Afgivet af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde
Det fremtidige Ligestillingsarbejde
| |
|
Afgivet af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde Det fremtidige Ligestillingsarbejde |
|
KAPITEL 6 -
Udvalgets forslag og anbefalinger til den fremtidige organisering af ligestillingsarbejdet
i Danmark
KAPITEL 6Udvalgets forslag og anbefalinger til den fremtidige organisering af ligestillingsarbejdet i Danmark Udvalgets opgave er i følge kommissoriet at overveje ændringer i organiseringen af ligestillingsarbejdet set i lyset af, hvilke opgaver der bør prioriteres. I kapitel 5 er gennemgået, hvilke opgaver Udvalget finder bør prioriteres i det fremtidige ligestillingsarbejde. Der har i Udvalget været enighed om, at der fortsat er væsentlige ligestillingsmæssige problemstillinger, der kræver en politisk bevågenhed og prioritering og en indsats på mange niveauer. Som i kapitel 5 vil afsnit, hvortil der er kommet mindretalsudtalelser, være mærket med * og fulgt af en henvisning til det afsnit i kapitel 7, hvor mindretalsudtalelsen er placeret. 6.1. Nuværende organisering af ligestillingsarbejdet
Fig. 6.1. Statsministeren er ikke egentlig ligestillingsminister, men varetager generelle ligestillingsspørgsmål, mens de enkelte ministre i øvrigt er ansvarlige for ligestillingsarbejdet inden for hver deres ressort. Yderligere varetages en række opgaver af offentlige myndigheder og forskellige interesseorganisationer. Derudover bliver Ligestillingsrådet af mange opfattet som ansvarlig for ligestillingsarbejdet i Danmark, uanset at det faktiske ansvar som nævnt er fordelt på flere ministerier, myndigheder og organisationer. Som kompetencefordelingen er i dag, er der således ikke en egentlig overordnet ansvarlig for al ligestillingspolitik og -opgaver. Som nævnt i kapitel 2 er Ligestillingsrådet sammensat af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, kvindeorganisationerne og kvindeforskningen samt en formand udpeget af statsministeren. Rådet er uafhængigt, mens dets sekretariat organisatorisk er placeret under Statsministeriet. Der er ikke gennemført en egentlig evaluering af Ligestillingsrådets virksomhed, men i dagspressen har der været gengivet forskellige kritikpunkter fra ligestillingsinteresserede, hvilket også har indgået i Udvalgets overvejelser om den fremtidige organisering. 6.1.1. Kritik af LigestillingsrådetLigestillingsrådet er gennem hele sin tilværelse med mellemrum blevet kritiseret for usynlighed og manglende styrke til at holde ligestillingen højt på dagsordenen i det danske samfund. Udvalget mener derfor, at det er meget vigtigt med en synlig organisation med gennemslagskraft i det fremtidige ligestillingsarbejde. Udvalget skal endvidere pege på vigtigheden af, at ligestillingsopgaver løses på alle niveauer. Under Udvalgets arbejde har medlemmerne påpeget, at den danske ligestillingsorganisation forekommer forældet. Siden Ligestillingsrådets etablering i 1975 har organisationen ikke været underkastet revision, hvilket har været tilfældet i de øvrige nordiske lande, hvor organisationen flere gange er blevet ændret i lyset af nye arbejdsopgaver, ændrede prioriteringer med videre. Rådet er tillagt mange og meget forskelligartede opgaver, for eksempel som juridisk klageinstans, som vidensformidler og debatskaber. Til sammenligning skal det bemærkes, at den juridiske funktion er adskilt fra den debatskabende og rådgivende funktion i de andre nordiske lande, idet der her er oprettet egentlige ligestillingsombud eller klagenævn. Som Rådets kompetence er i dag, kan Rådet alene afgive vejledende udtalelser. Det har i kritikken været anført, at autoriteten i Rådets udtalelser kan være begrænset, fordi der ikke træffes endelige afgørelser. I Udvalget har der endvidere været efterlyst flere debatskabende aktiviteter med udgangspunkt i de skiftende aktuelle ligestillingsproblematikker. Udvalget foreslår på den baggrund oprettet en selvejende institution, der skal være debatskabende m.v. (jf. nedenfor), men finder også anledning til at bemærke, at interesseorganisationer, der er uafhængige af regeringen, også spiller en stor rolle her og kan bidrage til den brede og frie debat. Det er påpeget fra alle sider i Udvalget, at Ligestillingsrådets sammensætning er kønsmæssig skæv, idet mandeorganistionerne og mandeforskningen ikke er repræsenteret. I det nuværende Ligestillingsråd har kvindeorganisationerne fire repræsentanter, hvortil kommer en repræsentant for kvindeforskningen. Som det fremgår af kapitel 5, finder Udvalget det vigtigt, at mænd og mænds synsvinkler inddrages mere i det fremtidige ligestillingsarbejde og organisation, ligesom Udvalget finder et behov for en bredere repræsentation af arbejdsmarkedets parter, herunder at såvel Akademikernes Centralorganisation som de kommunale og statslige arbejdsgivere inddrages i en ny ligestillingsorganisation. Der har endvidere været udtrykt kritik af, at rådsformanden i næsten hele Rådets levetid har repræsenteret et politisk parti. I forbindelse med gennemgangen af kritikken finder Udvalget anledning til at fremhæve, at Rådet har evnet at sætte fokus på væsentlige ligestillingsproblemer og har ydet et ofte sejt træk for at få drejet en uheldig udvikling. Rådet har arbejdet med en række indsatsområder, hvoraf der fra perioden 1995-1998 blandt andet kan nævnes: Ligestilling i den offentlige sektor, herunder rådgivning i forbindelse med regeringens handlingsplan for ligestilling og evaluering af de kommunale ligestillingsredegørelser, ligeløn og pension set i et kønsperspektiv, positiv særbehandling, indarbejdelse af en kønsdimension i magtudredningen, kvinder og IT, mænds brug af orlov og mænds arbejdspladskultur samt ligestilling i forskningsverdenen. Emnerne viser, at ligestilling i dag betragtes meget bredt og omhandler såvel sikring af kvinders og mænds rettigheder som mere utraditionelle metoder til fremme af ligestilling mellem kønnene. 6.1.2. Handlingsprogram i Platform for ActionI Udvalgets overvejelser er også indgået de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig ved deltagelse i internationalt ligestillingsarbejde. På FNs Verdenskvindekonference i Beijing i 1995 blev der udarbejdet og vedtaget en handlingsplan, Platform for Action, som indeholder 12 indsatsområder af særlig betydning for kvinders stilling. Et af disse indsatsområder er oprettelse og styrkelse af nationale institutioner og regeringsorganer, og dette skal gennemføres ved at sikre, at ansvaret (for ligestilling) placeres på højst muligt regeringsniveau, det vil sige hos en minister. Institutionerne skal tildeles de nødvendige ressourcer og have mulighed for at påvirke eller få indflydelse på alle offentlige politikområder samt have mulighed for at samarbejde med decentrale myndigheder og private organisationer. 6.1.3. Folketingets synspunkter om ændring af den nuværende organiseringSocialistisk Folkeparti fremsatte i december 1995 et forslag i Folketinget om at ændre Ligestillingsrådet og etablere et egentligt ligestillingsombud, som det findes i blandt andet Sverige og Norge. Anbefalingerne fra Beijing og forslaget i Folketinget mundede ud i drøftelser generelt om Ligestillingsrådets funktion og opgaver. Der blev i den forbindelse diskuteret muligheden for en helt ny organisering af ligestillingsarbejdet i Danmark, men der var ikke nogen overvejende positiv holdning til oprettelsen af et ligestillingsombud. Derudover blev der fra flere sider givet udtryk for, at den nu 20 år gamle organisering af ligestillingsarbejdet kunne trænge til fornyelse og gennemtænkning, blandt andet så der i højere grad blev fokuseret på at inddrage mænd i ligestillingsdebatten. Endvidere blev det fremført, at juridisk sagsbehandling burde adskilles fra formidling og debat. Statsministeren tog herefter initiativ til at nedsætte et udvalg, der skulle komme med forslag til ændringer i organiseringen af ligestillingsarbejdet set i lyset af hvilke opgaver, der burde prioriteres i det fremtidige ligestillingsarbejde. 6.1.4. Ligestillingsarbejdets organisering i andre lande.For så vidt angår ligestillingsarbejdets organisering i andre lande, herunder Norge og Sverige, henvises til kapitel 3. Udvalgets forslag til organisering af ligestillingsarbejdet i Danmark har mange lighedspunkter med den norske organisering, blandt andet i forslaget om en minister for ligestilling, etablering af en departemental enhed og et Videnscenter, der skal have ansvaret for debat, dokumentation og formidling. 6.2. Udvalgets forslag til organisering af det fremtidige ligestillingsarbejdePå baggrund af kritikken af den nuværende organisering af ligestillingsarbejdet samt erkendelsen af, at der fortsat er mange og vigtige områder, der kræver opmærksomhed og handling, foreslår Udvalget, at ligestillingsarbejdet i fremtiden organiseres på en ny måde, således at der sikres den fornødne gennemslagskraft og synlighed samt forankring af ligestillingsarbejdet på regeringsniveau. Udvalget finder, at der er tre hovedlinier i opgaverne i det fremtidige ligestillingsarbejde:
Udvalget anbefaler, at der fastlægges en klar kompetencefordeling mellem de organer, der skal varetage de enkelte opgaver, således at opgaverne adskilles klarere, end det i dag er tilfældet. Ligeledes har Udvalget noteret sig behovet for at skabe en organisering, der bedst muligt tilgodeser opfyldelsen af mainstreamingprincippet, hvilket efter Udvalgets opfattelse forudsætter, at det overordnede politiske ansvar samles hos én minister i modsætning til i dag. Derudover skal Udvalget fremhæve, at interesseorganisationer spiller en stor rolle i ligestillingsarbejdet - også uden for den formaliserede organisering. Den organisering, som Udvalget foreslår svarer i grundrids til den norske model, hvor debat, juridisk sagsbehandling og politiske opgaver er adskilt. Udvalgets diskussioner og konklusioner beskrives nærmere i afsnittene nedenfor. Udvalget anbefaler, at Ligestillingsrådet nedlægges og foreslår i stedet følgende organisering af ligestillingsarbejdet:
Desuden anbefaler et flertal af Udvalgets medlemmer, at der etableres et klagenævn, som kan træffe endelige administrative afgørelser i sager om kønsdiskrimination. Der henvises til særskilt afsnit 6.5.2. om klagenævn for kønsdiskrimination. 6.3. Minister for ligestillingUdvalget foreslår, at der udpeges en minister med særligt ansvar for ligestilling mellem kvinder og mænd, således at ligestillingsarbejdet styrkes og synliggøres, og det overordnede ansvar samles. I de andre nordiske lande og i de fleste europæiske lande er der udnævnt ligestillingsministre. Erfaringerne viser, at en klar politisk ressortmæssig tilknytning og dermed politisk ansvarsfordeling styrker ligestillingsarbejdet. 6.3.1. Overvejelser vedrørende ressortmæssig placeringDet er statsministerens eneret at fordele opgaverne mellem de enkelte ministre. Udvalget har derfor ikke haft til opgave at stille et konkret forslag om placering af ressort, men vil dog fremhæve, at det er væsentligt, at der udpeges en minister, som anerkender ligestilling som et bredt samfundsmæssigt og dermed politisk problem, der kræver aktive tiltag for at blive løst. Den minister, der i givet fald udpeges, skal sikres kompetence til at arbejde med ligestilling på tværs af ministerområderne, hvilket naturligvis ikke fritager de enkelte ressortministre for ansvaret for ligestilling inden for hver deres ressort. Udvalget har drøftet forskellige mulige placeringer, men finder ikke, at man kan lægge sig fast på én bestemt tilknytning. Udvalget har forudsat, at ligestillingsministeren tillige har ansvaret for et andet forretningsområde, og i drøftelserne er statsministeren, arbejdsministeren, socialministeren, indenrigsministeren og justitsministeren blevet nævnt som mulige ministre for ligestilling. Den konkrete placering må dog ske ved en afvejning af faktorer som lovgivning, praksis, samarbejdsflader, engagement og ligestillingsdebatten i øvrigt. Endvidere har Udvalget drøftet muligheden for, at skiftende ministre har ansvar for ligestilling, som det er tilfældet i Sverige. Dette kan have en udviklende effekt og understrege bredden i ligestillingsproblematikken. På den anden side kan det indebære en risiko i forhold til kontinuiteten i det administrative arbejde, dersom området flyttes ofte. Udvalget anbefaler, at der udpeges en ligestillingsminister. Udvalget anbefaler, at der ved udpegningen lægges vægt på forhold som for eksempel fokusområder i den aktuelle og fremtidige ligestillingsdebat, omfanget af ligestillingsrelevant lovgivning, ressortets tilknytning til ligestilling, samarbejdsrelationer til kommuner, amter og organisationer samt den pågældende ministers engagement i ligestilling. * Mindretalsudtalelse fra Danske Kvinders Nationalråd i afsnit 7.2.1. 6.3.2. Organisering af ligestillingsarbejdet under ligestillingsministerenDer har i Udvalget været enighed om, at det er væsentligt, at ligestillingen placeres på et så højt organisatorisk niveau som muligt og med en tæt forbindelse til det politiske niveau. Udvalget ønsker derfor at pege på en departemental placering, hvor ligestillingsarbejdet varetages af en særskilt ligestillingsenhed i ministeriet. Baggrunden for dette forslag er, at der som tidligere nævnt ofte savnes en mere konstant, politisk opbakning og interesse og administrativ vilje til at gennemføre politiske beslutninger om ligestilling. Udvalget skal endvidere fremhæve vigtigheden af, at ligestillingsenheden uanset placering bør organiseres på en sådan måde, at den kan agere dynamisk, fleksibelt og projektorienteret og samtidig være tæt på ministeren. Udvalget forudsætter, at der ikke oprettes et ligestillingsministerium, men at enheden placeres i det ministerium, der varetager den pågældende ministers øvrige ressort. 6.3.3. Opgaver i ligestillingsministerens departementale enhed for ligestillingDet er væsentligt, at der fastlægges en klar kompetencefordeling mellem de opgaver, der placeres i og uden for ministeriet, således at dobbeltarbejde undgås. De opgaver, som forudsætter politiske prioriteringer, udmeldinger og forpligtelser, skal derfor varetages i den departementale enhed. Det betyder, at følgende opgaver forudsættes placeret under ligestillingsministerens ressort:
For så vidt angår repræsentation i forskellige udvalg og bestyrelser med videre vil såvel Videnscenter for Ligestilling som den departementale enhed kunne komme på tale. Udvalget finder, at det i videst muligt omfang bør være Videnscenter for Ligestilling, der repræsenterer ligestillingssynspunkter og ekspertise i forskellige udvalg, men i tilfælde, hvor regeringens synspunkter og disses gennemførelse er relevante, bør departementet være repræsenteret. Der skal derfor tages stilling til, om den departementale enhed, Videnscenter for ligestilling eller begge skal være repræsenteret i følgende udvalg, hvor Ligestillingsrådet i dag er repræsenteret: Justitsministeriets og Arbejdsministeriets EU-specialudvalg, godkendelses- og overvågningsudvalgene for den europæiske socialfond, det internationale ligestillingsudvalg, den nordiske embedsmandskomite for ligestilling, Regeringens tværministerielle Børneudvalg, Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, EUs rådgivende udvalg for ligebehandling af kvinder og mænd, Rådgivningsudvalget vedrørende EUs 4. handlingsprogram for ligestilling samt andre mere ad-hoc prægede udvalg, for eksempel lovforberedende udvalg, der behandler spørgsmål af betydning for ligestillingen. Som nævnt i kapitel 5 anbefaler Udvalget, at det overvejes at sammenskrive de gældende ligestillingslove (Ligestillingsloven, Ligebehandlingsloven, Ligelønsloven, Bestyrelsesloven og Udvalgsloven) til én samlet lov. Ligestillingsministeren skal i så fald efter Udvalgets opfattelse have ansvar for denne nye ligestillingslov, mens de øvrige ministre har ansvaret for ligestillingsrelevant lovgivning inden for hver deres ressort. Den enhed, der etableres i ministeriet, skal tilføres ekspertise om ligestilling både nationalt og internationalt, således at der kan ydes en velkvalificeret ministerbetjening. Udvalget forudsætter, at ministeriet i samarbejde med eller efter forslag fra Videnscenter for Ligestilling skal kunne rekvirere undersøgelser, afholde høringer og lignende, der kan afdække relevante ligestillingsproblemstillinger. De mere grundlæggende debatskabende og formidlende opgaver forudsættes derimod varetaget uafhængigt af ministerens ansvarsområde. Udvalget anbefaler, at der etableres en departemental enhed under ligestillingsministeren. 6.4. Videnscenter for ligestilling - debat, dokumentation og formidlingEn af de væsentligste ulemper ved det nuværende Ligestillingsråd er efter Udvalgets opfattelse, at det både skal varetage opgaver, der normalt er placeret i et departement eller en styrelse, og fungere som et klageorgan samtidig med, at det skal være udfarende og debatskabende på aktuelle ligestillingsspørgsmål. Udvalget finder, at der er tale om væsensforskellige opgaver, som det - inden for begrænsede ressourcemæssige rammer - kan være vanskeligt at foretage en rimelig prioritering imellem. Samtidig kan varetagelsen af disse opgaver indeholde en konflikt mellem den uafhængighed, som er tillagt Ligestillingsrådet, og den loyalitet overfor regeringens politik, som varetagelsen af sådanne opgaver forudsætter. Udvalget har drøftet muligheden for at etablere et videnscenter for ligestilling som en uafhængig, selvejende institution, der skal være debatskabende og opsamle og formidle viden om ligestilling i samfundet. Et sådant center forudsættes tildelt en grundbevilling over de årlige finanslove, men kan herudover søge midler fra andre kilder samt drive indtægtsdækket virksomhed. Formålet med centret skal være at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og fungere som formidler af synspunkter og viden mellem myndigheder, organisationer, virksomheder og befolkningen i bredere forstand. Centret skal udgøre en kundskabsbase med bred faglig kompetence. Udvalget anbefaler, at der etableres et Videnscenter for Ligestilling som en selvejende institution ledet af en bestyrelse med repræsentation fra arbejdsmarkedets parter, kvinde- og mandeorganisationerne samt kønsforskningen. Videnscenter for Ligestillings formål skal være at være kundskabsbase og fremme ligestilling mellem kvinder og mænd i hele samfundet gennem en kvalificeret, vidensbaseret debat og formidling. 6.4.1. Videnscentrets opgaverVidenscenter for Ligestilling skal have følgende opgaver:
6.4.2. Videnscentrets bestyrelseVidenscenter for Ligestilling skal ledes af en bestyrelse, der beskikkes af ligestillingsministeren, og en af bestyrelsen ansat direktør. Direktøren ansætter og afskediger centrets øvrige medarbejdere, og det forudsættes, at der tilføres Videnscentret medarbejdere med ekspertise om ligestilling, både nationalt og internationalt. Bestyrelsen skal have det overordnede ansvar for institutionens økonomi, godkende budget og regnskab og fastsætte de overordnede retningslinier for centrets drift og aktiviteter. Bestyrelsen skal endvidere ansætte og afskedige centrets direktør. Udvalget foreslår en bestyrelse bestående af 10 medlemmer:
Der har i Udvalget været enighed om at anbefale, at formanden indstilles af bestyrelsens medlemmer. Bestyrelsesloven gælder ikke umiddelbart for uafhængige, selvejende institutioner, og Udvalget skal derfor pege på, at der på anden måde bør sikres en afbalanceret kønsfordeling i bestyrelsen. I den forbindelse har Udvalget drøftet muligheden for kvotering, men er delt i spørgsmålet. Udvalget anbefaler, at der tilstræbes en ligelig sammensætning af kvinder og mænd i bestyrelsen. De nærmere regler om bestyrelsens sammensætning og opgaver forudsættes fastlagt i institutionens vedtægt, der godkendes af ligestillingsministeren. Udvalget skal bemærke, at medlemmerne bør beskikkes for en bestemt periode, der fastsættes i vedtægten. 6.4.3. Debatforum i tilknytning til Videnscenter for LigestillingUdvalget foreslår endvidere, at der etableres et debatforum i tilknytning til Videnscentret. Forum skal være inspirator og sparringspartner for Videnscentrets medarbejdere og i ligestillingsdebatten og skal udpege de indsatsområder, som Videnscentret skal eller kan tage op. Debatforum forudsættes at mødes så hyppigt (6-8 gange om året), at det kan opfange og diskutere de ligestillingstemaer, der er aktuelle i den offentlige debat. Forum sammensættes af personer med særlig interesse for ligestilling. Udvalget foreslår følgende sammensætning: 1 formand udpeget af og blandt Forums medlemmer 7 repræsentanter udpeget af følgende af arbejdsmarkedets organisationer: Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark og Finansministeriet 7 repræsentanter udpeget af kvinde- og mandeorganisationerne samt kønsforskningen. 5-10 ressourcepersoner med interesse og/eller speciale inden for relevante områder. Ressour cepersonerne vælges af de øvrige medlemmer af Forum. Repræsentanter for Videnscentrets medarbejdere og for Ligestillingsministeriet som observatører. Udvalget foreslår, at et sådant debatforum bliver selvsupplerende, således at den til enhver tid siddende medlemsskare selv vælger nye ressourcepersoner. Når Forum sammensættes første gang, vil det efter Udvalgets forslag betyde, at det er organisationsrepræsentanterne i Forum, der vælger ressourcepersoner. For at sikre en løbende udskiftning og tilgang til Forum, kan den første udpegning af ressourcepersoner begrænses til 5 med efterfølgende udpegning af 1-5 ressourcepersoner efter halvdelen af perioden. Da Udvalget mener, at alle medlemmer af Forum skal have lige lange udpegningsperioder, kan et forskudt udpegningstidspunkt sikre dynamik og en vis kontinuitet i arbejdet. Ved udpegning af nye ressourcepersoner medvirker hele det til enhver tid siddende Forum inklusiv ressourcepersonerne. Forums sammensætning og konstituering forudsættes fastlagt i en vedtægt for Videnscenter for Ligestilling. Udvalget anbefaler, at der i tilknytning til Videnscenter for Ligestilling etableres et debatforum sammensat således, at det afspejler bredden i ligestillingsdebatten. 6.4.4. Samspil med andre myndigheder, organisationer m.v.Udvalget finder det vigtigt, at ligestillingsarbejdet foregår i en stadig vekselvirkning og dialog på alle niveauer. Udvalget vil i den forbindelse særligt fremhæve samarbejdet mellem Videnscenter for Ligestilling og den departementale enhed, for eksempel om debatskabende og formidlende aktiviteter samt afgørelser om repræsentation i forskellige udvalg, hvor ligestillingssynspunkter skal være repræsenteret. Ved besættelse af sådanne udvalgsposter bør der som tidligere nævnt foretages en konkret vurdering af hvilke hensyn, der skal varetages. Udvalget finder samarbejde og koordinering vigtig og foreslår derfor, at der holdes samarbejdsmøder mellem Videnscenter for Ligestilling og den departementale enhed, ligesom den departementale enhed kan deltage i Forums møder som observatør. Udvalget finder anledning til at fremhæve den rolle de enkelte ressortministre spiller i det fremtidige ligestillingsarbejde i forbindelse med gennemførelsen af mainstreamingprincippet. I nogle ministerier er ligestilling allerede forankret hos en medarbejder, i et kontor eller en enhed. For at sikre koordinering og samarbejde på tværs, finder Udvalget, at ligestilling som sagsområde så vidt muligt bør forankres centralt i alle ministerier. Udvalget anerkender den rolle KVINFO har i forbindelse med dokumentationsindsamling og formidling, og finder det vigtigt, at Videnscenter for Ligestilling og KVINFO samarbejder og koordinerer. Udvalget anbefaler, at ligestillingsarbejdet i fremtiden koordineres mellem relevante aktører. Udvalget anbefaler, at alle ministerier forankrer ligestilling i et kontor eller en enhed i ministeriet. Udvalget anbefaler at Videnscenter for Ligestilling inddrages i udvalgsarbejde. 6.5. Rådgivning om og klager over kønsdiskriminationLigestillingsrådet har i den seneste 5-års periode årligt modtaget cirka 100 skriftlige henvendelser om kønsdiskrimination, hvoraf 20 - 30 årligt forelægges Rådet til udtalelse. Hertil kommer cirka 500 telefoniske forespørgsler årligt om lovgivning. Da Udvalget har foreslået Ligestillingsrådet nedlagt, bør der herefter tages stilling til, om og i givet fald hvorledes klagesager skal behandles, ligesom der skal tages stilling til, hvor den rådgivning, som har været varetaget i Ligestillingsrådet, skal placeres. 6.5.1. Udvalgets overvejelser om etablering af et klagenævn for kønsdiskrimination.Ligestillingsrådet har i dag alene kompetence til at afgive udtalelser i sager om kønsdiskrimination enten i sager, som Rådet selv tager op, eller i sager, som forelægges af enkeltpersoner, organisationer med videre. Der har fra flere sider været peget på det uhensigtsmæssige i, at Rådets udtalelser ikke er bindende, men erfaringen viser dog, at Ligestillingsrådets udtalelse i mange tilfælde fører til, at parterne forliges. Udvalget finder, at en udtalelse uden retsvirkninger kan forsinke de sager, der ikke forliges, og derfor efterfølgende skal indbringes for faglig voldgift eller domstolene for at få en egentlig afgørelse. Udvalget har konstateret, at mange af sagerne om kønsdiskrimination vedrører arbejdsmarkedsforhold, og finder derfor, at sagerne i videst muligt omfang bør behandles i det fagretlige system. Hvis Ligestillingsrådet nedlægges, mener flertallet af Udvalgets medlemmer, at der er behov for et klagenævn, der kan træffe afgørelser i sager om kønsdiskrimination. Det gælder især for arbejdstagere, hvis faglige organisationer ikke bistår vedkommende i spørgsmål om kønsdiskrimination, uorganiserede arbejdsgivere og arbejdstagere, fagligt organiserede arbejdstagere, der vælger at føre sagen uden for det fagretlige system samt sager, der vedrører kønsdiskrimination på andre områder. Sager, der er indbragt for domstolene eller det fagretlige system, skal ikke kunne indbringes for et klagenævn. Udvalget har også diskuteret oprettelsen af et egentligt ligestillingsombud svarende til de ombud, som er etableret i Norge og Sverige. Udvalget finder imidlertid, at hensynet til at forbeholde ombudsmandsinstitutionen til relativt få områder taler imod. Der er i Danmark en lang tradition for at behandle sager i det fagretlige system. I Norge og Sverige er der tradition for at oprette ombud på mange områder. Udvalget har endvidere diskuteret muligheden for at etablere et fælles klagenævn for flere former for diskrimination, men finder, at dette forslag i givet fald bør analyseres nærmere med inddragelse af alle relevante institutioner og organisationer. Udvalget skal blandt andet pege på den europæiske og internationale udvikling. Flere lande har fælles klagenævn for diskrimination, blandt andet Canada, New Zealand, England og Holland, der har etableret det i forbindelse med en nylig omorganisering af deres ligestillingsråd. Også i EU går udviklingen i retning af at betragte flere forskellige former for diskrimination under ét. Udvalget har meget nøje drøftet, hvilke instanser der vil kunne anvendes som klagemyndighed og skal pege på følgende muligheder:
Klagenævnets afgørelser skal være administrativt endelige, men skal kunne påklages til domstolene. Det forudsættes, at nævnet etableres som en forsøgsordning for 2 år, hvorefter der tages stilling til, om sagernes omfang kan berettige til nævnets fortsatte eksistens. Nævnet træder sammen efter behov. Udvalget har overvejet, om den adgang Ligestillingsrådet i dag har til af egen drift at tage sager op, skulle tillægges et nævn. Hvis autoriteten i afgørelserne skal fastholdes, bør nævnet ikke prioritere mellem indbragte klager og sager, som de selv finder interessante, og Udvalget finder derfor, at behandling af en sag skal forudsætte en indbragt klage. 13 medlemmer anbefaler etablering af et sådant klagenævn.
Et medlem finder, at det bør undersøges, hvorvidt et allerede eksisterende nævn som for eksempel Arbejdsmarkedets Ankenævn vil kunne behandle sager om kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet, og som udgangspunkt vedrører dette ligebehandling og ligeløn. Der skal i den forbindelse sikres den nødvendige ekspertise om ligestilling, ligesom det vil kræve en udvidelse af det eksisterende nævns kompetence og eventuel ændring af sammensætningen. 1 medlem anbefaler dette.
Udvalget har noteret sig, at en væsentlig del af lovgivningen og sagerne om kønsdiskrimination vedrører arbejdsmarkedet, og at sagerne derfor kan og bør behandles i det fagretlige system. De resterende sager vil kunne indbringes for domstolene, hvorfor borgerne allerede er sikret en adgang til at få prøvet deres sag i flere instanser. 5 medlemmer finder derfor ikke, at der er behov for yderligere klageadgang, men at sagerne udelukkende bør behandles af domstolene og i det fagretlige system. 2 medlemmer har ikke ønsket at pege på en bestemt model. Et flertal af Udvalgets medlemmer anbefaler, at der etableres et klagenævn, som kan træffe administrativt endelige afgørelser i sager om kønsdiskrimination. * Mindretalsudtalelse fra Finansministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark, samt mindretalsudtalelse fra Kvindeforskningen, Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd i afsnit 7.2.2. 6.5.2. Sammensætning af et klagenævn for kønsdiskriminationSåfremt der etableres et klagenævn for kønsdiskrimination, indstiller de medlemmer, der har foreslået dette, at nævnet sammensættes af tre medlemmer, der udpeges af ligestillingsministeren. For at sikre formandens uafhængighed, foreslås det, at formanden skal være dommer. De øvrige medlemmer skal besidde ekspertise om ligestilling og ligestillingsrelevant lovgivning. Ligestillingsministeren kan ved udpegning af nævnets medlemmer blandt andet rådføre sig med relevante organisationer m.v. Nævnet indkaldes efter behov. Det flertal, der anbefaler etablering af et klagenævn, finder, at det skal sammensættes af tre medlemmer med juridisk ekspertise. Det anbefales, at formanden er dommer, samt at de øvrige medlemmer besidder viden om ligestilling, herunder relevant lovgivning. 6.5.3. Rådgivning og vejledning i klageadgang.Udvalget finder det vigtigt, at der fortsat er mulighed for at få rådgivning og vejledning i sager om kønsdiskrimination, hvad enten det drejer sig om arbejdsmarkedsspørgsmål i henhold til Ligebehandlingsloven og Ligelønsloven eller i andre sammenhænge. Udvalget har drøftet omfanget og indholdet af en sådan rådgivning og mener, at enkeltpersoner, organisationer, myndigheder med videre bør have mulighed for rådgivning ikke om sagens realitet, men om lovgivning og praksis på området samt muligheden for at rejse sag ved domstolene, faglig voldgift med videre, det vil sige vejledning i klageadgang. Udvalget forudsætter, at den ligestillingsrelevante rådgivning og vejledning, der allerede i dag foregår i ministerierne, bibeholdes. Udvalget anbefaler, at der sikres rådgivning om muligheden for at rejse sag om kønsdiskrimination. Det flertal, der anbefaler etablering af et klagenævn, finder, at rådgivning og vejledning skal varetages af nævnets sekretariat. Hvis der ikke etableres et klagenævn, finder Udvalget, at rådgivning og vejledning bør varetages af departementet. 6.6. LovgivningGennemførelsen af Udvalgets forslag til en ny organisering, nemlig udnævnelse af en ligestillingsminister, etablering af en departemental enhed og etablering af et Videnscenter for Ligestilling kan foretages administrativt. Derimod vil oprettelse af et eventuelt Klagenævn forudsætte lovgivning om et sådant nævn. Da Ligestillingsrådet er nedsat med hjemmel i lov om ligestilling mellem mænd og kvinder og da Rådet foreslås nedlagt, vil denne lov følgelig skulle ophæves. Udvalget anbefaler, at den nye organisering reguleres, således at opgave-, kompetence- og ansvarsplacering klart fremgår. Udvalget forudsætter, at den nye ligestillingsminister gennemfører den ny organisering med deraf følgende eventuelle ændringer i lovgivningen. 6.7. RessourcerLigestillingsrådet har på finansloven for l998 en nettoudgiftsbevilling på 7,6 millioner kr., heraf en lønsum på 4,7 millioner. Rådet beskæftiger pr. 1. januar 1999 i alt 16 årsværk inkl. 2 studenter. (1 sekretariatschef, 9 akademiske medarbejdere, 4 kontormedarbejdere og 2 studenter). Af de resterende 3 millioner kr. anvendes cirka 1,5 millioner kr. årligt til egentlige formidlingsprojekter, mens resten anvendes til løbende drift m.m. af sekretariatet. Derudover er der i den offentlige sektor medarbejdere med ligestilling som arbejdsområde, ligesom der ydes ikke ubetydelige midler til forskellige ligestillingsaktiviteter inden for forskning, formidling og debat. Til sammenligning kan det nævnes, at det Norske Videnscenter for Ligestilling har et budget på 4,8 millioner kr. og 6 årsværk, ombudet har et budget på 4,5 millioner kr. og 8 årsværk, Barne- og Familiedepartementets afdeling for ligestilling beskæftiger cirka 8 årsværk samt en ekspeditionschef og en direktør, der også har andre opgaver end ligestilling. Flertallet i Udvalget ønsker at gøre opmærksom på, at den foreslåede tre-delte model, departemental enhed, Videnscenter for Ligestilling og klagenævn, indebærer et behov for tilførsel af ressourcer, og Udvalget anbefaler, at der afsættes de nødvendige ressourcer til at gennemføre den foreslåede organisering. * Mindretalsudtalelse fra Dansk Arbejdsgiverforening samt mindretalsudtalelse fra Finansministeriet i afsnit 7.2.3.
|
