Afgivet af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde

BILAG 1

Ligestillingsrådet blev nedsat den 2. september 1975 og holdt sit første møde i december samme år. Beslutningen om at etablere et permanent ligestillingsorgan skal ses i sammenhæng med en række forskellige faktorer. Internationalt var der en påvirkning til at etablere statslige ligestillingsinstitutioner.1975 var FN’s kvindeår og starten på dets kvinde-tiår, og i juni 1975 afholdtes den første verdenskvindekonference i Mexico. Her blev det anbefalet, at de enkelte lande skulle oprette regeringsinstitutioner til at sikre kvinders ligestilling såsom kvindekontorer eller lignende organer (UN, 1975: 66). Dertil kom en nordisk påvirkning. De nordiske lande havde i mange år inspireret hinanden omkring lovgivning angående kvinders rettigheder, forsørgerbegrebet i lovgivningen, familiepolitik osv. I 1974 havde Nordisk Ministerrråd besluttet, at der skulle etableres kontakt mellem nordiske administratorer i ligestillingsspørgsmål. Da det danske ligestillingsråd blev nedsat, havde der eksisteret permanente ligestillingsorganer i Sverige, Norge og Finland siden 1972, og på Island var der i 1973 etableret et ligelønsråd.

Den nationale baggrund for nedsættelsen af Ligestillingsrådet var en markant tilgang af især gifte kvinder til arbejdsstyrken gennem de forudgående 10-15 år, og langt flere kvinder end tidligere gennemførte en uddannelse. I samme periode havde der været en omfattende debat om kvinders samfundsmæssige placering, kønsroller, nye familiemønstre osv. Politisk havde der været pres for ændringer i lovgivningen fra nogle af de største kvindeorganisationer, Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd, der havde eksisteret siden slutningen af forrige århundrede. Nogle af de politiske partier og især enkelte engagerede folketingspolitikere arbejdede for nye politiske initiativer. Også den nye kvindebevægelse, Rødstrømpebevægelsen, som var slået igennem i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, må siges at have spillet en rolle. Denne var dog mere indirekte i form af bevægelsens betydning for ændrede holdninger til kvinders samfundsmæssige placering og for opgøret med traditionelle kønsroller. Rødstrømpebevægelsen fik aldrig og anmodede heller ikke om egentlig repræsentation i Ligestillingsrådet.

Den konkrete anledning til Ligestillingsrådets oprettelse var et forslag fra "Kommissionen vedrørende Kvindernes Stilling i Samfundet", i daglig tale kaldet Kvindekommissionen.

Kvindekommissionen blev nedsat den 4. februar 1965 af daværende statsminister Jens Otto Krag med borgmester Edel Saunte (Socialdemokratiet) som formand. Ifølge dens kommissorium skulle den undersøge kvindernes stilling i samfundet og "på baggrund heraf komme med egnede forslag, eventuelt i form af konkrete forslag til lovgivning, med henblik på at skabe en reel ligestilling for kvinderne inden for alle områder af samfundslivet". I kommissoriet blev det påpeget, at på trods af at de to køn havde opnået ligestilling på næsten alle områder, så svarede kvindernes virkelige stilling i samfundslivet ikke fuldt ud til denne ligestilling (Betænkning nr. 715, 1974: 7).

Kommissionen havde 55 medlemmer, hvoraf hovedparten var repræsentanter fra organisationer og politiske partier, og dertil kom et mindre antal personligt udpegede medlemmer og repræsentanter fra ministerier. Ved afslutningen af komissionens arbejde i 1974 var der i ni betænkninger stillet i alt 84 forslag, og et flertal i kommissionen var blevet enige om, at oprettelse af et permanent ligestillingsorgan skulle fremsættes som kommissionens hovedforslag. Der var imidlertid ikke enighed om sammensætningen af et sådan organ. Et flertal på 16 medlemmer foreslog, at det skulle bestå af en formand og 12 medlemmer. De seks skulle indstilles af Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening og Danske Kvinders Nationalråd, som hver skulle indstille to personer. De resterende seks skulle vælges "blandt personer, der i særlig grad har deltaget i den offentlige debat om samfunds- og ligestillingsspørgsmål". Både kvinder og mænd skulle være repræsenteret i Rådet (Betænkning nr. 715, 1974: 96). Indtil det permanente organ kunne træde i funktion, blev det foreslået at oprette et tremandsorgan, hvor regeringen og arbejdsmarkedets parter hver stillede en medarbejder til rådighed. Et mindretal på 12 personer anbefalede oprettelse af et permanent ligestillingsorgan, men uden tilføjelsen om et tremandsorgan. Et mindretal på to personer foreslog, at der alene blev oprettet et tremandsorgan. Et enkelt medlem gik ind for en ombudsmand til at varetage problemer med kvinders og mænds ligestilling. Endelig var et mindretal på fire personer helt imod oprettelse af et permanent organ.

Kvindekommissionens arbejde blev diskuteret i Folketinget to gange i 1974. Første gang den 16. oktober ved Statsminister Poul Hartlings besvarelse af et spørgsmål fra Meta Ditzel (Radikale Venstre) og anden gang under en forespørgselsdebat den 28. november rejst af Socialistisk Folkeparti. Initiativtagerne til debatterne ønskede en opfølgning af Kvindekommissionens forslag, og der blev peget på, at der allerede eksisterede permanente ligestillingsorganer i de øvrige nordiske lande, ligesom der blev henvist til FN’s kvindeår (Folketingstidende 16/10 1974 og 28/11 1974).

Statsministeren anførte, at hovedparten af Kvindekommissionens 84 forslag havde ført til reaktioner, og han mente, at hovedparten af resten angik forhold, "som er statsmagten uvedkommende, eller forhold som ikke kan fremmes ved lovgivning" (Folketingstidende 28/11 1974: 2378f). I relation til forslaget om oprettelse af et permanent ligestillingsorgan hæftede han sig i begge debatter ved de mange mindretalsudtalelser og afviste umiddelbart at følge forslaget under henvisning til, at det var sendt til høring i ministerierne. Personligt udtrykte han stor skepsis over for forslaget, "fordi bureaukratiske og administrative forskrifter, papirer, dokumenter osv. måske ikke umiddelbart fremmer arbejdet for at skabe mere ligelige betingelser for de to køn" (Folketingstidende 28/11 1974: 2427). Ved afslutningen af debatten kunne der ikke konstateres flertal for oprettelse af et ligestillingsråd, idet Venstre, det Konservative Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet var imod det, mens Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti var positive over for det.

Fire måneder senere kom der regeringsskifte efter et folketingsvalg. Den efterfølgende socialdemokratiske regering under Anker Jørgensen nedsatte i september 1975 Ligestillingsrådet administrativt efter en beslutning på et ministermøde. Statsministeriets pressemeddelelse fremhævede, at ministeriernes arbejde med ligestillingsspørgsmål på denne måde kunne koordineres og effektiviseres (Statsministeriet, 1975). Dermed markerede han, at statsligt ligestillingsarbejde allerede var en realitet. I sin efterfølgende nytårstale sagde statsministeren, at FN’s kvindeår havde "tvunget os til at drøfte og tage stilling til ulighedsproblemerne". Han lagde samtidig vægt på Rådets opgave som vagthund (Ligestillingsrådet, 1977: 109).

Ligestillingsrådet blev nedsat under Statsministeriet, og frem til dets lovfæstelse i 1978 bestod dets sekretariat af personale udlånt fra forskellige ministerier. Rådet er forblevet under Statsministeriets forretningsområde, som bl.a. omfatter det ligestillingsarbejde, der skal koordineres mellem ministerierne. Derudover har de enkelte ministre ansvaret for ligestillingsarbejde inden for deres ressort.

Ved Ligestillingsrådets nedsættelse kom det til at bestå af

• En formand udpeget af regeringen
• Et medlem indstillet af Landsorganisationen i Danmark
• Et medlem indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening
• Et medlem indstillet af Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer
• Et medlem indstillet af de Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning
• Tre medlemmer indstillet af Danske Kvinders Nationalråd

Rådets medlemmer blev udpeget for perioder af fire år ad gangen.

Rådets sammensætning svarede altså i store træk til flertalsforslaget fra Kvindekommissionen, dog med den afvigelse, at det ikke rummede uafhængige eksperter.

Ligestillingsrådet blev lovfæstet i Lov nr. 164 af 12. april 1978 om Ligestillingsrådet. Ved fremsættelsen begrundede statsminister Anker Jørgensen behovet for en lovfæstelse med de administrative funktioner, som Rådet havde fået i forbindelse med Lov om Ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., som blev vedtaget ved samme lejlighed (Folketingstidende 10/1 1978: 4112). Sammensætningen af Rådet forblev den samme. Statsministeren begrundede Danske Kvinders Nationalråds repræsentation ved tre medlemmer med, at nationalrådet var en sammenslutning af 42 kvindeorganisationer, der tilsammen dækkede meget vide synspunkter, og samtidig fungerede det i mange henseender som officielt talerør for disse foreninger (Folketingstidende, 10/1 1978: 4112f)

I 1978 var der en større grad af konsensus mellem partierne om behovet for et permanent ligestillingsorgan, end der havde været i 1974. Socialdemokratiet, det Radikale Venstre, det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Centrumdemokraterne stemte for lovfæstelsen. Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti stemte imod. Retsforbundet, Venstre og Venstresocialisterne stemte hverken for eller imod.

Ligestillingsrådets sammensætning blev ændret i forbindelse med Lov nr. 238 af 20. april 1988 om Ligestilling mellem mænd og kvinder, og den erstattede den tidligere Lov om Ligestillingsrådet. De grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning udtrådte af Rådet, hvilket i bemærkningerne til lovforslaget blev begrundet med etableringen af Hjemmestyret i Grønland. Rådet blev samtidig udvidet med en repræsentant fra Dansk Kvindesamfund, som siden 1980 ikke længere var medlem af Danske Kvinders Nationalråd, samt en kvindeforsker udpeget af det øvrige råd. Dermed realiseredes planen om at inddrage uafhængige eksperter i rådsarbejdet, dog i langt mindre målestok, end man havde tænkt sig i Kvindekommissionen. Der var på dette tidspunkt en udstrakt konsensus om Ligestillingsrådet, idet alle partier stemte for forslaget bortset fra Fremskridtspartiet, som stemte imod. Socialistisk Folkeparti havde foreslået, at Akademikernes Centralorganisation blev optaget i Rådet, og Fælles Kurs foreslog, at Dansk Arbejdsgiverforening udgik, men ingen af disse forslag kunne samle flertal.

Med etableringen af Ligestillingsrådet var det første gang, at kvindeorganisationerne opnåede en mere permanent repræsentation i et statsligt organ, hvorimod arbejdsmarkedsorganisationerne var repræsenterede i en lang række organer. Der fandtes på dette tidspunkt ikke mandeorganisationer, der kunne repræsenteres, men der var en vis kønsbalance i Ligestillingsrådet, idet arbejdsmarkedsorganisationerne var meget mandsdominerede.

Ligestillingsrådet har haft fem formænd siden, det startede:

2.9.1975 - 21.1.1982 Karen Dahlerup, MF for Socialdemokratiet

21.1.1982 - 1.1.1987 Helle Degn , MF for Socialdemokratiet

1.1.1987 - 16.3.1993 Grethe Fenger Møller, MF for det Konservative Folkeparti

16.3.1993 - 31.12.1994 Anne Grete Holmsgaard, Kontorchef i DSB

11.1.1995 - Ingrid Rasmussen, MF for Socialdemokratiet

Formændene har altså med en enkelt undtagelse været folketingspolitikere. Anne Grete Holmsgaard var ved sin udpegning tidligere medlem af Folketinget for Venstresocialisterne og Socialistisk Folkeparti. Ser man på udskiftningen af formænd, fremgår det, at begyndelsen af 1990’erne blev en mere turbulent periode end den foregående med to formandsskift uden for den normale udpegningsperiode og inden for en periode af to år.

Ligestillingsrådets arbejdsopgaver blev i 1975 fastlagt som:

1. Følge udviklingen i samfundet, herunder lovgivningen, samt følge udviklingen på arbejdsmarkedet, undersøge forhold, som modvirker ligestillingen, og foreslå foranstaltninger til ændring af sådanne forhold.
2. Virke som rådgivende organ for statslige myndigheder og kommuner i spørgsmål om ligestilling mellem mænd og kvinder.
3. Fremsætte forslag til forskning vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder samt fremme oplysningsvirksomheden om ligestillingsspørgsmål, bl.a. gennem udsendelse af publikationer m.v.

Disse arbejdsopgaver blev fastholdt ved lovfæstelsen i 1978 og gjaldt frem til 1988.

Arbejdsmarkedsorganisationerne fik fra starten en særlig rolle i Ligestillingsrådets arbejde. På sit første møde nedsatte Rådet et arbejdsmarkedsudvalg bestående af formanden og repræsentanterne fra Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening. Repræsentanten fra Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer deltog, når der var sager af særlig interesse for denne organisation (Ligestillingsrådet, 1977: 2,3) og var i 1978 fast medlem af udvalget (Ligestillingsrådet, 1979). I de første år arbejdede udvalget med problemet om den høje kvindearbejdsløshed. Det udarbejdede bl.a. en redegørelse om mænds og kvinders beskæftigelse og arbejdsløshed. Den ledte til henvendelser til regeringen og flere ministerier med henblik på at rette op på kønsskævhederne (Ligestillingsrådet, 1978: 5ff.). I forbindelse med lovfæstelsen fik Rådet en forretningsorden, som blev fastsat af statsministeren. Ifølge denne skulle Ligestillingsrådets udtalelser angående "tilladelse til foranstaltninger til fremme af lige muligheder for mænd og kvinder ved afhjælpning af de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse m.v.", eller såkaldt positive særforanstaltninger, godkendes af arbejdsmarkedsudvalget. Dermed blev arbejdsmarkedsorganisationerne helt afgørende for Ligestillingsrådets udtalelser på dette område.

Med Lov om Ligestilling mellem mænd og kvinder i 1988 blev der som noget nyt formuleret en formålsbestemmelse, der kort og godt sagde, at "Lovens formål er at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder". I bemærkningerne til loven blev det præciseret, at der ved ligestilling forstås "mænds og kvinders lige integration i samfundet og ligestilling i familielivet. Bl.a. skal mænd og kvinder have lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner, det vil sige lige adgang til samfundets styrende organer, lige adgang til arbejdsmarkedet, lige muligheder for at få uddannelse og undervisning".

Ligestillingsrådets kompetence blev udvidet i forbindelse med denne lovændring, som var en opfølgning af en motiveret dagsorden vedtaget i Folketinget i januar 1987. Ifølge loven kunne Ligestillingsrådet "af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, der vedrørte lovens formål". Arbejdsmarkedets parter fik nu forpligtelse til at give oplysninger til Ligestillingsrådet og kunne straffes med bøde, hvis de nægtede det. Lovændringen indebar, at alle offentlige myndigheder blev forpligtet til at arbejde for ligestilling, herunder også kommuner og amtskommuner. Ligestillingsrådet fik også styrket sin indflydelse, da kompetencen til at give tilladelse til positive særforanstaltninger blev flyttet fra arbejdsministeren til Rådet efter høring fra de berørte ressortministre. Denne ændring var signaleret i 1988-loven og blev i 1989 indført i Ligebehandlingsloven. Med udvidelsen af Rådets kompetence fik Arbejdsmarkedsudvalget vetoret i forhold til tilladelse af positive særforanstaltninger, og formuleringerne i forretningsordenen angående udvalgets kompetence blev skrevet ind i loven. Ved en ændring af Ligestillingsloven i 1992 kunne Ligestillingsrådet inddrage særligt sagkyndige i forbindelse med behandling af konkrete ligelønssager, og det fik mulighed for besigtigelse af virksomheder.

Gennem Ligestillingsrådets historie er udviklingen altså gået fra, at Rådet ingen selvstændig kompetence havde ved starten i 1975, mod at det i 1978 fik en vis kompetence, som igen blev udvidet i 1988. I de første år lå hovedvægten i Rådets arbejde på behandling af individuelle klagesager affødt af enkeltpersoners henvendelser (Ligestillingsrådet, 1977). I perioden efter lovfæstelsen fik generelle og principielle ligestillingsspørgsmål en større vægt. I takt med vedtagelse af ligestillingslovgivningen har udtalelser i forbindelse med vurdering af brud på ligebehandlingsloven og i mindre grad ligelønsloven fået en stigende vægt i Rådets arbejde. Ligestillingsrådet har med disse udtalelser haft en væsentlig rolle i forbindelse med fastlæggelsen af praksis og fortolkning af ligestillingslovene, som dog er blevet afgjort endeligt ved domstolene.

Til illustration af udviklingen i Rådets arbejdsopgaver gives her eksempler på dagsordenspunkter på rådsmøder i 1976, 1986 og 1996.

Ligestillingsrådet fik først sit eget budget med lovfæstelsen i 1978 og har siden været på Finansloven med egen bevilling. Bevillingen steg fra 1.355.000 kr. i 1979 til 4.500.000 kr. i 1993. I forbindelse med handlingsplanarbejdet blev der bevilget særlige midler til projektarbejde, første gang i 1987, hvor der blev givet 3 millioner kr. over en treårig periode. I 1991 blev der givet 9 millioner kr. til den kommende treårige periode. I 1994 blev projektmidlerne givet som en del af det samlede driftsbudget, som i dette år var på 7.100.000 kr.

Ud over lovgivningen om Ligestillingsrådet har to andre ligestillingslove været nært forbundet med Rådets arbejde, nemlig ligelønsloven og ligebehandlingsloven. Derudover er udvalgsloven og bestyrelsesloven, der begge administreres i Statsministeriet, af relevans for ligestillingsarbejdet.

Lov nr. 32 af 4. februar 1976 om lige løn til mænd og kvinder gjaldt for områder, der ikke var dækket af overenskomster mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, for her var ligelønsprincippet gennemført i 1973. Baggrunden for loven var, at Danmark havde ratificeret ILO’s konvention om lige løn for arbejdere på det private arbejdsmarked i 1960. Den direkte anledning var et EF-direktiv af 10. februar 1975 "om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder" (75/117/EØF). Dette direktiv skal ses i sammenhæng med § 119 om ligeløn i Romtraktaten fra 1957.

Ifølge den danske lov fra 1976 skulle enhver arbejdsgiver, som havde ansat mænd og kvinder på samme arbejdsplads, give lige løn for samme arbejde. Denne formulering var ikke så vidtgående som direktivets, som talte om lige løn for samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi. Begrundelsen for formuleringen i loven var, at det var den formulering, der var benyttet i de kollektive overenskomster.

I 1983 stævnede EF-Kommissionen Danmark for mangelfuld gennemførelse af direktivet, og i 1985 blev Danmark dømt for traktatbrud af EF-domstolen. Begrundelsen var, at lovens formulering ikke var tilstrækkelig klar og præcis. Det førte til en ændring af ligelønsloven i 1986, hvor formuleringen nu blev, at der skulle ydes lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Formuleringen "på samme arbejdsplads" gled dermed også ud. Ligelønsloven blev igen ændret i 1989, hvor Ligestillingsrådets mulighed for at undersøge forhold af egen drift og sanktionsmuligheder med bøde for at undlade at give oplysninger blev indføjet i loven.

I 1992 blev loven ændret på ny, og her fik Ligestillingsrådet ret til at indhente erklæringer fra særligt sagkyndige ved behandling af konkrete sager, og der blev indført ret til virksomhedsbesøg efter aftale med virksomheden. Der blev også indført omvendt bevisbyrde i forbindelse med afskedigelse i tilknytning til ligelønssager.

Ligestillingsrådet har gennem årene haft et antal sager om brud på ligelønsloven til udtalelse; langt de fleste ligelønssager rejses via faglig voldgift.

Lov nr. 244 af 19. april 1978 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. havde baggrund i et EF-direktiv af 9. februar 1976 "om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår" (76/207/EØF). Loven forbød direkte og indirekte diskrimination på grund af køn ved ansættelse, forflyttelser og forfremmelser, dvs. forhold, der vedrørte arbejdsmarkedet. Der var altså tale om forbudslovgivning, som fik en kønsneutral udformning. Positive særforanstaltninger var kun tilladt efter at have indhentet dispensation. Ligestillingsrådet fik status som høringsinstans i forbindelse med disse dispensationer, mens den endelige afgørelse lå hos arbejdsministeren. I tilfælde, hvor det var afgørende, "at erhvervsudøveren havde et bestemt køn", lå dispensationskompetencen hos den minister, til hvis ressort den pågældende virksomhed hørte. I 1984 blev formuleringen om arbejdsgivere, "som beskæftiger mænd og kvinder på samme arbejdsplads", taget ud af loven. Det skete efter, at Kommissionen havde rejst traktatbrudssag mod Danmark. Derefter bortfaldt denne sag.

I 1989 blev der udsendt en bekendtgørelse om fritagelse for at søge dispensation for Ligebehandlingsloven i forbindelse med kortere kurser for kvinder og i stillingsannoncer, hvor kvinder blev opfordret til at søge. I 1989 blev om Lov om barselsorlov (nr. 234 af 4.juni 1980) indarbejdet i ligebehandlingsloven, og bevisbyrden ved afskedigelse i forbindelse med graviditet og barsel blev vendt, således at det nu kom til at påhvile arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelse ikke var begrundet i disse forhold. Desuden blev Ligestillingsrådets kompetence i forhold til at indhente oplysninger af egen drift og sanktionsmulighederne ved bøde indskrevet i loven. Som nævnt ovenfor fik Ligestillingsrådet nu retten til at tillade positive særforanstaltninger, men i sager, hvor det er afgørende at personen er af et bestemt køn, ligger kompetencen hos ressortministeren efter forudgående høring i Arbejdsministeriet og Ligestillingsrådet. I 1990 blev loven revideret, og retten til at placere fraværet i forbindelse med barsel blev ændret. I 1994 blev ligebehandlingsloven ændret på to områder som følge af EU-direktivet, "Tiende særdirektiv inden for rammedirektivet om arbejdsmiljø om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, lige har født eller ammer" (92/85/EØF). Ændringerne medførte, at mødre har pligt til fravær i to uger efter fødslen, og at kvindelige lønmodtagere har ret til fravær fra arbejde i forbindelse med graviditetsundersøgelser i arbejdstiden. Endelig skulle afskedigelse under barsel fremover begrundes skriftligt og fyldestgørende.

I de første år efter lovens ikrafttrædelse blev der rejst en del sager om kønsdiskriminerende annoncering, senere forenklede man proceduren og valgte kun at tage sig af grove overtrædelser. Siden 1994 har sager om kønsdiskriminerende reklame været reguleret via markedsføringsloven, som administreres af forbrugerombudsmanden. Også dispensationsbekendtgørelsen medførte reduktion af det antal sager, som blev rejst over for Ligestillingrådet. De fleste sager om Ligebehandlingsloven har drejet sig om ansættelse og afskedigelse under barsel. Efter indførelse af omvendt bevisbyrde under graviditet og barsel konstaterede Rådet en tendens til, at afskedigelserne blev flyttet til et tidspunkt efter barselsorlovens udløb, hvor der ikke gjaldt omvendt bevisbyrde (Ligestillingsrådet, 1994: 13). Når konkrete sager er blevet rejst over for Ligestillingsrådet, er de efter en kortlægning i sekretariatet blevet forelagt for Rådet, som derefter har givet en vurdering af, om der var tale om et brud på lovgivningen. Den endelige afgørelse hører under domstolene.

Lov nr. 157 af 24. april 1985 om Ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til offentlige udvalg, kommissioner o.lign., i daglig tale kaldet udvalgsloven, havde sin baggrund i længere tids diskussioner af kønssammensætningen i offentlige udvalg. Ligestillingsrådet havde efter vedtagelse på sit første rådsmøde anmodet ministerierne om oplysninger om sammensætning af råd, nævn og udvalg. De svar, man fik tilbage, viste, at kvinderne kun udgjorde 8,6 pct. af medlemmerne i offentlige råd, nævn og udvalg. Kønsskævheden var langt større end forventet, og Rådet henvendte sig derefter i juli 1976 til statsminister Anker Jørgensen, som i oktober 1976 gjorde ministerierne opmærksomme på det ønskelige i en ligelig kønsfordeling. I 1978 foretog Ligestillingsrådet en ny opgørelse, der viste, at kvindeandelen nu var på 9,2 pct., og det henvendte sig derefter på ny til statsministeren. Denne indskærpede herefter i 1981 til ministerierne, at der skulle tilstræbes en mere ligelig kønsfordeling. Samtidig blev der indført indberetningspligt til Statsministeriet inden endelig beskikkelse af udvalg. Da det fortsat ikke førte til større ændringer, blev udvalgsloven gennemført. Ifølge denne bør der så vidt muligt være en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder i disse udvalg. Inden lovens vedtagelse havde det Radikale Venstre i 1980 og flere gange i 1984 stillet tilsvarende forslag til lovgivning. Ifølge udvalgsloven skulle myndigheder og organisationer foreslå både en mand og en kvinde ved udpegning til offentlige udvalg, kommissioner o.lign. Herefter afgør den minister, til hvis ressort udvalget hører, hvem der udpeges. Sammensætningen af udvalg skal fortsat indberettes til Statsministeriet før den endelige beskikkelse. Der blev ikke tillagt Ligestillingsrådet nogen kompetence i forbindelse med denne lov.

Efter lovens gennemførelse steg kvindeandelen i råd, nævn og udvalg og især i dem, der blev etableret efter lovens ikrafttrædelse. Kvindeandelen i udvalg nedsat fra 1.7. 1985 til 31.12 1986 var således 30,7 pct., i udvalg nedsat i 1990 38,0 pct. og i udvalg nedsat i 1995 32,6 pct. (Ligestillingsrådet, 1996b, bilag 4). Kvindeandelen i samtlige råd, nævn og udvalg steg fra 15,7 pct. i 1985/86 til 27,7 pct. i 1995 (Ligestillingsrådet, 1992 og 1996). I 1996 var andelen på 27,2 pct., og dermed var der altså sket en stagnation i udviklingen mod en mere ligelig kønsrepræsentation (Ligestillingsrådet, 1997).

Der har været flere sager om udvalg, hvis kønssammensætning var meget skæv (Dahlerup, 1990; Ligestillingsrådet, 1996a: 44ff.), og i Folketinget er der stillet flere spørgsmål herom. Der har også været eksempler på, at ministre har nægtet at følge indstillinger til udvalg, fordi deres kønssammensætning var for skæv. Kontroverserne skal ses i sammenhæng med, at loven har skabt en vis modstand i organisationerne.

Lov nr. 427 af 13. juni 1990 om ligestilling mellem mænd og kvinder ved besættelse af visse bestyrelsesposter i den statslige forvaltning, i daglig tale kaldet bestyrelsesloven, udvidede principperne i udvalgsloven til også at gælde bestyrelser, repræsentantskab eller tilsvarende kollektiv ledelse. Baggrunden for loven var, at der i 1987 efter en beslutning foreslået af det Radikale Venstre blev nedsat et udvalg under Justitsministeriet, som skulle kortlægge kvinderepræsentationen i bestyrelser, hvor det offentlige havde indstillings- eller godkendelsesret. Udvalget foreslog, at lovgivningen skulle tilstræbe en ligelig kønsfordeling i disse bestyrelser. Loven kom i sidste ende kun til at gælde statslige forvaltningsmyndigheder, der ledes af en bestyrelse, repræsentantskab eller tilsvarende kollektiv ledelse. Loven bestemte, at indstillende myndigheder og organisationer både skulle foreslå mænd og kvinder på samme måde som i udvalgsloven. Ressortministrene skulle hvert tredje år indberette kønssammensætningen til Statsministeriet, dvs. altså ikke som ved udvalgsloven inden beskikkelsen af medlemmerne. Ligestillingsrådet fik ikke tillagt nogen kompetence i forbindelse med denne lov.

Ligestillingsrådet beklagede, at loven kun gjaldt statslige og ikke kommunale og amtskommunale myndigheder, ligesom det gerne så, at også private bestyrelser, hvor det offentlige har en vis indflydelse, var omfattet af loven. Rådet fandt det principielt uheldigt, at der kun var tale om en henstilling og ikke om et pålæg om en mere afbalanceret kønssammensætning (Ligestillingsrådet, 1990: 80ff.).

Kvindeandelen i de bestyrelser, som er omfattet af loven steg fra 24 pct. i 1988 til 29,2 pct. i 1994 (Ligestillingsrådet, 1991 og 1996).

Gennemførelsen af ligestillingslovgivningen og især ligelønsloven og ligebehandlingsloven med senere revisioner har altså ført til en udvidelse af Ligestillingsrådets kompetence og har præget Rådets arbejdsopgaver. Udtalelser vedrørende brud på ligeløns- og ligebehandlingsloven i konkrete tilfælde er blevet en væsentlig del af dets arbejde, og Ligestillingsrådet har dermed - især i de første år efter lovenes gennemførelse - præget implementeringen af ligestillingslovgivningen.

Tilladelse til foranstaltninger til fremme af lige muligheder for mænd og kvinder ved afhjælpning af de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse m.v.", eller såkaldt positive særforanstaltninger er et emne, der ofte giver anledning til en omfattende debat. Som anført ovenfor kan dette ligestillingsinstrument kun bruges efter indhentning af dispensation, bort set fra de tilfælde, hvor det er tilladt i henhold til bekendtgørelse, som f.eks. kortere kurser for kvinder og opfordringer til kvinder om at søge i stillingsannoncer.

Positive særforanstaltninger efter dispensation er især blevet anvendt i forbindelse med arbejdsmarkedsrelaterede kurser, stillingsannoncer og ved ansættelser og forfremmelser. Ved positive særforanstaltninger relateret til forfremmelser og ansættelser kan benyttes forskellige instrumenter. Ved radikal kønskvotering, foretrækkes det underrepræsenterede køn, hvis nogle minimumskvalifikationer opfyldes, og ved moderat kønskvotering foretrækkes det underrepræsenterede køn ved lige kvalifikationer. Ved øremærkning forstås foranstaltninger eller stillinger, der på forhånd er afsat til det underrepræsenterede køn. I den offentlige debat diskuteres positive særforanstaltninger ofte under ét under betegnelsen kønskvotering, således at disse tre instrumenter ofte blandes sammen.

Radikal kønskvotering har aldrig været anvendt i Danmark, mens blød kønskvotering har været forsøgt. Øremærkning er f.eks. sket i forbindelse med besættelse af forskningsstipendier for unge forskere på naturvidenskabelige uddannelser på universiteterne.

Positive særforanstaltninger var i ligebehandlingslovens første år næsten udelukkende rettet mod kvinder, men i de senere år er det blevet mere udbredt at benytte dette instrument for mænd. I 1996 blev der givet 12 dispensationer til positive særforanstaltninger. I seks tilfælde var der tale om særforanstaltninger til mænd og i fem til kvinder, mens en dispensation både drejede sig om mænd og kvinder (Ligestillingsrådet, 1997: 60-71).

Inspirationen til det danske handlingsplanarbejde kom fra FN’s kvindekonference i Nairobi i 1985, hvor der blev vedtaget et dokument om fremadrettede strategier frem til år 2000, som bl.a. pegede på gennemførelse af handlingsplaner. Desuden var man inspireret af de nordiske lande, hvor man havde vedtaget handlingsplaner i Sverige i 1979, i Finland i 1980 og i Norge i 1981 (Haavio-Mannilia, 1983: 224ff.). I Danmark stillede Socialistisk Folkeparti forslag om handlingsplaner to gange i 1978, men først i forbindelse med en forespørgselsdebat i januar 1985 var der flertal for det. Forespørgselen var rejst af kvindelige politikere fra Socialdemokratiet, Konservativt Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Centrumdemokraterne, Venstresocialisterne og Kristeligt Folkeparti. Debatten mundede ud i en næsten enstemmig vedtagelse af en motiveret dagsorden, der bl.a. konkluderede, at der i Danmark burde udarbejdes en handlingsplan, "Således at der kan iværksættes kampagner, der sikrer kvinder lige muligheder overalt i samfundet" (Folketingstidende 17/1 1985: 4349), og i november 1985 blev regeringen efter en ny forespørgselsdebat og vedtagelsen af en motiveret dagsorden pålagt at fremlægge en national handlingsplan inden den 1. januar 1987. Derefter blev der nedsat et udvalg med forhenværende arbejdsminister Grethe Fenger Møller som formand, og statsminister Poul Schlüter fremlagde derefter i december 1986 regeringens første handlingsplan. Denne blev debatteret i Folketinget i januar 1987. Her blev der vedtaget en motiveret dagsorden med alle partiers stemmer mod Fremskridstpartiets. Den opfordrede regeringen til at fortsætte handlingsplanarbejdet, som ministerierne årligt skulle afrapportere til Ligestillingsrådet. Regeringen skulle præsentere de opnåede resultater for Folketinget senest i 1990. Desuden opfordredes statsministeren til at nedsætte et udvalg til at følge det internationale handlingsplanarbejde, og endelig skulle Ligestillingsrådet styrkes med ressourcer og kompetence til at behandle sager om lige løn og lige behandling (Folketingstidende 20/1 1987: 5593).

Handlingsplanarbejdet kom i de følgende år til at fortsætte på den måde, at ministerierne udarbejdede årlige redegørelser, som Ligestillingsrådet evaluerede for treårige perioder ad gangen. Indtil nu er det sket for perioderne 1987-90 (Andersen og Carlsen, 1991), 1991-93 (Ligestillingsrådet, 1993b), 1994-96 (Ligestillingsrådet, 1996b), og derefter er evalueringerne fremlagt til debat i Folketinget. Indimellem debatterne har der også været stillet spørgsmål til ministre angående ministeriernes handlingsplanarbejde.

Ved den første handlingsplanrunde blev der udpeget tre indsatsområder: opkvalificering af kontorfunktionærer, kvinders andel af det ledende personale og sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Disse indsatsområder blev fortsat i anden runde sammen med ligeløn.

Ved Folketingets behandling af første runde i februar 1991 blev der vedtaget en dagsorden, som lagde op til en fortsættelse af handlingsplanarbejdet og af Ligestillingsrådets projekt- og formidlingsarbejde. Det blev besluttet, at der i det konkrete handlingsplaner skulle udarbejdes måltal og årstal for ligestillingen i statens ligestillingspolitik. Det blev også vedtaget at intensivere ligelønsbestræbelserne og fremlægge strategier, som skulle sikre bedre mod afskedigelse af gravide (Folketingstidende 21/2 1991: 2234). Denne dagsorden blev vedtaget af alle partier mod Fremskridtspartiets.

Ligestillingsrådets opsamling af 2. handlingsplanrunde i 1993 viste, at flertallet af ministerier ikke havde levet op til Folketingets dagsorden om at udarbejde handlingsplaner med måltal og årstal. Rådet vurderede, at der var eksempler på flot og seriøst arbejde, men at de var få. De fleste steder var arbejdet gået for langsomt, og i et flertal af ministerierne havde det været tillagt ringe vægt (Ligestillingsrådet 1993b). Under Folketingets behandling af evalueringen af 2. handlingsplanrunde i april 1994 konstaterede man, at resultaterne generelt var beskedne, og derfor opfordredes regeringen til at sikre, at de statslige institutioner, der endnu ikke havde udarbejdet handlingsplaner, skulle få gjort det snarest. Der skulle optages forhandlinger med kommuner og amtskommuner for at fremme ligestillingen på deres arbejdspladser. Handlingsplanerne skulle som et minimum indeholde måltal og konkrete tiltag for at bedre balancen mellem arbejdsliv og familieliv for begge køn og mål for en mere balanceret kønsfordeling i ledergruppen. Inden udgangen af 1995 skulle der udarbejdes forslag, der kunne fremme fædres anvendelse af orlovsordninger. Endelig skulle Statsministeriet årligt og første gang i 1995 udarbejde en oversigt over ministeriernes øvrige initiativer til fremme af ligestillingen (Folketingstidende 28/4 1994: 10223). Folketingets dagsorden blev vedtaget af alle partier, bort set fra Fremskridtspartiet som stemte imod og venstre, som stemte ved ikke.

Med henblik på at hjælpe offentlige og private virksomheder med at sætte målrettet ligestillingsarbejde i gang, oprettede Ligestillingsrådet i 1994 en rådgivningstjeneste. Rådgivningstjenesten indsamler dokumentation om erfaringer med dette arbejde og har sat nogle pilotprojekter i gang.

Inddragelsen af kommunerne i handlingsplanarbejdet førte i 1995 til, at der blev indført en bestemmelse i den kommunale styrelseslov om, at kommunalbestyrelsen mindst hvert andet år skal redegøre for kommunens ligestillingspolitik, den kønsmæssige fordeling i de enkelte stillingskategorier samt andre forhold af betydning for kommunens indsats på ligestillingsområdet (Lov nr. 380 1995 om ændring af de kommunale styrelseslove m.v.).

I forbindelse med Ligestillingsrådets opsummering af den 3. handlingsplanrunde konstaterede formanden Ingrid Rasmussen, at arbejdet går fremad, men at kun knap halvdelen af ministerierne fastsætter måltal for ligestillingsarbejdet. Insatsen for at skabe bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv i ledergruppen betegnes som moderat (Ligestillingsrådet, 1996b). Den 3. runde har endnu ikke været til behandling i Folketinget.

Handlingsplanarbejdet har udvidet Ligestillingsrådets arbejdsområde, idet Rådet har fået ansvar for koordinering og evaluering af det. Desuden har der været en del afsmitning fra Folketingets debatter om handlingsplanarbejdet til de lovrevisioner, som er omtalt i det foregående afsnit. De statslige institutioners indsats har langt fra opfyldt Folketingets beslutninger om planer og måltal for handlingsplanarbejde, men det har haft bevidstgørende betydning i forhold til ligestilling, især inden for den statslige sektor.

Politisk har der været en stor opbakning til ligestillingspolitikken, især i midten af det politiske spektrum. Det fremgår af figuren, at der i 1980’erne var bred tilslutning blandt de politiske partier til udvidelsen af Rådets kompetence og arbejdsopgaver og til gennemførelsen af ligestillingslovgivningen og handlingsplanarbejdet. Opbakningen nåede et foreløbigt kulminationspunkt omkring vedtagelsen og opfølgningen af handlingsplanarbejdet fra midten af 1980’erne og med vedtagelsen af Lov om ligestilling i 1988. Den fulgte efter vedtagelsen af en række motiverede dagsordner.

Vurderet i forhold til hele perioden har opbakningen omkring ligestillingspolitikken og Ligestillingsrådet været størst i midten af dansk politik, idet Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har stemt for alle ligestillingsbeslutninger. Konservative og Centrumdemokraterne har stemt for alle væsentlige beslutninger, og det gælder også Venstre og Kristeligt Folkeparti med få undtagelser. Tilslutningen har været mindst hos Fremskridtspartiet (og Dansk Folkeparti), som ikke har stemt for nogen af forslagene. På venstrefløjen har partier undertiden undladt at stemme, fordi forslagene ikke var vidtgående nok.

Bemærkninger: Partigrupper på 1 person er ikke medtaget.

* Ingen afstemning
** Motiveret dagsorden
+ Stemte for
÷ Stemte imod
? Stemte hverken for eller imod
Grå skravering Ikke i Folketinget

Ligestillingsrådet har gennem årene deltaget i kommissioner og udvalg, der forberedte ny lovgivning, og forslag til ny lovgivning, herunder EF/EU-direktiver har været til høring i Rådet. Inddragelsen af Ligestillingsrådet er dog ikke sket systematisk.

I dette afsnit beskrives Ligestillingsrådet opgaver i forbindelse med internationalt ligestillingsarbejde, som siden Rådets etablering har været en væsentlig arbejdsopgave.

Samarbejdet i Nordisk Ministerråd. startede uformelt med en kontaktgruppe i 1974, hvor Ligestillingsrådet deltog. I 1978 blev den gjort permanent og fik i 1989 navnet Nordisk Embedsmandskomite for Ligestillingsspørgsmål. Nordisk Ministerråd har igangsat en del projekter og har også støttet en del forskning om køn og ligestilling. Nordisk Ministerråd har vedtaget to handlingsplaner for ligestilling, den første for perioden 1989-1993 og den anden for 1995-2000. I 1988 og 1994 blev der afholdt nordiske kvindekonferencer med titlen NORDISK FORUM.

I FN har Ligestillingsrådet varetaget en række opgaver for regeringen. Ligestillingsrådet har været medlem af den danske delegation ved møderne i FNs kvindekommision, som blev nedsat i 1947. Fra 1976-1979 var Ligestillingsrådets formand, Karen Dahlerup, medlem af denne kommission. FN-arbejdet har i øvrigt især samlet sig om kvindekonferencerne i Mexico 1975, i København i 1980, i Nairobi i 1985 og i Beijing i 1995. FN-konferencerne er vigtige i forbindelse med forberedelse og opfølgning af de resolutioner, der vedtages. En væsentlig aftale er konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, CEDAW konventionen, som Danmark underskrev i 1980. Ligestillingsrådets formand, Grethe Fenger Møller, var medlem af overvågningskomiteen for gennemførelsen af denne konvention fra 1989 til 1992.

EF/EU koordineringen af ligestillingen er vokset betydeligt siden Ligestillingsrådets start. I begyndelsen var der kun tale om deltagelse i møder eller konferencer, men i 1980 nedsatte EF-Kommissionen et rådgivende udvalg for ligestilling mellem mænd og kvinder, som blev gjort permanent i 1982, og Ligestillingsrådet har været permanent repræsenteret her. Udvalget er placeret under generaldirektorat V for beskæftigelse, arbejdsmarkedsrelationer og sociale anliggender, og det rådgiver EU-Kommissionen om dens politik på området. I 1994 var Ligestillingsrådets formand, Anne Grete Holmsgaard, formand for dette udvalg. I januar 1996 blev der oprettet et nyt rådgivende udvalg, hvor der både er regeringsrepræsentanter og repræsentanter for de nationale ligestillingsråd. I dette udvalg er der således nu både en repræsentant fra Statsministeriet og fra Ligestillingsrådet. Arbejdet i udvalget har været knyttet til forberedelse og gennemførelse af EF/EU’s handlingsprogrammer for ligestilling, I: 1982-85, II: 1986-90 og III: 1991-95. I 1996 blev der nedsat et overvågningsudvalg, som tager sig af gennemførelsen af det igangværende IV. handlingsprogram, som løber fra 1996-2000. Ligestillingsrådet er også repræsenteret i dette udvalg.

Ud over dette har Ligestillingsrådet deltaget i ligestillingsarbejde i OECD og ILO.

I Europarådet blev der nedsat et ad hoc udvalg for ligestilling i 1982, og der blev etableret en ligestillingskomite, som i 1991 blev omdannet til en styringskomite med større kompetence, f.eks. til at nedsætte arbejdsgrupper.

Det internationale ligestillingsarbejde i Danmark følges af et udvalg, Det Internationale Ligestillingsudvalg", som blev nedsat af statsministeren i 1987 som opfølgning på en motiveret dagsorden. Medlemmer af udvalget er folketingspolitikere, repræsentanter fra kvindeorganisationerne, Udenrigsministeriet, Statsministeriet, Ligestillingsrådet og siden 1994 også Arbejdsministeriet. Frem til juni 1988 havde udvalget Lone Dybkjær som formand og dernæst til september 1996 Kirsten Lee. I december 1996 blev Elisabeth Arnold formand. Alle tre er nuværende eller tidligere folketingsrepræsentanter fra det Radikale Venstre. Sekretariatsfunktionen var først placeret i Statsministeriet, og siden begyndelsen af 1992 i Udenrigsministeriet.

I årenes løb har Ligestillingsrådet nedsat en række ad hoc udvalg. Eksempler herpå er:

• Udvalget vedrørende medhjælpende ægtefæller nedsat i 1977
• Udvalget vedrørende ugifte fædre nedsat i 1977
• Fællesudvalg med Børnekommissionen angående barselsorlov, 1977
• Ligeløn (statistik, løndannelse og juridiske aspekter) nedsat i 1991
• Idegruppe om mænd nedsat i 1994

I disse udvalg har der været inddraget personer fra Ligestillingsrådet, dets sekretariat og udefrakommende personer.

Ligestillingsrådet har publiceret en lang række rapporter, pjecer og bøger. Til de tilbagevendende publikationer hører Rådets årsberetninger og siden 1981 nyhedsbrevet Lige Nu, som er udkommet fire gange årligt. Ligestillingsrådet har publiceret en række konferencerapporter, pjecer, arbejdspapirer og bøger.

Eksempler på emner, som har været berørt i pjecer og arbejdspapirer, er ligeløn, ligebehandling, medhjælpende ægtefæller, skattemæssig ligestilling, arbejdsdelingen i hjemmet, skattemæssig ligestilling, kvinderepræsentation i offentlige udvalg og i Folketinget, børnepasning, deltid, barselsorlov og ligestillingsudvalg.

Eksempler på emner, som har været behandlet i bøger udgivet af Ligestillingsrådet, er ligestilling i folkeskolen, køn og ledelse, ligeløn, handlingsplanarbejdet og arbejdsliv og familieliv.

Rådet har i forbindelse med sine årsberetninger offentliggjort tal om mænd og kvinder i familie, på arbejdsmarkedet, i uddannelse, i beslutningsprocesser mv. I 1995 blev tilgængelig statistik til belysning af ligheder og uligheder mellem mænd og kvinder udsendt i publikationen "Kvinder og mænd". Det skete i et samarbejde mellem Arbejdsmarkedsstyrelsen, Danmarks Statistik og Ligestillingsrådet (1995).

Bogpublikationerne afspejler, at Ligestillingsrådet især fra midten af 1980’erne er indgået i samarbejde med forskere.

Udviklingen i Ligestillingsrådets arbejde er især gennem 1980’erne gået mod mere kompetence og andre og flere arbejdsopgaver. Dynamikken i denne udvikling har haft en international komponent, hvor opfølgningen af FN’s verdenskvindekonferencer har haft tydelige effekter, og hvor også samarbejdet på nordisk plan og i EF/EU har haft en klar afsmitning. Nationalt har der været en sammenhæng mellem ændringerne i Rådets arbejde og debatterne om handlingsplanarbejdet i Folketinget samt vedtagelse af nye ligestillingslove og lovrevisioner i samme periode. Der har været bred politisk konsensus om ligestillingsarbejdet; især gennem 1980’erne.

Andersen, Agnete og Søren Carlsen (1991), Godt begyndt …Ligestillingsrapport om arbejdet med regeringens handlingsplan for ligestilling 1987-1990 , Viborg: Ligestillingsrådet.

Andersen, Agnete, Ruth Nielsen, Kirsten Precht, (1996), Ligestillingslovene, Randers: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, Danmarks Statistik, Ligestillingsrådet (1995), Kvinder og mænd, København.

Betænkning 715 (1974), Betænkning vedrørende kvindernes stilling i samfundet, København: Kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet.

Ligestillingsrådet, Lige Nu, diverse numre og årgange.

BILAG 2

LIGESTILLINGSRÅDETS ARBEJDE

Sekretariatet
24. februar 1997

Ligestillingsrådets organisering

Ligestillingsrådets opgaver og sammensætning er fastlagt i lov om ligestilling mellem mænd og kvinder (lov nr. 238 af 20. april 1988, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992). Ligestillingsrådet består af en formand, der udpeges af statsministeren, og 8 medlemmer, der beskikkes af statsministeren. 3 medlemmer repræsenterer henholdsvis LO, DA og FTF, 1 medlem repræsenterer Dansk Kvindesamfund, 3 medlemmer repræsenterer Danske Kvinders Nationalråd og 1 medlem repræsenterer kvindeforskningen. Formanden og medlemmerne vælges for 4 år ad gangen. Det nuværende Råd er beskikket for perioden 1.1.1995 - 31.12.1998.

Ifølge ligestillingsloven har Ligestillingsrådet til opgave at fremme ligestillingen og kan af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, der vedrører lovens formål. Loven fastlægger også Rådets funktion i relation til ligeløns- og ligebehandlingsloven, og bestemmer, at statsministeren kan henlægge yderligere opgaver til Rådet.

Ligestillingsrådets sekretariat er en institution under Statsministeriet. Sekretariatschefen er ansat som tjenestemand i staten med Statsministeriet som ansættelsesområde. Sekretariatets øvrige medarbejdere er ansat på overenskomstvilkår i Ligestillingsrådets sekretariat. Der er i sekretariatet ansat 6 AC’ere, 5 HK’ere, 1 elev og 1 studentermedhjælper. Herudover anvendes i et vist omfang eksterne projektmedarbejdere.

Ligestillingsrådet er optaget på Finansloven med et årligt budget på 7,3 mill. kr., heraf 4,4 mill. kr. til personale. Der er således 2,9 mill. kr. til rådighed til sekretariatets drift. Af dette beløb er ca. 1 mill. kr. normalt til rådighed til formidlende og debatskabende aktiviteter, inkl. udgifterne til bladet LIGE NU og udgivelse af Rådets årsberetning.

Udover de opgaver, der følger direkte af ligestillingsloven, varetager Ligestillingsrådets sekretariat en række styrelseslignende opgaver i relation til ligestilling. Sekretariatet yder f.eks. sekretariatsbistand til Statsministeriet ved udarbejdelse af udkast til svar på folketingsspørgsmål og henvendelser fra borgere vedrørende ligestilling samt udarbejder taleudkast og notater til brug for Statsministeriets (regeringens) stillingtagen f.eks. til ligestilling i EU-traktaten, der for tiden drøftes på EU's regeringskonference.

Herudover forventes Rådet (og dermed også sekretariatet) - qua dets funktion som et organ, der skal fremme ligestilling - at udøve en aktiv debatskabende funktion, der i et vist omfang går ud over det, der normalt forventes af en statslig styrelse. Da ligestilling kan relateres til stort set alle forhold i samfundet, er der tale om en meget kompleks opgavesammensætning, som forudsætter et råd og et sekretariat, som har en meget bred indsigt.

Ligestillingsrådet med tilhørende sekretariat adskiller sig således fra andre statsinstitutioner ved på den ene side at have styrelseslignende funktioner, underlagt Statsministeriet og på den anden side at være et af regeringen uafhængigt Råd.

Ombudsfunktionen betegner først og fremmest den del af Ligestillingsrådets arbejde der består i "administration" af ligestillingslovene (rådsudtalelser, dispensationer m.v. i henhold til ligebehandlings- og ligelønsloven), men anvendes i denne redegørelse også om andre opgaver, der forudsætter juridisk/administrativ baggrund. Der vil naturligvis ikke kunne gennemføres en fuldstændig klar skillelinje mellem de forskellige funktioner. Således vil en formidlingsopgave, f.eks. vedrørende pensionsspørgsmålet eller forældreorlov, kræve indsigt i den relevante lovgivning på området. Der er i vid udstrækning - når man ser bort fra de snævre "ombudssager" - tale om opgaver, der forudsætter samarbejde mellem personale med forskellig uddannelsesmæssig baggrund.

Ligestillingsrådets udtalelser i sager efter ligebehandlingsloven og ligelønsloven er ikke bindende for parterne, men de danner ofte grundlag for indgåelse af forlig eller for indbringelse af sagerne for domstolene eller en faglig voldgiftsret, ligesom Ligestillingsrådets udtalelse ofte vil have betydning for statsamtets afgørelse om fri proces.

Reglerne, som danner grundlag for den konkrete sagsbehandling i Ligestillingsrådet findes således i ligelønsloven og ligebehandlingsloven. Sådanne sager starter normalt ved en skriftlig eller telefonisk henvendelse til Ligestillingsrådets sekretariat og henvendelserne kommer både fra privatpersoner, advokater og faglige organisationer. Undertiden tager Rådet selv initiativ til at undersøge en sag, der har været rejst i offentligheden. Et eksempel herpå er en undersøgelse af Jysk Rengørings Selskabs praksis overfor medarbejdere, der udnytter deres ret til barsels- og forældreorlov. Undersøgelsen blev iværksat, fordi selskabets direktør havde udtalt sig kritisk om mandlige medarbejdere, der gør brug af deres ret til orlov. Rådet afgør selv, om en henvendelse skal give anledning til undersøgelse.

Til illustration kan det oplyses, at Ligestillingsrådet i 1995 og 1996 har modtaget henholdsvis ca. 85 og 100 henvendelser om konkrete sager i henhold til de 2 love.

Ligelønsloven er begrænset til de områder, hvor ligeløn ikke er overenskomstsikret. Det er således et hovedprincip for loven, at den ikke griber ind i eller overlapper det eksisterende arbejdsretlige system. Lovens § 1 fastsætter, at der ikke på grund af køn må finde lønsmæssig forskelsbehandling sted - enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Ligestillingsrådet påser i henhold til loven, at der ikke sker en lønmæssig forskelsbehandling. Efter lovens § 5 a kan Ligestillingsrådet af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, der vedrører loven. Arbejdsgivere, lønmodtagere og disses organisationer har pligt til at afgive de oplysninger, som har betydning for Ligestillingsrådet i forbindelse med undersøgelse af sagen. Ligestillingsrådet kan i disse sager afgive en udtalelse indeholdende Rådets vurdering i relation til den konkrete sags omstændigheder. Rådets udtalelser har alene vejledende karakter, idet den endelige afgørelse henhører under domstolene eller faglig voldgift.

Ligestillingsrådet har i perioden fra 1990 til 1996 afgivet udtalelse i 17 ligelønssager. Disse sager fordeler sig således:

Ligebehandlingsloven er overvejende en arbejdsretlig lov, dvs. den handler om udøvelse af arbejdsgiverens ledelsesret (ved ansættelse, forfremmelse, afskedigelse mv.) samt om indgåelse af kollektive overenskomster og individuelle ansættelsesaftaler. Lovens § 1, stk. 1, definerer ligebehandling som det forhold, at der ikke finder forskelsbehandling sted pga køn - dette forbud omfatter såvel den direkte som den indirekte forskelsbehandling, f.eks. med henvisning til graviditet, ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

Ligestillingsrådet påser i henhold til loven, at der ikke sker forskelsbehandling mellem kvinder og mænd. Denne forpligtelse omfatter således ret så mange forhold - såsom ansættelser, forflyttelser, erhvervsmæssig videreuddannelse, arbejdsvilkår, annoncering, graviditet, barsel og adoption. Ligestillingsrådet kan, som det er tilfældet i henhold til ligelønsloven, af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, der vedrører loven - dette følger af ligebehandlingslovens § 18. Rådet kan ligeledes på dette område kun afgive uforbindende udtalelser.

Ligestillingsrådet har i perioden fra 1990 til 1996 afgivet udtalelse i 95 sager om ligebehandling. Disse sager fordeler sig således:

Efter ligebehandlingslovens § 13 har Ligestillingsrådet kompetence til at træffe afgørelse med bindende virkning for parterne. § 13, stk. 2 vedrører tilfælde, hvor der gives det ene køn fortrinsstilling med henblik på at afhjælpe de faktiske uligheder, som eksisterer på lovens område. Bestemmelsen giver Ligestillingsrådet mulighed for at fravige ligebehandlingslovens bestemmelser og tillade positiv særbehandling med henblik på at fremme lige muligheder for kvinder og mænd. Inden der meddeles dispensation, skal der indhentes en udtalelse fra det ministerium, hvorunder spørgsmålet hører. Udtalelsen er ikke bindende for Ligestillingsrådet. En tilladelse forudsætter endvidere tilslutning fra arbejdsmarkedets parter i Ligestillingsrådet, der således er tillagt vetoret på dette område, jfr. herved § 13, stk. 3.

§ 13, stk. 1, vedrører tilfælde, hvor arbejdets udførelse stiller krav om, at udøveren er af et bestemt køn. I disse tilfælde har det pågældende ressortministerium kompetencen til at meddele dispensation fra ligebehandlingsloven efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren og Ligestillingsrådet.

Ligestillingsrådet har i perioden fra 1990 til 1996 truffet afgørelse i 47 dispensationssager. Disse sager fordeler sig således:

Som nævnt ovenfor indledes sådanne sager normalt ved, at en part henvender sig til Ligestillingsrådets sekretariat med en angivelse af sagens tema. Det er herefter sagsbehandlerens opgave at vurdere, om der er tale om en sag, der kan henføres under ligeløns- eller ligebehandlingsloven og som sådan underlagt Ligestillingsrådets kompetence. Adskillige sager sorteres fra allerede ved sagens start eller senere under sagsforløbet, når det bliver klart, at der ikke er tale om ligestillingsspørgsmål, eller der er tale om problemstillinger, som Rådet ikke kan tage stilling til. Sekretariatet henviser i sådanne sager parterne til andre instanser eller henviser sagen til anden behandling af Ligestillingsrådet, f.eks. i form af en henvendelse til en offentlig myndighed, udarbejdelse af en artikel til en avis osv. Dette gør sig gældende, hvis der er tale om problemstillinger af principiel ligestillingsmæssig interesse - omfattet af Ligestillingsrådets generelle forpligtelse til at fremme ligestillingen.

Enkelte juridiske sager vil endvidere kunne færdigbehandles på sekretariatsniveau. Dette vil f.eks. være tilfældet i sager, hvor det omstridte forhold mellem parterne er, om sagen overhovedet indeholder et ligestillingsaspekt, eller hvor der er tvivl om enkelte bestemmelsers rækkevidde.

Fører den indledende vurdering til, at sagen vedrører forhold, som er omfattet af Ligestillingsrådets kompetence, indleder sekretariatet en sagsbehandling med henblik på at oplyse sagen tilstrækkeligt. Sekretariatet er her underlagt forvaltningslovens regler om partshøring, kontradiktion og aktindsigt. Den videre behandling vil således normalt omfatte et antal partshøringer med henblik på at få afdækket sagens eksakte problemstilling og relevante forhold, der skal tages i betragtning ved den endelige vurdering af sagen.

Når det vurderes, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, udarbejder sekretariatet en indstilling til Ligestillingsrådet med et forslag til en udtalelse. Rådets stillingtagen til denne udtalelse vil normalt finde sted på et møde, men der er efter Ligestillingsrådets forretningsorden også mulighed for at foretage en skriftlig høring af Ligestillingsrådets medlemmer, hvis formanden for Rådet finder det hensigtsmæssigt.

Den endelige udtalelse vil herefter blive tilsendt parterne, og sagen er herefter afsluttet fra Ligestillingsrådets side.

Udtalelsen udformes således, at det klart fremgår, at den er vejledende, og indeholder som oftest udtryk, som "Ligestillingsrådet finder/finder ikke, at ligebehandlings- eller ligelønsloven er overtrådt". Herudover oplyses det, at en endelig afgørelse henhører under domstolene. Udtalelserne indeholder som begrundelse for Ligestillingsrådets konklusion en række præmisser, hvoraf det fremgår, hvad der har været det afgørende for sagens udfald.

Ligestillingsrådet modtager mange skriftlige og telefoniske henvendelser, som vedrører problemer, der ikke umiddelbart er omfattet af Ligestillingsrådets kompetence i henhold til ligeløns- og ligebehandlingsloven, men som alligevel indeholder elementer af ligestilling og som fører til, at Ligestillingsrådet behandler sagen. Rådet kan således tænkes at iværksætte undersøgelser på et givet området, stille spørgsmål til den pågældende minister, rette henvendelse til den pågældende myndighed og deltage aktivt i debatten på området.

Som eksempel herpå modtager Ligestillingsrådet ofte henvendelser fra kvinder, som ved henvendelse til en offentlig myndighed er blevet anmodet om at oplyse deres ægtefælles personnummer. I sådanne tilfælde vejleder Ligestillingsrådets sekretariat de pågældende om retsstillingen på området og retter henvendelse til den pågældende offentlige myndighed. Herudover har Ligestillingsrådet på baggrund af flere henvendelser gjort indenrigsministeren opmærksom på problemet, hvilket har ført til, at indenrigsministeren har indskærpet reglerne overfor kommunerne.

Et andet eksempel er klager over reklamer, som anses for kønsdiskriminerende. I den forbindelse vejleder sekretariatet de pågældende om at rette henvendelse til Forbrugerombudsmanden. Herudover følger Ligestillingsrådet udviklingen på området og samler løbende materialet som et slags visdomskartotek med henblik på eventuelt at starte en debat om emnet.

På familieretsområdet har Ligestillingsrådet både fulgt og deltaget i debatten, dels i form af artikler vedr. forældremyndighed og faderskab, dels i form af interviews i af radio og TV. Ligestillingsrådet har endvidere rettet henvendelse til de relevante myndigheder vedrørende problemer af særlig ligestillingsmæssig interesse.

Ligestillingsrådet bliver endelig hørt over lovforslag, som kan have en ligestillingsmæssig problemstilling, ligesom Rådet undertiden også har deltaget i lovforberedende udvalgsarbejde, senest i forbindelse med ændringer i familierets- og værnepligtslovgivningen..

Baggrunden for regeringens 1. handlingsplan for ligestilling, der blev fremlagt i Folketinget i december 1986, var vedtagelsen på verdenskvindekonferencen i Nairobi af Nairobidokumentet om fremadrettede strategier frem til år 2000.

Folketinget vedtog den 26. November 1985 en dagsorden, hvor regeringen bl.a. blev opfordret til at udarbejde og fremlægge en national handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd inden 1. Januar 1987 med fastlagte mål, økonomiske rammer og aktiviteter for den nationale indsats. Til opfyldelse af dagsordenen. blev der nedsat et udvalg med Ligestillingsrådets daværende formand som formand og Ligestillingsrådets sekretariat som sekretariat. Som led i udvalgsarbejde blev indhentet bidrag fra alle ministerier, som dannede grundlag for udarbejdelse af en handlingsplan for ligestilling, der blev godkendt af regeringen i december 1986.

Planen blev behandlet i Folketinget i januar 1987 og det blev besluttet, at handlingsplanarbejdet skulle fortsættes, og at resultaterne af arbejdet skulle rapporteres til Folketinget i 1990.

Ligestillingsrådets sekretariat fulgte denne proces gennem indsamling af rapporter fra ministerierne og gennem møder med alle ministerier og styrelser. Resultaterne af den 1. handlingsplanperiode blev evalueret i Ligestillingsrådets rapport "Godt begyndt". I rapporten blev især peget på følgende områder som vigtige i det kommende ligestillingsarbejde i ministerierne:

- opstilling af konkrete målsætninger på det personalepolitiske område

- sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv

- opkvalificering af kontorfunktionærer og

- kvinder og ledelse

I februar 1991 drøftede Folketinget resultaterne af regeringens handlingsplan 1987-1990 og Ligestillingsrådets evaluering i "Godt begyndt". Debatten viste, at der i Folketinget på tværs af partiskel var stor opbakning bag ligestillingsarbejdet, og det blev besluttet, at handlingsplanarbejdet skulle fortsætte.

Af folketingsbeslutningen fremgik blandt andet, at der årligt skal rapporteres til Ligestillingsrådet, at der skal udarbejdes konkrete handlingsplaner med måltal, at bestræbelserne for at sikre ligeløn skulle intensiveres og at der skulle fremlægges strategier, som sikrer bedre mod afskedigelse af gravide.

I forlængelse af denne dagsorden opfordrede Ligestillingsrådet de offentlige arbejdspladser til at igangsætte særlige initiativer til fremme af ligestillingen i personalepolitikken. Opfordringen blev fulgt op af tilbud om rådgivning, afholdelse af kurser og udsendelse af vejledning i udarbejdelse af handlingsplaner for ligestilling.

I november 1993 forelå Ligestillingsrådets evaluering af den 2. handlingsplanperiode 1991-93 med rapporten "Vejen videre". Til brug for evalueringen havde Ligestillingsrådet indkaldt rapporter fra alle statsinstitutioner, amter og kommuner. Ligestillingsrådet anbefalede at ligestillingsindsatsen ikke afgrænses til personalepolitikken men også styrkes og synliggøres i ministeriernes udadvendte politik. Rådet anbefalede derfor, at de enkelte ministerier foretog en koordinering af ligestillingsarbejdet indenfor ministeriets område samt at initiativer til fremme af ligestillingen blev synliggjort ved at disse hvert år samles i en kort redegørelse, der indeholder igangsatte initiativer.

Hvad angår de anbefalinger, som blev givet i "Godt Begyndt" konkluderedes at der havde været en positiv udvikling i andelen af kvindelige ledere i lr. 35 hvorimod andelen af kvindelige ledere i lr. 39 og opefter fortsat var en lille minoritet. Der blev derfor anbefalet en intensiveret indsats på dette område. Hvad angår sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv blev anbefalet, at der udarbejdes vejledninger for, hvordan man kan fremme ligestillingen i forbindelse med barselsorlov, barselsvikarer, deltid og fravær ved børns sygdom. Derudover anbefales det, at der igangsættes forsøg med mere fleksibilitet på orlovsområdet så mænd får mere reelle muligheder for at tage orlov af børnehensyn.

Med hensyn til udvalgs- og bestyrelsesloven anbefalede Rådet, at Statsministeriet udarbejder et sæt retningslinier for at sikre en mere ensartet praksis ved forvaltningen af udvalgsloven i alle ministerier.

Den 2. handlingsplanperiode blev drøftet i Folketinget i april 1994 og resulterede i en dagsorden, hvori man opfordrede regeringen til at sikre, at arbejdet med at fremme ligestilling intensiveres ved, at de statslige institutioner, der endnu ikke havde udarbejdet en handlingsplan, fik dette gjort snarest, at der blev optaget forhandlinger med kommuner og amtskommuner om fremme af ligestillingen på kommunale og amtskommunale arbejdspladser, at handlingsplanerne som minimum skal indeholde måltal samt konkrete tiltag for en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv for begge køn og mål for en mere balanceret kønsfordeling i ledergruppen, at der inden 1995 blev udarbejdet forslag, der kan fremme fædres anvendelse af orlovsordninger, at Statsministeriet årligt - og første gang i 1995 - udarbejder en oversigt over ministeriernes øvrige initiativer til fremme af ligestillingen, at bestræbelserne for at sikre ligeløn for lige arbejde intensiveres, at Folketinget inden den 4. Verdenskvindekonference får lejlighed til at drøfte det danske bidrag til konferencen, og at regeringen inden udgangen af 1996 fremlægger en samlet vurdering af resultaterne af ovenstående indsats for Folketinget..

Regeringens 3. handlingsplanperiode 1994-96 er blevet evalueret i Ligestillingsrådet rapport "Vilje til Ligestilling", der er blevet sendt til statsministeren i december 1996. Ligestillingsrådets anbefalinger fremgår af rapporten.

Rådgivningstjenesten blev oprettet af Rådet i 1994 for at styrke Ligestillingsrådets arbejdspladsrettede aktiviteter. Rådgivningstjenesten har til opgave at bistå og servicere offentlige og private virksomheder og institutioner med at lave handlingsplaner for ligestillingsarbejdet. Den overordnede målsætning er at integrere ligestilling i personalepolitikken på den enkelte arbejdsplads.

Rådgivningstjenesten har deltaget i pilotprojekter vedrørende udarbejdelse af handlingsplaner og integrering af ligestilling i personalepolitikken og har udarbejdet en vejledning i udarbejdelse af ligestillingshandlingsplaner. Der ydes løbende rådgivning til virksomheder og organisationer i form af møder og telefonrådgivning. Rådgivningstjenesten efterspørges af fagforeninger, undervisningsinstitutioner, virksomhedsansatte, statslige, amtslige og kommunale ligestillingsmedarbejdere, ligestillingsudvalg, ligestillingsnetværk, AF-ligestillingskonsulenter og private konsulentvirksomheder.

Rådgivningstjenesten har deltaget i 3 pilotprojekter vedrørende udarbejdelse af handlingsplaner og integrering af ligestilling i personalepolitikken i henholdsvis Vejdirektoratet, Frederiksborg Amt og Kolding Kommune.

Pilotprojektet i Vejdirektoratet havde som mål at deltage i udviklingen af ligestillingsarbejdet i en ikke-departemental statslig virksomhed. Målet har desuden været at få konkretiseret metoden i den af Rådgivningstjenesten udarbejdede statistiske vejledning til en statslig virksomhed. Endelig har projektet skullet give indblik i, hvilke barrierer der er for at få flere kvindelige ledere i en virksomhed, som igennem flere år har taget adskillige initiativer for at få flere kvindelige ledere - uden større effekt. Projektets udgangspunkt var Vejdirektoratets fortsatte ønske om at få flere kvindelige ledere. Rådgivningstjenesten gennemførte en undersøgelse, der søgte at afdække, hvorfor der ikke er kommet flere kvindelige ledere i de seneste år. Projektet er i begyndelsen af 1996 afsluttet med, at resultaterne af analyserne er fremlagt for ledelsen og hovedsamarbejdsudvalget samt på medarbejdermøder på Vejdirektoratets 3 største arbejdssteder rundt i landet.

Med Frederiksborg Amts AMU-Center var målet med pilotprojektet dels at følge processen med udarbejdelse af en handlingsplan for en undervisningsinstitution, der primært retter sit undervisningstilbud mod arbejdsmarkedets LO-område, dels at få tilvejebragt erfaringer ved brugen af den statistiske metode indenfor en mindre personalegruppe, der samtidig er kompleks både med hensyn til geografisk spredning og fagområder. Rådgivningstjenesten analyserede AMU-Centrets ligestillingsprofil, der blev implementeret i Centrets databaserede informationssystem, og der blev udarbejdet en statistisk ligestillingsrapportering, således at AMU-Centret selv kan følge den ligestillingsmæssige udvikling talmæssigt.

Pilotprojektet i Kolding kommune havde som mål dels at følge processen med udarbejdelse af en handlingsplan i en kommune med et tæt samspil mellem det politiske og det administrative niveau dels at få omsat den generelle statistiske metode til de kommunale forhold med henblik på at udarbejde en vejledning, der er relevant for alle kommuner. Projektets udgangspunkt var, at Kolding byråd havde afsat et halvt årsværk til at få udarbejdet en handlingsplan for ligestilling. Rådgivningstjenesten fungerede som rådgiver i processen fra beslutningen blev taget til handlingsplanen forelå. Rådgivningstjenesten bistod blandt andet med at finde en ligestillingsmedarbejder og med at definere vedkommendes opgaver. Rådgivningstjenesten har fulgt processen med at få oplægget til handlingsplan vedtaget i byrådet, hvilket skete i august 1996.

Sekretariatet yder ofte juridisk rådgivning til de regionale ligestillingskonsulenter i arbejdsformidlingerne om reglerne om stillingsopslag og mulighederne for at iværksætte foranstaltninger for det ene køn for at fremme ligestillingen. I 1996 afholdt sekretariatet et informationsmøde for ligestillingskonsulenterne med deltagelse af arbejdsmarkedsstyrelsen.

I forhold til kommunerne yder sekretariatet ligeledes rådgivning mht. gældende ligestillingslovgivning, og Ligestillingsrådet har redigeret en antologi om ligestilling i kommunerne, som udkommer i samarbejde med Indenrigsministeriet, KL, Københavns og Frederiksberg Kommuner i løbet af kort tid. Antologien vil indeholde artikler af forskellige bidragsydere om kommunale ligestillingsredegørelser og handlingsplaner, ligestillingsstatistik, ledelse og løn, arbejdsliv og familieliv, køn og magt i jobsamtaler, formidlingsstrategi, det udviklende arbejde og ligestillingen og den fremtidssikrede kommunale arbejdsgiver.

Ifølge en lovændring i den kommunale styrelseslov, der trådte i kraft den 1. januar 1996, skal kommunerne hvert andet år (1. gang inden udgangen af 1997) informere deres borgere om ligestillingen blandt kommunens ansatte, og om hvad der gøres for at fremme ligestillingen lokalt. Indenrigsministeriet har efter aftale med Ligestillingsrådet anmodet kommunerne om at sende kopi af deres redegørelser til Ligestillingsrådet med henblik på, at Rådet kan følge udviklingen i kommunerne.

Som andre eksempler på Ligestillingsrådets samarbejde med kommunerne kan fremhæves deltagelse i pilotprojekter og i en konference om ligestilling i kommunerne. I maj 1997 deltager sekretariatet i et seminar i Køge Kommune med indlæg om det danske ligestillingsarbejde. I seminaret deltager kommunens samarbejdspartnere fra Spanien, Frankrig og Irland.

Sekretariatet modtager en del henvendelser fra advokater om domspraksis, national som EU-retlig til brug for procedure i civile søgsmål. Disse henvendelser giver anledning til juridisk erfaringsudveksling, tilsendelse af materiale m.v.

Ligestillingsrådets formand samt øvrige medlemmer anmodes i mange sammenhænge om udtalelser til pressen vedrørende spørgsmål af ligestillingsmæssig karakter. Dette gør sig også gældende for sekretariatet i relation til problemstillinger af mere faktuel karakter. Sekretariatet modtager mange andre henvendelser fra journalister, som ønsker baggrundsmateriale og information om eller kommentarer til mere generelle problemstillinger.

Som led i Rådets opgave med at fremme ligestilling søger man i mange sammenhænge at rejse en debat om ligestilling, for eksempel ved at der tages direkte kontakt til journalister eller ved at der udsendes pressemeddelelser, for eksempel om sager, der har været behandlet i Rådet. Som led i denne opgave gennemføres også konferencer og kampagner, der omtales senere.

Ligestillingsrådet - typisk ved formanden - deltager endvidere selv på egen foranledning i debatten vedrørende aktuelle problemstillinger ved artikelskrivning m.m.

Ligestillingsrådet stiller ekspertise og viden til rådighed i mange sammenhænge. Formanden og sekretariatets medarbejdere stiller ofte op til møder, konferencer o.l., hvor der ønskes information om Rådets arbejde eller om ligestillingsmæssige problemstillinger.

Endelig yder sekretariatet en del formidlingsarbejde i relation til f.eks. skoler og uddannelsesinstitutioner, ligesom man ofte har besøg af udenlandske delegationer, som ønsker en orientering om det danske ligestillingsarbejde.

Ligestillingsrådet udgiver en række publikationer - enten i Rådets eget regi eller i samarbejde med andre.

Af Ligestillingsrådets Forretningsorden, som er fastsat af statsministeren, følger det, at Ligestillingsrådet hvert år skal udarbejde en årsberetning om Rådets virksomhed. Årsberetningen skal sendes til Statsministeriet inden 4 måneder efter årets udløb. Beretningen er en ganske fyldig publikation og indeholder en beskrivelse af Ligestillingsrådets organisation, årets opgaver og andre tiltag af ligestillingsmæssig interesse. Beretningen anvendes i vidt omfang som opslagsbog og også som undervisningsmateriale på bl.a. kvinde- og kønsstudier.

Ligestillingsrådet udgiver et blad "LIGE NU". Rådet vedtog i 1995 en ny strategi for bladet, med henblik på at gøre det indholdsmæssigt bredere og mere aktuelt. Bladet indeholder informationer om Rådets arbejde, om nye ligestillingsinitiativer, og debatartikler om aktuelle ligestillingsmæssige problemstillinger. Det udsendes gratis i et oplag på ca. 14.000 til organisationer, biblioteker, skoler, frisører, klinikker, enkeltpersoner m.m. Der anvendes årligt ca. 800.000 kr. af Rådets budget til udgivelse af bladet, der produceres af en i sekretariatet ansat journalist.

Ligestillingsrådet udgiver pjecer, som i kortfattet og overskuelig form oplyser om Rådets arbejde, om EU og ligestilling eller om andre emner, som rådet ønsker at sætte fokus på. Herudover udgives konferencerapporter.

I 1996 har Ligestillingsrådet eksempelvis udgivet følgende publikationer:

- Årsberetningen for 1995

- Populærudgave af Platform for Action, udgivet på FN-dagen den 24. oktober.

- EU-debatavis, udgivet som opfølgning på Rådets EU-debatmøde i 1995.

- Køn & Løn - en undersøgelse af lønforskelle på 4 virksomheder.

- Kort og godt om… EU’s 4. Handlingsprogram om lige muligheder for kvinder og mænd (1996-2000).

I 1990 afholdt Ligestillingsrådet et projekt om lige muligheder i folkeskolen med udgivelse af en debatbog "Skolen er køn", en plakat og et debatoplæg "En kønsbevidst skole".

Som led i regeringens handlingsplan for ligestilling, iværksatte Ligestillingsrådet et projekt om sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. En del af projektet bestod i afholdelse af 2 konferencer. Den første konference blev afholdt i 1990 som et led i Nordisk Ministerråds handlingsplan for ligestilling. Konferencens tema var offentlig børnepasning i et ligestillet samfund, og dette blev delt op i 3 grupper: 1) Ligestilling i den offentlige børnepasning, herunder betydningen af mænds tilstedeværelse i børneinstitutionerne. 2) Offentlig og privat børnepasning. 3) Fleksibilitet - muligheder og konsekvenser.

I 1991 blev der afholdt en dansk konference om EU’s ligestillingspolitik under overskriften "Ligestilling i EF - hvor langt - hvordan". Formålet med konferencen var at belyse det indre markeds betydning for kvinder i Danmark og i Europa samt bidrage til en diskussion af den fremtidige ligestillingspolitiks muligheder i EU.

Ligestillingsrådet afholdt i 1992 en arbejdskonference med titlen "Hvordan laver man en handlingsplan for ligestilling". Konferencen var rettet mod de statslige arbejdspladser, der senest i 1993 skulle lave en handlingsplan for ligestilling.

Ligestillingsrådet afholdt i 1993 en konference om ligeløn. Formålet med konferencen var at få diskuteret, hvordan vi får ligeløn mellem kvinder og mænd i Danmark. Søgelyset blev i den forbindelse særligt rettet mod lønforskelle mellem kvinder og mænd - er det diskrimination, eller er der også andre årsager, løndannelse i et ligelønsperspektiv, de kollektive overenskomsters indflydelse på ligeløn samt lovgivningens betydning for ligeløn.

Ligestillingsrådet afholdt i 1994 et seminar med titlen "Visioner om et kønnere Europa". Formålet med seminaret var at sætte fokus på den kønsskævhed, som findes inden for europæisk politik. Således var ex. kun 19 % af Europaparlementet kvinder på tidspunktet for seminarets afholdelse..

Ligestillingsrådet gav endvidere i 1994 tilskud til afholdelse af den første nordiske mandeforskningskonference "Men’s Families". Konferencen var en del af afslutningen af Nordisk Ministerråds projekt "Når mænd får børn" - om mænds brug af forældreorlov.

Ligestillingsrådet afholdt i 1995 2 debatmøder om EU og ligestilling. Det ene møde, som havde titlen "Efter Beijing: Fokus på ligestilling i EU og Danmark", belyste de aktiviteter, som Danmark kan iværksætte ud fra slutdokumentet fra FN’s 4. Verdenskvindekonference "Platform for Action". Herudover blev EU’s indsats og rolle under Regeringskonferencen samt arbejdsmarkedsparternes bidrag til ligestilling på EU-niveau diskuteret. Det andet debatmøde havde titlen "Ligestilling på EU’s dagsorden". På mødet var vægten lagt på dagsordenen i EU op til Regeringskonferencen i 1996. Spørgsmålet om og hvordan ligestilling skal med i en ny traktat, de nordiske landes rolle og udvidelsen mod øst blev diskuteret. Desuden blev mulighederne i Kommissionens 4. handlingsprogram om ligestilling belyst.

Ligestillingsrådet varetog i 1996 administrationen af en kampagne med det formål at fremme mænds brug af orlov. Arbejdsministeriet og Socialministeriet har givet tilskud på i alt 1,2 mill. kr. til kampagnen. Kampagnen er beskrevet i Ligestillingsrådets redegørelse for regeringens handlingsplanarbejde "Vilje til ligestilling". Herudover er planlagt udarbejdet en pjece til en konference i maj 1997 om mænd og arbejdspladskultur - se nedenfor.

Ligestillingsrådet har i 1996 arrangeret en pensionskonference, hvor der blev sat fokus på den forskellige pensionsmæssige situation, som kvinder og mænd er underlagt. Et af de ligestillingsmæssige problemer er således, at arbejdsmarkedspensionerne for fremtidens pensionister vil udgøre en større del af forsørgelsesgrundlaget. Kvindernes svagere position på arbejdsmarkedet (lavere løn, større fravær osv.) vil derfor genspejles i pensionsudbetalingerne. Hertil kommer en forskellig aktuarmæssig beregning som følge af kvinders gennemsnitlige højere levealder.

Ligestillingsrådet har endvidere i 1996 arrangeret et seminar om EU's ligestillingspolitik og ligestillingens placering på EU's dagsorden. Seminaret var en opfølgning på 2 debatmøder, som Ligestillingsrådet afholdt i 1995.

Herudover har Rådet i 1996 været medarrangør af 2 konferencer. En konference i samarbejde med Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning om "Informationssamfundet, køn og kvalifikationer" og en konference i samarbejde med Indenrigsministeriet, KL og PLS-Consult om ligestilling i kommunerne.

Den 15. maj 1997 afholder Ligestillingsrådet en konference om mænd og arbejdspladskultur. Kampagnen er en opfølgning på den handlingsplan, som Ligestillingsrådets idegruppe om mænd har udarbejdet, og der er afsat 100.000 kr. til den. Konferencen vil bl.a. fokusere på emner som unge mænds holdning til værdier i forhold til arbejde og familie, hvad det betyder for arbejdspladskulturen i mandefagene, at kvinder er kommet ind, mænds karriereveje, og hvad virksomheden kan gøre for at tiltrække og fastholde mandlige medarbejdere.

Den 5.-7. september 1997 afholdes en EU-konference om "Kvinder i egne virksomheder - medarbejdende ægtefæller, kvindelige iværksættere og virksomhedsejere". Håndværksrådet er arrangør af konferencen bl.a. i samarbejde med Ligestillingsrådet , som giver et økonomisk tilskud til konferencen. Konferencen har 2 temaer: 1) Finansieringsproblemer for de 3 ovennævnte grupper kvinder, når de starter egen virksomhed, overtager eller investerer i eksisterende virksomhed. 2) Uddannelses- og efteruddannelsesbehov for iværksættere og virksomhedsejere: En præsentation af succesfulde uddannelsesprogrammer og deres resultater ("Succeshistorier").

Der planlægges endvidere en kampagne i 1997 om kvinder og edb, blandt andet med det formål at få flere piger ind på edb-uddannelserne.

Endelig skal nævnes, at der på Ligestillingsrådets initiativ er gennemført forskning i et ligelønsstatistikprojekt med støtte fra Arbejdsministeriet. Projektets formål er at udvikle en metode til analyse af ligelønsproblemer på arbejdsmarkedet statistisk. Projektet er for tiden under revurdering som følge af, at den til projektet knyttede PHD-studerende har opsagt sin stilling.

Udvalget vedrørende udenlandske kvinders integration og retsstilling i Danmark blev nedsat den 13. december 1993 af indenrigsministeren. De opgaver, som udvalget har til opgave at behandle, behandles i 2 underudvalg:

1) Underudvalget vedrørende udenlandske, voldsramte kvinders retsstilling i relation til udlændingelovens bestemmelser om inddragelse af en meddelt opholdstilladelse.

2) Underudvalget vedrørende udenlandske kvinders integration i det danske samfund.

Udvalget afgav i 1995 en delbetænkning vedrørende udenlandske kvinders retsstilling i forhold til udlændingeloven, og udvalget arbejder herefter videre med spørgsmålet om udenlandske kvinders integration i Danmark.

Udvalget, der er et embedsmandsudvalg, er nedsat under Socialministeriet. Ligestillingsrådet er tilknyttet udvalget som sagkyndig. Udvalget udfører de opgaver, det får pålagt af Regeringens Børneudvalg - og kan stille forslag til ministerudvalget.

Der er 2 hovedformål med arbejdet - at arbejde på tværs af ministerierne, hvorved der løses opgaver, der ikke alene hører hjemme i en bestemt sektor, og at fremme en synsvinkel om, at børns og familiers interesser bør varetages ved al lovgivning og anden ministeriel virksomhed.

Det Tværministerielle Børneudvalg har i 1997 nedsat 2 arbejdsgrupper om orlovsordninger og ændring af pædagoguddannelser så de er mere attraktive for mænd. Ligestillingsrådet er repræsenteret i dem begge.

R.U.E. bidrager til udvikling og samordning af vejledningsindsatsen, bl.a. ved rådgivning af Arbejdsministeren. Rådet følger desuden udviklingen inden for vejledningsarbejdet, yder rådgivning til myndigheder og uddannelsesinstitutioner samt fremstiller og distribuerer vejledningsmateriale.Ligestillingsrådet blev medlem af rådet i 1996 og var forinden repræsenteret i Kontaktudvalget vedr. ligestilling.

UNESCO's kompetenceområder er uddannelse, naturvidenskab, samfundsvidenskab, kultur og kommunikation, og UNESCO har i institutionen i Paris en kvindekoordinator. Der er på nationalt plan oprettet en række fagudvalg, blandt andet et ligestillingsudvalg, som arbejder for, at ligestilling inddrages i UNESCO's initiativer. Bl.a. arbejdes der for, at UNESCO følger op på de relevante dele af Beijing-platformen fra den 4. Verdenskvinde-konference i Kina i 1995, og at der tilvejebringes kønsspecifikke oplysninger, så der kan sættes ind med særlige initiativer. Ligestillingsrådet er repræsenteret i UNESCO's ligestillingsudvalg.

Udvalget rådgiver Socialforskningsinstituttet vedrørende forskningsvirksomhed og skal være kontaktled mellem på den ene side 3 institutter og på den anden side interessenter og forskere uden for instituttet

Det juridiske specialudvalg under Justitsministeriet vurderer, om Danmark skal afgive udtalelser i sager, der forelægges for EF-domstolen. Udtalelsen kan enten afgives mundtligt eller skriftligt. Når der i specialudvalget behandles sager, som har interesse ud fra et ligestillingsmæssigt synspunkt, bliver Ligestillingsrådet indkaldt til møderne.

Ligestillingsrådets arbejde består i denne sammenhæng i at foretage dels en juridisk vurdering af sagen, det vil sige om den rejser principielle spørgsmål, der har betydning for fortolkningen af den danske ligestillingslovgivning, dels en ligestillingsmæssig vurdering af om problemstillingen anses for så væsentlig, at Danmark bør afgive en udtalelse.

Hvis dette er tilfældet, og hvis de øvrige medlemmer af specialudvalget er enige, udarbejdes et notat til regeringens EF-udvalg. Hvis forslaget om, at regeringen skal afgive udtalelse, er kommet fra Ligestillingsrådet, udarbejder Rådet et udkast til notatet til Justitsministeriet. Selve udtalelsen udarbejdes ligeledes med bidrag fra Ligestillingsrådet. Hvis det besluttes at afgive mundtligt indlæg, bidrager Ligestillingsrådet til indlægget, som fremføres af en embedsmand fra Udenrigsministeriet. Herudover deltager Ligestillingsrådet i den procesdelegation, der bliver nedsat til at deltage i retsmødet.

Ligestillingsrådet har i januar 1997 deltaget i en sådan procesdelegation, hvor der blev afgivet mundtligt indlæg over for EF-domstolen i en sag, som Ligestillingsrådet havde rejst i specialudvalget. Den 18. februar 1997 har Generaladvokaten fremsat sit forslag til afgørelse af sagen, og dette forslag er i overensstemmelse med den linie, som Ligestillingsrådet og den danske regering anbefalede.

Til illustration kan det oplyses, at Ligestillingsrådet i de seneste 3 måneder har modtaget 10 præjudicielle sager til behandling i specialudvalget., som umiddelbart synes at have ligestillingsmæssig interesse.

Ligestillingsrådet er endvidere medlem af Arbejdsministeriets EU-Specialudvalg for arbejdsmarkedet og sociale forhold. Ligestillingsrådets opgave i dette udvalg er at fremkomme med Ligestillingsrådets synspunkter på, hvilken holdning den danske regering skal have til forslag til forordninger, direktiver m.m. der har ligestillingsmæssige aspekter.

Ligestillingsrådet er tilforordnet overvågningsudvalget for EU's socialfond, mål 3 og 4.

Fondens formål er at yde tilskud til projekter for henholdsvis arbejdsløse og beskæftigede. Overvågningsudvalgets opgave er bl.a. at opstille retningslinier for og drøfte karakteren af de aktiviteter, det besluttes at fremme via støtte fra den centrale pulje. Under socialfonden findes "NOW"-midlerne (New Opportunities for Women). Formålet med disse midler er at fremme rene kvindeprojekter, hvilket særligt har Ligestillingsrådets interesse. Under overvågningsudvalget fungerer et særligt udvalg for "NOW"-midlerne, hvor Ligestillingsrådet er repræsenteret.

Udvalget er nedsat af Statsministeren og har til formål at følge det internationale ligestillingsarbejde. Udvalget er sammensat af repræsentanter for de politiske partier, Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Arbejdsministeriet samt Ligestillingsrådet og kvindeorganisationerne.

Se endvidere nedenfor om deltagelse i nordisk samarbejde og EU-samarbejde.

Af andre udvalg, som Ligestillingsrådets medlemmer er repræsenteret i, kan nævnes Følgegruppen for forskningsrådenes forskningsinitiativ om "Kønsbarrierer i de højere uddannelser og forskningen", Teknologirådet samt bestyrelsen for KVINFO.

Det internationale samarbejde foregår i regi af Nordisk Ministerråd, EU-Kommissionen og FN. Herudover foregår der ligestillingsarbejde i Europarådet, OECD og ILO. Arbejdet i de tre sidstnævnte organisationer varetages af arbejdsministeriet.

Herudover deltager Ligestillingsrådet i internationale konferencer i andre sammenhænge, hvis det vurderes at være relevant for det danske ligestillingsarbejde.

Endelig udfører Rådet som tidligere nævnt et omfattende informationsarbejde overfor udenlandske delegationer på besøg i Danmark, NGO-organisationer og andre og i form af besvarelse af skriftlige henvendelser fra udlandet.

Det internationale samarbejde udgør en meget væsentlig del af Ligestillingsrådets arbejde, og betydningen af det er som følge af den stigende internationalisering stigende. Hertil kommer, at det danske ligestillingsarbejde internationalt betragtes som banebrydende, hvilket senest kom til udtryk i forbindelse med den danske afrapportering i relation til CEDAW-konventionen, jfr. nedenfor. Det betyder, at der jævnligt er efterspørgsel efter informationsmateriale, indlæg på konferencer o.l.

Ved en samlet vurdering af det internationale ligestilllingsarbejde skal det arbejde, der udføres af Udenrigsministeriet i forbindelse med det danske bistandsarbejde, endvidere tages i betragtning.

Det nordiske ligestillingssamarbejde foregår i Nordisk Ministerråd (Rådet af arbejdsministre) og i embedsmandskomiteen for ligestilling (Äk-Jäm), hvori Ligestillingsrådet repræsenterer Danmark. Arbejdsministeriet er suppleant for Ligestillingsrådets repræsentant.

Ministerrådet har vedtaget en handlingsplan for det nordiske ligestillingsarbejde og som led i handlingsplanen gennemføres forskellige aktiviteter. Herudover indgår ligestilling som en del af det nordiske nærområdesamarbejde (de baltiske lande, dele af Rusland og de arktiske områder).

En fælles baltisk-nordisk ligestillingskonference vil finde sted i august 1997 i Valmiera i Letland. Ligestillingsrådet er medlem af den programkomite, der er nedsat til at planlægge konferencen. Herudover bidrager Rådet med fagligt input, adresser m.m. til det baltiske sekretariat og eventuelt med indlæg under konferencen.

Vedrørende baltisk samarbejde i øvrigt kan nævnes, at Ligestillingsrådet ved flere lejligheder har deltaget aktivt i konferencer og møder i de baltiske lande for som led i demokratiprocessen at videregive danske erfaringer med ligestillingsarbejde. Senest er Rådet blevet anmodet om at bidrage med indlæg om dansk ligestillingslovgivning m.m. på 2 konferencer i de baltiske lande som forberedelse til den fælles nordisk-baltisk ligestillingskonference.

Som et andet led i den nordiske handlingsplan er der startet et projekt om mainstreaming. Projektet er planlagt at vare i 3 år og forudsætter, at de nationale ligestillingsorganer sideløbende gennemfører nationale mainstreamingsprojekter.

I april afholdes en konference på Island om kvinder, arbejde og økonomi, hvor Ligestillingsrådet har været medlem af planlægningsgruppen. Konferencen skal belyse kvinders og mænds tilgang til økonomiske ressourcer, og hvordan den økonomiske magt er fordelt mellem kvinder og mænd. Den skal bidrage til at give et kvindeperspektiv på vores økonomi - fra økonomisk politik, således som den kommer til udtryk gennem løndannelse og beskæftigelse, til hvilken betydning den økonomiske fordeling har for kvinder som forsørgere.

Endvidere er der som led i det nordiske samarbejde udarbejdet et forslag til en handlingsplan for mænd, udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de nordiske lande, herunder Danmark. Handlingsplanen indeholder blandt andet forslag om forskningsprojekter og konferencer, der skal sætte fokus på ligestillingsemner i relation til faderroller, skilsmisser og forældremyndighed, orlovsordninger vold m.m.

Ligestillingsrådet deltager i et årligt møde for de nordiske ligestillingsombud. Formålet med møderne er en fælles drøftelse og erfaringsudveksling om især juridiske problemstillinger.

EU har en meget aktiv ligestillingspolitik og den danske ligestillingslovgivning hviler på EU-direktiver. Forslag til direktiver, resolutioner m.v. behandles af og vedtages i rådet for arbejds- og socialministre. Ligestillingsrådet inddrages i dette arbejde dels gennem EU's rådgivende udvalg for ligestilling dels via arbejdsministeriets EU-specialudvalg.

Udvalget rådgiver Kommissionen i spørgsmål vedrørende ligestilling, især på arbejdsmarkedet. Kommissionens forslag til initiativer på ligestillingsområdet, for eksempel i form af redegørelser, resolutioner, direktiver m.m. drøftes i udvalget, der mødes ca. 4 gange årligt. Hvert land har 2 repræsentanter og Danmark er repræsenteret ved Statsministeriet og Ligestillingsrådet.

EU's 4. handlingsprogram om lige muligheder for kvinder og mænd, som gælder for perioden 1996-2000, blev vedtaget i december 1995 af Rådet for social- og arbejdsministre. Programmets mål er at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd i EU, og at støtte de enkelte landes bestræbelser for at skabe ligestilling i praksis. Der er i programmet afsat 30 millioner ECU til projekter, der ligger indenfor programmets målsætninger.

Til at følge programmets gennemførelse og fordelingen af projektmidler er nedsat et overvågningsudvalg. Ligestillingsrådet repræsenterer Danmark i udvalget. Udvalget mødes ca. 4 gange årligt. Ansøgninger om støtte under programmet sendes til EU-Kommissionen med kopi til Ligestillingsrådet, der har til opgave at rådgive projektansøgere og udsende materiale og information om programmet. I januar 1997 holdt Ligestillingsrådet et informationsmøde for potentielle projektansøgere.

CEDAW - konventionen for afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder blev vedtaget i 1979 af FN's generalforsamling. Danmark tiltrådte konventionen i 1983. Til at overvåge konventionens overholdelse er der under Kvindekommissionen nedsat en komite. De stater, som har tiltrådt konventionen, skal hvert 4. år rapportere til FN om statens overholdelse af konventionen. Danmark afleverede sin 4. rapport i december 1996.

De danske rapporter til FN udarbejdes af Udenrigsministeriet i samarbejde med Ligestillingsrådet, og der er tale om et ganske betydeligt arbejde. Rapporterne gennemgår ligestillingsmæssige spørgsmål på alle samfundsområder - økonomiske, arbejdsmarkedsmæssige, sociale, kulturelle, sundhedsmæssige m.m.

Efter afgivelsen af den skriftlige rapport stilles der fra komiteens side en række uddybende spørgsmål til udviklingen og til initiativer i landet. Disse spørgsmål besvares af det pågældende land ved en mundtlig eksamination i komiteen.

Den 24. januar 1997 foregik eksaminationen af Danmarks 3. rapport. Komiteen havde stillet over 100 spørgsmål, som blev fremsendt ca. 1 uge før eksaminationen. Ligestillingsrådet udarbejdede svarene på spørgsmålene efter indhentet udtalelse fra de berørte ministerier - i alt en redegørelse på 45 sider, som blev fremlagt mundtligt. Ved dette møde repræsenterede Ligestillingsrådet sammen med Udenrigsministeriet den danske regering. Den mundtlige rapport blev givet af Ligestillingsrådets sekretariatschef..

FN's ligestillingsarbejde foregår i Kvindekommissionen under ECOSOC (Det økonomiske og sociale Råd). Kvindekommission holder møde 1 gang årligt i ca. 14 dage. Udenrigsministeriet og Ligestillingsrådet repræsenterer Danmark og deltager i forhandlingerne, dvs. udarbejder dansk stillingtagen til de emner, der skal drøftes, og udarbejder efterfølgende rapporter om forhandlingerne. Forud for møder i Kvindekommissionen afholdes der nordiske koordinationsmøder og EU-koordinationsmøder med deltagelse af Udenrigsministeriet og Ligestillingsrådet.

For tiden foregår der sideløbende i en særlig arbejdsgruppe forhandlinger om en tillægsprotokol til konventionen, der skal indeholde en individuel klagemulighed, svarende til den, der findes i Menneskerettighedskonventionen.

Ca. hvert 5. år afholder FN en Kvindekonference. Den første fandt sted i 1975 i Mexico. I 1980 blev afholdt en midtvejskonference i København. Den 2. Kvindekonference fandt sted i Nairobi i 1985 og den seneste i Beijing i september 1995. Den danske regering har tilsluttet sig en opfordring til FN om at der skal afholdes en kvindekonference omkring år 2000. Ligestillingsrådet var ved den seneste konference medlem af den danske delegation, der blev ledet af socialministeren, og deltog i forhandlingerne. Forud for konferencen foregik et intenst og meget ressourcekrævende forberedelsesarbejde bl.a. i form af Nordiske og EU-koordineringsmøder m.m. Forberedelsesarbejdet blev overvejende varetaget af Udenrigsministeriet og Ligestillingsrådet.

Den danske regering har forpligtet sig til at følge op på Kvindekonferencens slutdokument, Platform for Action. Forud for konferencen drøftede Folketinget i maj 1995 det danske bidrag til konferencen. Ved den lejlighed vedtog Folketinget en dagsorden, der bl.a. pålagde regeringen at arbejde for at rækken af kvindekonferencer fortsættes, og at fremlægge en redegørelse for opfølgningen på kvindekonferencen og forslag til både den nationale og internationale opfølgning. Med henblik på at opfylde denne dagsorden, blev der nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe under ledelse af Ligestillingsrådets formand og med Ligestillingsrådets sekretariat som sekretariat til at udarbejde en redegørelse. Redegørelsen, dateret den 29. marts 1996, blev af regeringen (ved udviklingsministeren) fremsendt til Folketinget og dannede den 25. april 1996 grundlag for en folketingsdebat Debatten mundede ud i vedtagelsen af en motiveret dagsorden, hvorefter regeringen blev opfordret til, at afgive en redegørelse om den nationale og internationale udmøntning af Platform for Action i samlingen 97/98, at få indarbejdet kønsaspekterne i administrative, politiske og planlægningsmæssige aktiviteter, både nationalt og internationalt, at arbejde for, at sikre, at konferencen år 2000 og FN´s kvindekonferencer forstsætter, at afvente det af statsministeren nyligt nedsatte udvalgsarbejde, og på baggrund heraf fremlægge forslag til et reorganiseret og revitaliseret ligestillingsorgan, og at prioritere samarbejdet med og mellem NGO-organisationerne i både nord-, syd- og østlandene.

Kvindespørgsmål behandles også på FN's generalforsamling, men Ligestillingsrådet deltager normalt ikke. Udenrigsministeriet repræsenterer Danmark.

Ligestillingsrådet varetager selv de interne administrationsopgaver såsom personaleadministration, budget og regnskab, indkøb af møbler og maskiner, anskaffelse af edb osv. De for statsinstitutioner gældende regler og procedurer med hensyn til budgetter og regnskabsførelse, personaleudvikling, journalisering m.m. skal overholdes. Der er tale om opgaver, der fylder relativt meget i sekretariatets samlede opgavevaretagelse.

BILAG 3

I henhold til § 3, stk. 2, i lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd og kvinder fastsættes herved følgende:

§ 1. Ligestillingsrådet har til opgave at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder i samfundet, jf. lovens § 1 og 2. Med henblik herpå skal Rådet følge udviklingen og undersøge forhold, som modvirker ligestillingen, samt foreslå foranstaltninger til ændring af sådanne forhold.

§ 2. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold vedrørende lov om ligebehandling mellem mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., jf. § 18 og lov om ligeløn til mænd og kvinder, jf. § 5a.

Stk. 2. Ligestillingsrådet afgiver udtalelse i henhold til § 13, stk. 1, i lov om ligebehandling mellem mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelse er afgørende, at udøvere er af et bestemt køn.

Stk. 3. Ligestillingsrådet kan efter indhentet udtalelse fra den minister, hvorunder spørgsmålet hører, tillade foranstaltninger, der fraviger §§ 2-6 i lov om ligebehandling m.v. med henblik på at fremme lige muligheder for mænd og kvinder, navnlig ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse m.v.

Stk. 4. Tilladelse i henhold til stk. 3 forudsætter tilslutning fra arbejdsmarkedets parters repræsentanter i Ligestillingsrådet.

§ 3. Ligestillingsrådet består af en formand, der udpege af statsministeren, og 8 medlemmer, der beskikkes af statsministeren, idet

1 medlem indstilles af Landsorganisationen i Danmark,

1 medlem indstilles af Dansk Arbejdsgiverforening,

1 medlem indstilles af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

1 medlem indstilles af Dansk Kvindesamfund,

3 medlemmer indstilles af Danske Kvinders Nationalråd og

1 medlem, der repræsenterer kvindeforskningen, beskikkes på grundlag af indstilling fra de øvrige medlemmer af Ligestillingsrådet.

Stk. 2. For hvert medlem kan der efter indstilling fra de i Rådet repræsenterede organisationer udpeges en suppleant. Rådet indstiller en suppleant for det medlem, der repræsenterer kvindeforskningen. Suppleanterne deltager i Rådets møder i tilfælde af medlemmets forfald i medlemmets sted. Formand, medlemmer og suppleanter udpeges for 4 år ad gangen. For samme periode vælger Rådet af sin midte en næstformand, der er stedfortræder (suppleant) for formanden.

§ 4. Ligestillingsrådet nedsætter et arbejdsmarkedsudvalg, der består af formanden og arbejdsmarkedets parters repræsentanter i Rådet. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, omfatter også arbejdsmarkedsudvalget.

§ 5. Ligestillingsrådet kan beslutte, at nærmere fastsatte udtalelser afgives på grundlag af en indstilling fra arbejdsmarkedsudvalget.

Stk. 2. Ligestillingsrådet kan bemyndige arbejdsmarkedsudvalget til at afgive udtalelse i henhold til forretningsordenens § 2 på Ligestillingsrådets vegne.

§ 6. Ligestillingsrådet afholder møde mindst 8-10 gange om året. Formanden indkalder til møde og udsender dagsorden 14 dage inden mødet afholdes. Hvert af Rådets medlemmer kan få optaget sager på Rådets dagsorden. Henvendelse heroin rettes til formanden så betids, at sagen kan optages. Dog kan Rådets medlemmer godkende, at senere fremkomne dagsordenspunkter forhandles.

Stk. 2. Arbejdsmarkedsudvalget afholder møde efter behov. Formanden indkalder til møde og udsender dagsorden 14 dage inden mødet afholdes. Hvert af udvalgets medlemmer kan få optaget sager på udvalgets dagsorden. Henvendelse herom rettes til formanden så betids, at sagen kan optages på dagsordenen. Dog kan udvalgets medlemmer godkende, at senere fremkomne dagsordenspunkter forhandles.

Stk. 3. Møde skal endvidere afholdes, såfremt 3 medlemmer af Rådet fremsætter anmodning herom. Møde i arbejdsmarkedsudvalget skal afholdes, når 1 medlem af arbejdsmarkedsudvalget fremsætter anmodning herom.

Stk. 4. Er et medlem og suppleanten forhindret i at deltage i et møde, bør der så vidt muligt gives det pågældende medlem eller dets suppleant adgang til inden mødet skriftligt eller på anden måde at ytre sig om de på dagsordenen optagne sager. Rådet kan endvidere tillade, at medlemmet er repræsenteret ved en observatør, som ikke har stemmeret. Formanden afgør herefter, om de pågældende sager vil kunne forhandles i det pågældende møde eller bør udskydes til behandling i et senere møde.

Stk. 5. Finder formanden det hensigtsmæssigt, kan behandling af en sag foretages ved skriftlig høring af Rådet eller arbejdsmarkedsudvalget.

§ 7. Rådet er beslutningsdygtigt, når formanden og 4 andre medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, jf. dog § 2, stk. 4. Et mindretal kan kræve sin afvigende mening tilført Rådets indstillinger og udtalelser.

Stk. 2. Arbejdsmarkedsudvalget er beslutningsdygtigt, når alle er til stede, jf. dog § 2, stk. 4. Et mindretal kan kræve sin afvigende mening tilført udvalgets indstillinger og udtalelser.

§ 8. Der optages referat af Ligestillingsrådets og arbejdsmarkedsudvalgets forhandlinger og beslutninger. Et mindretal kan kræve sin afvigende mening tilført referatet. Referater af såvel Rådets som arbejdsmarkedsudvalgets møder udsendes senest 14 dage efter mødets afholdelse til alle Ligestillingsrådets medlemmer.

Stk. 2. Et referat betragtes som godkendt, såfremt intet rådsmedlem, henholdsvis udvalgsmedlem, inden 8 dage efter modtagelsen af referatet skriftligt har fremsendt indsigelse mod referatet.

§ 9. Ligestillingsrådet og arbejdsmarkedsudvalget kan tilkalde særligt sagkyndige i det omfang, dette skønnes fornødent.

§ 10. Der udarbejdes hvert år en beretning om rådets virksomhed. Beretningen sendes til Statsministeriet inden 4 måneder efter årets udløb. Beretningen mangfoldiggøres efter aftale med Statsministeriet.

Stk. 2. Indenfor den af Statsministeriet meddelte budgetramme og på baggrund af de af Finansministeriet fastsatte retningslinier for de offentlige budgetter træffer Rådet beslutning om de aktiviteter, der skal prioriteres i det kommende finansår.

§ 11. Til bistand for Rådet fungerer et sekretariat. Sekretariatets leder ansættes af Statsministeriet efter indstilling fra Rådet. Sekretariatslederen er sekretær for Ligestillingsrådet og arbejdsmarkedsudvalget.

Stk. 2. Statsministeren kan bestemme, at sekretariatet skal varetage andre opgaver.

§ 12. For så vidt angår spørgsmål om inhabilitet og tavshedspligt gælder de almindelige forvaltnings retlige regler.

Statsministeriet, den 29. januar 1990.

BILAG 4

herunder den kommunale styrelseslov

Lov nr. 157 af 24. april 1985

Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til offentlige udvalg, kommissioner o. lign.

Statsmin. j. nr. 2003-1

J. H. Schultz A/S 12-4 L/STAT36358

Lov nr. 238 af 20. april 1988

Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder

Statsmin. j.nr. 2008-1

SCHULTZ GRAFISK A/S 13-4 I/stat48108k02x

Lov nr. 427 af 13. juni 1990

Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved besættelse af visse bestyrelsesposter i den statslige forvaltning

Statsmin. j.nr. 200-4

Schultz Grafisk A/S 012/04965 29-05 I/stat66029

Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 639 af 17. juli 1992

Bekendtgørelse af lov om lige løn til mænd og kvinder

Arbejdsmin. 1. kt. j.nr. 5272-3

Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 213 af 3. april 1998

Bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v.

§ 21. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

------

------

Loven træder i kraft den 1. oktober 1994.

------

Loven træder i kraft den 1. juli 1994.

------

Loven træder i kraft den 1. april 1998 og finder anvendelse i de tilfælde, hvor fødslen eller modtagelsen af barnet har fundet sted den 15. oktober 1997 eller senere.

------

1) D.v.s. lovens § 21.

J. H. Schultz Grafisk A/S b/arbm 113291

Lovbekendtgørelse nr. 615
af 18. juli 1995
om kommunernes styrelse

§ 62.

Kommunalbestyrelsen skal over for kommunens beboere redegøre for indholdet og omfanget af de væsentligste kommunale ydelser, der tilbydes eller vil blive tilbudt kommunens beboere. Redegørelsen skal tillige indeholde oplysninger om de mål, som kommunalbestyrelsen har sat for udviklingen på de pågældende områder. Redegørelsen skal afgives mindst hvert andet år.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal over for kommunens beboere mindst hvert andet år redegøre for de driftsopgaver, der efter udbud udføres af andre end kommunen selv. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om, hvornår opgaverne har været udbudt, hvorvidt opgaverne udføres af andre kommuner, andre offentlige myndigheder eller private, samt hvorvidt kommunen selv har budt på opgaveudførelsen. Endvidere skal redegørelsen indeholde en vurdering af opgaveudførelsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal over for kommunens beboere mindst hvert andet år redegøre for situationen med hensyn til ligestillingen mellem kvinder og mænd blandt de kommunalt ansatte. Redegørelsen skal indeholde oplysning om

b) den kønsmæssige fordeling i forhold til de enkelte stillingskategorier og

S.Q j.nr. 28.Dan.9-3.

Den 11. juni 1998.

I. Ligestilling, en integreret del af Danmarks udenrigspolitik.

II. De internationale ligestillingsopgaver

1. Den overordnede ligestillingspolitik behandles i FN-systemet:

2. På europæisk plan foregår ligestillingsarbejdet særligt i:

b) CSCE/OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa)

c) Europarådet

3. Det nordiske ligestillingsarbejde

4. Det Internationale Ligestillingsudvalg

III. Den nuværende organisering af de internationale ligestillingsopgaver

IV. Kommende internationale ligestillingsopgaver

IV. Forslag til den fremtidige organisering af det internationale ligestillingsarbejde

Udenrigsministeriet, den 11. juni 1998

BILAG 6

Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og en Økonomisk og Monetær Union samt gennem iværksættelsen af fælles politikker eller aktioner som omhandlet i artikel 3 og 4 (tidligere artikel 3 og 3 A) i Fællesskabet som helhed at fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, høj konkurrenceevne og en høj grad af konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne.

Artikel 3

1. Med de i artikel 2 nævnte mål for øje skal Fællesskabets virke under de betingelser og i det tempo, som er foreskrevet i denne traktat, indebære:

a) ophævelse, forbud, medlemsstaterne imellem, af told og kvantitative restriktioner ved varers ind- og udførsel, såvel som af alle andre foranstaltninger med tilsvarende virkning,

b) indførelse af en fælles handelspolitik,

c) oprettelse af et indre marked ved fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital mellem Medlemsstaterne,

d) indførelse af foranstaltninger vedrørende personers indrejse og færden i det indre marked som fastlagt i artikel 100 C afsnit IV (Ams. afsnit IIIa),

e) indførelse af en fælles politik på landbrugs- og fiskeriområdet,

f) indførelse af en fælles politik på transportområdet,

g) gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes,

h) indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger i det omfang, dette er nødvendigt for det fælles markeds funktion,

i) fremme af samordning mellem medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker med henblik på at øge deres effektivitet ved udvikling af en samordnet beskæftigelsesstrategi.

j) indførelse af en politik på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige område, herunder en europæisk socialfond,

k) styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed,

l) indførelse af en miljøpolitik,

m) styrkelse af fællesskabsindustriens konkurrenceevne,

n) fremme af forskning og teknologisk udvikling,

o) tilskyndelse til oprettelse og udvikling af transeuropæiske net,

p) bidrag til opnåelse af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau,

q) bidrag til kvalitetsuddannelser og udfoldelsesmuligheder for medlemsstaternes kulturer,

r) indførelse af en politik vedrørende udviklingssamarbejde,

s) associering af de oversøiske lande og territorier med henblik på at forøge samhandelen og på at fremme den økonomiske og sociale udvikling i fællesskab,

t) bidrag til styrkelse af forbrugerbeskyttelse,

u) indførelse af foranstaltninger på områderne energi, civilbeskyttelse og turisme.

2. I alle de aktiviteter, der er nævnt i denne artikel, tilstræber Fællesskabet at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

Artikel 136 (Ams. Artikel 117)

Fællesskabet og medlemsstaterne, der er opmærksomme på de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder som bl.a. er fastlagt i den europæiske socialpagt undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og fællesskabspagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, har som mål at fremme beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau, en passende social beskyttelse, dialogen på arbejdsmarkedet, en udvikling af de menneskelige ressourcer, der skal muliggøre et varigt højt beskæftigelsesniveau, og bekæmpelse af social udstødelse.

Med henblik herpå iværksætter Fællesskabet og medlemsstaterne foranstaltninger, der tager hensyn til forskellene i national praksis, særlig på overenskomstområdet, samt til nødvendigheden af at opretholde fællesskabsøkonomiens konkurrenceevne.

De er af den opfattelse, at en sådan udvikling vil blive en følge såvel af fællesmarkedets virksomhed, der vil fremme en harmonisering af de sociale ordninger, som af de i denne traktat foreskrevne fremgangsmåder og af den indbyrdes tilnærmelse af love og administrativt fastsatte bestemmelser.

Artikel 137 (Ams. Artikel 118)

1. Med henblik på at virkeliggøre de i artikel 136 (Ams. artikel 117) fastlagte mål støtter og supplerer Fællesskabet medlemsstaternes indsats på følgende områder:

- forbedring af især arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed

- arbejdsvilkårene

- information og høring af arbejdstagerne

- integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet, jf. dog artikel 150 (tidligere artikel 127)

- lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og ligebehandling i arbejdet.

2. Med henblik herpå kan Rådet ved udstedelse af direktiver vedtage minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvis under hensyn til de vilkår og tekniske bestemmelser, der gælder i hver af medlemsstaterne. I disse direktiver skal det undgås at pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.

Rådet træffer afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 251 (tidligere artikel 189 B) og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

Rådet kan efter samme fremgangsmåde vedtage foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne gennem initiativer, der tager sigte på at opnå større viden, udvikle udvekslingen af information og gode erfaringer, fremme nytænkning og vurdere erfaringerne, med det formål at bekæmpe social udstødelse.

3. Rådet træffer dog på følgende områder afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget:

- arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse

- beskyttelse af arbejdstagere ved ophævelse af en arbejdskontrakt

- repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser, herunder medbestemmelse, jf. dog stk. 6

- beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig på Fællesskabets område

- finansielle bidrag til beskæftigelsesfremme og jobskabelse, uden at dette dog griber ind i bestemmelserne vedrørende Socialfonden.

4. En medlemsstat kan overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fællesanmodning fra disse, at gennemføre direktiver, der er udstedt i henhold til stk. 2 og 3.

I så tilfælde sikrer den sig, at arbejdsmarkedets parter senest på den dato, hvor et direktiv skal være gennemført i overensstemmelse med artikel 249 (tidligere artikel 189), har indført de nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, idet den skal træffe de nødvendige foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i det pågældende direktiv.

5. Bestemmelser, som vedtages i henhold til denne artikel, er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, når de er forenelige med denne traktat.

6. Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.

Artikel 141 (Ams. Artikel 119)

1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

Lige løn uden forskelsbehandling baseret på køn indebærer:

a) at den løn, der ydes for samme akkordlønnede arbejde, fastsættes på samme beregningsgrundlag

b) at den løn, der ydes for tidlønnet arbejde, er den samme for samme slags arbejde.

3. Rådet vedtager efter fremgangsmåden i artikel 251 (tidligere artikel 189 B) og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg foranstaltninger, der skal sikre anvendelsen af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, herunder princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

4. For at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.

Artikel 13 (Ams. Artikel 6 A)

Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser og inden for rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fællesskabet, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

BILAG 7

Oversigt over kvinderepræsentationen i besluttende og rådgivende, politiske organer i udvalgte år¹

1. Tabellen er bygget op af informationer hentet i Statistisk Årbog 1979, 1989 og 1997 samt Statistiske Efterretninger 1998, Danmarks Statistik.

Tabel 2

Valgte og politisk udpegede kvinder og mænd

1 Danske medlemmer opgjort juni 84 og juni 94.

2 Ministre i regeringen Schlüter 1985 og regeringen Nyrup Rasmussen i 1995.

3 Omfatter både permanente og ikke permanente råd, nævn og udvalg.

4 Bestyrelsesmedlemmer omfatter medlemmer i henhold til bestyrelsesloven (1994). Opgjort 1990 og 1994.

5 Opgjort 19. nov. 85 og 16. nov. 93.

Kilde: Kommunal årbogen og materiale fra Statsministeriet og Ligestillingsrådet