Afgivet af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde
Det fremtidige Ligestillingsarbejde
| |
|
Afgivet af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde Det fremtidige Ligestillingsarbejde
|
|
KAPITEL 2 -
Ligestillingsarbejdets organisering i Danmark
KAPITEL 2Ligestillingsarbejdets organisering i Danmark Det målrettede, statslige arbejde for at opnå ligestilling mellem kvinder og mænd i Danmark har udgangspunkt i nedsættelse af Kvindekommissionen i 1965 og dennes betænkninger med en slutrapport afgivet i 1974. Det udføres inden for en fastlagt ramme formet af et lovkompleks om ligestilling, der er udviklet i perioden 1976-1992, og nationale handlingsplaner for ligestilling, hvoraf den første blev vedtaget i Folketinget i 1987. Arbejdet med at skabe rammen er foregået og foregår fortsat under påvirkning af et internationalt samarbejde, der pålægger Danmark forpligtelser på kvinde- og ligestillingsområdet. Ligestillingsrådet spiller en helt central og meget bredspektret rolle i den praktiske indsats for at føre de politiske beslutninger ud i livet, men også andre institutioner og organisationer er aktive hver på deres felt, ligeledes i en stadig vekselvirkning med internationale samarbejdspartnere. Udvalget har som grundlag for en drøftelse af organiseringen af fremtidens ligestillingsindsats gjort sig bekendt med den historiske udvikling af arbejdsområdet, dets struktur og dets indhold og vil i kapitel 2 gennemgå de vigtigste aspekter af ligestillingsarbejdets organisering herhjemme1. 1. En detaljeret gennemgang af disse emner med oplysning om kilder findes i Ligestillingsrådets Historie af Anette Borchorst (bilag 1) og Ligestillingsrådets Arbejde udarbejdet af Ligestillingsrådets sekretariat (bilag 2). Disse to dokumenter er bestilt af Udvalget og har dannet hovedgrundlaget for udformningen af kapitel 2. 2.1. KvindekommissionenDen offentlige indsats blev formelt påbegyndt den 4.februar 1965 med statsminister J. O. Krags nedsættelse af Kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet, herefter betegnet Kvindekommissionen. Ligestillingsspørgsmålet var da blevet aktuelt mange steder i Vesteuropa blandt andet som følge af den kraftige vækst i kvindernes tilgang til arbejdsmarkedet (En detaljeret gennemgang af disse emner med oplysning om kilder findes i Ligestillingsrådets Historie af Anette Borchorst (bilag 1) og Ligestillingsrådets Arbejde udarbejdet af Ligestillingsrådets sekretariat (bilag 2). Disse to dokumenter er bestilt af Udvalget og har dannet hovedgrundlaget for udformningen af kapitel 2.). 2.1.1. Sammensætning, opgaver og arbejdsformBorgmester Edel Saunte blev udnævnt til formand for Kvindekommissionen, som bestod af 55 medlemmer, hvoraf hovedparten var indstillet af interesseorganisationer og politiske partier, mens et mindre antal var personligt udpegede medlemmer eller repræsentanter for ministerier. Kommissionen fik til opgave at undersøge kvindernes stilling i samfundet, herunder overveje ændringerne i familiens forhold, specielt børnenes vilkår under kvindernes stigende deltagelse i erhvervslivet, samt spørgsmålet om kvindernes uddannelse, anvendelse af den og mulighederne for efteruddannelse. Der blev nedsat syv arbejdsudvalg, som behandlede og afgav betænkning om følgende emner: kvinders uddannelsesproblemer, kvindelige tjenestemænds forhold, familiens og børnenes tilpasning, kvinders sundhedsforhold, kvinders deltagelse i det offentlige liv, kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet, ligestilling samt sociale forhold. Senere blev nedsat et arbejdsudvalg om grønlandske kvinders forhold. Betænkningerne blev afgivet til de respektive ressortministerier og indeholdt i alt 84 forslag om lovgivning og -ændringer samt forandringer af retlig og administrativ praksis. Kommissionen afgav sin slutrapport Betænkning vedrørende Kvinders Stilling i Samfundet i begyndelsen af 1974 med indstilling om, at der burde oprettes et permanent råd for ligestilling mellem mænd og kvinder. 2.1.2. LigestillingsbegrebetSpørgsmålet om formel og reel ligestilling mellem kvinder og mænd i Danmark er behandlet særskilt i en delrapport Betænkning vedrørende Ligestilling, som udkom i 1972, og hvis generelle og teoretiske betragtninger blev lagt til grund for de forudsætninger, som slutrapporten bygger på. Kvindekommissionen, der har haft store vanskeligheder med at skulle fastlægge, hvad der forstås ved ligestilling, opfatter begrebet retfærdighed som baggrund for kravet om ligestilling, men erkender, at det rummer flere principper, som det i mange tilfælde vil være umuligt at opfylde på én gang. Det fremføres videre, at det alment anerkendte ligestillingsprincip om, at kvinder bør være ligestillede med mænd, ikke i sig selv giver nogen anvisning på, hvordan tilstanden helt konkret skal være, for at kvinder og mænd er ligestillede, og at det heller ikke kan forventes, at de implicerede parter i enhver situation vil have en fælles oplevelse af lighed eller ulighed. Arbejdet i underudvalgene og i selve Kvindekommissionen viser dog klart, at selvom kvinder og mænd stort set har de samme formelle rettigheder, er der stadig mange områder, hvor afstanden mellem den formelle ligestilling og de faktiske forhold er stor i mændenes favør, specielt når vurderingen bliver foretaget med udgangspunkt i kriterier som magt, prestige og økonomisk formåen. Kvindekommissionen understreger dog, at der, skønt disse vurderingskriterier utvivlsomt repræsenterer værdier, der sættes højt i det danske samfund, næppe er enighed om, at de er de eneste, der skal tages hensyn til, eller er dem, der sættes højest. Kvindekommissionen gør videre opmærksom på, at der kan påvises områder, hvor der forekommer forskelsbehandling til kvindernes fordel, men at de er relativt få, og at særstillingen ofte vil være affødt af manglende ligestilling på andre områder. Delbetænkningerne viser også, at samfundet bygger på et bestemt rollemønster for kvinder og mænd, som bliver indarbejdet gennem opdragelse, miljø og undervisning, og at dette mønster er ganske afgørende for de store forskelle i kvinders og mænds stilling såvel i familielivet som i arbejds- og samfundslivet samt for kvinders ringe indflydelse på udviklingen i arbejdslivet og i samfundet som helhed. Nødvendigheden af at ændre holdningen til kønsrollerne samt at drive forskning for at fremme kendskabet til årsagerne til den manglende ligestilling mellem kønnene og til den forskelsbehandling, som forekommer, understreges derfor gang på gang. 2.1.3. Forslag om et ligestillingsorganI den afsluttende fase af Kvindekommissionens arbejde forelå der fra to af underudvalgene forslag vedrørende et permanent ligestillingsorgan. Det ene forslag gik på et ligestillingsorgan, der skulle følge situationen med hensyn til ligestilling på alle områder, modtage og behandle klager over forskelsbehandling og tage initiativer til foranstaltninger, der kunne fremme ligestillingen overalt i samfundet. Det andet forslag gik på et organ til fremme af ligestillingen på arbejdsmarkedet med særligt henblik på kvindernes forhold. I den endelige drøftelse blev disse forslag trukket tilbage, hvorefter der blev afgivet en flertalsindstilling om, at der fremsættes lovforslag om oprettelse af et råd for ligestilling mellem mænd og kvinder, som skulle have til opgave at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder inden for familielivet, i undervisning og uddannelse, på arbejdsmarkedet og i samfundslivet gennem forskning og oplysningsvirksomhed, rådgivning og klagebehandling. 2.2. Ligestillingsrådets historieDet politiske og administrative arbejde med at etablere et ligestillingsorgan i Danmark som opfølgning på Kvindekommissionens flertalsindstilling kom til at strække sig over nogle år. Det foregik i en atmosfære præget af danske kvindeorganisationers og nogle engagerede folketingspolitikeres pres for ændringer i lovgivningen og for nye, politiske initiativer omkring kvinders stilling i samfundet, af et nordisk samarbejde om ligestillingsspørgsmål og af FNs initiativer på kvindeområdet med Det internationale Kvindeår 1975, hvor Verdenskvindekonferencen i Mexico blev holdt, og FNs Kvindetiår 1975-1985. 2.2.1. Nedsættelse og sammensætningKvindekommissionens arbejde blev under ministeriet Poul Hartling drøftet i Folketinget to gange i løbet af efteråret 1974 på initiativ fra oppositionen, men efter den sidste debat i november kunne der ikke konstateres et flertal for oprettelse af et ligestillingsorgan. Efter et ministermøde den 2. september 1975 nedsatte statsminister Anker Jørgensen, der var blevet regeringsleder efter et folketingsvalg tidligere på året, Ligestillingsrådet administrativt under Statsministeriet og uden selvstændig kompetence. Ligestillingsrådet kom til at bestå af en formand udpeget af statsministeren, tre medlemmer indstillet af henholdsvis Landsorganisationen i Danmark (LO), Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (i dag Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)), et medlem indstillet af Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning og tre medlemmer indstillet af Danske Kvinders Nationalråd (DKN). Denne sammensætning af Rådet svarede i store træk til Kvindekommissionens flertalsforslag, dog med den afvigelse, at Rådet ikke kom til at rumme uafhængige eksperter. Medlemmerne blev beskikket for en periode på fire år, ligesom der samtidig blev udpeget personlige suppleanter. Rådets arbejde blev støttet af et sekretariat, der bestod af personale udlånt fra forskellige ministerier. 2.2.2. Lovfæstelse og udviklingLigestillingsrådet blev lovfæstet i Lov nr. 164 af 12. april 1978 om Ligestillingsrådet, uden at der skete ændringer i dets sammensætning eller dets placering under Statsministeriets forretningsområde. Derimod blev Rådet tillagt en vis selvstændig kompetence som overvåger af ligestillingssituationen i samfundet og på arbejdsmarkedet, som rådgiver for centrale og lokale myndigheder og som igangsætter af forsknings- og informationsvirksomhed, ligesom dets sekretariat blev tildelt sit eget personale. Arbejdsmarkedsorganisationerne fik fra begyndelsen en særlig stilling i Ligestillingsrådets arbejde. På sit første møde nedsatte Rådet et arbejdsmarkedsudvalg bestående af formanden og repræsentanterne for LO og DA, mens repræsentanten for FTF først blev løst tilknyttet, men fra 1979 fast medlem af udvalget. I forbindelse med lovfæstelsen fastsatte statsministeren en forretningsorden for Ligestillingsrådet, som blandt andet pålagde dette at indhente en udtalelse fra arbejdsmarkedsudvalget i forbindelse med udtalelser angående "tilladelse til foranstaltninger til fremme af lige muligheder for mænd og kvinder ved afhjælpning af de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse m.v." eller såkaldt positive særforanstaltninger. Ved fremsendelse af udtalelse til Arbejdsministeriet var hvert medlem af Rådet berettiget til at få indført en eventuel afvigende mening om udtalelsen. Rådets sammensætning blev ændret i forbindelse med vedtagelse af Lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd og kvinder, herefter betegnet Ligestillingsloven, der erstattede den tidligere lov om Ligestillingsrådet. De grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning trådte ud, Dansk Kvindesamfund blev repræsenteret, og medlemstallet udvidedes med en kvindeforsker, som blev beskikket på grundlag af indstilling fra de øvrige medlemmer i Rådet. Kvindekommissionens ide om at inddrage uafhængige eksperter i Rådets arbejde blev således realiseret omend i langt mindre målestok end foreslået. Loven gav desuden Ligestillingsrådet øget kompetence med hensyn til at tage sager op af egen drift (For yderligere informationer om loven henvises til afsnit 2.3.1.). Ligestillingsrådet fik også styrket sin indflydelse med vedtagelse af senere ligestillingslove (jf. afsnit 2.3.2. og 2.3.3.), idet beføjelsen til at give tilladelse, efter høring af de berørte ressortministre, til visse positive særforanstaltninger i forbindelse med ligebehandling blev flyttet fra arbejdsministeren til Rådet. Med denne kompetenceudvidelse fik hvert af arbejdsmarkedets parter i arbejdsmarkedsudvalget under Ligestillingsrådet reelt vetoret i forhold til disse tilladelser. Efter en ændring af Ligestillingsloven i 1992 blev der givet Ligestillingsrådet mulighed for at inddrage særligt sagkyndige og aflægge virksomhedsbesøg i forbindelse med behandlingen af konkrete sager. Ligestillingsrådets nugældende forretningsorden blev givet af statsminister Poul Schlüter i januar 1990 og er optrykt i bilag 3. 2.2.3. FormændLigestillingsrådet har haft fem formænd, som alle var eller havde været folketingspolitikere og med en enkelt undtagelse var medlemmer af Folketinget ved deres udnævnelse:
Som det fremgår af oversigten har udskiftningen af formænd ikke i alle tilfælde fulgt den 4-årige beskikkelsesperiode for Rådets øvrige medlemmer. For eksempel var der inden for et kort tidsrum i 1993-1995 to formandsskift. Ligestillingsrådets seneste beskikkelsesperiode løber fra 1. januar 1999 til 31. december 2002. 2.2.4. SekretariatLigestillingsrådets sekretariat havde pr. 1. oktober 1998 et personale på i alt 15 medarbejdere, hvoraf fire var mænd. Sekretariatschefen, der er jurist, er ansat som tjenestemand i staten med Statsministeriet som ansættelsesområde. De øvrige medarbejdere (jurister, mag.art., journalist, bibliotekar, cand.scient.pol'er og kontormedarbejdere) er ansat i sekretariatet på grundlag af overenskomster med AC og HK. Herudover anvendes i et vist omfang eksterne projektmedarbejdere. 2.2.5. BudgetLigestillingsrådet fik med lovfæstelsen i 1978 sit eget budget og har siden 1979 været på finansloven med en særlig bevilling, der da blev fastsat til knap 1,4 millioner kroner. I 1998 var bevillingen på 7,5 millioner kroner, heraf 4,7 millioner kroner til løn. I forbindelse med handlingsplanarbejdet (jf. afsnit 2.4.) blev der i 1987 givet en særlig projektbevilling på 3 millioner kroner over en treårig periode, og i 1991 blev en lignende særbevilling på 9 millioner kroner givet ligeledes over en treårig periode. Fra 1994 er midlerne til handlingsplanarbejdet afholdt inden for Ligestillingsrådets bevilling på finansloven. 2.2.6. KompetencefordelingDet er ikke kun Ligestillingsrådet, som har ansvaret for det offentlige ligestillingsarbejde i Danmark. Statslige myndigheder samt amter og kommuner er i følge Ligestillingsloven pålagt at arbejde for ligestilling. En grafisk fremstilling af kompetencefordelingen mellem de statslige aktører ses i fig. 2.2.6.:
Statsministeren er ikke egentlig ligestillingsminister, men varetager generelle ligestillingsspørgsmål, der vedrører hele regeringens ligestillingspolitik, for eksempel i forbindelse med folketingsforespørgsler. Endvidere hører de generelle ligestillingslove under statsministeren. De øvrige ministre varetager ligestillingsarbejdet inden for hver deres ressort og besvarer selv forespørgsler, som vedrører kønsligestilling inden for deres faglige område. Som eksempler kan nævnes, at de specielle ligestillingslove om ligeløn og ligebehandling hører under arbejdsministeren, mens amters og kommuners ligestillingsarbejde hører under indenrigsministeren. I relation til Ligestillingsrådet fastlægger statsministeren i følge Ligestillingsloven dets forretningsorden og kan henlægge opgaver til det ud over dem, Rådet er lovmæssigt forpligtet til. Ligestillingsrådet er dog ikke en del af det statslige hierarki, og det har en uafhængig status i sit arbejde, således at det kan henvende sig direkte til alle ministerier og andre offentlige myndigheder og medvirke til påvirkning og koordinering af samt rådgivning i forbindelse med deres ligestillingsarbejde uden dog at kunne udstede pålæg. Ligestillingsrådets sekretariat er en institution under Statsministeriet. Ud over at udføre de administrative opgaver i forbindelse med Rådets arbejde varetager Sekretariatet også en række styrelseslignende opgaver i relation til ligestilling som sekretariatsbistand til Statsministeriet ved udarbejdelse af bidrag til redegørelser og svar til Folketinget eller notater til brug for stillingtagen om ligestillingsinitiativer i EU, deltagelse i EU-specialudvalg, redegørelse til FNs kvindekommission m.m. 2.3. LigestillingslovgivningenDen første ligestillingslov i Danmark var Lov nr. 100 af 4. marts 1921 om lige adgang for kvinder og mænd til tjenestestillinger og erhverv. I dag består lovkomplekset omkring ligestilling mellem kvinder og mænd af fem love om forskellige aspekter af kønsligestilling med tilhørende bekendtgørelser. Dette lovkompleks, der er udviklet over en længere årrække fra 1976-1992, fastlægger sammen med den til enhver tid gældende nationale handlingsplan for ligestilling de retningslinjer, som det offentlige ligestillingsarbejde i Danmark følger. Lovene vil blive belyst som arbejdsredskaber i kapitel 4, og den fulde ordlyd af de nugældende love eller lovbekendtgørelser findes optrykt i bilag 4. 2.3.1. LigestillingslovenLigestillingslovens formål er "at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder". I bemærkningerne til loven er det præciseret, at der ved ligestilling forstås "mænds og kvinders lige integration i samfundet og ligestilling i familielivet". Denne formulering er uddybet med en passus om, at mænd og kvinder skal have lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner, det vil sige lige adgang til samfundets styrende organer, lige adgang til arbejdsmarkedet og lige muligheder for at få uddannelse og undervisning. Loven slår som tidligere nævnt fast, at offentlige myndigheder skal arbejde for ligestilling, og at Ligestillingsrådet afgiver udtalelser efter Ligebehandlingsloven og Ligelønsloven. Desuden hedder det, at arbejdsgivere og lønmodtagere efter anmodning skal overlade Ligestillingsrådet enhver oplysning af betydning for dets virksomhed. Ligestillingsloven er udbygget ved Lov nr. 374 af 20. maj 1992 om ændring af lov om ligestilling mellem mænd og kvinder og lov om lige løn til mænd og kvinder. Ved lovændringen blev der tilføjet to nye bestemmelser, som giver Ligestillingsrådet mulighed for ved behandlingen af konkrete sager at indhente erklæringer fra særligt sagkyndige samt at besigtige eller at lade de særligt sagkyndige besigtige arbejdets udførelse på de implicerede virksomheder, hvis der indgås aftale med virksomheden om det. 2.3.2. LigelønslovenBaggrunden for Lov nr. 32 af 4. februar 1976 om lige løn til mænd og kvinder, herefter betegnet Ligelønsloven, er et EF-direktiv fra 1975, som er udarbejdet på grundlag af Romtraktatens artikel 119 om ligeløn til mænd og kvinder. Danmarks ratifikation i 1960 af ILOs konvention (nr.100) om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for samme arbejde eller arbejde af samme værdi og Danmarks ansøgning om optagelse i EF medførte, at arbejdsmarkedets parter gradvist gennemførte princippet om ligeløn. Ligelønsloven gjaldt for områder, der ikke var dækket af overenskomster mellem LO og DA, der indførte ligelønsprincippet i 1973. I følge den første ligelønslov skulle enhver arbejdsgiver, som havde ansat mænd og kvinder på samme arbejdsplads, give lige løn for samme arbejde, - en formulering, som var benyttet i de kollektive overenskomster. Denne ordlyd var ikke så vidtgående som EF-direktivets, der taler om lige løn for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi. Denne del af direktivet har givet anledning til en traktratbrudssag mod Danmark, som efterfølgende ændrede Ligelønsloven i 1986. EF-domstolens afgørelse slog fast, at Danmark ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af ligelønsdirektivet, idet den danske ligelønslovs formulering ikke var tilstrækkelig til at sikre en hensigtsmæssig information af de berørte personer. EF-Domstolen accepterede, at såvel Ligelønsloven som den overenskomstsikrede ligeløn omfatter både samme arbejde og arbejde, som tillægges samme værdi, men fandt, at der var behov for at præcisere dette i lovens tekst. Loven har gennemgået ændringer i 1989 og 1992 og det nugældende arbejdsgrundlag er Lovbekendtgørelse nr. 639 af 17. juli 1992 om ligeløn til mænd og kvinder, der som hovedprincip fastslår, at der ikke må finde lønmæssig forskelsbehandling sted på grund af køn, og at enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, herunder lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Loven indeholder endvidere bestemmelser, der beskytter arbejdstagere, som fremsætter krav om ligeløn, samt bestemmelser om godtgørelse i tilfælde af afskedigelse på grund af krav om ligeløn eller forskellig aflønning af mænd og kvinder. EU har i 1997 vedtaget et nyt direktiv om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn, der skal implementeres inden den 1. januar 2001 og blandt andet gælder for sager om ligeløn. 2.3.3. LigebehandlingslovenBaggrunden for den første ligebehandlinglov, Lov nr. 244 af 19. april 1978 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., herefter betegnet Ligebehandlingsloven, var et EF-direktiv fra 1976 om "gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår". Ligebehandlingsloven forbød direkte og indirekte diskrimination på grund af køn ved ansættelse, forflyttelser, forfremmelser og afskedigelse. Der var således tale om en forbudslovgivning omkring forhold, der vedrørte arbejdsmarkedet. Positive særforanstaltninger var kun tilladt efter dispensation fra arbejdsministeren, som før den endelige afgørelse var forpligtet til at høre Ligestillingsrådet. I tilfælde, hvor det var afgørende, "at erhvervsudøveren havde et bestemt køn", lå dispensationskompetencen hos den minister, til hvis ressort den ansøgende virksomhed hørte. Loven rummede også en formulering om arbejdsgivere, "som beskæftiger mænd og kvinder på samme arbejdsplads", men denne passus blev taget ud i 1984, hvorefter en sag om traktatbrud, som EF-kommissionen havde rejst mod Danmark, bortfaldt. Ligebehandlingloven blev i 1989 skrevet sammen med Lov om barselsorlov til Lov nr. 244 af 19. april 1989 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. Loven indførte en bestemmelse om, at en lønmodtager, der afskediges på grund af graviditet, barsel eller adoption, skal have mulighed for genansættelse. Derudover påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at en afskedigelse under graviditet, barsel eller adoption ikke er begrundet i disse forhold (omvendt bevisbyrde). Kompetencen til at give dispensation til positive særforanstaltninger blev som tidligere nævnt overført til Ligestillingsrådet. Lovens bestemmelse om, at overtrædelser af loven straffes med bøde, blev udvidet til også at omfatte tilfælde, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere undlader at give Ligestillingsrådet de oplysninger, som er af betydning for dets virksomhed. Den nye lov blev hurtigt derefter fulgt op af Bekendtgørelse nr. 757 af 5. december 1989 om fritagelse for at søge dispensation efter Ligebehandlingsloven, der tillader arbejdsgivere og uddannelsesvirksomheder at tilbyde kurser af kortere varighed til kvinder, hvis formålet med kurserne er at fremme lige adgang til beskæftigelse og uddannelse. Bekendtgørelsen tillader også, at ordlyden i stillingsannoncer opfordrer kvinder til at søge, men annoncen må dog ikke være udformet sådan, at mænd afskæres fra at søge. Ligebehandlingsloven har senere fået tilføjet en del stykker i kapitlet om graviditet, barsel og adoption, herunder udvidelse af fædreorloven (jf. afsnit 4.5. og 4.7.). Grundlaget for arbejdet på ligebehandlingsområdet er i dag Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 213 af 3. april 1998. 2.3.4. UdvalgslovenLov nr. 157 af 24. april 1985 om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning til offentlige udvalg, kommissioner o. lign., herefter betegnet Udvalgsloven, har sin baggrund i langvarige drøftelser af kønssammensætningen i offentlige udvalg, idet kvinder ved Ligestillingsrådets oprettelse kun udgjorde 8,6 procent af medlemmerne i offentlige råd, nævn og udvalg. På opfordring fra Rådet indskærpede statsminister Anker Jørgensen i 1981 over for ministerierne, at der skulle tilstræbes en mere ligelig kønsfordeling, og samtidig fik ministerierne indberetningspligt til Statsministeriet inden endelig beskikkelse af udvalg. Udvalgsloven pålægger alle ministre så vidt muligt at sørge for en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder i de offentlige udvalg, kommissioner og lignende, der nedsættes til fastsættelse af regler eller planlægning af samfundsmæssig betydning. Endvidere pålægges det myndigheder eller organisationer, der skal stille forslag om eller udpege et eller flere medlemmer, at pege på lige mange mænd og kvinder og i tilfælde af ulige antal én mere af det ene køn end af det andet. Ministeren afgør, hvem der skal beskikkes som medlem, og er forpligtet til at indberette den påtænkte sammensætning af udvalget til Statsministeriet, inden beskikkelse af medlemmer finder sted. 2.3.5. BestyrelseslovenLov nr. 427 af 13. juni 1990 om ligestilling mellem mænd og kvinder ved besættelse af visse bestyrelsesposter i den statslige forvaltning, herefter betegnet Bestyrelsesloven, udvidede principperne i Udvalgsloven til også at gælde bestyrelser, repræsentantskaber eller tilsvarende kollektive ledelser. Baggrunden for loven var et udvalgsarbejde indledt i 1987 under Justitsministeriet for at kortlægge kvinderepræsentationen i bestyrelser, hvor det offentlige havde indstillings- eller godkendelsesret. Bestyrelsesloven pålægger statslige forvaltningsmyndigheder så vidt muligt at sørge for en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder i bestyrelsen. En minister kan efter forhandling med statsministeren lade denne regel gælde for forskellige former for institutioner, hvis virksomhed overvejende dækkes af statslige midler eller på anden måde er knyttet til offentlig godkendelse. Undtaget fra reglen er bestyrelser, som helt eller delvis vælges ved direkte afstemning. Myndigheders og institutioners indstillingsret er omfattet af reglen om, at de skal foreslå lige mange mænd og kvinder og i tilfælde af ulige antal én mere af det ene køn end af det andet. Ministeren afgør, hvem der skal udpeges som medlem. 2.4. Nationale handlingsplaner for ligestillingVed siden af lovinitiativerne har vedtagelsen af nationale handlingsplaner været med til at danne ramme om det offentlige ligestillingsarbejde i Danmark. Siden begyndelsen af 1987 har den danske regering fremlagt tre handlingsplaner for ligestilling mellem kvinder og mænd i den offentlige sektor for Folketinget, hvor de er blevet fulgt op af debatter, som er afsluttet med vedtagelse af motiverede dagsordener. 2.4.1. Baggrunden for handlingsplanarbejdetBaggrunden for den første handlingsplan var vedtagelsen af aktionsplanen De fremadrettede Strategier frem til år 2000 på FNs Verdenskvindekonference i Nairobi i 1985 samt inspiration fra Sverige, Finland og Norge, som i perioden 1979-1981 havde besluttet at arbejde målrettet med ligestilling efter vedtagne handlingsplaner. Allerede i 1978 havde Socialistisk Folkeparti to gange fremlagt forslag i Folketinget om en dansk handlingsplan for ligestilling, men først efter en forespørgselsdebat rejst af kvindelige politikere på tværs af partiskel lykkedes det i januar 1985 af finde flertal for en sådan plan. Forespørgselsdebatten blev den 26. november 1985 fulgt op af endnu en, hvor Nairobidokumentet blev drøftet. Efter debatten blev der vedtaget en dagsorden, som opfordrede regeringen til at udarbejde og fremlægge en national handlingsplan inden 1. januar 1987 med fastlagte mål, økonomiske rammer og aktiviteter for den nationale indsats på ligestillingsområdet. 2.4.2. Første handlingsplan 1987-1990Til opfyldelse af dagsordenen nedsatte regeringen et udvalg med arbejdsminister Grethe Fenger Møller som formand og Ligestillingsrådets sekretariat som sekretariat. Udvalget indhentede blandt andet bidrag fra alle ministerier som grundlag for udarbejdelse af den handlingsplan for ligestilling, der blev godkendt af regeringen i december 1986. Planen blev behandlet i Folketinget i januar 1987, og her blev det besluttet at opfordre regeringen til at fortsætte handlingsplanarbejdet og at rapportere resultaterne til Folketinget senest i 1990. Statsministeren blev endvidere opfordret til at nedsætte et udvalg til at følge op på det internationale handlingsplanarbejde og at styrke Ligestillingsrådet med ressourcer og kompetence til at behandle sager om lige løn og lige behandling. Der blev også udpeget nogle særlige indsatsområder for handlingsplanarbejdet:
I februar 1991 drøftede Folketinget resultaterne af Regeringens første handlingsplan 1987-1990, som var indsamlet og evalueret af Ligestillingsrådet2. Debatten viste, at der var stor opbakning til ligestillingsarbejdet på tværs af partiskel, og det blev besluttet, at arbejdet skulle fortsættes blandt andet med udarbejdelse af konkrete handlingsplaner, måltal og årstal for ligestillingen i statens personalepolitik og med årlig rapportering til Ligestillingsrådet. Desuden blev regeringen opfordret til at fortsætte arbejdet i det internationale udvalg vedrørende ligestilling, intensivere bestræbelserne for at sikre ligeløn og fremlægge strategier, som bedre kunne sikre gravide mod afskedigelse. 2 Agnete Andersen og Søren Carlsen: Godt begyndt... Ligestillingsrapport om arbejdet med regeringens handlingsplan for ligestilling 1987-1990, Ligestillingsrådet 1991. 2.4.3. Evaluering af den anden handlingsplan 1991-1993Regeringens anden handlingsplan blev drøftet i Folketinget i april 1994 på grundlag af Ligestillingsrådets evaluering3. Debatten resulterede i en dagsorden, der opfordrede regeringen til at sikre, at arbejdet med at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd blev intensiveret blandt andet ved krav om, at alle statslige institutioner, der endnu ikke havde udarbejdet en handlingsplan, fik dette gjort snarest, og at alle handlingsplaner som minimum kom til at indeholde måltal samt konkrete initiativer for en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv for begge køn og mål for en mere balanceret kønsfordeling i ledergruppen. Regeringen blev i dagsordenen også opfordret til at udarbejde forslag, der kunne fremme fædres anvendelse af orlovsordninger, til at intensivere bestræbelserne for at sikre lige løn for lige arbejde og til at optage forhandlinger med kommuner og amtskommuner om at fremme ligestillingen på deres arbejdspladser. 3. Vejen videre. Evaluering af Regeringens Handlingsplan for Ligestilling 1991-1993, Ligestillingsrådet, November 1993. 2.4.4. Evaluering af den tredje handlingsplan 1994-1996Den tredje handlingsplanperiode 1994-1996 er blevet evalueret af Ligestillingsrådet i 19964. Ud over Ligestillingsrådets generelle opfattelse af, at indsatsens omfang har været beskedent, og at der samlet set ikke er tale om en intensivering af arbejdet, rummer evalueringen en række personalepolitiske konklusioner og anbefalinger til ministerierne om fastholdelse af det lokale handlingsplanarbejde med måltal og om indsatsområder som bedre balance mellem arbejds- og familieliv og mere balanceret kønsfordeling i ledelsen. 4. Vilje til Ligestilling. Evaluering af Regeringens Handlingsplan for Ligestilling 1994-1996, Ligestillingsrådet, December 1996. Endvidere indeholder rapporten anbefalinger, der vedrører enkelte ministeriers ressort, og som for eksempel går på brug af kønsopdelt statistik og på kommunernes informationspligt på ligestillingsområdet. Derudover har den nogle specielle, ligestillingspolitiske anbefalinger om fædres brug af orlovsordninger, øget indsats for tilvejebringelse af ligeløn for kvinder og mænd, ligestilling ved de højere uddannelser og mainstreaming eller inddragelse af kønsperspektiver i al politik og planlægning. Ligestillingsrådets evalueringsrapport har endnu ikke været debatteret i Folketinget. 2.5. Den politiske opbakning omkring ligestillingsarbejdetDer har siden slutningen af 1970'erne været en bred konsensus mellem Folketingets partier om Ligestillingsrådet og udvidelsen af dets kompetence og arbejdsopgaver, ligestillingslovgivningen samt ligestillingspolitikken, som den er kommet til udtryk i handlingsplanarbejdet. Set i forhold til hele perioden har opbakningen været størst i midten af dansk politik. Som det fremgår af fig. 2.5. har Socialdemokratiet, det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti været positive over for alle ligestillingsforslag, mens det Konservative Folkeparti og Centrumdemokraterne har stemt ja til alle væsentlige initiativer. Venstre og Kristeligt Folkeparti har med få undtagelser også stemt for, mens Fremskridtspartiet ikke har stemt for nogen af forslagene. På venstrefløjen har partier undertiden undladt at stemme, fordi forslagene ikke var vidtgående nok. De politiske partiers stemmeafgivning ved behandling af ligestillingslovene og handlingsplanarbejdet (udarbejdet af Anette Borchorst)
Kilde: Folketingets Årbog, 1974-86; Folketinget, Årbog og Registre, 1986-96. Bemærkninger: Partigrupper på 1 person er ikke medtaget. * Ingen afstemning
2.6. Internationale forpligtelserGennem sin deltagelse i det internationale samarbejde har Danmark påtaget sig en række forpligtelser på kvinde- og ligestillingsområdet, som påvirker både lovgivnings- og handlingsplanarbejdet herhjemme. Disse forpligtelser er nedfældet i konventioner, direktiver, resolutioner eller anbefalinger i handlingsplaner udformet i FN-, europæisk eller nordisk sammenhæng. Udenrigsministeriet varetager den overordnede koordination af det internationale ligestillingsarbejde samt forhandlinger om ligestillingsspørgsmål i forbindelse med traktatforhold og repræsenterer Danmark på ligestillingsområdet i de internationale organisationer med bistand fra Ligestillingsrådet. Samarbejdet inden for EU og det nordiske samarbejde om ligestilling i Nordisk Ministerråd er snævert forbundet med det nationale ligestillingsarbejde og varetages overvejende af Statsministeriet og Ligestillingsrådet. Arbejdsministeriet har siden 1995 repræsenteret Danmark i Europarådet, og arbejdsministeren har af statsministeren fået til opgave at deltage i ligestillingsmøderne i Nordisk Råd5. 5. Detaljer om Danmarks internationale ligestillingsopgaver gives i Beskrivelse af internationale ligestillingsopgaver og organisationen heraf, Udenrigsministeriet, 11. juni 1998 (bilag 5) 2.6.1. Det nordiske ligestillingssamarbejdeSamarbejdet i Nordisk Ministerråd (Rådet af ligestillingsministre) begyndte uformelt i 1974 med nedsættelse af en kontaktgruppe på embedsmandsniveau, som i 1978 blev gjort permanent og i 1989 fik navnet Nordisk Embedsmandskomite for Ligestillingsspørgsmål. Danmark er repræsenteret af Ligestillingsrådet med Arbejdsministeriet som suppleant. Nordisk Ministerråd har vedtaget to handlingsplaner for ligestilling henholdsvis for perioderne 1989-1993 og 1995-2000 samt en særlig handlingsplan for mænd 1997-2000. I planerne indgår aktiviteter, der gennemføres som fællesnordiske projekter som for eksempel nordiske kvindekonferencer, der under navnet Nordisk Forum blev holdt i Oslo i 1988 og i Helsingfors i 1994. Der kan også være tale om projekter i de enkelte lande ud fra en fælles plan som for eksempel et aktuelt projekt om mainstreaming, der skal gennemføres sideløbende af de nationale ligestillingsorganer i de nordiske lande (jf. afsnit 4.6.3.). Desuden holdes et årligt møde for de nordiske ligestillingsombud, hvor formålet er en fælles drøftelse og erfaringsudveksling især om juridiske problemstillinger, ligesom ligestilling indgår som en del af det nordiske nærområdesamarbejde med de baltiske lande, dele af Rusland og de arktiske områder. 2.6.2. Det europæiske ligestillingssamarbejdeDe Europæiske Fællesskaber og senere Den Europæiske Union, herefter betegnet henholdsvis EF og EU, har været en af drivkræfterne bag ændringen af kvinders status i samfundet og tankerne om lige muligheder for kvinder og mænd. En væsentlig del af den danske ligestillingslovgivning hviler som tidligere nævnt på EF-direktiver, men der er også eksempler på, at Danmark har påvirket EUs ligestillingsinitiativer. Forslag til direktiver, henstillinger og resolutioner på ligestillingsområdet behandles og vedtages i Ministerrådet, hvor det fortrinsvis er medlemslandenes arbejds- og socialministre, der har ansvaret for arbejdet med lige muligheder. Den daværende EF-kommission nedsatte i 1980 et rådgivende udvalg for ligestilling på embedsmandsniveau, som blev permanent i 1982. Udvalget, der er placeret under generaldirektorat V for beskæftigelse, arbejdsmarkedsrelationer og sociale anliggender, rådgiver Kommissionen i spørgsmål vedrørende ligestilling, især på arbejdsmarkedsområdet. I 1994 varetog Danmark formandsskabet for dette udvalg. I januar 1996 blev det erstattet af et nyt, rådgivende udvalg med både regeringsrepræsentanter og repræsentanter for de nationale ligestillingsråd. Kommissionens forslag til initiativer på ligestillingsområdet for eksempel i form af redegørelser, resolutioner, direktiver med mere drøftes i udvalget, der mødes fire gange årligt. Hvert land har to repræsentanter, og Danmark er repræsenteret ved Statsministeriet og Ligestillingsrådet. Arbejdet i udvalget har været knyttet til forberedelse og gennemførelse af femårige EF/EU handlingsprogrammer for lige muligheder for de to køn. EUs fjerde handlingsprogram om lige muligheder for kvinder og mænd, som gælder for perioden 1996-2000, blev vedtaget i Ministerrådet i december 1995 med henblik på at fremme ligestillingen mellem kønnene i EU og at støtte de enkelte landes bestræbelser på at skabe reel ligestilling. Handlingsprogrammet har syv overordnede mål, der handler om henholdsvis opbygning af partnerskab mellem kvinder og mænd, fremme af ligestilling i økonomien, opvurdering af kvinders arbejde, sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv, mere lige deltagelse af kvinder og mænd i beslutningsprocesserne, udbygning af EUs lovgivning og information om lige muligheder samt overvågning og evaluering af handlingsprogrammet. Der er afsat 30 millioner ECU til projekter, der ligger inden for programmets målsætninger. Kommissionen har nedsat en forvaltningskomite, som skal overvåge gennemførelsen af det fjerde handlingsprogram og fordelingen af projektmidler. Ligestillingsrådet repræsenterer Danmark i komiteen, der mødes fire gange årligt. Danmark har været med til at påvirke indholdet af handlingsprogrammerne, idet kvinders deltagelse i beslutningsprocessen blev et prioriteret område i det tredje handlingsprogram efter forslag fra Danmark, ligesom Danmark var fortaler for, at mænds bidrag til ligestillingen skulle være (og blev) et centralt emne i det fjerde handlingsprogram. Amsterdamtraktaten, som blev godkendt ved en folkeafstemning i maj 1998, indeholder en række nye bestemmelser om ligestilling. I artikel 2, som er en del af traktatens overordnede målsætning, fastslås det for eksempel, at fællesskabet har til opgave at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, ligesom der i artikel 6 A er indsat en bestemmelse, som giver mulighed for at vedtage regler, der bekæmper forskelsbehandling. Andre artikler har bestemmelser om lige løn, ligebehandling eller lige muligheder. De relevante artikler i Amsterdamtraktaten findes i bilag 6. Herudover foregår der ligestillingsarbejde i Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (CSCE/OSCE) samt i Europarådet, hvor Udvalget for kvinders rettigheder blev nedsat i 1984 som igangsætter og overvåger af ligestilling på europæisk plan. Europarådets arbejde på dette område forberedes i en Styringskomite for ligestilling mellem mænd og kvinder (CDEG), som organisatorisk er placeret i menneskerettighedsafdelingen. Frem til 1994 varetog Ligestillingsrådet Danmarks interesser i CDEG, hvorefter arbejdet blev uddelegeret til Arbejdsministeriet. Ligestillingsarbejdet i Europarådet hænger snævert sammen med arbejdet i FNs Menneskerettighedskommission og Kvindekommission. Danmark har været en aktiv fortaler for vedtagelsen af EUs beskæftigelsespolitiske retningslinier. Retningslinierne blev for første gang fastlagt som opfølgning af Det Europæiske Råds topmøde om beskæftigelse i Luxembourg i november 1997. Retningslinierne er opbygget som en fire-søjlet struktur, hvor den ene søjle sigter mod en styrkelse af ligestillingspolitikken på arbejdsmarkedet. Ligestillingsaspektet er også i lyset af EUs beskæftigelsespolitiske retningslinier fremhævet i den danske nationale handlingsplan for beskæftigelse, som blev offentliggjort den 14. april 1998. 2.6.3. FN-samarbejdet om ligestillingFNs ligestillingsarbejde foregår primært i Kvindekommissionen, der blev etableret i 1946 under ECOSOC (Det økonomiske og sociale Råd). Udenrigsministeriet repræsenterer i samarbejde med Ligestillingsrådet Danmark i forhandlingerne i FN, herunder på Kvindekommissionens årlige møde og i de forberedende, nordiske og europæiske koordinationsmøder forud for mødet i Kvindekommissionen. De initiativer, som har påvirket det danske ligestillingsarbejde stærkest, er FNs kvindekonferencer og CEDAW-konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder6. FN har i perioden 1975-1995 arrangeret fire globale kvindekonferencer over hovedtemaerne udvikling, ligestilling og fred. Den første blev holdt i Mexico City i 1975, den næste i København i 1980, den tredje i Nairobi 1985 og den indtil videre sidste i Beijing i 1995. På alle konferencer blev der vedtaget sluterklæringer og handlingsprogrammer, hvoraf især de to seneste, Nairobidokumentet og Platform for Action (PFA), spiller en stor rolle som idekatalog for dele af det danske ligestillingsarbejde. Forberedelserne til en opfølgning af kvindekonferencen i Beijing med en gennemgang i år 2000 af PFA foregår i FNs Kvindekommission. Et vigtigt område er arbejdet med at opnå konsensus i tekster, der søger at operationalisere handlingsplanen ("Agreed Conclusions"). CEDAW-konventionen blev vedtaget af FNs generalforsamling i 1979, og Danmark ratificerede konventionen i april 1983. Der er nedsat en komite under Kvindekommissionen til at overvåge, at konventionen overholdes, og de stater, som har tiltrådt konventionen, er forpligtet til at rapportere til FN hvert fjerde år. De danske CEDAW-rapporter udarbejdes af Udenrigsministeriet i samarbejde med Ligestillingsrådet og behandler ligestillingsmæssige spørgsmål på alle samfundsområder. Danmarks fjerde rapport blev afleveret i december 1996. Efter afgivelsen af den skriftlige rapport stilles der fra komiteens side en lang række uddybende spørgsmål til udviklingen og til initiativer i landet. Spørgsmålene besvares mundtligt på et møde i CEDAW-komiteen. Denne besvarelse varetages af Ligestillingsrådet. På grund af et overvældende arbejdspres i komiteen er Danmarks tredje rapport først blevet eksamineret den 24. januar 1997, mens den fjerde stadig afventer bedømmelse. 6. CEDAW står for Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination Against Women. I Danmark betegnes den i daglig tale som Kvindekonventionen. 2.6.4. Det internationale ligestillingsudvalgDet internationale ligestillingsarbejde og kvindeperspektivet i det internationale udviklingssamarbejde følges af et udvalg, som blev nedsat af statsministeren i 1987 på opfordring fra Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af den første handlingsplan. Medlemmer af udvalget er folketingspolitikere, repræsentanter for kvindeorganisationerne, Udenrigsministeriet, Statsministeriet, Ligestillingsrådet og siden 1994 også Arbejdsministeriet. Lone Dybkjær var formand frem til 1988, hvorefter Kirsten Lee blev udpeget og sad som formand frem til september 1996. I december 1996 blev Elisabeth Arnold formand. Alle tre formænd er nuværende eller tidligere medlemmer af Folketinget for det Radikale Venstre. Sekretariatsfunktionen var først placeret i Statsministeriet, men blev i begyndelsen af 1992 overført til Udenrigsministeriet. 2.7. Ligestillingsrådets arbejdsområde og opgaverLigestillingsrådet spiller en helt central rolle i ligestillingsarbejdet i Danmark, idet det har hovedansvaret for at igangsætte, gennemføre, formidle og overvåge de opgaver, der er fastlagt i lovgivningen og suppleret gennem drøftelserne i Folketinget vedrørende handlingsplanarbejdet samt eventuelt henlagt til det af statsministeren. Desuden skal Rådet overvåge andre offentlige aktørers indsats på området og melde tilbage til de politiske opdragsgivere om resultater og vurderinger samt give anbefalinger for det fremtidige arbejde7. 7. De enkelte arbejdsopgavers indhold og problemer samt Ligestillingsrådets initiativer omkring konkrete emner vil blive udførligt behandlet i kapitel 4. I øvrigt henvises til bilag 2. 2.7.1. De vigtigste arbejdsområderAfhængig af opgavernes karakter kan Ligestillingsrådets arbejde sammenfattes i følgende tre hovedkategorier, der dog i mange tilfælde overlapper hinanden:
Dertil kommer den interne administration, som optager en ikke uvæsentlig del af sekretariatets ressourcer. 2.7.2. OmbudsfunktionenDen vigtigste opgave inden for det juridiske område er den såkaldte ombudsfunktion, der består i opfølgning på ligestillingslovene i form af udtalelser, dispensationer med videre. Ligestillingsrådets udtalelser i sager vedrørende Ligelønsloven eller Ligebehandlingsloven er i de fleste tilfælde vejledende og dermed ikke bindende for parterne, men de danner ofte grundlag for indgåelse af forlig eller for indbringelse af sagerne for domstolene eller en faglig voldgiftsret, hvor de afgøres endeligt. Rådets udtalelser kan endvidere have betydning for statsamtets afgørelse om fri proces. I forbindelse med dispensation foretager Rådet derimod en egentlig håndhævelse af Ligebehandlingsloven og kan her træffe bindende afgørelser. Undertiden tager Ligestillingsrådet selv initiativ til at undersøge en sag, der har været rejst i offentligheden, men de fleste sager indledes ved en skriftlig eller telefonisk henvendelse til sekretariatet fra privatpersoner, advokater eller faglige organisationer. Det er sagsbehandlerens opgave at vurdere, om der er tale om en sag, der kan henføres under Ligelønsloven eller Ligebehandlingsloven og som sådan underlagt Ligestillingsrådets kompetence. Enkelte juridiske sager vil kunne færdigbehandles på sekretariatsniveau. Fører den indledende vurdering til, at sagen vedrører forhold, som er omfattet af Ligestillingsrådets kompetence, foretager sekretariatet en sagsbehandling med henblik på at oplyse sagen tilstrækkeligt. Sekretariatet er her underlagt forvaltningslovens regler om partshøring, kontradiktion og aktindsigt. Når det vurderes, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, udarbejder sekretariatet en indstilling til Ligestillingsrådet med forslag til en udtalelse. Den endelige udtalelse vil herefter blive sendt til parterne, hvorefter sagen er afsluttet fra Ligestillingsrådets side. 2.7.3. Andre juridisk-administrative opgaverLigestillingsrådet modtager mange skriftlige og telefoniske henvendelser, som vedrører problemer, der ikke umiddelbart er omfattet af dets kompetence i henhold til Ligelønsloven og Ligebehandlingsloven, men som alligevel indeholder elementer af ligestilling, der fører til, at Rådet behandler sagen. Ligestillingsrådet kan således tænkes at iværksætte undersøgelser på et givet område, stille spørgsmål til den pågældende minister, rette henvendelse til den myndighed, som sagen hører under, og/eller deltage aktivt i debatten på området. Som eksempler på sådanne sager kan nævnes henvendelser om kønsdiskriminerende reklamer eller krav fra offentlige myndigheder om, at kvinder i personlige sager anmodes om at oplyse deres ægtefælles personnummer. Også kommentarer til artikler i pressen eller interviews i radio og tv om emner, der rummer et ligestillingsaspekt som eksempelvis forældremyndighed og faderskab, kan henregnes til det juridisk-administrative arbejdsområde. Ligestillingsrådet bliver også hørt i forbindelse med lovforslag, som kan have en ligestillingsmæssig problemstilling, ligesom Rådet undertiden har deltaget i lovforberedende udvalgsarbejde, senest i forbindelse med ændringer i familierets- og værnepligtslovgivningen. 2.7.4. HandlingsplanarbejdetLigestillingsrådet har forskellige opgaver i forbindelse med formulering af og opfølgning på de nationale handlingsplaner for ligestilling i den offentlige sektor, idet sekretariatet fungerer som bindeled mellem statsministeren, der er ansvarlig for, at de politiske beslutninger på området gennemføres, og de offentlige arbejdspladser, der står for implementeringen. De periodiske evalueringer (jf. afsnit 2.4.) forudsætter indsamling af rapporter fra offentlige myndigheder, vurdering af indsatsen og anbefalinger om nye initiativer eller eventuel intensivering af indsatsen på prioriterede områder. Desuden følger sekretariatet op på handlingsplanarbejdet ved at opfordre ministerier, amter eller kommuner til at igangsætte særlige initiativer samt ved at tilbyde rådgivning, kurser og vejledning i udarbejdelse af lokale handlingsplaner. 2.7.5. Deltagelse i udvalgsarbejdeDet politisk-administrative arbejde i Ligestillingsrådets regi omfatter også deltagelse både i permanente og i midlertidige, offentlige råd, udvalg eller arbejdsgrupper om så forskellige emner som udenlandske kvinders integration og retsstilling i Danmark, børns og familiers interesser, uddannelses- og erhvervsvejledning, ligestilling i forbindelse med UNESCO samt forskning og formidling. Dertil kommer deltagelse i de internationale udvalg, som er omtalt i afsnit 2.6. Ligestillingsrådet har også i tidens løb selv nedsat en række ad hoc-udvalg, der har beskæftiget sig med emner som medhjælpende ægtefæller, ugifte fædre, barselsorlov samt ligeløn. I disse udvalg har deltaget medlemmer af Ligestillingsrådet, medarbejdere fra sekretariatet og udefra kommende personer. 2.7.6. InformationsområdetEn af Ligestillingsrådets vigtigste opgaver er at formidle den viden, som er indsamlet om ligestillingslovgivningen, handlingsplanarbejdet, internationale initiativer og andre aktiviteter på ligestillingsområdet, hvilket sker gennem rådgivning, publikationer, kampagner og konferencer. Rådet er i dette arbejde uafhængigt af regeringen. Ligestillingsrådet oprettede i 1994 en rådgivningstjeneste for at styrke dets arbejdspladsrettede aktiviteter. Rådgivningstjenesten har til opgave at bistå og servicere offentlige og private virksomheder og institutioner i deres arbejde med at formulere handlingsplaner med henblik på at integrere ligestilling i personalepolitikken på den enkelte arbejdsplads. Sekretariatet yder desuden ofte juridisk rådgivning eller andre former for service til forskellige grupper af aktører på ligestillingsområdet som ligestillingskonsulenter, kommuner, amter, advokater og journalister. Ligestillingsrådet og dets sekretariat stiller også viden og ekspertise til rådighed i mange andre sammenhænge som møder, konferencer og lignende, hvor der ønskes information om ligestillingsmæssige problemstillinger, i forbindelse med besøg af udenlandske delegationer, der ønsker orientering om det danske ligestillingsarbejde, eller som led i et undervisningsforløb inden for uddannelsessektoren. Med henblik på at styrke dette arbejde har Ligestillingsrådet i 1997 oprettet databaser, som registrerer domstolsafgørelser i ligestillingssager samt avisartikler om ligestillingsarbejdet generelt. Publikationsvirksomheden omfatter først og fremmest Ligestillingsrådets årsberetning, der sendes til Statsministeriet og rummer information om Rådets organisation, det forløbne års opgaver og andre tiltag af ligestillingsmæssig interesse. Desuden udgiver Ligestillingsrådet bøger om specielle ligestillingsemner (jf. kap. 4), et kvartårligt magasin LIGE NU samt pjecer og konferencerapporter. Konference- og kampagnevirksomhed udgør en væsentlig del af Ligestillingsrådets arbejde. Denne virksomhed knytter sig ofte til aktuelle emner i relation til handlingsplanarbejdet som ligestilling i skolen, sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv, ligeløn eller EUs arbejde med ligestilling. 2.8. Øvrige nationale aktørerLigestillingsrådet har været den helt centrale aktør i det statslige ligestillingsarbejde i samspil med politikere, centrale og lokale administrationer, interesseorganisationer og forskningsinstitutioner, der alle hver på deres måde påvirker indhold, form og retning i ligestillingsarbejdet. Nogle af disse aktører er forpligtet til at gøre en indsats for at skabe ligestilling mellem kønnene, mens andre deltager frivilligt i frembringelsen og formidlingen af dokumentation omkring ligestillingssituationen8. 8. Detaljerede oplysninger om ligestillingsindsatser fra aktørernes side vil blive givet i kapitel 4. 2.8.1. PolitikereUd over ligestillingslovgivningen og handlingsplanarbejdet bringer politikerne i Folketinget ligestillingsemner på dagsordenen i form af spørgsmål til ministre, beslutningsforslag, motiverede dagsordener og forespørgselsdebatter. Det kan for eksempel nævnes, at Socialistisk Folkeparti den 8. december 1995 stillede forslag om oprettelse af et Ligestillingsombud og ændring af Ligestillingsrådet, - et initiativ, der senere blev fulgt op af statsministeren med nedsættelse af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde. Den 25. april 1996 forhandledes om national og international opfølgning på FNs 4. Verdenskvindekonference. I den forbindelse blev der vedtaget en dagsorden, som blandt andet opfordrede regeringen til at få indarbejdet kønsaspekterne i administrative, politiske og planlægningsmæssige aktiviteter både nationalt og internationalt (mainstreaming) og at afgive en redegørelse om den nationale og internationale udmøntning af Platform for Action i samlingen 1997-98. En sådan redegørelse forelå fra udviklingsministeren i april 1998, men er ikke blevet drøftet i Folketinget i den pågældende samling. 2.8.2. MinisterierCentraladministrationen er i lovgivningen pålagt at arbejde for ligestilling og årligt rapportere herom til Ligestillingsrådet. Gennem motiverede dagsordener i forbindelse med handlingsplanarbejdet har den endvidere fået til opgave at arbejde med ligestilling både inden for personalepolitik og ressort. Hvad angår personalepolitikken, har indsatsen især drejet sig om opstilling af konkrete målsætninger, kvinder og ledelse, opkvalificering af kontorfunktionærer og sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv (jf. kap.4). Nogle ministerier har organiseret arbejdet ved hjælp af instrumenter som interne ligestillingsudvalg og ligestillingskonsulenter, mens et enkelt i Arbejdsmarkedsstyrelsens regi har delegeret ligestillingsarbejdet ud til det regionale og lokale niveau inden for arbejdsformidlingssystemet (AF). Andre ministerier har henlagt opgaven til deres interne samarbejdsudvalg. 2.8.3. Amtskommuner og kommunerAmtskommuner og kommuner er vigtige aktører på ligestillingsområdet, blandt andet fordi de repræsenterer et stort ansættelsesområde med mange kvinder, og disse regionale og kommunale, offentlige myndigheder er via lovgivning og handlingsplanbeslutninger underlagt krav om at arbejde for ligestilling mellem kvinder og mænd. Efter en ændring af de kommunale styrelseslove (Lov nr. 380 af 14. juni 1995) er kommunerne forpligtet til at offentliggøre ligestillingsredegørelser hvert andet år om deres ligestillingspolitik, om den kønsmæssige fordeling i forhold til de enkelte stillingskategorier og om andre forhold, som skønnes at have betydning for kommunens indsats på ligestillingsområdet. Kommunernes Landsforening har i 1997 ansat to medarbejdere, der som en del af deres arbejde er konsulenter i ligestilling med henblik på at inspirere og støtte kommunerne i initiativer, der fremmer ligestillingen i den enkelte kommune. 2.8.4. InteresseorganisationerDenne aktørgruppe kan grupperes efter særlige interesseområder som ligestilling på arbejdsmarkedet (arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer), kvinders krav om ligestilling på alle samfundets områder (kvindeorganisationer) eller mænds krav om ligestilling på specielle områder (mandeorganisationer). Nogle af disse organisationer deltager som nævnt i afsnit 2.2.1. i det formelle ligestillingsarbejde som medlemmer af Ligestillingsrådet, mens andre mere uformelt forsøger at påvirke det politiske system og offentligheden til at integrere deres synspunkter i ligestillingsarbejdet. Der er kvindeorganisationer, som har været aktive vedrørende kvinde- og ligestillingsspørgsmål i mere end 100 år, mens mandeorganisationerne er relativt nye som aktører i ligestillingsarbejdet. 2.8.5. ForskningsinstitutionerForskningen på ligestillingsområdet er præget af de kvindeforskningsinstitutioner, som findes ved danske universiteter og i enkelte andre institutioner (jf. afsnit 4.3.), af ligestillingsforskere ved universiteter og højere læreanstalter og af Socialforskningsinstituttet, som på initiativ fra ministerier eller i samarbejde med Ligestillingsrådet gennemfører undersøgelser for eksempel vedrørende familievenlige arbejdspladser og andre arbejdsmarkedsforhold.
|
