Afgivet af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde

Det fremtidige Ligestillingsarbejde

• 7.1. Mindretalsudtalelser vedrørende kapitel 5

7.1.1. Forskning og kvinders ressourcer (ad 5.2.3.)
7.1.2. Løn- og arbejdsvilkår (ad 5.2.4.)
7.1.3. Familie og arbejdsliv (ad 5.2.5.)
7.1.4. Handlingsplaner og ligestillingsredegørelser (ad 5.4.2.)

• 7.2. Mindretalsudtalelser vedrørende kapitel 6

7.2.1. Ligestillingsminister (ad 6.3.1.)
7.2.2. Klagenævn (ad 6.5.1.)
7.2.3. Ressourcer (ad 6.7.)

• 7.3. Særskilte mindretalsudtalelser

7.3.1. Generelle bemærkninger fra Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark
7.3.2. Mindretalsudtalelse fra Sune Wæsel, Dansk Ungdoms Fællesråd
7.3.3. Mindretalsudtalelse fra Maskulint Forum

KAPITEL 7

Udvalget har besluttet at samle mindretalsudtalelserne i et særskilt kapitel. I forbindelse med tekst og anbefalinger i kapitel 5 og 6 er mindretalsudtalelserne for enkeltemner markeret, og deres ordlyd gengives i første del af kapitel 7.

Desuden har tre af Udvalgets medlemmer formuleret mindretalsudtalelser af en mere generel karakter, og for to af udtalelsernes vedkommende af en længde og sammenhæng, der nødvendiggør, at de optages særskilt. De gengives derfor efterfølgende i deres helhed og i den form, hvori de er modtaget.

7.1. Mindretalsudtalelser vedrørende kapitel 5

7.1.1. Forskning og kvinders ressourcer (ad 5.2.3.)

"Dansk Arbejdsgiverforening fastholder, at den enkelte institution bør have mulighed for at besætte ledige forskerstillinger med de bedst kvalificerede ansøgere. Dansk Arbejdsgiverforening kan således ikke tilslutte sig anbefalingerne om indbygning af ligestilling som bevillingsparameter samt den generelle anbefaling om anvendelse af positiv særbehandling ved besættelse af forskerstillinger.

En forøgelse af den kvindelige forskningsandel bør i stedet søges opnået gennem tilvejebringelse af et større kvindeligt rekrutteringspotentiale samt gennem øget synliggørelse af forskning som karrieremulighed."

7.1.2. Løn- og arbejdsvilkår (ad 5.2.4.)

"Finansministeriet finder det uhensigtsmæssigt, at der i afsnit 5.2.4 om løn- og arbejdsvilkår sker en sammenblanding af ligeløn forstået som lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og ligeløn forstået som lige gennemsnitsløn for mænd og kvinder."

"Dansk Arbejdsgiverforening kan ikke støtte indholdet i afsnit 5.2.4. om løn- og arbejdsvilkår, idet det efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse hviler på en ringe forståelse for løndannelsen på det private arbejdsmarked. Af disse grunde kan Dansk Arbejdsgiverforening ikke tilslutte sig de anbefalinger der udspringer heraf."

"Udvalget har i kapitel 4 refereret en række undersøgelser, rapporter mv. vedr. væsentlige ligestillingsspørgsmål, herunder økonomisk og arbejdsmæssig ligestilling. Udvalget har ikke haft til opgave at verificere disse undersøgelser, rapporter mv., ligesom Udvalget heller ikke har foretaget selvstændige undersøgelser af de pågældende spørgsmål.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen finder ikke, at denne gennemgang har frembragt dokumentation for udvalgsflertallets bastante konstatering, at der "generelt set ikke er skabt økonomisk og arbejdsmæssig ligestilling mellem mænd og kvinder hverken på det offentlige eller det private arbejdsmarked".

Det er karakteristisk, at denne konstatering bygger på summariske gennemsnitstal. Lønbegrebet indeholder mange forskellige elementer, og der bør foretages en nærmere analyse for at vurdere hvorledes disse elementer indgår i og påvirker gennemsnitstallet. Fx vil en forskel i fordeling på leder-/avancements-/assistentstillinger, på anciennitet eller stedtillægsområde inden for det (amts)kommunale område i sig selv kunne forklare forskelle i gennemsnitsløn. En nærmere analyse af de foreliggende tal har udvalgsflertallet ikke foretaget.

For det (amts)kommunale område gælder det, at al løndannelse sker ved aftaler og overenskomster mellem de (amts)kommunale arbejdsgivere og de modstående personaleorganisationer. Det gælder også, når der på lokalt plan i amter og kommuner sker en udmøntning af centralt aftalte(ramme)aftaler, fx ny løn. For fuldstændighedens skyld bemærkes, at der naturligvis ikke i aftaler og overenskomster på det (amts)kommunale område sker nogen forskelsbehandling mellem kvindelige og mandlige ansatte.

Løndannelsen på det (amts)kommunale område er undergivet tilsyn af Kommunernes Lønningsnævn, jf. § 67 i lov om kommunernes styrelse. For dette område gælder i øvrigt, at offentligretlige grundsætninger om ligebehandling og saglighed i forvaltningen også udstrækkes til at gælde personaleområdet, og at tilsynsrådene og/eller Folketingets Ombudsmand kan føre tilsyn bl.a. disse spørgsmål.

For det (amts)kommunale område udarbejdes løbende statistikker, som gør det muligt at følge lønudviklingen også med hensyn til ligestillingsaspektet.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget kan derfor ikke tilslutte sig udvalgsflertallets beskrivelse af løn- og arbejdsvilkår i betænkningens kapitel 5.2.4.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget konstaterer, at der generelt er behov for aktuelle statistikker, der kan belyse udviklingen på lønområdet, og som muliggør relevante sammenligninger over tid og mellem forskellige dele af arbejdsmarkedet. I forbindelse med udviklingen af lønsystemerne kan der være behov for at tilpasse statistikkerne, således at sådanne sammenligninger fortsat er mulige.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget kan tilslutte sig, at løn- og arbejdsvilkår er et tema, som fortsat bør vies opmærksomhed i ligestillingsarbejdet."

7.1.3. Familie og arbejdsliv (ad 5.2.5.)

"Finansministeriet finder, at beskrivelsen i afsnit 5.2.5. af familievenlige ordninger giver et fortegnet billede af situationen på arbejdsmarkedet, idet man, særligt i de offentlige overenskomster, er nået langt i bestræbelsen på at skabe bedre sammenhæng mellem familie - og arbejdsliv. Det er Finansministeriets opfattelse, at der på det private arbejdsmarked er visse virksomheder med en stærk familiepolitisk profil, men at dette ikke er udtryk for den generelle tilstand m.h.t. familievenlige arbejdspladser i den private sektor. Der henvises til betænkningens kap. 4, afsnit 4.5.5 og 4.5.6 og Finansministeriets publikation "Personalepolitik i staten - fra ord til handling", 1998.

Finansministeriet finder, at evt. øget fleksibilitet i de eksisterende børnerelaterede ordninger bør ske under hensyntagen til den økonomiske ramme og arbejdsgiverens mulighed for at tilrettelægge arbejdet."

"Dansk Arbejdsgiverforening finder, at spørgsmålet om oprettelse af barselsfonde på det private arbejdsmarked er et rent overenskomstanliggende og således op til parterne at prioritere.

Dansk Arbejdsgiverforening finder, at den fleksibilitet, der via aftaler allerede er etableret på de enkelte virksomheder, på det private og offentlige arbejdsmarked skal udnyttes i langt højere grad, og at disse aftaler bør understøttes af initiativer på pasningsområdet.

Set i lyset af udviklingen på arbejdsmarkedet, bør der efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse ikke gennemføres initiativer på arbejdsmarkedet, der mindsker det samlede arbejdsudbud, der ikke kan holdes inden for den nuværende økonomiske ramme eller kan reducere arbejdsgivernes muligheder for at tilrettelægge det daglige arbejde m.m."

"Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget deler ikke udvalgsflertallets begejstring for tanken om barselsfonde. Fondsdannelser vil både være fordyrende og bureaukratiske, og der er i øvrigt ingen dokumentation for, at fondsdannelser skulle føre til øget ligestilling mellem mænd og kvinder. Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget tager derfor afstand fra ethvert forslag om etablering af barselsfonde.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget finder i øvrigt, at spørgsmålet om den såkaldte "børnepasningsgaranti" er et politisk spørgsmål, som det falder uden for dette udvalgs kommissorium at forholde sig til. I tilknytning til udvalgsflertallets udtalelse vedr. dette spørgsmål vil Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget henlede opmærksomheden på følgende:

I aftalerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi og service 1999-2002 (den 15. juni 1998) og mellem regeringen og Amtsrådsforeningen om amternes økonomi i 1999 (den 16. juni 1998) har parterne erklæret sig enige om, at der ikke fra statens eller kommunernes / amternes side bør skabes yderligere forventninger til udbygning af den offentlige service, ligesom parterne har erklæret sig enige om at udmeldinger fra regeringen til trods for deres ofte ikke bindende karakter kan have en udgiftsdrivende effekt. Regeringen vil derfor koordinere sine udmeldinger til kommuner og borgere om det kommunale serviceniveau.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen kan således ikke tilslutte sig, at der fra et udvalg nedsat under Statsministeriet afgives anbefalinger, som de citerede afsnit fra økonomiaftalerne netop tager sigte på at undgå, og som netop har en udgiftsdrivende effekt. Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen kan derfor ikke tilslutte sig den anbefaling, der på et sent tidspunkt i Udvalgets arbejde er bragt ind i udvalgsbetænkningen, at "børnepasningsgarantien reelt træder i kraft efter barselsorlovens ophør".

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget kan derfor ikke tilslutte sig den anbefaling, hvor udvalgsflertallet udtaler sig om "pasningsgarantien"."

7.1.4. Handlingsplaner og ligestillingsredegørelser (ad 5.4.2.)

"Dansk Arbejdsgiverforening kan ikke støtte Udvalgets anbefaling om, at udarbejdelse af handlingsplaner for ligestilling skal indgå som et parameter i forbindelse med udlicitering, idet Dansk Arbejdsgiverforening ikke finder, at der er et behov for at udstrække kravet til også at omfatte det private arbejdsmarked."

"Kommuner og amter har i 1997 for første gang skullet udarbejde ligestillingsredegørelser. Selv om det ikke lykkedes alle amter og kommuner at overholde den fastsatte frist, så har alle afleveret de lovpligtige ligestillingsredegørelser.

I en vurdering af de indkomne ligestillingsredegørelser konkluderede Ligestillingsrådet (’Køns-gerninger’ i kommunen, Ligestillingsrådet 1997), at "Ligestillingsrådet er [derfor], på det generelle plan, tilfreds med effekten af den lovgivning, som gav kommunerne oplysningspligt vedrørende ligestillingsindsatsen. Med de kommunale ligestillingsredegørelser er der skabt et redskab, som borgerne kan bruge til at tage stilling til den lokale ligestillingsindsats med. De fleste redegørelser kan lokalt interesserede med gavn tage afsæt i. Der er dog klare muligheder for, med enkle midler, at øge informationsværdien."

På den baggrund finder Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget ikke, at udvalgsflertallet i sin opsummering giver en fair beskrivelse og vurdering af dette nye instrument (ligestillingsredegørelser), som trods alt endnu kun har virket i kort tid. Hvis situationen er så nedslående, som udvalgsflertallet giver udtryk for, burde det i stedet foreslås at droppe kravet til amter og kommuner om udarbejdelse af ligestillingsredegørelser.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget kan derfor ikke tilslutte sig udvalgsflertallets anbefaling vedr. handlingsplaner på det statslige og kommunale område.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningens medlemmer af Udvalget finder, at det bør overvejes at kræve udarbejdelse af ligestillingsredegørelser svarende til de (amts)kommunale ligestillingsredegørelser på områder, hvor private virksomheder gennem privatiseringer, udliciteringer mv. overtager (amts)kommunale opgaver - bl.a. med sigte på at fremme lige konkurrencevilkår i varetagelsen af de pågældende opgaver."

7.2. Mindretalsudtalelser vedrørende kapitel 6

7.2.1. Ligestillingsminister (ad 6.3.1.)

"Danske Kvinders Nationalråd ønsker, at ansvaret for at fremme ligestillingen mellem kønnene placeres på højeste niveau politisk og administrativt, og vi mener derfor, at statsministeren skal være ligestillingsminister med ansvar for koordinering af ligestillingsindsatsen på regeringsniveau. I Statsministeriet bør der som følge af dette oprettes et departement for ligestilling mellem kvinder og mænd."

7.2.2. Klagenævn (ad 6.5.1.)

"Finansministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark er af den opfattelse, at de eksisterende klagemuligheder ved de almindelige domstole og det fagretlige system sikrer klager en tilstrækkelig og nødvendig retssikkerhed. Finansministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark kan derfor ikke anbefale, at der oprettes et selvstændigt klagenævn til behandling af spørgsmål om overtrædelse af ligestillingslovgivningen."

"Kvindeforskningen, Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd er tilfredse med, at der er et flertal i Udvalget for etablering af en klageadgang med hensyn til ligestillingslovgivningens overholdelse ud over faglig voldgift, men ønsker hermed at præcisere, at vi foretrækker et særligt klageorgan for ligestilling. Henvendelserne til Ligestillingsrådet gennem de forgangne år og erfaringerne fra Norge og Sverige har vist, at der er et behov for et organ, som opsamler ekspertise og overblik over ligestillingslovgivningens implementering i praksis. Vi lægger desuden vægt på, at der etableres et organ, hvis kompetenceområde i forhold til ligestilling fremtræder synligt for borgere, som ikke har mulighed for eller ikke ønsker at henvende sig andre steder med deres klager over brud på ligestillingslovgivningen. Endelig vil vi pege på, at erfaringen viser, at der er behov for rådgivning af borgere og organisationer i forbindelse med konkrete klagesager, samt at en sådan rådgivning mest optimalt skal placeres i forbindelse med et organ, som også varetager konkret sagsbehandling i forbindelse med ligestillingslovgivningen."

7.2.3. Ressourcer (ad 6.7.)

Dansk Arbejdsgiverforening finder ikke, at det er Udvalgets opgave at komme med egentlige anbefalinger til den personalemæssige eller økonomiske side af spørgsmålet. Sådanne spørgsmål er først relevante, når den endelige fastlæggelse af ligestillingsarbejdets fremtidige opgaver og organisering er foretaget."

"Finansministeriet finder, at det ligger uden for Udvalgets kommissorium, at Udvalget fremkommer med egentlige anbefalinger til den personalemæssige eller økonomiske side af spørgsmålet. Finansministeriet finder endvidere, at stillingtagen til spørgsmålet om ressourcer bør afvente en nærmere undersøgelse af finansieringsbehovet, udarbejdet på grundlag af den endelige fastlæggelse af ligestillingsarbejdets fremtidige organisering og opgaver".

7.3. Særskilte mindretalsudtalelser

7.3.1. Generelle bemærkninger fra Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark

"Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark har taget til efterretning, at Udvalget ikke har haft det som en del af sit kommissorium at tage stilling til "udvalgsloven" og "bestyrelsesloven". Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark havde gerne set, at der - ikke mindst i betragtning af den betydning disse love i almindelighed tillægges som redskaber i ligestillingsarbejdet - også blev foretaget en nærmere vurdering af, hvorvidt de redskaber, der ligger i disse to love, generelt er egnede til at fremme den ønskede ligestilling. I en sådan vurdering burde indgå overvejelser om andre metoder til at fremme en ligelig deltagelse af de to køn i udvalg, bestyrelser mv., metoder som samtidig respekterer bærende demokratiske principper som fx retten til at udpege egne repræsentanter og en lige forpligtelse over for forudsætningen om en ligelig kønsmæssig repræsentation."

7.3.2. Mindretalsudtalelse fra Sune Wæsel, Dansk Ungdoms Fællesråd

Efter gennemlæsning af Udvalgets samlede betænkning, og efter nærmere at have overvejet hvilke konsekvenser en gennemførelse af betænkningens anbefalinger vil have for fremtiden (altså for de generationer, der nu er unge og som jeg repræsenterer), føler jeg personligt, at det er nødvendigt at knytte bemærkninger til et par af betænkningens overordnede tendenser, samt til Udvalgets sammensætning.

Jeg vil således i rækkefølge kommentere:

1. Udvalgets sammensætning
2. Spørgsmålet om positiv særbehandling
3. Spørgsmålet om "kvindehandel" (som symptom)
4. Overvejelser vedr. en 0-løsning
5. Spørgsmålet om en minister for ligestilling og den fremtidige struktur
6. Tilslutning til andre mindretalsudtalelser

Jeg vil gerne kommentere Udvalgets sammensætning. Ikke fordi jeg vil kritisere sammensætningen, men fordi jeg finder flere elementer tankevækkende og nødvendige at delagtiggøre betænkningens læsere i. Af Udvalgets 21 medlemmer er der udpeget 14 kvinder og 7 mænd (liste af Nov. 1997 + nyt medlem fra Finansministeriet). Dette betyder, at den kvindelige del af Udvalgets medlemmer har haft kvalificeret flertal i den periode hvor betænkningens kapitel 5 - anbefalinger og kapitel 6 - fremtidig struktur er blevet behandlet. Tror man således på at ligelig kønslig repræsentation er vigtig for at opnå optimalt udfald, kan dette ikke siges at være tilfældet for denne betænkning.

Endvidere er 7 af Udvalgets repræsentanter udpeget af arbejdsmarkedets parter (LO, FTF, AC, Dansk Arbejdsgiverforening, KL, Amtsrådsforeningen og Finansministeriet). Dette betyder, at arbejdsmarkedets parter repræsenterer et klart mindretal af Udvalgets medlemmer. Dette er især vigtigt at have in mente i relation til de ikke enstemmige anbefalinger der vedrører arbejdsmarkedet.

Udvalget har efter min opfattelse haft en underrepræsentation af såkaldte "mandesags-synspunkter" i forhold til "kvindesagssynspunkter". Der har således siddet 3 medlemmer med ekspertise i "kvindesagssynspunkter" (DKN, Dansk Kvindesamfund og Kvindeforskningen) men kun 2 med ekspertise i "mandesagssynspunkter" (Maskulint forum og Netværk for Mandeforskning). Slagsiden opstår dog først rigtigt, når hertil lægges formanden hhv. sekretariatschefen for Ligestillingsrådet, der - efter min opfattelse - har talt "kvindesagen" før "mandesagen" i Udvalget.

Hertil kommer 4 medlemmer fra de ministerier, der er berørt af ligestillingsarbejdet (Arbejdsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet og Udenrigsministeriet) og 2 medlemmer repræsenterende ungdommen, hvor jeg er den ene.

Det interessante ved Udvalgets sammensætning er således på hvilken måde der kan opstå flertal og mindretal. Dette bør læseren af betænkningen have i baghovedet, når der fremkommer formuleringer i retning af flertal/mindretal, overvejende flertal/mindretal eller "Udvalget er delt".

I betænkningens afsnit 4.7.4 Positiv særbehandling og i afsnit 5.2.9 Ligebehandling af kvinder og mænd, behandles og anbefales øget brug af positiv særbehandling. Det bemærkes således om positiv særbehandling i afsnit 4.7.4: "Begrebet står i modsætning til diskrimination, der kan opfattes som en "negativ særbehandling", ...". Jeg er ikke enig i denne definition. Det er min opfattelse at positiv særbehandling er diskrimination, blot med samfundets accept.

Betænkningen indeholder således ikke en sondring mellem positiv og negativ særbehandling, der definerer en logisk forskel på de to. Jeg kan ikke se, at der findes en sådan forskel, endsige en modsætning, da det efter min opfattelse vil være lige diskriminerende positivt at særbehandle "Hans", som negativt at særbehandle "Grethe".

Jeg mener endvidere, at der i betænkningen fokuseres alt for lidt på den eller de grupper der er "ofre" for positiv særbehandling. Hvis den (for mig meget teoretiske) situation opstår, at en arbejdsgiver ikke på nogen måde har kvalitative præferencer mellem 2 ansøgere, en mand og en kvinde, vil det under alle omstændigheder være ubehageligt at være dén ansøger der bortprioriteres på grund af sit køn. Denne situation bliver efter min opfattelse forværret når stillinger forbeholdes det ene køn og der ses bort fra kvalifikationer.

Positiv særbehandling kan derfor kun være diskrimination, blot med samfundets accept.

Vælger man at se bort fra diskriminationselementet i positiv særbehandling, vil instrumentet efter min opfattelse stadig være uden værdi. De sociale og menneskelige strukturer der ligger bag overrepræsentationen af et køn indenfor specifikke fag, ændres rimeligvis ikke ved at forbeholde arbejdspladser til (mindre kvalificerede) repræsentanter af det andet køn. Måtte man ønske at lave om på de menneskelig præferencer og valg der ligger til grund for den enkeltes job, kan dette som anbefalet ske ved eksempelvis mainstreaming og information.

I forlængelse af spørgsmålet om positiv særbehandling vil jeg gerne tage afstand fra den tendens der er i betænkningens afsnit 5.2.5, Familie og arbejdsliv, til at fordre statslig/offentlig indblanding i ægteskaber og parforhold. Det er min opfattelse, at to mennesker der har valgt at leve sammen sagtens selv kan finde ud af en optimal arbejdsdeling i forholdet, i relation til barsels-, børneorlov og børnepasning. Herunder tage de konsekvenser som dette medfører for den part der eventuelt måtte vælge at engagerer sig mere i arbejds- hhv. familieliv.

Jeg har valgt også at kommentere spørgsmålet om kvindehandel fordi jeg opfatter selve emnet som et symptom på den volumensyge, der synes at være indenfor ligestillingsdebatten. Jeg vil gerne understrege, at jeg så absolut ser enhver form for menneskehandel som et problem, samt at jeg anerkender, at der umiddelbart synes at være en overrepræsentation af kvinder blandt de handlede mennesker.

Når mit udgangspunkt netop er at menneskehandel og ikke kun kvindehandel er et problem, er konsekvensen, at det må være et retspolitisk og måske socialpolitisk problem. Men aldrig et ligestillingsproblem. Det er en dårlig joke at fordre ligestilling indenfor menneskehandelen, og det gør bestemt ikke kvindehandel til et ligestillingsproblem.

Som nævnt vil jeg benytte spørgsmålet om kvindehandel til at kommentere ligestillingsdebattens volumensyge. Indledningsvis i denne betænknings kapitel 5´s første anbefaling står: "Udvalget finder det ikke muligt at lægge sig fast på én bestemt opfattelse af ligestillingsbegrebet, men ser det tværtimod som et meget nuanceret idegrundlag med mange aspekter og definitionsmuligheder. ..." Dette er for mig ikke alene uheldigt, men også carte blanche til i fremtiden at bruge ligestillingsperspektivet som indgangsvinkel til enhver debat.

For nylig udtalte Kommissær Ole Espersen "Der findes ikke en definition på begrebet "en minoritet" - men jeg kan altid genkende en minoritet når jeg ser den" - Med en let omskrivning kan dette udmærket passe på ligestillingsdebatten ved at sige: "Der findes ikke en entydig definition på "ét ligestillingsproblem", men man kan altid genkende et når man ser det".

Det er min opfattelse, at de ligestillingsproblemer der ligger indenfor ånden i ovenstående meget åbne definition, og den oplagte referenceramme den har, er forhindret og ulovliggjort i dagens Danmark. De intentioner der ligger bag formuleringer som "revitalisering af ligestillingsdebatten" eller "opkvalificering af ligestillingen" må jeg derfor betegne som slet skjulte forsøg på at gøre problemerne større end de er. Fremtiden må vise om ikke størstedelen af de påståede problemer på ligestillingsområdet er "varm luft", og om ikke en øget aktivitet indenfor området vil lide samme skæbne som "drengen der råbte ulv!".

I forlængelse af de ovenstående kommentarer finder jeg det relevant at påpege, at Udvalget på ingen måde har behandlet muligheden for en "ren 0-løsning". Altså muligheden for at der slet ingen statslig aktivitet på ligestillingsområdet skal være.

Tilsvarende er konsekvenserne af ikke at foretage de anbefalede initiativer heller ikke beskrevet. I al sin enkelhed er det min opfattelse, at Udvalgets kommissoriebundne opgave: "...at overveje ændringer i organiseringen af ligestillingsarbejdet og udarbejde forslag hertil..." er løst med "ekspansive briller på". Dagsordenen har hele tiden været at skabe legitimation for øgede ressourcer til "området", men også (fornuftigt nok) en strømligning af arbejdet med ligestilling så det passer til tidsånden.

Jeg er ikke sikker på, at der overhovedet vil være en skadelig virkning ved en 0-løsning og mener ikke, at denne betænkning nødvendigvis skaber tilstrækkelig baggrund for at anbefale en 0-løsning. Men jeg håber at beslutningstagere, der bruger betænkningen som baggrund for lovinitiativer eller lignende vil overveje konsekvenserne af ikke at gennemføre de pågældende initiativer.

I betænkningens afsnit 6.3 - Minister for ligestilling - anbefaler Udvalget: "... at der udpeges en ligestillingsminister". Jeg er, i tråd med mine ovenstående kommentarer, ikke enig i at denne "opkvalificering" og "øgede fokus" på området gavner ligestillingen positivt.

Jeg kan stå inde for Udvalgets anbefalinger til en plausibel fremtidig struktur, for så vidt angår betænkningens afsnit 6.4. Videnscenter for ligestilling - debat, dokumentation og formidling. Det er mig dog pålæggene at understrege vigtigheden af institutionens uafhængighed, hvorfor jeg mener at samarbejdet med KVINFO skal foregå på projekt og ad hoc basis, og på ingen måde formalismers, rutiners eller "samlokaliseres".

Jeg må sige fra overfor betænkningens afsnit 6.5 Klagenævn for ligestilling. Jeg er altså en af de 5, der stemmer for at sagerne skal behandles i det fagretlige system, og hvis dette ikke kan lade sig gøre, ved domstolene. Jeg mener at der er tilstrækkelig med dokumentation i betænkningens afsnit 4.7 (Især 4.7.3) til netop ikke at have særlige klageorganer eller ombud, men i stedet at lade disse sager overgå til afgørelse ved domstolene.

Udvalget peger budgetmæssigt på den norske model, som er et glimrende udgangspunkt til at skabe overblik over omkostningerne til drift af forskellige ligestillingsenheder. Min anbefaling i denne forbindelse skal dog også indeholde en opfordring til at gøre den driftmæssige bevilling så lille som muligt, således at der bliver rum til konkret projektarbejde på baggrund af politisk ønskelige og samtidsrelevante emner.

For så vidt angår kapitel 5 kan jeg i tilgift til ovenstående, i ånd og principper tilslutte mig mindretalsudtalelserne fra Dansk Arbejdsgiverforening og Finansministeriet. Endvidere er jeg, mine egne kommentarer til trods, enig i Dansk Arbejdsgiverforening og Finansministeriets betragtninger vedrørende at Udvalgets anbefalinger omkring fremtidigt ressourceforbrug i betænkningens kapitel 6, ligger udenfor kommissoriet.

7.3.3. Mindretalsudtalelse fra Maskulint Forum

Udvalget har ifølge sit kommissorium blandt andet til opgave at komme med forslag til, hvilke områder der bør prioriteres i det fremtidige ligestillingsarbejde.

Udvalgets flertal har fundet, at familieretlige spørgsmål ligger uden for Udvalgets kommissorium, og har ikke prioriteret spørgsmålet i det fremtidige ligestillingsarbejde.

I en ligestillingssammenhæng er området ikke nyt. Ligestillingsrådet har forholdt sig til ny lovgivning på området, og er fremkommet med høringssvar hertil.

Maskulint Forum finder, at diskriminationen af fædre i familieretlige spørgsmål bør prioriteres i det fremtidige ligestillingsarbejde. Vi har svært ved at se formålet med vores deltagelse i dette arbejde, uden at man samtidig inddrager de områder, vi finder væsentlige.

Under Udvalgets høringsfase foreslog vi flere oplægsholdere, som vi mener kunne bidrage til en belysning af de ligestillingsproblemer, mænd oplever. Men Udvalgets ledelse ønskede ikke at inddrage nogen af de oplægsholdere, vi foreslog.

Vi har også - på opfordring - indsendt spørgsmål til nogen af de gæster fra de øvrige nordiske lande, Udvalget har inviteret. Men vores spørgsmål blev ikke fremsendt. Vi blev henvist til at stille dem mundtligt.

Vi oplever, at Maskulint Forums repræsentation tages til indtægt for en bredde i Udvalget, så det dermed får en større politisk legitimitet, mens realiteten er, at vi som mindretal ikke har den store indflydelse. Det kom tydeligt til udtryk i Berlingske Tidende i sommer, hvor Ligestillingsrådets formand Ingrid Rasmussen brugte Udvalgets brede sammensætning og en postuleret enighed som løftestang for egne synspunkter¹.

Noget tilsvarende var tilfældet med Ligestillingsrådets idegruppe om mænd, der nedlagde sig selv i 1994, netop fordi den del af ligestilingsarbejdet, der handlede om mænds ligestilling af Ligestillingsrådets flertal blev opfattet som et appendiks til det egentlige ligestillingsarbejde med et begrænset budget².

På trods af at der i Udvalgets forslag til sammensætningen af de fremtidige ligestillingsorganer ligger store forbedringer af mænds repræsentation i ligestillingsarbejdet, frygter vi, at noget tilsvarende bliver tilfældet i det fremtidige ligestillingsarbejde.

Udvalget har undertiden nærmet sig nogle af de spørgsmål, Maskulint Forum finder påtrængende i debatten om det fremtidige ligestillingsarbejde. Først og fremmes har der i Udvalget været bred enighed om, at begrebet ligestilling ikke lader sig definere (5.1.1).

Men når ligestilling ikke lader sig definere, finder vi det vanskeligt at opstille programmer eller love, der skal arbejde for øget ligestilling. Hvis man ikke kan definere ligestilling, kan man heller ikke evaluere, om man nu har fået mere eller mindre af den. Ligestilling er en utopi, der aldrig vil kunne opfyldes.

Vi ser en modstrid mellem Udvalgets første anbefaling (afsnit 5.1.1), som vi kan tilslutte os, og adskillige af Udvalgets øvrige anbefalinger.

I praksis - hvilket da også er, hvad Udvalgets flertal anbefaler - ender det med et kvantitativt mål; at der skal være lige mange mænd og kvinder inden for alle livets områder. Men selv i tilfælde, hvor der kan konstateres store forskelle i mænds og kvinders repræsentation i forskellige sammenhænge, behøver det ikke at være udtryk for en diskrimination. Forskellen kan skyldes, at kvinder og mænd prioriterer forskelligt.

Når det i betænkningen hedder, at "der er bred enighed om at ligestilling mellem kønnene forsat skal ses som et mål" (afsnit 5.1.2), ligger modsætning om, hvad man egentlig skal forstå ved ligestilling underforstået hos aktørerne. Der er ikke enighed om hvor vi vil hen, hvorfor der heller ikke er enighed om, hvordan vi kommer derhen, eller hvilken retning vi skal tage.

I det hidtidige ligestillingsarbejde har der hersket en forestillingen om, at mænd og kvinder er grundlæggende ens og at forskellene i mænds og kvinders valg skyldes opdragelse, kønsroller og kulturelle normer.

Denne opfattelse anfægtes nu fra mange sider, med det synspunkt, at mænd og kvinder er biologisk forskellige, har forskellige behov og derfor prioriterer forskelligt ^{3 & 4} .

Køn er biologisk defineret, hvorfor kønnets biologi bør medtænkes i det fremtidige ligestillingsarbejde.

I betænkningens afsnit (2.8.4) hedder det:

Det er en formulering, der giver indtryk af altruistiske kvinder og egoistiske mænd. Det er - efter vores vurdering - ikke et retvisende billede.

Kvindeorganisationerne, der ellers gør sig til af at arbejde for øget ligestilling, modarbejder ligestillingstiltag på det familieretlige område⁵.

Mandeorganisationerne modsætter sig ikke ligestilling på arbejdsmarkedet, men finder, at man her har strakt sig langt lovgivningsmæssigt for at sikre ligestilling, og at de kvantitative forskelle, der endnu kan registreres, ikke er udtryk for en diskrimination, men er udtryk for, at kvinder og mænd prioriterer forskelligt. I praksis tales der ikke om det samme, når der tales om ligestilling.

Ligestillingsområdet må erkendes som politisk kontroversielt.

Desuden er det vores overbevisning, at vores mærkesag - øget ligestilling indenfor det familieretlige område - vil medføre mere stabile familiemønstre. Det vil ikke alene være til gavn for mænd, men også for børn, kvinder og samfundet som sådan⁶.

Vi finder ikke, at oplysningerne i tabel 21 og 22 vedrørende mænds og kvinders løn er udtryk for mænd og kvinders reelle forbrugsmuligheder.

For det første kan man ikke bruge gennemsnitsberegninger til at opgøre forskellen, idet man her forudsætter, at arbejdet er af samme værdi.

For det andet mener vi, at man bør medtænke tilskud såsom børnefamilieydelse, børnetilskud, boligsikring, børnepenge, hustrubidrag samt friplads til daginstitution, hvis man vil have et retvisende billede af henholdsvis mænds og kvinders indkomstforhold. Det er vores pointe, at de nævnte tilskud i høj grad kan påvirke den enkeltes incitament til at yde en ekstra indsats, og dermed øge sin lønindkomst⁷.

For mange skilte mænd og kvinder, vil resultatet af de nævnte tilskud være, at den samlede indkomst for en enlig kvinde med børn bliver væsentlig større, end hendes fraskilte mands med betydelige bidrags- og forsørgelsesforpligtigelser.

Efter gældende praksis stilles der betydelig strengere krav til husbondbidrag end hustrubidrag. Ægtefællebidrag omfatter i dag stort set kun hustrubidrag, særligt er det kun mænd der idømmes de lange bidragforpligtigelser på 8-10 år - undertiden tidsubestemt. I sammenlignelige sager, men med modsat fortegn, på kønnet, slipper kvinder væsentligt billigere end mænd⁸.

Vi værdsætter, at Udvalget anbefaler øget statistik på området (5.2.6).

Maskulint Forum anbefaler, at ægtefællebidraget enten afskaffes, eller fastsættes ud fra en vurdering af parternes reelle økonomiske situation efter en skilsmisse, hvor de offentlige tilskud og ligningsmæssige forhold indgår i beregningerne.

For børnebidragets vedkommende mener vi, at mænd generelt er i stand til selv at administrere deres forsørgelsespligt på en - også set fra barnets synspunkt - fornuftig måde.

Generelt finder vi det betænkeligt, når man for offentlige midler anbefaler at sætte holdningspåvirkende initiativer i gang på områder, der er kontroversielle. Holdningspåvirkende initiativer kan politiske partier iværksætte for egen regning. I et demokratisk samfund bør holdningsændringer komme nedefra og op, og ikke ovenfra og ned. Derfor er vi principielt imod ethvert offentligt tiltag, der har til formål at påvirke befolkningen i den ene eller den anden retning.

Dog kan man forsvare initiativer, hvorom der er bred politisk konsensus, som fx når man søger at få folk til at dyrke sikker sex, så de undgår HIV smitte.

På ligestillingsområdet er der imidlertid ingen politisk konsensus, man kan end ikke enes om at definere, hvad man egentlig skal forstå ved ligestilling.

I det fremtidige ligestillingsarbejde skal vi derfor fraråde, at der iværksættes holdningspåvirkende initiativer.

Udvalget anbefaler tiltag, "som kan tilskynde mænd til at tage del i barselsorloven".

I Mandeorganisationerne har vi adskillige medlemmer, der ikke alene har gjort brug af deres forældreorlov, men også har taget såvel fædreorlov som børnepasningsorlov. Det har de generelt været glade for.

Men principielt bør familierne have frihed til at indrette sig og fordele opgaverne i familien, som de selv ønsker. Man kan være en udmærket far, selvom man ikke tager orlov. Vi frygter, at øget brug af orlov vil destabilisere familien⁹.

I de sidste 20-30 år har især ligestilling mellem mænd og kvinder været i fokus. Selvom en fortsat fokusering på dette område næppe kan undgå også at inddrage de problemer, mænd definere som ligestillingsproblemer, er der dog andre skillelinjer mellem mennesker, som ud fra en objektiv betragtning i mindst lige så høj grad fortjener fokus.

Fx kunne man se på forskellige livsformers mulighed for at realisere netop den livsform, de gerne vil indrette deres liv efter¹⁰.

På trods af, at Maskulint Forum oplever diskrimination af mænd på adskillige områder, finder vi ikke, at netop forskelsbehandling på baggrund af køn har større behov for en fokusering end andre snit man kunne vælge. Den opmærksomhed, netop dette område har haft i de sidste 20-30 år, kunne netop være et argument for, at det nu var andre områder, der stod for tur.

Maskulint Forum kan tiltræde flere af de mindretalsudtalelser der er kommet fra andre udvalgsmedlemmer. Vi kan tiltræde de betragtninger Sune Væsel har gjort sig i sin mindretalsudtalelse. Vedrørende Kvinfos rolle i det fremtidige ligestillingsarbejde, se dog også side 236.

Vi kan også tiltræde udtalelsen fra DA omkring positiv særbehandling, ligesom vi er enige i den kritik, der fra flere sider er fremført omkring betænkningens anvendelsen af mænd og kvinders gennemsnitsløn, som dokumentation for manglende ligeløn.

Maskulint forum har noteret sig, at mens der i den danske ligestillingslov tales om "at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder", så tales der i de øvrige nordiske landes lovgivning og i flere internationale fora ofte entydigt - eller især - om ligestilling af kvinder.

Vi værdsætter, at ligestilling af mænd er medtaget i den danske lov på samme niveau som ligestilling af kvinder. Men på trods af forskellen i lovgrundlaget har vi svært ved at få øje på, at man i det praktiske ligestillingsarbejde har prioriteret anderledes i Danmark end i de øvrige nordiske lande.

Generelt finder vi det betænkeligt at nævne det ene eller det andet køn i lovgivningen eller i internationale målsætninger. Når FN i CEDAW konventionen har vedtaget "at afskaffe alle former for diskrimination mod kvinder", ligger der implicit heri, at kvinder bliver diskriminerer, og altid vil blive det.

I CEDAW konventionen hedder det videre, "at bestemmelsen skal ophæves, når formålet med dem [...] er opnået". Det forekommer næppe sandsynligt, at FN en dag erkender, at nu er diskriminationen mod kvinder ophørt, og der ikke længere er behov for bestemmelsen. Selv hvis diskrimination mod kvinder ud fra en objektiv betragtning en dag kunne siges at være ophørt, ville en ophævelse af bestemmelsen kunne tolkes sådan, at der nu var legitimt at diskriminere kvinder.

Omvendt må man ud fra konventionsteksten kunne slutte, enten at diskrimination mod mænd - efter FN opfattelse - ikke forekommer, eller også at FN ikke har noget mod diskrimination af mænd.

I den danske lovgivning bruges kønsbetegnelserne i stigende grad¹¹. I forbindelse med barsel, kan kønsbetegnelserne have en vis berettigelse, men ud fra et ligestillingssynspunkt, bør kønsbetegnelser som "mand", "kvinde", "far" og "mor" undgås. I stedet bør man benytte betegnelser som "køn" eller "forældre".

Mens direkte diskrimination af kvinder er fjernet fra lovgivningen, eksisterer der fortsat diskrimination mod mænd. Her skal nævnes værnepligten og § 5 i Lov om Forældremyndighed og Samvær.

Forpligtigelsen til at aftjene værnepligt påhviler kun mænd. Denne forpligtigelse, hvor mænd med fare for eget liv og helbred skal forsvare fædrelandet, berøres kun flygtigt i betænkningen. Kønnenes forståelse for hinandens synspunkter, ville utvivlsomt være større, hvis de var pålagt de samme forpligtigelser.

Moderen får ifølge Lov om Forældremyndighed og Samvær § 5 automatisk forældremyndigheden over et barn født udenfor ægteskabet. Vi er opmærksomme på, at denne lov er under revision, men i Børnelovsudvalgets forslag til en ny lov er det fortsat moderens valg, om hun vil dele forældremyndigheden med faderen eller ej.

Ligestillingsrådet har ved høringssvar til Forældremyndighedsudvalget og Børnelovsudvalget udtrykt deres syn på en demokratisering af forældrenes forhold til deres børn. I Rådets høringssvar til Forældremyndighedsudvalget i 1994 anbefaler man en obligatorisk fælles forældremyndighed for forældre, der bor sammen uden at være gift. I Rådets høringssvar til Børnelovsudvalget der afgav betænkning i december 1997, mente man ikke, at adgangen til at etablere fælles forældremyndighed skal udvides.

Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde har ikke erkendt, at der faktisk sker en diskrimination af mænd på dette område, men har blot citeret mandeorganisationerne for synspunktet (5.2.6). Man har henholdt sig til, at det først og fremmest er barnets tarv, der bør tilgodeses.

Vi enige i, at det først og fremmes er barnets tarv, der bør tilgodeses. Men vi ser netop automatisk fælles forældremyndighed som en forudsætning for, at der kan foretages en objektiv vurdering af begge forældres forældreevne.

Variationen i de juridiske konstellationer, der i dag eksisterer omkring forældremyndighedsspørgsmålet, fortæller ikke meget om forældrenes forældreevne, men i høj grad noget om deres køn.

Vi ser ikke, at en juridisk ligestilling af fædre og mødre på nogen måde kan komme barnet til skade. Vi ser tværtimod en modsætning mellem mødrenes fortrinsstilling og barnets tarv. Mødrenes vetoret i forhold til forældremyndighedsspørgsmålet hindrer, at man kan foretage en objektiv vurdering af barnets tarv, der måske ville nå frem til, at det var bedst for barnet at bo hos sin far. En forudsætning for en sådan objektiv vurdering er, at begge forældre i udgangspunkt er ligestillede. Det vil sige, at de begge har del i forældremyndigheden.

Vi beklager, at Ligestillingsrådet har fjernet sig fra erkendelsen af den fælles forældremyndigheds nødvendighed, som Rådet gav udtryk for i sit høringssvar fra 1994. Vi beklager også, at flertallet i Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde, har lagt sig op af Ligestillingsrådets forståelse fra 1997. Det er - set med vores øjne - en udvikling i den forkerte retning.

En mere jævnbyrdig fordeling af forældremyndigheden ville utvivlsomt ikke alene at nedsætte antallet af sager, men sandsynligvis også nedsætte antallet af familieopløsninger i det hele taget, fordi begge parter vil være interesserede i et kompromis. Det strider ikke mod barnets interesse - tværtimod.

Ligestillingsrådet og kvindeorganisationerne ønsker flere undersøgelser, flere statistikker og mere forskning, før man vil tage endeligt stilling til spørgsmålet. Dette ønske gentages i Udvalgets betænkning (5.2.6).

Ligestillingsrådet anmodede i 1994 Socialforskningsinstituttet (SFI) om at undersøge fædres og mødres forældreevne. Fra SFI kom der på denne baggrund i 1996 en rapport "Opvækst hos fædre", hvori det fastslås, at der er forskel på børnenes trivsel, når de vokser op hos henholdsvis fædre og mødre, men at denne forskel falder ud til fædrenes fordel. Børn, der vokser op hos deres far, er på en række områder bedre stillet, blandt andet er de udsat for færre overgreb, forholdet til eks-partneren er mindre konfliktfyldt, og barnet viser i mindre grad stresssymptomer sammenlignet med børn, der vokser op sammen med deres mor¹².

Den politiske intention ved de seneste ændringer på det familieretlige område har såvel i 1985 som i 1995 været en styrkelse af fædres retsstilling overfor deres børn. Denne intention er i nogen grad lykkedes for så vidt der er tale om samvær, selvom den praktiske forvaltning af loven endnu lader meget tilbage at ønske. Fædre ønsker imidlertid i stigende grad ikke blot samvær med deres børn, men at leve sammen med dem. I spørgsmålet om placeringen af forældremyndigheden efter familieopløsninger, går det den forkerte vej (tabel 1).

Diskrimination i forvaltningen

Der er mange andre love, der ikke ligestiller kvinder og mænd. Men også i forvaltningen af lovene sker der en diskrimination.

I forældremyndighedssager er det i overvejende og stigende grad moderen, der får forældremyndigheden, hvis forholdet opløses. Særligt vanskeligt er det for fædre at få tilkendt forældremyndigheden over deres døtre, mens det er relativt lettere at få den over deres sønner. Denne tendens er stigende. Mens fædrene i 1971 fik forældremyndigheden over 18% af sønnerne og 14 % af døtrene, er forskellen øget. I 1993 var fordelingen 15% af sønnerne og 8% af døtrene¹³.

I mere end halvdelen af de sager, hvor faderen faktisk får barnet i retten, er der tale om deling af en søskendeflok. I praksis er det næsten umuligt for en far at få tilkendt forældremyndigheden over et lille barn.

Der er ingen undersøgelser der tyder på, at faderen skulle være vigtigere for drenge end for piger, eller at fædre skulle være mindre egent til at tage sig af mindreårige børn¹². Den kraftige bias på også børnenes køn, synes også ubegrundet.

På trods af, at fædre i stigende grad har engageret sig i deres børn, er andelen af fædre, der får tilkendt forældremyndigheden, faldende (tabel 1).

Selv i tilfælde, hvor begge forældre betegnes som egnede til at tage vare på barnet, vil retten som regel tildele moderen forældremyndigheden. Ud fra et ligestillingssynspunkt kunne man netop i de tilfælde kønskvotere, så børnene blev mere ligeligt fordelt. En kønskvotering på netop dette område, vil som sidegevinst nedsætte antallet af familieopløsninger, fordi begge parter vil være mere motiveret til at nå frem til et samarbejde.

Mænd fylder ganske vist meget i samfundets top, hvilket - specielt i ligestillingssammenhænge ofte nævnes. At mænd også er i overtal i samfundets bund, er der sjældent fokus på.

Vi sætter pris på, at Udvalget anbefaler øget opmærksomhed på unge mænds problemer (5.2.7), men så gerne anbefalingen udvidet til at gælde alle mænd. Foruroligende mange mænd får efter en familieopløsning en social deroute, der ofte udmønter sig i arbejdsløshed, misbrug, kriminalitet, vold og selvmord. Afmagtsfølelse, manglende forståelse og diskrimination fra offentlige myndigheder er ofte den direkte udløser. Mænds vold mod kvinder skal ses i denne sammenhæng.

Maskulint Forum skal beklage, at vi ikke i højere grad har inddraget det internationale perspektiv i vores arbejde. Det skyldes især vores begrænsede ressourcer.

Ligesom mandeorganisationerne ikke har haft sæde i Ligestillingsrådet, må vi også konstatere, at mandeorganisationerne ikke er repræsenteret i Det internationale Ligestillingsudvalg. Dog er Maskulint Forum for nylig af Udviklingsminister Poul Nielson inviteret til at deltage i komiteen Beijing +5, hvad vi selvfølgelig værdsætter.

I den danske delegation til konferencen i Beijing var der, ud af en delegation på 36, kun 4 mænd. Heraf var de tre tilknyttet ambassaden i Beijing, mens den sidste var Bruno Jerup Nielsen fra Enhedslisten^14.

Når de danske mandeorganisationer ikke inddrages i debatten eller beslutningsprocessen, har vi svært ved at tage de resultater, man er kommet frem til i Beijing helt alvorligt. Vi skal anbefale, at mandeorganisationer inddrages på lige fod med kvindeorganisationerne. Opmærksomheden henledes på, at denne ligestilling kan have to retninger.

Uanset hvad man mener om den måde, man i ulandene har indrettet sig og fordelt kønsrollerne, finder vi det betænkeligt, når man ud fra en vestlig norm (som der end ikke er konsensus om her i landet) søger at påvirke kønsrollerne i den 3. verden og dermed ændre deres kultur. Ved at eksportere vestlige normer medvirker vi til at ødelægge deres familiestrukturer. Det er med alt ønskelig tydelighed prisen for den danske model.

Maskulint Forum påskønner, at adskillige ordførere påtalte mænds manglende repræsentation i Ligestillingsrådet under Folketingets debat forud for Udvalgets nedsættelse.

For Maskulint Form ligger den største diskrimination i lovgivningen. Det forekommer os derfor absurd at etablere organer, der skal sikre ligestillingen mellem mænd og kvinder, uden at inddrage de diskriminerende love.

I følge Udvalgets betænkning synes alle ligestillingsspørgsmål, der ikke tilgodeser kvinder, at være af sekundær betydning, et appendiks til det egentlige - kvindecentrerede - ligestillingsarbejde. Det hedder ganske vist, at man vil "intensivere indsatsen for at engagere mænd i ligestillingsarbejdet" (5.2.7), hvilket vi værdsætter. Men det er ikke vores oplevelse, at man samtidig vil prioritere de problem områder mænd finder væsentlige.

For mænd handler ligestilling ikke om "en udvikling af faderrollen" (5.1.1). Vi synes generelt, at de fleste fædre udfylder den ganske godt, hvis de ellers får muligheden¹⁰. Problemet er, at fædrene ofte ikke får muligheden.

Et af mandeorganisationernes problemer er, at selvom man med udpegningen af vores repræsentant i Udvalget anerkender vores eksistens, er der fortsat stor forskel på de midler, der bevilliges til henholdsvis mande- og kvindeorganisationerne.

Det frivillige organisationer kan enten forstås positivt som folkelige røster, der udtrykker strømninger i befolkningen. Eller de kan forstås negativt som lobbyister, der søger at fremme enkeltgruppers specielle interesser. De fleste frivillige organisationer har elementer af begge dele.

I det fremtidige ligestillingsarbejde finder vi det væsentligt, at der er balance (ligestilling!) mellem de kønspolitiske aktører. Det være sig dels ved deres repræsentation i forskellige organer, men også i de offentlige tilskud, der ydes de frivillige organisationer. Vi finder betænkeligt, når det "frivillige" arbejde finansieres af offentlige midler. Den politiske beslutning om at gødske den ene eller anden "græsrod", kommer automatisk også til at afgøre, hvilke folkelige bevægelser, der kommer til at fylde mest i landskabet. Det kan være fristende at støtte sine politiske meningsfæller og så "glemme" grupper, der indeholder en politisk kritik. Non Goverenmental Organisations bliver Near Goverenmental Organisations. Det er i høj grad spørgsmålet om politisk velvilje, der bliver afgørende for, hvilke NGOer der kan gøre sig gældende, mens den folkelige opbakning kommer til at betyde mindre.

Det er vores opfattelse, at mens kvindeorganisationerne oplever faldende folkelig tilslutning, oplever vi stigende forståelse for vores synspunkter fra såvel kvinder som mænd. Nogle af Maskulint Forums medlemsorganisationer har adskillige kvindelige medlemmer, vi ønsker derfor heller ikke at grave grøfterne mellem kvinder og mænd dybere.

Dette skal ikke nødvendigvis forstås som en anmodning om øgede bevillinger til mandeorganisationerne eller til ligestillingsområdet som sådan. Vi efterlyser en balance i de bevillinger der tildeles henholdsvis mande- og kvindeorganisationerne.

For Maskulint Forum er deltagelse i de forskellige organer Udvalget foreslår, lidt af en luksus. Problemet for Maskulint Forum er i basisbevillinger, så vi deltager på lige fod.

Kvinfo blev grundlagt af forfatteren Nynne Koch i perioden 1965-72. I 1979 blev Kvinfo en selvstændig afdeling under Det Kongelige Bibliotek, og har siden 1987 været en selvejende institution under Kulturministeriet. Kvinfo modtager derudover økonomisk støtte til forskellige projekter fra Forsknings-, Udenrigs- og Arbejdsministeriet.

Centeret har 12 faste medarbejdere - alle kvinder. Det ledes af Elisabeth Møller Jensen, der samtidig er formand for Kvindeligt selskab, der er Kvinfo´s støtteforening. På trods af den selvejende status er Kvinfo i høj grad finansieret af offentlige midler.

Maskulint Forum anerkender det arbejde, der produceres på Kvinfo, der er det største samlede center for kønsrelateret forskning.

Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde har diskuteret Kvinfos rolle i det fremtidige Ligestillingsarbejde. Nogle medlemmer fandt, at Kvinfo som en selvejende institution, stod udenfor det offentlige ligestillingsapparat, og Udvalget derfor ikke burde medtænke Kvinfos rolle og funktion i det fremtidige ligestillingsarbejde.

Udvalgets flertal anbefaler, at der etableres endnu en selvejende institution - et "Videnscenter for Ligestilling".

Maskulint Forum finder at hvis Udvalget kan foreslå etablering af nye selvejende institutioner, så bør vi også inde for Udvalgets kommissorium kunne tage stilling til allerede etablerede selvejende institutioner, specielt da de selvejende institutioner ikke er mere selvejende, end at de er afhængige af offentlige tilskud.

Som en væsentlig institution, der også for eftertiden skal samle historien om kønsdebatten i vor tid, så vi gerne en mere tidssvarende strukturering af Kvinfo.

Maskulint Forum kunne fristes til at anbefale etableringen af et "Mandfo", men ved nærmere eftertanke, vil det nok - ikke mindst samfundsøkonomisk set - være mere frugtbart, om man i det fremtidige Ligestillingsarbejde samtænker de forskellige selvejende institutioner. Fremfor tre selvejende institutioner, et Kvinfo, et Mandfo samt et Videncenter for Ligestilling vil vi anbefale, at man opretter én institution, et "Kønfo". Eller et "Videnscenter for køn og ligestilling".

Derimod finder vi det klart utilfredsstillende, hvis der i det fremtidige ligestillingsarbejde etableres to institutioner, et Kvinfo, der i sit formål og i sin ledelse ser problemerne ud fra et kvindesynspunkt, og så et mere afbalanceret Videncenter for Ligestilling, der i bedste fald vil være kønspolitisk neutralt.

Vi er opmærksomme på, at de funktioner, der i dag udføres i Kvinfos regi, ikke er sammenfaldende med de funktioner, Udvalget forestiller sig i et fremtidigt "Videncenter for ligestilling". Ikke desto mindre forudses væsentlige overlappende funktioner mellem de selvejende institutioner, hvilket også kan føre til kompetencestridigheder. Noget tilsvarende er i nogen grad tilfældet i blandt andet Sverige.

Maskulint Forum ser ikke øgede bevillinger til ligestillingsområdet som et mål i sig selv. For os er det centrale, at der er økonomisk balance - ligestilling - mellem de kønspolitiske aktører.

Med den brede sammensætning der er foreslået for videncenteret, er det næppe sandsynligt, at centeret vil komme med entydige anbefalinger til fx lovforslag. Der kan desuden opstå problemer med repræsentationen af videncenteret i andre udvalg, som foreslået i betænkningen. På grund af den brede sammensætning, kan det være svært at finde kandidater, der repræsentere hele centeret.

Vi synes i udgangspunktet om ideen om at oprette et debatforum, men har svært ved at overskue konsekvensen af den foreslåede sammensætning, specielt hvad angår udpegningen af "ressourcepersoner". Modellen med at debatforum selv udpeger nye ressourcepersoner, kan gå i selvsving, så ressourcepersonerne rekrutteres fra samme cirkler. Her kunne en mindretalsbeskyttelse, eller udpegning udefra måske afhjælpe dette forhold.

Desuden er der spørgsmålet om hvorvidt der stilles ressourcer til rådighed for ressourcepersonerne, eller om de skal have ressourcerne med hjemmefra.

Mange mænd føler sig uretfærdigt behandlet i familieretslige sammenhænge, hvilket kunne være et argument for Maskulint Forum til at anbefale et klagenævn for alle former for diskrimination.

Men da meget diskriminationen mod mænd er lovbestemt, vil det være begrænset hvad et klageorgan kan udrette på området. Derfor kan vi ikke, på nuværende tidspunkt, anbefale oprettelse af et klagenævn, men vil i stedet opfordre Folketinget til at fjerne de diskriminerende love mod mænd på det familieretlige område.

Denne udtalelse var oprindelig mere omfattende og nuanceret. Maskulint Forum er af det øvrige udvalg blevet anmodet om at begrænse vores udtalelse. Flere væsentlige områder er derfor ikke kommenteret.

Vi har, for at råde bod på dette, oprettet en hjemmeside på Internettet, hvor vi går i dybden med mange af de problemstillinger Udvalget har behandlet, og flere af de områder, vi gerne havde set behandlet. Desuden argumenteres der på hjemmesiden mere udførligt for vores synspunkter.

På hjemmesiden har vi gjort rede for de områder Maskulint Forum finder relevante for forholdet mellem kvinder og mænd i dag og i fremtiden.

Hjemmesiden har adressen: http://www.maskulintforum.dk