9. Figur 2.3.2 sammenligner enhedsomkostningerne i henholdsvis Grønland og Danmark. Det fremgår, at enhedsomkostningerne i folkeskolen er stort set ens i Grønland og Danmark. Derimod er der stor forskel på enhedsomkostningerne i GU og i erhvervsuddannelserne samt i særdeleshed på de videregående uddannelser. Det er nærliggende at antage, at den store forskel hænger sammen med elevtallet. Mens elevtallene i den grønlandske folkeskole åbenbart er høje nok til, at skolerne kan drives på næsten samme økonomiske vilkår som i Danmark, er elevtallene på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser så lave, at det i sig selv gør udgifterne pr. elev væsentligt højere. I særdeleshed på de videregående uddannelser er elevtallet lavt og spredt på mange forskellige uddannelser, hvorfor det er vanskeligt at opnå stordriftsfordele. Figur 2.3.2 Enhedsomkostninger i Grønland og Danmark
1997 (driftsudgifter pr. studerende)
Kilder: Som tabel 2.3.1 og 2.3.9, samt Undervisningsministeriet 1998. Folkeskolen i tal, København , Danmarks Statistik (DIOR) og Nøgletalsdatabasen fsva. Danmark.
Nedenfor belyses udviklingstendenserne i enhedsomkostningerne for hvert enkelt uddannelsesområde nærmere. Det skal understreges, at datamaterialet til rådighed herfor er af en meget uensartet karakter og varierende dækningsgrad, hvorfor analyser og konklusioner dannet på baggrund af disse naturligvis må være forbundet med en vis usikkerhed og følgelig må tages med nogen forbehold. Folkeskolen I skoleåret 1998/99 var der i alt 11.087 elever i folkeskolen. Eleverne var fordelt på 803 klasser, hvilket giver en gennemsnitlig klassekvotient på 13,8 elever pr. klasse. Til sammenligning var klassekvotienten i folkeskolen i Danmark 18,8 i 1997/98. Klassekvotienten varierer meget fra kommune til kommune. Således var klassekvotienten i 1997/98 i Nuuk 17,6 mod eksempelvis 11,8 i Narsaq. Mellem byskoler og bygdeskoler kan variationen naturligvis være væsentligt større. I tabel 2.3.10 sammenstilles udviklingen i læretimer med udviklingen i elevtallet for henholdsvis grundskolen (1. - 9. klasse) og fortsætter-/kursusskolen (10. - 12. klasse). Tabel 2.3.10 Lærertimer og elevtal i folkeskolen 1991/92 - 1998/99
b. Inkl. 70 elever, som er talt med i de andre klasser. Kilde: Grønlands Statistik 1999. Statistisk Årbog, Nuuk. Figur 2.3.3 illustrerer i indekstal udviklingen i lærertimer pr. elev i folkeskolen i perioden fra 1991/92 til 1998/99 henholdsvis i 1. til 9. klasse og i 10. til 12. klasse. Lærer-elevratioen har for 1. til 9. klasse været svagt stigende i midten af 1990'erne, men et fald fra 1997/98 til 1998/99 har næsten udlignet stigningen, således at der i 1998/99 stort set var det samme forhold mellem lærere og elever, som det var tilfældet i 1992/93. I 10. - 12. klasse har udviklingen været markant anderledes. Der har således været et meget stort fald i antal lærertimer pr. elev fra 1992/93 til 1993/94. Herefter har lærer-elevratioen konstant været 15 til 25 pct. lavere end den var i 1992/93. Dette markante fald afspejler sig dog næsten ikke i det totale antal lærertimer pr. elev, der igennem hele perioden stort set har ligget på samme niveau. Årsagen hertil er, at lærertimerne i 1. til 9. klasse vejer væsentlig tungere i den totale mængde end lærertimerne i 10. til 12. klasse, der kun tegner sig for godt 10 pct. af lærertimerne i folkeskolen, jf. tabel 2.3.9. Figur 2.3.3 Udvikling i lærertimer pr. elev i folkeskolen 1991/92 - 1998/99
GU Figur 2.3.4 viser på indeksform udviklingen i elevtallet, antal fuldførte, driftsudgifterne og enhedsomkostningerne for GU i 1990'erne. Som nævnt tidligere, jf. afsnit 2.3.1, har elevtallet ved Grønlands gymnasiale uddannelser været stigende i 1990'erne - dette fremgår også tydeligt af figur 2.3.4, hvor elevtallet er stigende gennem hele perioden. Udviklingen i fuldførte har ikke fulgt helt samme forløb som udviklingen i elevtallet. Således har antallet af fuldførte været markant stigende i starten af 1990'erne og i perioden fra 1995 til 1997, hvorimod det har været faldende i perioden fra 1993 til 1995 og 1997 til 1998. Figur 2.3.4 Udvikling i elevtal, fuldførte, driftsudgifter og enhedsomkostninger ved GU
Kilder: Som tabel 2.3.1 og 2.3.9. Det kan dog sammenfattende siges, at det samlede antal fuldførte i 1998 ligger markant over niveauet i 1991. Endelig har driftsudgifterne været konstante fra 1991 til 1995, mens udgifterne i den sidste halvdel af 1990'erne har været mere svingende, se også tabel 2.3.9. Sammenfattende kan det siges, at der ikke synes at være nogen umiddelbar sammenhæng mellem det samlede udgiftsniveau til GU og antallet af elever, hvilket kommer tydeligt til udtryk i udviklingen i enhedsomkostningerne. Derimod har såvel det samlede elevtal som antallet af fuldførte vist en stigende tendens i hele perioden, og andelen af fuldførte i forhold til bestanden er i dag højere end den var i 1991. Lokale erhvervsskoler og brancheskoler I figur 2.3.5 nedenfor sammenholdes udviklingen i forskellige parametre for at anskueliggøre udviklingen i ressourceforbruget ved de lokale erhvervsskoler og brancheskolerne. Figur 2.3.5 Udvikling i elevtal, fuldførte, driftsudgifter og enhedsomkostninger ved lokale erhvervsskoler og brancheskoler
Kilder: Som tabel 2.3.1 og 2.3.9. Det fremgår af figuren, at elevtallet gennem hele perioden er faldet kraftigere end udgifterne, hvilket har medført, at enhedsomkostningerne gennem hele perioden har været stigende. Antallet af fuldførte steg med næsten 20 pct. i begyndelsen af perioden, men har siden udvist faldende tendens. Den faldende tendens hænger naturligt sammen med det vigende elevtal, som disse institutioner har realiseret. Brancheskolerne Ressourceforbruget ved de erhvervsfaglige uddannelser ved brancheskolerne kan analyseres særskilt med udgangspunkt i udviklingen i klasseuger. Det fremgår af tabel 2.3.11, at antallet af klasseuger ved de ordinære erhvervsuddannelser har været svagt stigende siden 1992, mens antallet af klasseuger på kurser er steget mere. Samtidig fremgår det, at klassekvotienten har varieret gennem perioden, men at den i 1998 er nået ned på stort set samme niveau som i 1991. Det stigende antal klasseuger sammenholdt med det vigende antal elever ved disse uddannelser indikerer, at den enkelte studerende har oplevet en vækst i antallet af undervisningstimer. Dette har imidlertid ikke afspejlet sig i en stigende gennemførelsesprocent på de faglige uddannelser, jf. tabel 2.4.1. Når udgifterne til disse uddannelser alligevel er faldet, se tabel 2.3.9, må det sandsynligvis skyldes mindre driftsudgifter pr. klasseuge, jf. tabel 2.3.11. Dette hænger igen sammen med de rationaliseringer og de stramninger i den "styring", som brancheskolerne har været underlagt fra landsstyrets side. Tabel 2.3.11 Nøgletal for brancheskoler 1991 - 1998
Kilde: Grønlands Statistik 1998. Statistisk Årbog, Nuuk. Videregående uddannelsesinstitutioner I figur 2.3.6 er centrale parametre for ressourceudviklingen sammenstillet for de videregående uddannelsesinstitutioner under ét. Af figuren fremgår, at enhedsomkostningerne er steget med godt 50 pct. siden 1991, hvilket er et resultat af, at udgifterne er steget med ca. 80 pct., mens elevtallet er steget knap 20 pct. Antallet af fuldførte forløb er faldet gennem hele perioden og udgjorde i 1997 ca. 60 pct. af niveauet i 1991. Sammenfattende har der således på det videregående uddannelsesområde været anvendt stadigt flere ressourcer, mens der er kommet stadigt færre færdiguddannede ud af systemet. Det skal dog understreges, at der på dette område er tale om en så lille population, at der skal meget små forrykninger til for at ændre det samlede billede. Figur 2.3.6 Udvikling i elevtal, fuldførte, driftsudgifter og enhedsomkostninger ved videregående uddannelsesinstitutioner
Kilder: Som tabel 2.3.1 og 2.3.9. Grønlands universitetet - Ilisimatusarfik Nedenfor analyseres særskilt udviklingen i ressourceforbruget ved Grønlands Universitet. Tabel 2.3.12 Optag på Ilisimatusarfik 1995 - 1999
Af de 4 institutter på Ilisimatusarfik er det teologiske institut med start i 1997 det nyeste og også det mindste, idet blot 7 studerende blev optaget de første tre år. I alt er der i perioden 1995 - 1999 optaget godt 100 studerende, hvoraf over halvdelen blev optaget på Institut for administration. Det er således også Institut for administration, der står for størstedelen af kandidatproduktionen jf. tabel 2.3.13. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at den samlede produktion af færdiguddannede er mindre end summen af bachelorer og kandidater, da de fleste bachelorer vælger at fortsætte på kandidatuddannelsen. Tabel 2.3.13 Kandidatproduktion på Ilisimatusarfik 1995 - 1999
Det er som nævnt ovenfor først og fremmest Institut for administration, men til dels også Institut for grønlandsk sprog og litteratur, der står for kandidat- og bachelorproduktionen. Derimod er kandidatproduktionen på Institut for kultur og samfundshistorie mere beskeden, og Institut for teologi er så nyt, at det endnu ikke har produceret nogen kandidater. Men med udgangspunkt i optaget i perioden 1997 - 1999 vil antallet af færdiguddannede fra Institut for teologi under alle omstændigheder blive beskedent. 24I 1998 fik Ilisimatusarfik en samlet bevilling fra hjemmestyret på 9,6 mio. kr. Det har ikke været muligt at se, hvordan bevillingen fordeles mellem institutterne, men Ilisimatusarfik fordeler som udgangspunkt midlerne ligeligt mellem de tre institutter, der både har bachelor- og kandidatuddannelse, mens teologi, som ikke har en kandidatuddannelse, får tilsvarende mindre. Bemandingen af de fire institutter ved Ilisimatusarfik følger ikke institutternes produktion som målt ved bachelor- og kandidatproduktionen. Dette skyldes, at ingen af institutterne endnu har nået den ønskede minimumsbemanding på 6 adjunkter/lektorer og/eller professorer pr. institut med såvel bacheloruddannelse som kandidatuddannelse. Det faste antal stillinger ved de 4 institutter er:
De tre institutter, der udbyder såvel en bachelor- som en kandidatgrad, har således nu 4 stillinger, mens teologisk institut, der kun udbyder en bacheloruddannelse, har 1-2 faste stillinger. De tal, der er anført i parentes efter de fire institutter, viser det antal personer, der gennem årene 1996 - 98 har været tilknyttet institutterne, herunder såvel gæstelærere som eksterne undervisere. Ilisimatusarfik oplyser da også, at antallet af studerende ikke spiller en rolle for allokeringer af stillinger, sålænge den ønskede minimumsbemanding på 6 adjunkter/lektorer/professorer pr. institut med såvel bachelor- som kandidatuddannelse ikke er nået.
Sammenholdes udgifterne pr. færdiguddannet i Grønland og Danmark kan det konstateres, at de gennemsnitlige uddannelsesudgifter for nogenlunde sammenlignelige uddannelser er mellem 1 ½ til 4 gange så høje i Grønland som i Danmark. Det har ikke været muligt at skaffe aktuelt materiale, og talmaterialet for udgifterne pr. færdiguddannede i Grønland er derfor fra 1992 og opgjort i forbindelse med den Uddannelsespolitiske Redegørelse fra 1995. Da mange uddannelser var temmelig nye i 1992, er det sandsynligt, at udgiften pr. færdiguddannede er faldet i takt med indkøringen af uddannelserne. I Den Uddannelsespolitiske Redegørelse er prisen på de faglige grunduddannelser ved alle skoleophold opgjort. Den samlede pris for hele uddannelsesforløbet veksler således fra ca. 100.000 kr. for en basisuddannelse i søfart til 540.000 kr. for en 3-årig fåreholder-uddannelse (prisen er inklusiv studiestøtte). Denne spredning hænger sammen med dels studietidens længde og driftsudgiften pr. dag. En grundlæggende faglig uddannelse af 3 - 4 års varighed med alle skoleophold i Grønland koster typisk 300.000 til 500.000 kr. Til sammenligning koster en faglig grunduddannelse med skoleophold i henholdsvis Grønland og Danmark typisk mellem 200.000 og 300.000 kr. Gennemføres den faglige grunduddannelse med alle skoleophold i Danmark er prisen pr. færdiguddannet omkring 100.000. Udgifterne pr. færdiguddannet på mellemuddannelserne i Grønland er mellem 50 og 85 pct. højere end i Danmark. Eksempelvis kostede det i 1992 580.000 kr. at uddanne en skolelærer i Grønland (3-årig uddannelse) mod 397.000 kr. i Danmark (4-årig uddannelse). En 5 årig universitetsuddannelse ved Grønlands Universitet koster knap en mio. kr., mens en sammenlignelig universitetsuddannelse i Danmark koster 378.000 kr. 25 Til sammenligning kan det anføres, at en 5 årig universitetsuddannelse i Danmark koster det grønlandske hjemmestyre omkring 300.000 kr. i studiestøtte. Den beregnede pris for det grønlandske hjemmestyre er prisen for en person uddannet på normeret tid, mens der i beregningen af den danske udgift pr. færdiguddannet er medregnet meromkostninger som følge af frafald og forsinkelse.
Sammenholdes udgifterne på de enkelte uddannelsesområder med udviklingen i disponibel BNI, jf. tabel 2.3.14, ses, at udgiftsandelen til folkeskolen er faldet svagt fra 1993 til 1997 trods stigende elevtal. Grønland anvendte i 1997 8,5 pct. af den disponible BNI til uddannelsesformål mod 8,0 pct. i 1990. Tabel 2.3.14 Udgifter til uddannelse ift. disponibel BNI 1991 - 1997 (1997-priser)
Kilde: Som tabel 2.3.9 samt Grønlands Statistik 1998 og 1999. Statistisk årbog, Nuuk. I tabel 2.3.15 er det vist, hvordan forholdet er mellem offentlige udgifter til uddannelse og BNP i en række OECD-lande inkl. Grønland. Tabel 2.3.15 Uddannelsesudgifternes i pct. af BNP for Grønland og udvalgte OECD-lande i 1995
Kilder: OECD 1998. Education at a glance, Paris, samt egne beregninger. Som det fremgår af tabel 2.3.15, anvender såvel Grønland som Danmark forholdsvist mange ressourcer på uddannelse. Især når udgifter til uddannelsesstøtte regnes med, men også når der ses på egentlige uddannelsesudgifter.
2.4.1 Gennemførelsesprocent Lave beståelsesprocenter udgør et specielt problem i det grønlandske uddannelsessystem. Andelen af ikke beståede/afbrudte forløb i Grønland er væsentligt højere end i Danmark for ungdomsuddannelser og mellemuddannelser. I særdeleshed er forskellen markant for de faglige uddannelser, hvor udviklingen i Grønland endog har gået mod et højere frafald. Dette skal sammenholdes med, at elevtallet på de faglige uddannelser i samme periode er faldet. På de videregående uddannelser er niveauet i Grønland og Danmark næsten ens. Det skal dog noteres, at antallet af hjemmefødte på de videregående uddannelser er så lille, at ovenstående statistik skal tolkes med stor varsomhed. Tabel 2.4.1 Gennemsnitlige årlige afbrydelsesprocenter
Kilder: Grønlands Statistik 1998. Undersøgelse af grønlandske studerendes boligforhold og økonomiske vilkår, Nuuk og Grønlands Statistik 1999. Uddannelse - Ansøgningsstatistik 1998/99, Nuuk samt Undervisningsministeriet 1997. Uddannelse på kryds og tværs, København. Der foreligger ingen samlet analyse af årsagerne til frafaldet i uddannelsessystemet over grundskoleniveau som helhed eller inden for de forskellige uddannelsesniveauer. På erhvervsuddannelsesområdet arbejdes der på en ny model for registrering. Det har således ikke været muligt i forbindelse med den i april afgivne redegørelse om STI-uddannelserne at gennemføre en analyse af frafald.
En central forudsætning for at hæve det generelle uddannelsesniveau er, at elevernes almene og faglige færdigheder i grundskolen er tilfredsstillende. Læsning er et af de centrale redskabsfag i grundskolen - ligesom det er et af de vigtigste redskaber for alle mennesker i ethvert moderne samfund - og kvaliteten af elevernes læsekundskaber har både direkte og indirekte betydning for såvel fortsat uddannelse som for den enkeltes deltagelse i samfundslivet - herunder arbejdslivet. Den i 1994 gennemførte landsdækkende grønlandske læseundersøgelse viste:
Undersøgelsen viste endvidere, at der var meget store regionale forskelle. Ses der på læsestandpunktet i 8. kl., var andelen af grønlandske elever, der læste under ønskværdigt minimumsniveau, for hele Grønland, på 32 pct. I en enkelt kommune var der 79 pct. af eleverne i 8. klasse, der læste under ønskværdigt minimum. Der er endvidere en markant forskel i læsestandpunktet mellem byskoler og bygder og mellem de enkelte bygder. I knap halvdelen af bygderne var læsestandpunktet markant dårligere end for Grønland som helhed. 26Undersøgelsens kriterier bygger hovedsageligt på lærernes vurdering af deres elever sammenholdt med, hvad der kan ses at være realistisk muligt ud fra en analyse af normal læseudvikling. En meget stor del af lærervurderingerne pegede på skrappere minimumskrav end de i undersøgelsen anvendte. De valgte værdier kan derfor tages som udtryk for de absolutte minimumskrav, der må stilles til eleverne på de enkelte klassetrin. Undersøgelsen peger på, at målet må være, at højest 10 pct. af eleverne ligger under det ønskværdige minimum. Der blev igangsat en række initiativer på forskellige niveauer, og med den store betydning som læsning har, bliver dette også helt centralt for den kommende folkeskolereform. Fortsættelsesskolen afsluttes med obligatoriske prøver i grønlandsk, dansk, regning/-matematik, engelsk og fysik/kemi. Det har fra politisk side af hensyn til elevernes videreuddannelsesmuligheder været fastholdt, at disse prøver skulle være på niveau med prøverne i den danske folkeskole. Fra de seneste rapporter om folkeskolens afsluttende prøver, der bygger på tilbagemeldinger fra de centralt beskikkede censorer, kan resultaterne af folkeskolens afsluttende prøver opsummeres som i tabel 2.4.2. Tabel 2.4.2 Prøveresultater for folkeskolens afsluttende prøver i 1998
Kilder: KIIP 1998. Folkeskolens afsluttende prøver - Prøver, evaluering, undervisning, Nuuk. og Undervisningsministeriet 1999. Diverse fag; Censorstatistikken maj 1999, København. Karaktererne kan ikke i sig selv tages som et udtryk for færdighedsniveauet efter afsluttet folkeskoleuddannelse, idet der bag karaktergivningen fra år til år kan være tale om forskydninger i forventningerne og kravene i opadgående eller nedadgående retning. Karakterfordelingen i 1998 afspejler imidlertid, at der er en ikke ubetydelig andel, der ligger under middel ved de afsluttende prøver. Karaktererne for henholdsvis Grønland og Danmark bør være sammenlignelige, da karaktergivning i folkeskolen som udgangspunkt skal være objektiv - dvs. at karakteren 8 er sammenlignelig på tværs af årgange og ikke bare i samme årgang. Dermed bør en "god årgang" også have et højere gennemsnit end en "dårlig årgang". Det er selvfølgelig svært at kontrollere, hvorvidt dette virkelig praktiseres, eller om man i karaktergivningen tager hensyn til det generelle niveau og dermed gør karaktergivningen ikke-sammenlignelig.Som det fremgår af tabel 2.4.2, er især niveauet i fremmedsprog, dvs. dansk og engelsk, lavt i den grønlandske folkeskole, også når det sammenlignes med det danske niveau. Dette kan give eleverne store problemer i ungdomsuddannelserne, hvor et vist kendskab til dansk og engelsk er nødvendigt, og være en af de væsentligste barrierer ift. at påbegynde en ungdomsuddannelse samt en af hovedårsagerne til det store frafald. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at mens majoriteten af de grønlandske folkeskoleelever ligger under middel i sprog, er niveauet i de andre fag mere ligeligt fordelt omkring middel. Grønland har gennem en årrække haft egne opgavekommissioner, der har udviklet prøverne specielt tilpasset den grønlandske skole. Dette er sket i tæt samarbejde med det danske undervisningsministerium, så man har kunnet sikre sig et nogenlunde sammenligneligt niveau ved prøverne. I tilknytning hertil skal det bemærkes, at mange lærere har anført, at det var vanskeligt at kvalificere eleverne tilstrækkeligt til dette prøveniveau på grund af manglende danskkundskaber. 27 I sprograpporten fra en forskergruppe fra 1997 refereres udtalelser om, at elever efter mange års undervisning fortsat har fundamentale problemer, hvilket giver vanskeligheder for dem i de gymnasiale uddannelser og senere i uddannelsessystemet. I rapportens konklusion hedder det endvidere, at der synes at være bred enighed om udviklingen af en funktionel tosprogethed blandt børn og unge.I tabel 2.4.3 er det obligatoriske timetal fordelt på en række centrale fag i folkeskolen. Forskolen (1. klasse) er ikke medtaget i tabellen, da denne svarer til den danske folkeskoles børnehaveklasse. jf. afsnit 2.1.1. Tabel 2.4.3 Timetal i folkeskolen (grundskolen)
På trods af at den grønlandske forskole svarer til børnehaveklassen i Danmark, er den alligevel medregnet i den 9-årige undervisningspligt. Det vil sige, at en grønlandsk folkeskoleelev "kun" modtager obligatorisk undervisning, der svarer til den danske folkeskole i minimum 8 år - herefter følger både fortsættelsesskolen (10. og 11. klasse) og kursusskolen (12. klasse). Den grønlandske folkeskole kompenserer dog lidt for de færre obligatoriske undervisningsår i "ordinær" folkeskole ved at have et højere obligatorisk timetal end folkeskolen i Danmark. Således er den grønlandske skoleuge typisk 2 til 4 timer længere end den danske, mens det årlige antal skoledage er 200 både i Grønland og Danmark. Når den grønlandske og danske folkeskole sammenlignes, kan det ses, at grønlændere har lidt mere grønlandsk i de første skoleår, end danskere har dansk. Men mens de grønlandske elever har 53 ugentlige timer i grønlandsk i hele deres folkeskoleforløb, har danske elever 60 ugentlig timer i dansk. Udover grønlandsk har folkeskoleeleverne dansk gennem hele deres skoletid (3 til 4 ugentlige timer). Over 2. - 9. klasse bliver dette til 30 ugentlige timer obligatorisk dansk. Endelig har grønlandske folkeskoleelever flere matematiktimer (40 mod 36) end danskere mod færre engelsktimer (9 mod 17). Hertil kommer, at grønlandske elever først starter med engelsk i 7. klasse mod 4. klasse i Danmark. Tabel 2.4.4 Vejledende timetal i den danske folkeskole
Udover grundskolen består den grønlandske folkeskole som nævnt af en fortsættelses- og kursusskole. I tabel 2.4.5 er det ugentlige timetal i fortsættelsesskolen anført for såvel den almene som den udvidede linie. abel 2.4.5 Timetal i fortsættelsesskolen
Mange brancheskoler har ændret deres grunduddannelser således, at afgangsniveauet i højere grad er på niveau med de danske uddannelser. Men samtidig er kravene for at blive optaget på skolerne beskedne, hvilket resulterer i et gab mellem de forudsætninger, mange har fra folkeskolen, og de krav, der stilles i det erhvervsfaglige uddannelsessystem. Det har endvidere været en politisk målsætning, at så mange som muligt skulle have adgang til uddannelse. Dette har bl.a. resulteret i, at der er brugt mange ressourcer i erhvervsuddannelsessytemet på at undervise i stof, der er en del af folkeskolens pensum, og dette levner selv sagt mindre tid til at videreuddanne. Den uddannelsespolitiske redegørelse nævner blandt andet skoletræthed i folkeskolens ældste klassetrin som årsag til det manglende niveau. Gabet mellem elevernes faglige niveau ved afgangen fra folkeskolen og de faglige krav ved start på en ungdomsuddannelse resulterer desuden i et stort frafald i ungdomsuddannelserne, jf. i øvrigt afsnit 2.4.1, 28 og i relativt lange studietider.
Der findes ikke en fuldstændig opgørelse af folkeskolelærernes anciennitet. Tabel 2.4.6 bygger derfor på oplysninger fra 392 undervisere (dette er også årsagen til, at totalen ikke harmonerer med tabel 2.4.9). Billedet varierer meget, afhængigt af hvilke typer lærere man ser på. Blandt de "almindelig" ansatte lærere er der en relativ høj anciennitet, idet over 50 pct. har over 10 års anciennitet. Der er dog samtidig en relativ høj andel (ca. 28 pct.), der har under 5 års anciennitet. Denne gruppe består sandsynligvis til dels af danskere, der er i Grønland for at undervise i en kortere periode. Endelig er ancienniteten blandt timelærere lavere end gennemsnittet. Det er således mere end en tredjedel af timelærerene, der har en anciennitet på mindre end 2 år (ca. 28 pct. har kun et års anciennitet).Tabel 2.4.6 Anciennitet i folkeskolen 1999
Tabel 2.4.7 viser uddannelsesbaggrunden blandt de lærerstuderende. Det er ikke et krav for at påbegynde en læreruddannelse, at man har en studentereksamen. Det er således kun godt 40 pct. af de lærerstuderende, der har en GU-eksamen bag sig. Tabel 2.4.7 Uddannelsesbaggrund for lærerstuderende ved optagelse 1996 - 1999
Det har ikke været muligt at se, hvorvidt frafaldet er afhængig af den studerendes uddannelsesniveau. Tabel 2.4.8 viser derfor alene optaget og frafaldet på henholdsvis den centrale og decentrale læreruddannelse. Tabel 2.4.8 Optag og frafald på læreruddannelsen 1996 - 1999
Sammensætning af undervisningspersonalet i folkeskolen er beskrevet i tabel 2.4.9. Tabel 2.4.9 Undervisningspersonalets sammensætning i 1998/99
Der en relativ stor del timelærere (knap 24 pct.), hvoraf størstedelen er grønlandsksprogede. Af det samlede undervisningspersonale er der i 1998/99 kun 70,6 pct. (739 ud af 1.047, jf. tabel 2.4.10) der er formelt kvalificerede. 77,7 pct. (753 ud af 969, jf. tabel 2.4.9) af undervisningsstaben er i stand til at undervise på grønlandsk. Godt 30 pct. (308 ud af 1.047, jf. tabel 2.4.10) af lærerne har ikke en pædagogisk grunduddannelse. Tabel 2.4.10 Lærere i folkeskolen
Kilde: Grønlands Statistik 1999, Statistisk årbog, Nuuk. Faldet i antal skoleinspektører skyldes, at en række mindre skoler styrelsesmæssigt er lagt ind under kommunens hovedskole. I stedet beskikkes en skoleleder blandt lærerne på disse mindre skoler. I skoleåret 1997/98 var der beskikket 56 skoleledere. Af disse var 40 læreruddannede og 5 pædagoguddannede, mens 11 ingen pædagogisk baggrund havde. De 42 var primært grønlandsksprogede og resten dansksprogede. På erhvervsuddannelserne har den hidtidige struktur betydet, at der på de lokale erhvervsskoler er opereret med meget små hold, hvorfor der ikke har været grundlag for ansættelse af faglærere inden for alle brancher. Det har heller ikke været muligt at rekruttere og fastholde timelærere til den fagteoretiske undervisning. Konsekvensen har bl.a. været, at det fra skoleledelsens side har været foretrukket at ansætte faste lærere, der har kvalifikationer inden for et brancheområde, men som har skullet undervise inden for to eller flere andre brancheområder.
En væsentlig forudsætning, for at tilgangen og hermed antallet af færdiguddannede på erhvervsuddannelserne kan øges, er, at der er det tilstrækkelige antal praktikpladser til rådighed. Praktikpladserne er et alvorligt flaskehalsproblem ved erhvervsuddannelserne og er den direkte årsag til, at næsten 1/3 af de optagne ikke kommer i gang med en uddannelse. Af 808 optagne elever i 1998 forventes kun 535 at komme i gang med STI-uddannelser som følge af mangel på praktikpladser. 29Nogle af de problemer, der er givet udtryk for i forbindelse med tilvejebringelsen af praktikpladser har været, at eleverne nødvendigvis skal indgå praktikaftaler inden uddannelsesstarten 1. august. Fra arbejdsgiverside i byggebranchen er der anført, at det offentlige i udbud af bygge- og anlægsopgaver ikke tager tilstrækkelig hensyn til, at de kan langtidsplanlægge med bl.a. udbud af praktikpladser til følge. Hertil kommer, at der er situationer med ledige praktikpladser i visse byer samtidig med, at der er mangel på pladser andre steder. Stipendierne til STI-elevernes første år finansieres over arbejdsgivernes erhvervs-uddannelsesbidrag, AEB, som i de seneste år har været fastsat til 0,8 pct. af de omfattede virksomheders lønsum. 30
Landsstyret har i Den Politisk-Økonomiske redegørelse for 1999 fremhævet det store frafald blandt studerende som et af kerneproblemerne og tilkendegivet, at det er målsætningen at styrke det generelle uddannelsesniveau ved i første omgang at hæve niveauet i folkeskolen. Folkeskolen har været for lavt prioriteret som konsekvens af, at der er satset på en meget bred vifte af uddannelsestilbud. I forlængelse heraf overvejes det, hvordan man kan øge kravene til uddannelserne inden for rammerne af de givne bevillinger, eller om en del midler alternativt kan omprioriteres til fordel for folkeskolen. Der er således lagt op til en ændring af strategien i uddannelsessystemet med en opprioritering af folkeskolen til følge. Sideløbende skal der oparbejdes den nødvendige kompetence på de mellemlange videregående uddannelser, primært på områder der lider af udpræget mangel på grønlandsk arbejdskraft som fx bygge- og anlægsområdet samt sundhedshjælper/-sygeplejerske. Endelig påpeges det i redegørelsen, at det vil højne uddannelsernes kvalitet, såfremt uddannelserne koncentreres geografisk.
Ifølge den seneste befolkningsfremskrivning fra Grønlands Statistik forventes der frem til 2009 at blive 13,9 pct. færre 0-5 årige børn, mens antallet af 6-16 årige børn vil stige med 1,6 pct. frem til 2004 og herefter falde, således at denne aldersgruppe er 7,4 pct. mindre i 2009 end i dag. Aldersgruppen af 17-24 årige vil vokse med 22,9 pct. frem til 2009. Tabel 2.5.1 Befolkningsprognosen
Grønlands uddannelsessystem står således også over for en betydelig demografisk betinget udfordring, hvor målgruppen for ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser stiger betydelig (over 20 pct.) over de næste 10 år. Skal væsentlige stigninger i omkostningerne undgås, stiller dette ubetinget krav om, at effektiviteten og kvaliteten i uddannelsessystemet øges.
Indholdsreformen er andet trin af et omfattende reformprogram vedr. folkeskolen. Første trin bestod i reformen af styrelsesreglerne i 1997 med oprettelsen af skolebestyrelserne som resultat. Med til forarbejderne for reformen hører bl.a. en tilstandsrapport vedr. folkeskolens fysiske rammer i forbindelse med hvilken, der er igangsat et omfattende renoverings-, ombygnings- og udvidelsesprogram. Indholdsreformen er organisatorisk forankret i en projektgruppe under Inerisaavik/Pilersuiffik (centrene for pædagogisk forskning hhv. undervisningsmidler). Desuden er der oprettet et kvalitetsråd bestående af internationale eksperter inden for uddannelsesforskning og skoleudvikling til at sikre, at reformarbejdet og de initiativer, som iværksættes, er fagligt forsvarlige. Som opstart på uddannelsesreformen blev der afholdt en uddannelseskonference i Kangerlussuaq i september 1999. Konferencens 170 deltagere spændte over et meget bredt felt med større eller mindre direkte tilknytning til den grønlandske folkeskole - lige fra Landsstyremedlemmet og uddannelsesudvalg over lærere og lærerstuderende til forældrerepræsentanter og aftagerrepræsentanter. Hertil kom grønlandske meningsdannere, internationale eksperter/oplægsholdere, repræsentanter fra interesseorganisationer og fagforeninger. Til den videre opfølgning på konferencen er nedsat fire arbejdsgrupper, der skal varetage det konkrete arbejde med indholdsreformen. Disse fire grupper skal som udgangspunkt arbejde med følgende temaer:
Arbejdsgrupperne skal arbejde fra januar 2000 til oktober 2000, hvor der skal holdes en (mindre) midtvejskonference for interessenter med direkte tilknytning til folkeskolen. På baggrund af denne fremsættes konkrete forslag til reformens indhold. Forslagene skal efterfølgende debatteres med politikere og det øvrige samfund. Målsætningen er at kunne fremsætte forslag til ny forordning for folkeskolen i efteråret 2001, hvorefter arbejdet med bekendtgørelser, undervisningsplaner og pensum kan påbegyndes. Reformarbejdet forventes afsluttet medio 2002, så reformen kan igangsættes august 2002.
På baggrund af Kommunalreformkommissionens betænkning i 1994 og den Uddannelsespolitiske Redegørelse fra 1995 blev der i 1996 nedsat en projektgruppe vedrørende STI-uddannelserne. Projektgruppens opgave var at udarbejde et forslag til en fremtidig forordning på STI-området, jf. boks 2.1.2, samt at afklare forhold vedrørende kvalitet i uddannelserne, adgangskrav og restgruppeproblematik, opgavefordeling mellem kommunerne og hjemmestyret, den administrative og politiske organisering, erhvervs- og uddannelsesvejledning med mere. Arbejdet har udover den tidligere omtalte forordning bl.a. resulteret i Redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning. Formålet har blandt andet været at bedre overgangen fra folkeskolen til erhvervsuddannelser og at højne kvaliteten i vejledningen. Blandt de optagne til erhvervsuddannelser kommer kun en tredjedel i dag direkte fra folkeskolen. De elever, der ikke er kvalificerede nok til at blive optaget direkte fra folkeskolen, har en række muligheder i uddannelsessystemet for at opnå tilstrækkelige kvalifikationer, men der synes ikke at være nogen overordnet koordination. Ligeledes findes der ikke noget system, der sikrer en tilstrækkelig uddannelses- og erhvervsvejledning. På denne baggrund har projektgruppens hovedkonklusion taget udgangspunkt i yderligere koordination og sammenhæng. Projektgruppen anbefaler, at kommunen eller en gruppe af kommuner får ansvaret for vejledningen. Dette skal ske ved etablering af uddannelses- og vejledningscentre. Det er ikke tanken, at alle kommuner med ét skal oprette disse centre, men at dette skal ske ved en løbende proces, hvor kommunerne kan lære af hinandens erfaringer på området. Endvidere anbefaler projektgruppen en række ændringer, hvoraf de væsentligste er:
Med henblik på etablering af htx har Folketinget vedtaget en ændring af lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen. Baggrunden for lovforslaget er et ønske fra Grønlands Hjemmestyre om at udvide de eksisterende gymnasiale uddannelser med en teknisk rettet gymnasial uddannelse. Som tidligere nævnt, jf. afsnit 2.3.1, har tilgangen til de gymnasiale uddannelser været stigende op gennem 90'erne. Uddannelsen skal etableres parallelt med det grønlandske gymnasium, GU. Det vil sige, at et kommende grønlandsk htx bliver reguleret ved dansk lovgivning. Der ydes dog ikke tilskud fra den danske stat til de erhvervsgymnasiale uddannelser i Grønland. De økonomiske vilkår fastsættes således af hjemmestyret. Uddannelsen vil udover at være adgangsgivende til en videregående uddannelse også have den særlige erhvervsmæssige profil, der kendetegner den danske htx. Adgangskravene til den grønlandske htx vil svare til adgangskravene til det almene gymnasium. I forbindelse med vedtagelsen af regelsættet omkring htx er der også skabt mulighed for at oprette højere handelseksamen (hhx). Det danske undervisningsministerium skal have ansvaret for eksamensniveauet, og eksaminer skal udformes som de danske, hvilket bl.a. vil sige, at der til de skriftlige prøver anvendes dansk stillede opgaver, bortset dog fra eksaminer i dansk og grønlandsk. Den grønlandske htx skal udbydes på skoler, der i forvejen udbyder erhvervsmæssige uddannelser. Ved lovens vedtagelse var der konkrete planer om at etablere en htx-uddannelse på Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut. Skolen skal fungere som "landsskole", og der er planlagt et optag på 40 elever i 2000. 32
Med henblik på at styrke såvel forsknings- som uddannelsesniveauet, og dermed gøre det mere attraktivt dels at studere og dels at søge undervisnings- og forskningsstillinger i Grønland, ønsker Landsstyret at etablere en universitetspark i Nuuk. Indtil videre har hjemmestyret udskrevet en arkitektkonkurrence. Landsstyret har projekteret med, at parken skal opføres i tre etaper, hvoraf første etape er på i alt 7.500 m2. Den første etape skal stå færdig i 2004. Målsætningen med etablere en universitetspark er:
Det er tanken, at en række nuværende institutioner skal integreres i universitetsparken. Der er i alt set på 12 institutioner, der kan have fordel af at indgå i parken. Heraf skal 7 indgå i 1. etape. Det er:
Det forventes, at anlægsudgifterne i forbindelse med første etape af universitetsparken vil være i størrelsesordenen 150 mio. kr. I forhold til det beløb skal der dog tages hensyn til, at flere af de institutioner, der skal indgå i universitetsparken, allerede i følge landsstyret har et stort behov for udvidelse, og at der derfor under alle omstændigheder er et stort finansieringsbehov for anlægsinvesteringer på dette område i de kommende år. 33
Udover en universitetspark i Nuuk er der endvidere planer om at starte et arktisk teknologicenter i Sisimiut. Centeret skal oprettes i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, og skal udbyde det første år af en ingeniøruddannelse, mens resten gennemføres i Lyngby. Det er således meningen, at både danske og grønlandske studerende, der vil specialisere sig i arktisk teknologi, skal tage det første år af uddannelsen i Sisimiut. Centrets opgave vil desuden blive forskning i arktisk teknologianvendelse, dokumentation af viden om teknologi i Arktis, formidling af forskningsresultater og erfaringer samt forskningsbaseret kursus- og efteruddannelse. Uddannelsesaktiviteterne skal især rette sig imod teknikere, håndværkere og ingeniører, der beskæftiger sig med arktisk teknologi i dagligdagen. Endvidere er det meningen, at efteruddannelse af folkeskolelærere skal være en væsentlig aktivitet på det nye center. 34Litteraturliste til kapitel 2 Udover de nedenfor angivne kilder er hjemmesiderne på internettet for Grønlands Statistik, Grønlands Hjemmestyre og Danmarks Statistik i vid udstrækning blevet benyttet. Ligeledes er relevante lovbemærkninger blevet benyttet. Danmarks Statistik 1999. Statistisk årbog, København. Grønlands Hjemmestyre 1995. Uddannelsespolitisk Redegørelse, Nuuk. Grønlands Hjemmestyre 1999. Forslag til Landstingsfinanslov for 2000, Nuuk. Grønlands Hjemmestyre 1999. Orientering om etablering af Universitetspark, Nuuk. Grønlands Statistik. Levevilkårsundersøgelsen i Grønland, Nuuk Grønlands Statistik 1994. Rapport om skole- og erhvervsuddannelse i Grønland, Nuuk. Grønlands Statistik 1996. Rapport om den sproglige udvikling i Grønland 1984 - 1994, Nuuk Grønlands Statistik 1998. Statistisk Årbog, Nuuk Grønlands Statistik 1998. Undersøgelse af grønlandske studerendes boligforhold og økonomiske vilkår, Nuuk. Grønlands Statistik 1998:1. Uddannelse - Udviklingen inden for erhvervsuddannelserne 1987/88 - 1996/97, Nuuk. Grønlands Statistik 1999. Uddannelse - Ansøgningsstatistik 1998/99, Nuuk. Grønlands Statistik 1999. Statistisk Årbog, Nuuk. Grønlands Universitet 1999. Årsberetning 1996-1998, Nuuk. Inerisaavik 1996. Hvor godt læser eleverne?, Nuuk. KIIP 1999. Arbejdsrapport om folkeskolen, Nuuk. KIIP 1999. Redegørelse om STI-uddannelser, Nuuk. KIIP 1998. Redegørelse om Uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning, Nuuk. KIIP 1998. Folkeskolens afsluttende prøver - Prøver, evaluering, undervisning, Nuuk. Nordisk Råd 1998. Nordisk Statistisk Årbog, København. Sermitsiaq 26. november 1999, Nuuk. OECD 1998. Education at a glance, Paris. OECD 1999. Grønlands Økonomi: En strategi for fremtiden, Nuuk. Uddannelsesstøtteforvaltningen 1998. Uddannelsesstøtteforvaltningens proceduremappe 1998/99, Nuuk. Undervisningsministeriet 1997. Uddannelse på kryds og tværs 1997, København. Undervisningsministeriet 1998. Uddannelsessystemet i tal gennem 150 år, København. __________________ 12 KIIP 1999. Redegørelser om STI-uddannelser, Nuuk. 13 Der blev på handelsskolerne i henholdsvis i Nuuk og Qaqortoq optaget 63 og 54 elever i 1999 på EVU- disse elevtal er ikke inkluderet i elevtallene for STI-uddannelserne på de to skoler, jf. afsnit 2.1.3. 14 Grønlands Statistik 1999. Statistisk Årbog, Nuuk. Direktoratet for sociale Anliggender og Arbejdsmarked oplyser, at man ikke har pålidelig materiale om andelen af tilkaldt arbejdskraft i den private sektor, man at der bliver arbejdet på at forbedre statistikken på dette område. 15 OECD 1999. Grønlands Økonomi: En strategi for fremtiden, Nuuk. 16 En meget vigtig faktor bag det høje antal af embedsmænd i Hjemmestyrets administration kunne være, at flere ansatte er en måde at kompensere for manglende erfaring på. 17 OECD 1999. Grønlands Økonomi: En strategi for fremtiden, Nuuk. 18 Oplysningerne for Danmark stammer fra en skønsmæssig beregning med udgangspunkt i registerbaseret forløbsundersøgelser for årgang 1965. Se i øvrigt: Undervisningsministeriet 1998. Uddannelsessystemet i tal gennem 150 år, København. 19 KIIP 1998. Redegørelse om Uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning, Nuuk.20 Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning (KIIP) oplyser, at der endnu ikke er fortaget en validering af de data Uddannelsesstøtteforvaltningen har registreret. Det har derfor ikke været muligt at få de mest aktuelle data på andre områder end folkeskolen og GU. 21 Oplysninger for alle årene foreligger ikke.22 KIIP 1998. Redegørelse om Uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning, Nuuk. 23 Afsnittet er baseret på oplysninger fra Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor i København efteråret 1999. 24 Udover teologistudiet oprettede man i 1997 en pastoral teologisk uddannelse (præsteuddannelse) i Grønland. Uddannelsen er toårig, og har hidtil uddannet 11 præster. 25 Det er dog svært at sammenligne udgifter i henholdsvis Danmark og Grønland, da populationen er meget forskellig. De marginale udgifter ved at optage en ny studerende på Ilisimatusarfik er sandsynligvis meget lave, mens der i praksis ikke er forskel i den statslige enhedsomkostning pr. ny studerende i Danmark bl.a. pga. taxametersystemet. 26 Inerisaavik 1995. Hvor godt læser skoleeleverne?, Nuuk. 27 Kilde: Undervisningsministeriet 1998. Undervisningsministeriets Tidsskrift Uddannelse nr. 10, København.28 Kilde: Grønlands Hjemmestyre 1995. Uddannelsespolitiske Redegørelse, Nuuk. 29 KIIP 1999. Redegørelsen om STI-uddannelser, Nuuk. 30 AEB-bidragsprocenten er i forbindelse med finanslovsforslaget for 2000 hævet til 0,9 pct. 31 Kilde: KIIP 1998. Redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning, Nuuk. 32 Kilde: De almindelige bemærkninger til Forslag til lov om ændring af lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen. 33 Grønlands Hjemmestyre 1999. Orientering om etablering af Universitetspark, Nuuk. 34 Artikel i Sermitsiaq 26. november 1999, Nuuk. |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
