Afgivet af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde

Det fremtidige Ligestillingsarbejde

• 3.1. Norge

3.1.1. Hatland-rapporten
3.1.2. Lovgrundlag
3.1.3. Ligestillingsorganer i Barne- og familiedepartementet
3.1.4. Et uafhængigt center for ligestilling
3.1.5. Klageinstanser for ligestilling

• 3.2. Sverige

3.2.1. Lovgrundlag
3.2.2. Ligestillingsorganer på centralt niveau
3.2.3. Ligestillingseksperter på regionalt niveau

• 3.3. Holland

3.3.1. Omstrukturering af ligestillingsarbejdet
3.3.2. Lovgrundlaget
3.3.3. Ligestillingsorganer i ministerierne
3.3.4. Uafhængige ligestillingsorganer

KAPITEL 3

Udvalget har i overensstemmelse med kommissoriet indhentet oplysninger om ligestillingsarbejdets organisering i de øvrige nordiske lande og set den nylige omstrukturering i Norge og den langsomt udviklede og nu vel indarbejdede struktur i Sverige som særligt relevante for en drøftelse af en fremtidig dansk model.

Til brug for sine endelige overvejelser har Udvalget endvidere gjort sig bekendt med ligestillingsarbejdet i Holland, der også er blevet omorganiseret for nylig. Udvalget gør dog opmærksom på, at kapitel 3 ikke giver et fuldstændigt billede af de tre landes ligestillingsarbejde, idet hovedvægten er lagt på at klarlægge den statslige organisering af området. Det bemærkes, at oplysningerne er indsamlet i løbet af 1997.

3.1. Norge

Det norske Storting har med virkning fra 1. august 1997 vedtaget en delvis omstrukturering af det statslige ligestillingsarbejde. Likestillingsrådet, der blev oprettet i 1972 og senere lovfæstet i 1978, er nedlagt og erstattet af et kontaktudvalg. Rådets sekretariat og dets informations- og netværksfunktioner er ført videre i Kompetansesenteret for Likestilling med egen bestyrelse, mens ombudsfunktionen med klagenævn, som ligeledes blev lovfæstet i 1978, er opretholdt i sin hidtidige form. Siden 1994 har Norges statslige ligestillingsarbejde været forankret i en separat sektion i Barne- og familiedepartementet.

3.1.1. Hatland-rapporten

Nedlæggelsen af Likestillingsrådet er sket ud fra ønsket om at sætte en ny dagsorden for ligestillingsarbejdet og at gøre ansvars- og opgavefordeling mellem de forskellige statslige aktører klar og utvetydig. Samtidig har der været et særligt behov for at videreudvikle og formidle den viden, der er opbygget gennem årene, og for fortsat at have et organ med selvstændig udtaleret og en uafhængig rolle over for regeringen.

Grundlaget for beslutningen er etableret gennem udvalgsarbejde under Barne- og familiedepartementet, som i 1995 resulterede i rapporten Et apparat for likestilling (NOU 1995:15 eller den såkaldte Hatland-rapport). Udvalgets flertalsindstilling om at erstatte rådet med et kontaktudvalg og et ligestillingscenter har derefter været sendt til høring blandt interessenter og aktører på ligestillingsområdet og været behandlet i en arbejdsgruppe, som fik til opgave at formulere formål, opgaver og profil for et kompetencecenter.

En grafisk fremstilling af Norges nuværende, tredelte organisering af det statslige ligestillingsarbejde findes i fig. 3.1.1.

3.1.2. Lovgrundlag

Ligestillingsområdet er reguleret af en enkelt lov, Lov om likestilling mellom kjønnene, der blev vedtaget i 1978 med ændringer i 1995 og 1997. Loven, der fastlægger de overordnede rammer for organiseringen af ligestillingsarbejdet, har til formål at fremme ligestilling mellem kønnene og tager især sigte på at bedre kvindernes stilling. Mainstreamingprincippet er til dels integreret i lovens formål uden at være direkte nævnt, idet offentlige myndigheder pålægges at sørge for ligestilling mellem kønnene på alle samfundsområder.

Loven gælder på alle felter undtagen for trossamfunds interne forhold, men skal dog ikke håndhæves af ombud og klagenævn, for så vidt angår familieliv og personlige forhold. Forskelsbehandling af kvinder og mænd er forbudt, men positiv særbehandling af kvinder og fra 1995 også af mænd i forbindelse med undervisning og børnepasning kan dog tillades. Lovændringen i 1997 angår udelukkende omstruktureringen af ligestillingsapparatet.

3.1.3. Ligestillingsorganer i Barne- og familiedepartementet

Udformningen af ligestillingspolitikken sker i Barne- og familiedepartementet under ledelse af ministeren, hvis politiske sekretariat er Likestillingsseksjonen. Sekretariatet samordner og koordinerer politik og information, som angår det nationale ligestillingsarbejde, men har ikke det overordnede ansvar for andre ministeriers indsats på ligestillingsområdet.

Likestillingsseksjonens vigtigste arbejdsopgaver er at

• bidrage til integrering af ligestillingsperspektivet i al offentlig politik,
• fremme ligestilling i arbejdslivet gennem samarbejde med dets parter,
• forbedre grundlaget for ligestillingspolitikken ved at bidrage til finansiering af forskning,
• støtte aktive organisationer, som arbejder med ligestilling og seksuel vold,
• deltage i internationalt samarbejde på ligestillingsområdet,
• føre tilsyn med ligestillingsloven og med kønsrepræsentationen i statslige udvalg med videre,
• bidrage til ændringer i mande- og faderrollen.

I 1996 var der normeret 8 fuldtidsstillinger i Likestillingsseksjonen, der havde et driftsbudget på knap 10 millioner Nkr⁹. Hertil kommer, at 8-9 millioner kroner af departementets budget er knyttet til ligestillingsarbejdet. Samme år udbetalte departementet næsten 45 millioner Nkr. i tilskud til krisecentre og andre tiltag på dette område.

Ved omorganiseringen blev der oprettet et Kontaktudvalg for likestillingsstatsråden, som ligeledes hører under Barne- og familiedepartementet og har en rådgivende funktion. Udvalget er et forum for organisationer, der arbejder med kvinde-, mande- og ligestillingspolitiske spørgsmål, og det indbydes til halvårlige konferencer med ministeren for ligestilling.

9. Pr.1.december 1997 var en norsk krone = 0,93 Dkr.

3.1.4. Et uafhængigt center for ligestilling

Ligesom det tidligere ligestillingsråd indtager det nye Kompetansesenter for likestilling en selvstændig position, idet det er selvstyrende og udfører sine faglige og administrative opgaver uafhængigt af regeringen og departementet og har fleksibilitet i disponeringen af ressourcer.

Centerets formål er at udfylde funktionen som en central, offentlig instans med ansvar for at fremme reel ligestilling i det norske samfund. Det ledes af en bestyrelse på op til syv medlemmer, der udnævnes af ministeren for en periode på fire år. Bestyrelsen har ansvaret for fastlæggelse af hovedlinjerne i centerets arbejde og ansætter direktøren, som står for den daglige ledelse, for en seksårig periode med mulighed for én genudnævnelse.

Kompetansesenterets vigtigste arbejdsopgaver er at

• følge udviklingen i samfundet med henblik på at afdække forhold som modvirker ligestilling mellem kvinder og mænd samt deltage aktivt i og levere præmisser til samfundsdebatten,
• være initiativtager over for myndigheder og organisationer,
• påvirke kvinde-, mands- og kønsforskningen under henvisning til det samfundsmæssige behov for denne forskning,
• være rådgiver og vejleder for det offentlige og andre aktører og virke som informationscenter og knudepunkt for folk, der arbejder med ligestilling,
• forestå udredningsarbejde og udvikle informationsmateriale.

Som indledning til Kompetancesenterets arbejde var der i 1997 normeret seks fuldtidsstillinger og afsat et aktivitetsbudget på knap tre millioner Nkr.

3.1.5. Klageinstanser for ligestilling

Den norske ligestillingslov fastlægger to instanser til håndhævelse af loven: Likestillingsombudet og Klagenemnda for likestilling.

Likestillingsombudet med sekretariat er organiseret som et frit og uafhængigt forvaltningsorgan. Administrativt er det tilknyttet Barne- og familiedepartementet, men kan ikke modtage instrukser herfra i faglige spørgsmål. Stillingen som ombudskvinde/-mand kan søges og bliver besat for seks år ad gangen.

De vigtigste arbejdsopgaver for Likestillingsombudet er at

• være sagsbehandler i klagesager, der falder inden for ligestillingslovens område,
• gennemføre en løbende evaluering af lovens bestemmelser og praktiseringen af dem og foreslå ændringer, som kan gøre loven virksom på særlige områder,
• følge udviklingen i lovgivningen ved at være høringsinstans på andre områder, som kan have betydning for ligestilling mellem kønnene,
• deltage i samfundsdebatten og levere viden om de forskellige aspekter i ligestillingssager,
• deltage i internationalt arbejde.

Likestillingsombudet skal i klagesager søge at nå frem til en frivillig løsning gennem forhandling og kan alene fremsætte tilkendegivelser. Opnår ombudet ikke en frivillig løsning, kan sagen indbringes for klagenævnet af enten ombudet eller parterne. I 1996 behandlede ombudet i alt 202 sager, hvoraf 89 vedrørte brud på ligestillingsloven. Antallet af klager om brud på loven har været faldende i de seneste år fra 154 i 1991.

Klagenemnda for likestilling er administrativt knyttet til ombudet, men uafhængigt af dette i sin behandling af sager. Nævnet er sammensat af syv jurister, hvoraf formanden eller næstformanden skal være dommer. To af arbejdsmarkedets hovedorganisationer er garanteret repræsentation i nævnet.

Klagenævnet har i modsætning til ombudet kompetence til at udfærdige retsligt bindende påbud eller forbud over for parterne, men kan ikke ændre forvaltningsafgørelser. Dets afgørelser kan indbringes for domstolene. Nævnet behandlede i 1996 i alt ni sager.

Ombudet og herunder klagenævnet får sine ressourcer bevilget af Barne- og familiedepartementet og havde i 1997 et budget på 4.2 millioner Nkr. Sekretariatet var samme år normeret til otte fuldtidsstillinger.

3.2. Sverige

Opbygningen af en national struktur omkring ligestillingsarbejdet blev indledt i begyndelsen af 1970'erne, og i 1980 etableredes en ombudsfunktion med et ligestillingsnævn, ligesom der blev oprettet en særlig afdeling for ligestilling på centralt niveau. I 1983 blev der nedsat et ligestillingsråd, og i 1995 suppleredes den centrale struktur med 23 ligestillingseksperter på regionalt niveau.

Efter hvert valg tages der beslutning om, hvilket fagministerium ligestillingsområdet skal placeres i. Siden 1996 har det været placeret i arbejdsmarkedsdepartementet, som ledes af arbejdsministeren, og som også har en særlig minister med ansvar for spørgsmål vedrørende ligestilling, arbejdsret og arbejdstid. Tidligere hørte det under socialministeriet, hvis minister dengang også var vicestatsminister.

En grafisk fremstilling af Sveriges organisering af det statslige ligestillingsarbejde findes i fig. 3.2.1.

3.2.1. Lovgrundlag

Grundlaget for ligestillingsarbejdet har ligesom strukturen udviklet sig over en årrække. I 1980 trådte Jämställdhetslag i kraft med det formål at fremme ligestillingen mellem kønnene med hensyn til beskæftigelse, arbejdsbetingelser og muligheden for udvikling på arbejdspladsen. Loven er blevet ændret i 1991 og 1994.

Ligestillingsloven drejer sig udelukkende om arbejdslivet og sigter først og fremmest på at forbedre kvinders vilkår. Den rummer en række pålæg til arbejdsgiverne om at gøre en aktiv indsats for ligestilling. Desuden har den forbud mod kønsdiskriminering og sexchikane samt bestemmelser om håndhævelse af loven gennem en ombudsfunktion og et nævn.

Herudover findes der bestemmelser om ligestilling i anden lovgivning for eksempel vedrørende skoler og højskoler, familieret og vold mod kvinder samt administrative regler om ligestilling i beslutningsprocessen. I dag er mainstreamingprincippet en fast del af ligestillingspolitikken.

3.2.2. Ligestillingsorganer på centralt niveau

Arbejdsmarkedsdepartementets ligestillingsminister står for samordningen af det statslige ligestillingsarbejde. Alle ministerier har dog ansvaret for deres egen interne og eksterne ligestillingspolitik.

Det politiske og administrative ligestillingsarbejde udføres af Jämställdhetsenheten under ledelse af en politisk udnævnt statssekretær. Personalet består af politisk sagkyndige og pressemedarbejdere for ligestillingsspørgsmål. Enheden står som garant for regeringens mainstreamingpolitik ved at overvåge, støtte og påvirke de øvrige departementer i deres ligestillingsarbejde. Blandt andet tilbydes ledere i statsforvaltningen et grundkursus i ligestillingskundskab.

Jämställdhetsenhetens vigtigste arbejdsopgaver er at

• sikre, at der i alle forslag, som regeringen fremlægger i Riksdagen, er taget ligestillingsmæssige hensyn,
• kontrollere, at alle styrelser og udvalg opfylder målene for kønsrepræsentationen, der i løbet af 1998 skal være 50:50,
• have ansvar for det internationale ligestillingsarbejde,
• administrere en bevilling til særskilte ligestillings-projekter,
• administrere budget og andre overordnede spørgsmål i relation til ombudsfunktionen og nævnet.

I 1997 var enheden normeret til 10 fuldtidsstillinger og havde et aktivitetsbudget på 14 millioner Skr¹⁰.

Jämställdhetsrådet er et forum for information og meningsudveksling mellem regeringen og de ikke-statslige aktører i ligestillingsarbejdet. Forskere og mandeorganisationer er dog ikke repræsenteret i rådet. Ligestillingsministeren er formand, og Jämställdhetsenheten fungerer som sekretariat.

Jämställdhetsombudsmannen er en uafhængig myndighed under Arbetsmarknadsdepartementet og udgør en væsentlig del af det statslige ligestillingsapparat. Ombudsfunktionen er ansvarlig for, at ligestillingsloven overholdes, både hvad angår aktive tiltag og forbud mod diskrimination.

Blandt de vigtigste arbejdsopgaver for Jämställdhetsombudsmannen er at

• støtte og vejlede parterne i diskriminationssager,
• forberede og eventuelt selv føre sager i arbejdsretten,
• kontrollere, blandt andet ved uanmeldte besøg, at institutioners og virksomheders ligestillingsplaner overholdes,
• rådgive og informere offentligheden omkring ligestillingsarbejdet på arbejdsmarkedet.

Antallet af klager over diskrimination er øget voldsomt i de senere år - fra 116 sager i 1993/94 til 962 sager i 1995/96. Af de 962 sager drejede 870 sig om løndiskrimination af kvinder.

Ombudspersonalet er for nylig blevet øget væsentligt, og i 1996 var der normeret 14 fuldtidsstillinger, som var besat med jurister, særligt sagkyndige for eksempel vedrørende handlingsplanarbejde samt kontorpersonale. Budgettet var samme år på godt 14 millioner Skr.

Jämställdhetsnämnden er et særligt forvaltningsorgan, som på opfordring fra ombudet kan beordre en arbejdsgiver til at gøre en aktiv indsats for at fremme ligestilling. Nævnet består af ni medlemmer, som er jurister, repræsentanter for arbejdsmarkedet eller særligt sagkyndige. Dets sekretariat har én medarbejder på deltid.

10. Pr.1.12.1997 var 1 svensk krone = 0,87 Dkr.

3.2.3. Ligestillingseksperter på regionalt niveau

Siden 1985 har Sverige gjort en særlig indsats for at gøre ligestillingsarbejdet mere effektivt på regionalt og lokalt niveau, og i 1995 blev der etableret en ekspertfunktion for ligestilling i hvert af de 23 amter. Eksperterne er placeret i amternes administration.

Ligestillingseksperternes vigtigste opgaver er at

• være ansvarlige for, at de nationale mål opfyldes på amtsniveau, som for eksempel ligelig kønsfordeling i de besluttende organer, og for at udvikle en ligestillingsstrategi for alle relevante sagsområder,
• samordne, støtte og følge op på alle offentlige initiativer på ligestillingsområdet, der berører regionen, og samarbejde med ombudet i spørgsmål, der angår ligestilling i arbejdslivet,
• støtte regionens virksomheder i deres ligestillingsarbejde.

Eksperterne ses som Jämställdhetsenhetens forlængede arm og har et driftsbudget på cirka 10 millioner Skr.

3.3. Holland

Ligestillingsarbejdet udføres inden for rammerne af en flerstrenget struktur, der består af en række statslige og halv-statslige organer, af amts- og kommunale myndigheder samt af NGO'er, der får offentlige midler til særskilte projekter på området. Arbejdet har siden begyndelsen af 1980'erne været forankret i Social- og arbejdsministeriet.

3.3.1. Omstrukturering af ligestillingsarbejdet

I løbet af 1990'erne har organiseringen af det statslige ligestillingsarbejde gennemgået en omstrukturering med omfordeling af opgaverne og nedlæggelse af flere organer, herunder af Ligestillingsrådet, som blev oprettet i 1981 og har fungeret som regeringens rådgivende organ for ligestilling frem til 1. maj 1997.

Nedlæggelsen af Ligestillingsrådet er begrundet i regeringens erkendelse af, at ligestilling mellem kønnene er et tværpolitisk spørgsmål, der kun kan håndteres ved konsekvent at gennemføre mainstreamingprincippet på alle områder og niveauer. Således er visse af rådets funktioner for eksempel i dag integreret i andre rådgivende organer gennem en instruks om, at ligestillingsaspektet skal være indeholdt i alle de anbefalinger, der fremsættes. Et generelt ønske om en effektivisering af den statslige administration og en reduktion af de offentlige udgifter har dog også spillet en rolle i regeringens omstrukturering af ligestillingsapparatet.

En grafisk fremstilling af Hollands nuværende organisering af det statslige ligestillingsarbejde findes i fig. 3.3.1.

3.3.2. Lovgrundlaget

Udviklingen af grundlaget for ligestillingsarbejdet er sket under påvirkning af internationale konventioner og direktiver. CEDAW-konventionen trådte i kraft i Holland i 1991, og i 1992 blev det strafbart at diskriminere på grund af køn. I 1994 blev der vedtaget en lov om ligestilling, der udbygger forbudet om diskrimination på alle områder, herunder diskrimination på grundlag af køn, og gælder for regering, organisationer, virksomheder og alle borgere undtagen religiøse samfund.

EU-direktiver om ligeløn, ligebehandling m.v. har haft stor indflydelse på lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet og blandt andet ført til vedtagelsen af en lov om lige muligheder for mænd og kvinder i arbejdsstyrken, som gælder for alle arbejdsgivere.

Begge love tillader positiv særbehandling af personer, der tilhører en særlig etnisk eller kulturel minoritetsgruppe, og af kvinder, hvor det er nødvendigt for at stille dem lige med mænd. Den yder desuden beskyttelse over for kvinder, især gravide og mødre.

3.3.3. Ligestillingsorganer i ministerierne

Ansvaret for samordning af det statslige ligestillingsarbejde ligger hos social- og arbejdsministeren, hvis politiske sekretariat er Departementet for koordinering af ligestillingspolitikken. Ligestillingsdepartementet ledes af en direktør med direkte referat til ministeren uden om departementschefen.

De vigtigste arbejdsopgaver er at

• føre tilsyn med og fungere som ekspertisecenter for de øvrige ministerier i deres ligestillingsarbejde,
• overvåge ligestillingsarbejdet på amts- og kommunalt niveau,
• stå for indsamling af relevante data på området,
• administrere en bevilling til private organisationers ligestillingsarbejde,
• identificere aktuelle ligestillingsproblemer og formidle samarbejde mellem private organisationer om projekter til løsning af sådanne problemer.

Departementet var i 1995 normeret til 30 fuldtidsstillinger og havde et budget på 13 millioner Gylden til ligestillingsopgaver¹¹.

I overensstemmelse med mainstreamingprincippet har alle fagministerier ansvaret for deres egen interne og eksterne ligestillingspolitik. Hvert ministerium har etableret et rådgivende udvalg af uafhængige eksperter, herunder en ekspert i ligestilling, og udarbejdet et memorandum for ligestillingspolitik, der revideres hvert tredje år. Desuden har alle ministerier ansat én medarbejder, som varetager ligestillingsspørgsmål. I de fleste tilfælde finansieres ligestillingstiltag inden for ministeriernes generelle budgetrammer, men enkelte af dem har dog en særlig budgetlinje til dette formål.

Den overordnede koordinering af ligestillingspolitikken foregår i Interministerielt koordineringsudvalg for ligestillingspolitikken, der er sammensat af 14 embedsmænd fra fagministerierne under ledelse af ligestillingsdepartementets direktør. Næstformanden var i 1997 en embedsmand fra finansministeriet. Udvalget, der mødes én gang om måneden, rådgiver regeringen i ligestillingsspørgsmål bortset fra dem, der måtte forekomme på personaleområdet.

11. Pr. 1.12.1997 var 1 Gylden = 3,38 Dkr.

3.3.4. Uafhængige ligestillingsorganer

Regeringen har besluttet at nedsætte en Overvågningskommission for ligestillingsarbejdet, som skal sammensættes af tre uafhængige personer. Der foreligger endnu ikke oplysninger om kommissorium og konstituering.

Uden for regeringsapparatet er oprettet en Antidiskriminationskommission, der behandler alle sager om diskrimination, herunder kønsdiskrimination, på eget initiativ eller på grundlag af klager. Kommissionen har en professor i jura som formand, otte medlemmer, der i det daglige arbejder på advokatkontorer eller ved domstolene, og et sekretariat, der i 1997 havde 15 ansatte.

Som led i regeringens politik om mainstreaming af ligestillingsområdet overføres der midler og opgaver til NGO'erne, men organisationerne har ikke nogen formel rolle i forbindelse med implementeringen af ligestillingslovgivningen. Ligestillingsdepartementet overførte i 1997 5,5 millioner Gylden til forskellige organisationer. En del af disse midler skal anvendes til at opbygge et ekspertisecenter, der kan rådgive og bistå de offentlige myndigheder med viden, herunder statistik, om ligestilling.

Ligestillingsarbejdet i amter og kommuner har tidligere været ret omfattende med koordinerende organer både på regionalt og lokalt niveau. I de senere år har almindelige nedskæringer også ramt dette område, således at Amsterdam i dag er det eneste sted, hvor der findes et egentligt ligestillingskontor på kommunalt niveau. Amterne og de fleste kommuner har ansat en ligestillingsmedarbejder, og de fleste kommuner har udarbejdet en plan for deres ligestillingsarbejde.

   

Udgivet af Statsministeriet marts 1998
Elektronisk version ved Bureaukratiet