Regeringens resultater 2008 - 2009
 

 

 

Forord
Beskæftigelsesministeren
Finansministeren
Forsvarsministeren
Indenrigs- og socialministeren
Justitsministeren
Kirkeministeren
Klima- og energiministeren
Kulturministeren
Miljøministeren
Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Ministeren for ligestilling
Ministeren for nordisk samarbejde
Ministeren for sundhed- og forebyggelse
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
Ministeren for udviklingsbistand 
Skatteministeren
Statsministeren
Transportministeren
Undervisningsministeren
Udenrigsministeren
Økonomi- og erhvervsministeren
Kolofon

 

 

Download publikationen i pdf-format [206kb]

For at læse PDF-formatet kræves læseprogrammet Acrobat Reader, som gratis kan hentes hos firmaet Adobe Inc. Klik på nedenstående logo og hent Acrobat Reader


Get Acrobat Reader

 

 

Forord

I folketingsåret 2008-2009 har håndteringen af den økonomiske krise været regeringens vigtigste opgave. Samtidig har regeringen fortsat sin reformpolitik.

Denne redegørelse indeholder en oversigt over de væsentligste initiativer og reformer, der er gennemført i folketingsåret, herunder

- Forårspakke 2.0 – vækst, klima, lavere skat
- Bankpakken
- Kreditpakken
- Investeringer i nye sygehuse
- Aftale om en grøn transportpolitik
- Aftale om en praktikpladspakke
- Gennemførelse af politireformen og styrkelse af politiindsatsen
- Bedre rammer for den almene boligsektor




Beskæftigelsesministeren

Udbetaling af SP
Regeringens lovforslag om udbetaling af midlerne i SP-ordningen er vedtaget i maj 2009. Forslaget, der udmønter en del af regeringens aftale med Dansk Folkeparti om Forårspakke 2.0, medfører, at der gives mulighed for, at midlerne i SP-ordningen kan udbetales som engangsbeløb i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009.

Forhøjelse af pensionstillægget
Regeringen fremsatte i april 2009 lovforslag om forhøjelse af pensionstillægget med 2.000 kr. årligt til folkepensionister og førtidspensionister, der modtager førtidspension efter gammel ordning. Forslaget, der er led i udmøntningen af aftalen om Forårspakke 2.0 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, forventes vedtaget i maj 2009.

Initiativer til hjælp for ledighedstruede
Regeringen lancerede i marts måned 2009 fire beskæftigelsespolitiske initiativer til hjælp for personer, der er truede af ledighed eller varsles om, at de vil miste deres arbejde i den nærmeste fremtid. Det drejer sig om mere fleksible regler for arbejdsfordeling, udvidet adgang til varslingspuljen, etablering af et nationalt varslingsberedskab og skærpet overvågning af arbejdsmarkedet.

En styrket beskæftigelsesrettet indsats over for sygemeldte m.fl.
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om en styrket beskæftigelsesrettet indsats over for sygemeldte m.fl. Forslaget, der udmønter regeringens aftale med arbejdsmarkedets parter, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal alliance om nedbringelse af sygefraværet og finanslovsaftalen, forventes vedtaget i maj 2009.

Arbejdsgivere får ret til tilskud til voksenlærlinge
Regeringen indgik i december 2008 en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om at give arbejdsgivere ret til tilskud, når de ansætter voksenlærlinge over 25 år, som ikke har afsluttet erhvervsuddannelse, har en forældet uddannelse eller har oplevet en vis forudgående ledighed. Aftalen er udmøntet ved en bekendtgørelse, der er trådt i kraft 1. januar 2009.

Etablering af et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem
Regeringen fremsatte i marts 2009 to lovforslag til udmøntning af aftalen om et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem, som er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i forbindelse med finanslovaftalen for 2009. Lovforslagene forventes vedtaget i maj 2009.

Afbureaukratisering af reglerne for ledige unge, sanktionsreglerne for kontant- og starthjælpsmodtagere og målretning af aktiveringsindsatsen m.v.
Regeringen fremsatte i marts 2009 et lovforslag, der udmønter to aftaler mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Lovforslaget sigter dels på målretning af aktiveringsindsatsen, der giver mulighed for at give ledige hurtig hjælp til at få job inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, dels på afbureaukratisering af bl.a. reglerne om aktivering af unge og sanktioner for kontant- og starthjælpsmodtagere. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Ny lov om digital indberetningsløsning af sygefravær mv.
Regeringens lovforslag om en ny digital indberetningsløsning af sygefravær mv. er vedtaget i marts 2009. De nye regler medfører, at der etableres en obligatorisk digital indberetnings¬løsning til brug for anmeldelse af sygefravær og anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven. Løsningen forventes klar medio 2010.

Anvendelse af e-Indkomstoplysninger i arbejdsløshedsforsikringen
Regeringens lovforslag om anvendelse af e-Indkomstoplysninger er vedtaget i februar 2009. De nye regler sikrer, at der ved administrationen af reglerne om beregning af dagpenge- og efterlønssats, opgørelse af beskæftigelseskrav og skattefri præmie, anvendes lønoplysninger mv., der er indberettet til indkomstregistret.

Ændring af udstationeringsloven
Regeringens lovforslag om ændring af udstationeringsloven er vedtaget i december 2008. Baggrunden for ændringen er EF-domstolens afgørelse i den såkaldte Laval-sag om fortolkning af den fri bevægelighed af tjenesteydelser og udstationeringsdirektivet. De nye regler forankrer de faglige organisationers ret til at benytte kollektive kampskridt overfor udstationerende tjenesteydere til støtte for krav om indgåelse af kollektive overenskomster.

Fordobling af bøder ved arbejdsulykker
Regeringens lovforslag om at fordoble bøder ved overtrædelser af arbejdsmiljøloven, der har medført dødsfald eller alvorlig personskade, er vedtaget i december 2008. Med de nye regler fortsættes regeringens indsats for at nedbringe antallet af arbejdsulykker.

Ny regel om terrorsikring i arbejdsskadesikringsloven
Regeringens lovforslag om dækning af skader forvoldt ved terror er vedtaget i marts 2009. Med de nye regler er alle personer, der rammes af en terrorhandling, mens de er på arbejde, sikret efter arbejdsskadesikringsloven, uanset om der er sammenhæng mellem arbejdet og terrorhandlingen.

Kompensationsordning for ansatte og efterladte på det tidligere Grindstedværk
Regeringen har ved ændringsforslag til finanslov for 2009 indført en særlig kompensationsordning til medarbejdere og efterladte efter medarbejdere ansat i afdeling B2 på det tidligere Grindstedværk i årene 1962-1980 for følger af udsættelse for kviksølv.

Forhøjelse af boligstøtte til personer i anviste ældreboliger og lignende boliger
Regeringens lovforslag, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at yde en forhøjet boligstøtte til personer, der på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, bliver anvist en almen ældrebolig eller lignende bolig, men som ikke er i stand til at betale huslejen i den pågældende bolig, er vedtaget i maj 2009. Loven udmønter en del af satspuljeaftalen for 2009.

Strategi for handicap og job
Regeringen offentliggjorde i april 2009 strategien: ”Handicap og job – det kan lade sig gøre”. Strategien afløser den tidligere beskæftigelsesstrategi for personer med handicap fra 2004. Strategien har fokus på at gøre det lettere at kombinere et liv med handicap med et liv med arbejde.


Finansministeren

Forårspakke 2.0
Regeringen indgik i marts 2009 en aftale med Dansk Folkeparti om Forårspakke 2.0. Skattereformen er fuldt finansieret på sigt, men betydeligt underfinansieret i de førstkommende år af hensyn til den nuværende økonomiske situation. Indkomstskatten mv. lempes med omkring 30 mia. kr. allerede i 2010 og 2011. Med skattereformen afskaffes mellemskatten, bundskatten sættes ned, og topskattegrænsen forhøjes. Derudover indføres bl.a. en grøn check, og pensionstillægget sættes op. De gavnlige virkninger på arbejdsudbud mv. vil styrke de offentlige finanser med omkring 5½ mia. kr. på langt sigt. I forlængelse af Forårspakke 2.0 har regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indgået aftale om opfølgning på finansloven for 2009. Aftalen omfatter en renoveringspulje på 1½ mia. kr. samt en forøgelse af de kommunale anlægsinvesteringer med mindst 2 mia. kr. i 2009 for at understøtte udviklingen i vækst og beskæftigelse.

Finansloven for 2009
Regeringen indgik i november 2008 en række delaftaler i forbindelse med Finansloven for 2009. Som led i kvalitetsreformen indeholder Finansloven for 2009 fortsatte investeringer i bedre kvalitet i den offentlige service bl.a. på ældreområdet og sundheds-området samt tiltag for at sikre mere sammenhæng i de offentlige servicetilbud. Herudover er der udmøntet 200 mio. kr. til investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi, og der er indgået aftale om politireformen og styrkelse af politiindsatsen. Med udmøntningen af globaliseringspuljen øges investeringerne i forskning og uddannelse mv. med 2,2 mia. kr. i 2009. Finansloven for 2009 indeholder endvidere bl.a. målrettede initiativer for svage og udsatte grupper, styrkelse af dansk kultur samt initiativer, der skal skærpe indsatsen mod uacceptabel adfærd blandt unge og styrke kontrollen på udlændingeområdet.

Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2009
Regeringen indgik i juni 2008 aftaler med kommuner og regioner om økonomien for 2009. Aftalen med KL sikrer, at kommunerne i 2009 kan videreføre serviceniveauet fra 2008 tillagt et løft på 350 mio. kr. til bedre service til borgerne. Herudover tilføres kommunerne ca. 880 mio. kr. som følge af udmøntningen af en del af kvalitetsreformen, herunder trepartsinitiativerne. Det er desuden aftalt, at kommunerne med udmøntningen fra kvalitetsfonden vil løfte investeringerne på de borgernære serviceom-råder fra 5 mia. kr. de seneste år til mindst 6 mia. kr. i 2009 og mindst 7 mia. kr. år-ligt i perioden 2010-2013. Aftalen om regionernes økonomi indebærer et ekstra løft i 2008 til kræftbehandling samt et realløft på godt 1,6 mia. kr. i 2009 til sundhedsområdet. Herudover tilføres regionerne ca. 360 mio. kr. i 2009 via kvalitetsreformen, herunder trepartsaftalerne. Det indgår endvidere i aftalerne, at kommunerne og regionerne via bl.a. bedre indkøb, administration og ressourceudnyttelse mv. kan frigøre hhv. 1 mia. kr. og 250 mio. kr. til bedre og borgernær service i 2009.

Aftale om kommunale anlægsinvesteringer
Regeringen og KL indgik i marts 2009 aftale om kommunale anlægsinvesteringer, som giver kommunerne mulighed for at igangsætte investeringer for yderligere mindst 2 mia. kr. i 2009, som søges målrettet de borgernære serviceområder. Med aftalen er kommunerne ikke bundet af en anlægsramme for 2009.

Borgernær service - Handlingsplan for at frigøre ressourcer til borgernær service
Regeringen offentliggjorde i juni 2008 en handlingsplan til at frigøre ressourcer i kommuner og regioner til borgernær service. Handlingsplanen peger på en række mu-ligheder for at frigøre ressourcer – ved færre udgifter til administration, færre udgifter til indkøb og energiforbrug, mindre sygefravær og anvendelse af ny teknologi og bedre arbejdstilrettelæggelse. Regeringens mål er, at der frigøres 1 mia. kr. i 2009 sti-gende til 5 mia. kr. i 2013. Det tilvejebragte råderum skal anvendes til service til borgerne.

Etablering af tværministerielt økonomiservicecenter
Finansloven for 2008 indeholder en aftale om etablering af administrative service-centre i staten. Implementeringen af Økonomiservicecentret (ØSC), som skal løse statsinstitutionernes opgaver vedr. bogholderi, regnskab, løn og rejser, er påbegyndt i Økonomistyrelsen. De første institutioner overgik i efteråret 2008, og de sidste institutioner forventes at overgå i foråret og sommeren 2010. Når alle institutioner er overgået i løbet af 2010, vil ØSC havde ca. 400 medarbejdere, der betjener 157 statslige institutioner svarende til ca. 60.000 årsværk. Der forventes en væsentlig effektiviseringsgevinst. Ud over den økonomiske gevinst forventes et løft i kvalitetsniveauet gennem øget ledelsesfokus, større professionalisme og styrkede faglige miljøer.

Kommission om løndannelse og ansættelsesvilkår for offentligt ansatte
Regeringen har i efteråret 2008 nedsat en Lønkommission, der skal kortlægge, analysere og drøfte, om løndannelsen og ansættelsesvilkårene for offentligt ansatte understøtter en positiv udvikling af den offentlige sektor. Kommissionens redegørelse vil foreligge inden udgangen af maj 2010 og overgives til de offentlige overenskomstparter med henblik på, at den kan indgå som fælles baggrundsmateriale ved kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Udvikling af Offentligt-Privat Partnerskab (OPP) indenfor det statslige kontorbyggeri
Som led i regeringens arbejde med at fremme udviklingen af Offentligt-Privat Partnerskab (OPP) indenfor det statslige kontorbyggeri har Slots- og Ejendomsstyrelsen op-ført Tinglysningsretten i Hobro som et OPP-projekt. Det nye Rigsarkiv – der er det før-ste statslige OPP-projekt – bliver overdraget til Statens Arkiver medio 2009, mens det nye Skattecenter i Haderslev vil blive taget i brug primo 2010. Slots- og Ejendomsstyrelsen har pt. opgaven med at etablere nye faciliteter til byretterne i Herning, Holstebro, Kolding og Holbæk i udbud, og styrelsen venter at kunne prækvalificere fem tilbudsgivere snarest.

Ny opdateret 2015-fremskrivning/Danmarks Konvergensprogram 2008
Regeringen offentliggjorde i december 2008 en opdateret 2015-fremskrivning i Danmarks Konvergens-program 2008. Fremskrivningen indeholder regeringens prioriteringer i skatte- og udgiftspolitikken frem til 2015 samt de strukturpolitiske krav, der stilles til udviklingen i beskæftigelse og arbejdstid frem mod 2015. For at sikre finans-politisk holdbarhed er der i fremskrivningen opstillet krav om strukturreformer, der styrker de offentlige finanser varigt med ca. 14 mia. kr., hvoraf skattereformen i Forårspakke 2.0 bidrager med ca. 5½ mia. kr.



Forsvarsministeren

Styrket indsats til sikkerhed og genopbygning i Afghanistan
Regeringen har med vedtagelse af folketingsbeslutning B 24 i december 2008 styrket den militære indsats i Afghanistan yderligere. Der har i perioden været udsendt op til ca. 725 personer som en del af den internationale sikkerhedsstyrke i Afghanistan (ISAF). Danmark er i forhold til indbyggertal blandt de tre lande, der bidrager med flest soldater til missionen.

Styrket indsats mod pirateri
Regeringen har som led i indsatsen mod pirateri blandt andet udsendt flådefartøjet Absalon, som i henhold til folketingsbeslutning B 33 har bidraget til bekæmpelse af pirateri i farvandene omkring Afrikas Horn. Danmark har i den forbindelse varetaget ledelsen af den internationale maritime koalition Task Force 150. De mange kapringsforsøg i området var medvirkende til, at regeringen i december 2008 besluttede at forlænge Absalons deltagelse i Task Force 150/151.

Fortsat bidrag til en stabil og demokratisk udvikling på Balkan
Regeringen har i rammen af NATO opretholdt et markant dansk styrkebidrag på ca. 300 personer i Kosovo og dermed bidraget til at opretholde et sikkert miljø. Det er et vigtigt led frem mod overdragelsen af opgaver og ansvar til Kosovos institutioner og EU´s myndigheder.

Styrkebidrag til NATO's hævdelse af luftrummet over Island og de tre baltiske lande
Regeringen har i foråret 2009 bidraget til sikkerhed og suverænitetshævdelse af NATO lande, som ikke har kapaciteten til at varetage opgaven selv. Dette er sket ved, at Danmark som led i NATO’s integrerede luftforsvar har bidraget med to F-16 styrkebidrag til NATO’s rotationsordning til overvågning og afvisningsberedskab i luftrummet over henholdsvis Island og de tre baltiske lande.

Styrket indsats og nye tiltag til støtte for udsendte soldater og deres pårørende
Regeringen har med oprettelsen af forsvarets ny rehabiliteringsenhed, ”Pårørende-portalen”, ”Psykolog-portalen”, forsøgsprojektet fra ”Battlemind til Homemind” og det kommende pilotprojekt for børn og mindre søskende af udsendte styrket indsatsen for at forbedre personellets og de pårørendes vilkår før, under og efter en udsendelse.

Anerkendelse af danske soldater, som er eller har været udsendt
Regeringen har indført 5. september som flagdag. Med flagdagen vil regeringen anerkende og hædre den indsats, som de personer, der er eller har eller været udsendt på en mission af Danmark, yder eller har ydet. Flagdagen omfatter samme personkreds som det kommende nationale monument over Danmarks internationale indsats. Regeringen har tillige foreslået NATO, at der opstilles et mindesmærke til ære for soldater og civile i NATO’s operationer. Mindesmærket ventes afsløret i juni 2009.

Forhøjelse af tillæg til udsendt personel i forsvaret
Regeringen har hævet det skattefrie udetillægslignende tillæg for personel udsendt til internationale operationer med virkning fra 1. december 2008. Med forhøjelsen har udsendt personel i perioden juni 2007 til december 2008 samlet fået hævet deres tillæg med mellem 3.200 og 6.400 kr. pr. måned.

Øget støtte til kapacitetsopbygning af den afrikanske sikkerhedsstruktur
Regeringen har inden for det nordiske samarbejde iværksat tiltag, som skal støtte opbygningen af den afrikanske sikkerhedsarkitektur, herunder opbygningen af afrikanske tropper til fredsstøttende operationer. Støtten skal bidrage til at de afrikanske lande på sigt blive bedre i stand til selv at kunne håndtere sikkerhedsudfordringer på det afrikanske kontinent.

Forberedelse af nyt forsvarsforlig for perioden efter 2009
I marts 2009 afleverede Forsvarskommissionen sin beretning med tilslutning fra alle Folketingets politiske partier undtagen Enhedslisten. Beretningen udgør grundlaget for de politiske forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.

Styrkelse af beredskabsområdet
Regeringens lovforslag om ændring af beredskabsloven blev vedtaget i december 2008. Loven giver bl.a. mulighed for, at forsvarsministeren kan indgå aftale med kommunalbestyrelser eller private firmaer om etablering og opretholdelse af et stående beredskab omfattende særligt trænede og udstyrede brandfolk, som kan indsættes ved brand til søs. Regeringen har desuden etableret et evalueringsinstitut med henblik på at skabe rammerne for en uafhængig og mere systematisk erfaringsindhentning samt tværgående evaluering af større og komplekse beredskabsindsatser.

Forbedret beredskab ved nukleart eller radiologisk nødstilfælde
Regeringens lovforslag om Danmarks tiltrædelse af det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) konvention om bistand i tilfælde af nukleare ulykker eller radiologiske nødstilfælde (”Bistandskonventionen”) blev vedtaget i juni 2008. Bistandskonventionen sikrer muligheden for at kunne reagere hurtigt og effektivt på et internationalt plan, så følgerne af en nuklear eller radiologisk nødstilfælde mindskes mest muligt.
 

Indenrigs- og socialministeren

Fast kontaktperson i hjemmeplejen
Regeringens lovforslag om fast kontaktperson i hjemmeplejen er vedtaget i december 2008. Med loven forpligtes kommunalbestyrelsen til at oplyse borgeren om, hvem borgeren kan henvende sig til på det kommunale myndighedsniveau, hvis vedkommende har spørgsmål til hjælpen. Initiativet indgår i kvalitetsreformen.

Servicebeviser til personlig/praktisk hjælp og bedre markedsføring af leverandører
Regeringens lovforslag om bedre markedsføring af leverandører af personlig og praktisk hjælp og et servicebevis, der skal give modtagere af personlig og praktisk hjælp mulighed for selv at udpege og ansætte hjælpen, er vedtaget i april 2009. Initiativet indgår i kvalitetsreformen.

Bindende regler for udmåling af tilskud til borgerstyret personlig assistance
Regeringens lovforslag om udmåling af tilskud til borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens §§ 95 og 96 er vedtaget i maj 2009. Formålet med de nye regler er at indføre en hjemmel til at fastsætte bindende regler for udmåling af tilskuddet til BPA, så kommunalbestyrelsen udmåler et tilskud, der gør det muligt at rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere..

Loft over egenbetaling for mad i plejeboliger mv.
Lovforslag om loft over egenbetaling for madservice i plejeboliger mv. er vedtaget i maj 2009. Loftet over egenbetaling for madservice i plejeboliger mv. bliver fra lovens ikrafttrædelse 1. juli 2009 på 3.000 kr. pr. måned.

Sundt frokostmåltid i alle daginstitutioner
Regeringens lovforslag om et sundt frokostmåltid i alle daginstitutioner blev vedtaget i november 2008. Med loven sikres det, at alle børn senest 1. januar 2010 får tilbud om et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.

Nye kommunale kvalitetskontrakter
Regeringens lovforslag om kommunale kvalitetskontrakter er vedtaget i februar 2009. Med de nye regler pålægges kommunalbestyrelsen at udarbejde en kvalitetskontrakt, som skal synliggøre de lokalpolitiske mål og dermed give borgerne klar besked om, hvilket serviceniveau kommunen arbejder hen imod.

Styrket indsats overfor utilpassede børn og unge
Regeringens lovforslag om skærpelse af reglerne om forældrepålæg samt indførelse af et ungepålæg er vedtaget i april 2009. Med loven styrkes kommunernes handlemuligheder i forhold til indsatsen overfor utilpassede børn og unge, og der afsættes 40 mio. kr. over 4 år til at udbrede anvendelsen af forældreprogrammer i kommunerne. Formålet er via systematiske behandlingsprogrammer at styrke forældrenes ansvar for og kompetencer til at sætte grænser for deres børn og unge.

Styrket behandlingsmæssig indsats overfor utilpassede børn og unge
Regeringen indgik i november 2008, som en del af finanslovsaftalen for 2009 med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, aftale om at afsætte i alt 56 mio. kr. til forsøg med intensive behandlingsforløb overfor utilpassede børn og unge. Formålet er at afprøve nye behandlingsforløb med fokus på konsekvens samt inddragelse af den unges familie.

Initiativer til hindring af udsættelse af lejere
Regeringens lovforslag om initiativer for at hindre udsættelser af lejere som følge af manglende betaling af husleje mv. er vedtaget i april 2009. Med de nye regler tilstræbes det særligt at sikre en tidligere og mere målrettet indsats over for udsættelsestruede lejere. Loven udmønter en del af satspuljeaftalen for 2009.

Gældsrådgivning til socialt udsatte borgere
Regeringen har i april 2009 fordelt midler til etablering af gratis gældsrådgivning til socialt udsatte borgere. Initiativet er en udmøntning af satspuljen 2008, hvor der blev afsat 16 mio. kr. over fire år fra 2009-2012.

Bedre rammer for den almene boligsektor
Regeringen indgik i marts 2009 aftale med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om bedre rammer for den almene boligsektor. Regeringen har i april 2009 fremsat et lovforslag om styring og finansiering af den almene boligsektor, der udmønter aftalen, og som har til formål at give sektoren de bedst mulige rammer for at varetage den boligsociale opgave. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
Regeringen fremsatte i april 2009 forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af FN’s konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap (B 194). Beslutningsforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Familievejlederordning for familier med handicappede børn
Regeringens lovforslag om en familievejlederordning er vedtaget i april 2009. Ordningen giver familier med børn med nedsat funktionsevne, ret til et tilbud om indgående rådgivning og vejledning fra kommunen i den indledende fase, efter at funktionsnedsættelsen er konstateret. Initiativet indgår i kvalitetsreformen.

Bedre kontinuitet i anbragte børns liv og videre adgang til psykologbehandling
Regeringen og satspuljepartierne aftalte ved satspuljeforhandlingerne i oktober 2008 at igangsætte Barnets Reform, der skal sikre en forbedring af indsatsen overfor udsatte børn og unge. Regeringens lovforslag om kontinuitet i anbringelsen er første led i reformen og blev vedtaget i april 2009. Loven har til formål at sikre større sammenhæng og stabilitet i anbragte børns liv. Samtidig er ordningen med psykologbehandling til børn over 6 år på krisecenter udvidet til at omfatte alle børn på krisecentre uanset alder.

Satspuljeaftalen 2009 – Indenrigs- og Socialministeriets område
Regeringen indgik i oktober 2008 en aftale med satspuljepartierne om udmøntning af satspuljen for 2009. På Indenrigs- og Socialministeriets område er der i alt afsat godt 600 mio. kr. i hvert af årene 2009–2012 til forbedringer af forholdene for udsatte grupper, udsatte børn og unge, ældre og handicappede.
 

Justitsministeren

Styrket samarbejde mellem politiet, de sociale myndigheder og psykiatrien
Regeringens lovforslag om udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien (PSP-samarbejdet) er vedtaget i februar 2009. Som led i en styrket indsats over for socialt udsatte personer skal de nye regler fremme etableringen af et formaliseret PSP-samarbejde i hele landet og skabe grundlaget for en effektiv udveksling af oplysninger mellem de samarbejdende myndigheder.

Bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn
Regeringens lovforslag om gennemførelse af Europarådskonventionen om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug er vedtaget i april 2009. De nye regler går bl.a. ud på at skærpe straffelovens regler om besiddelse af børnepornografi. Med vedtagelsen bliver Danmark et af de første lande, der ratificerer konventionen, som vedrører forebyggelse, retshåndhævelse og støtte til ofre.

Nye regler om forældres erstatningsansvar for børns skadevoldende handlinger
Regeringens lovforslag om forældres hæftelse for børns skadevoldende handlinger er vedtaget i maj 2009. Formålet med de nye regler er at øge forældres tilskyndelse til aktivt at påtage sig et ansvar for, at deres børn ikke begår lovovertrædelser og forvolder skade. Efter forslaget hæfter forældremyndighedens indehaver med op til 7.500 kr. pr. skadegørende handling, som et hjemmeboende barn under 18 år er ansvarligt for efter dansk rets almindelige erstatningsregel (culpa-reglen).

Kortere bindingsperioder i forbrugeraftaler
Regeringens lovforslag om at indføre et generelt maksimum for bindingsperiode og opsigelsesvarsel i løbende forbrugerkontrakter er vedtaget i maj 2009. Formålet med de nye regler er at forbedre forbruger¬beskyttelsen i forbindelse med løbende kontraktforhold ved at sikre, at forbrugere ikke bindes af langvarige kontrakter, som det på tidspunktet for aftalens indgåelse kan være vanskeligt at overskue konsekvenserne af..

Dommeres fremtræden i retsmøder
Regeringen fremsatte i december 2008 lovforslag om dommeres fremtræden i retsmøder. Forslaget har til formål at varetage hensynet til, at dommere i retsmøder, hvor retten udøver sin virksomhed i forhold til borgere mv., fremstår neutrale og dermed at understøtte befolkningens almindelige respekt for og tillid til domstolene som den dømmende magt. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Udvidet adgang til adoption uden samtykke og stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen
Regeringen fremsatte i januar 2009 lovforslag om at udvide adgangen til adoption uden samtykke i sager, hvor barnets forældre varigt er uden forældreevne. I lovforslaget gøres det endvidere muligt for en kvinde (medmoderen) at adoptere sin registrerede partners barn allerede fra barnets fødsel, hvis barnet er blevet til ved kunstig befrugtning med anonym donorsæd, og partnerne boede sammen på tidspunktet for den kunstige befrugtning. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Ny lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling
Regeringen fremsatte i februar 2009 lovforslag om en permanent landsdækkende ordning med konfliktråd i anledning af en strafbar handling. Lovforslaget bygger bl.a. på erfaringerne fra en forsøgsordning og forventes vedtaget i maj 2009.

Gennemførelse af veterinærforlig på Justitsministeriets område
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om ændring af dyreværnsloven mv. Lovforslaget åbner bl.a. op for brugen af teknikere i forbindelse med dyrevelfærdskontrol i landbrugsbesætninger, udstedelse af påbud og betaling for opfølgende besætningskontrol. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009. Forslaget har bl.a. til formål at gennemføre dele af det veterinærforlig, der blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i august 2008.

Styrket indsats mod bandekriminalitet mv.
Regeringen fremsatte i april 2009 lovforslag om bl.a. markant skærpede straffe for visse forbrydelser, der begås med baggrund i væbnede rocker- og banderelaterede opgør mv. samt skærpede straffe for alle grove våbenlovsovertrædelser. Lovforslaget indeholder endvidere bedre efterforskningsredskaber for politiet, øget adgang til varetægtsfængsling og hurtig indsættelse af dømte rockere og bandemedlemmer mv. til afsoning. Forslaget er et led i regeringens bandepakke med henblik på at skabe sikkerhed og tryghed for borgerne. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Finanslovsaftale om gennemførelse af politireformen og styrkelse af politiindsatsen
Regeringen indgik i november 2008 en finanslovsaftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om gennemførelse af politireformen og styrkelse af politiindsatsen. Aftalen supplerer flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden 2007-2010, og indebærer en styrkelse af politiet med henblik på bl.a. forbedret borgerbetjening og fastholdelse og udbygning af den politimæssige indsats mod bande- og rockermiljøet.


Kirkeministeren

Folkekirkens lokale økonomi
Regeringens lovforslag om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, lov om folkekirkens økonomi og forskellige andre love er vedtaget i januar 2009. Loven er en opfølgning på betænkning 1491/2008 om ”Folkekirkens lokale økonomi”. Formålet med loven er bl.a. en effektivisering af folkekirkens økonomi og administration samt indførelse af en udvidet adgang til kirkelig betjening.

Etablering af permanente stiftsråd
Regeringen fremsatte i november 2008 lovforslag om etablering af permanente stiftsråd. Med lovforslaget skabes der hjemmel til indførelse af stiftsråd i alle landets stifter. Lovforslaget er en opfølgning på betænkning 1495/2008 - "Evaluering af forsøg med stiftsråd". Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Udvidelse af kredsen af præster der kan modtage sognebåndsløsere
Regeringen fremsatte i februar 2009 lovforslag om udvidelse af kredsen af præster, der kan modtage sognebåndsløsere. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Udvalg om bloktilskud
Regeringen har i efteråret 2008 nedsat et udvalg om bloktilskud til folkekirken. Udvalget skal analysere mulighederne for, at statens støtte til folkekirken omlægges til bloktilskud samt beskrive, hvilke muligheder og konsekvenser en sådan omlægning kan medføre. Udvalget forventes at afgive betænkning i september 2009.
 

Klima- og energiministeren

Forberedelse af FN's klimakonference i København
I forbindelse med Danmarks værtskab for FN's klimakonference i december 2009 har regeringen iværksat et aktivt klimadiplomati og taget en række initiativer med henblik på at fremme de internationale klimaforhandlinger. Regeringen har bl.a. arbejdet aktivt for at sikre fremdrift i EU i forhandlingerne om en ny global klimaaftale frem til klimakonferencen. Der er i marts 2009 efter bl.a. dansk indsats vedtaget konklusioner med fokus på finansiering af en ny international aftale i Det Europæiske Råd.

EU’s klima og energipakke
Regeringen bidrog aktivt til, at det efter et intenst forhandlingsforløb omkring EU’s klima- og energipakke lykkedes at opnå tilslutning til at øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. i 2020 samt at reducere drivhusgasudledningerne med 20 pct. i 2020, og op til 30 pct., hvis det sker som led i en global aftale i København.

Lov om bæredygtige biobrændstoffer
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om bæredygtige biobrændstoffer. Lovforslaget udmønter målsætningen om, at bæredygtige biobrændstoffer mv. skal udgøre 5,75 pct. af brændstofanvendelsen i landtransport i 2010 og 10 pct. i 2020. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Lov om fremme af vedvarende energi
Regeringens lovforslag om fremme af vedvarende energi er vedtaget i december 2008. Formålet med loven er at fremme produktion af energi ved anvendelse af vedvarende energi for bl.a. at nedbringe afhængigheden af fossile brændstoffer.

Revision af lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning
Regeringens lovforslag om ændring af lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning er vedtaget i maj 2009. Formålet med lovene er at sikre forbrugerne mod utilsigtede prisstigninger.

Aftale om en mere effektiv udnyttelse af energi til produktion af olie og gas
Regeringen indgik i april 2009 en aftale med operatørerne af de danske olie- og gasfelter i Nordsøen, der skal sikre en mere effektiv udnyttelse af energi til produktion af olie og gas. Handlingsplanen betyder, at energiforbruget i Nordsøen, i stedet for at stige 1,5 pct. i perioden 2006-2011, nu forventes at falde med 3 pct.

Kabellægning og forskønnelse af højspændingsnettet
Regeringen har i april 2009 offentliggjort planerne for at lægge nye el-kabler i jorden og fjerne luftledninger og master. Projektet planlægges gennemført i løbet af de næste 20 år, og vil koste ca. 14,5 mia. kr (2009-priser). Målet er bl.a., at luftledninger fjernes i store byområder senest i 2020.

Etablering af et videncenter for energibesparelser i bygninger
Regeringen har afsat 32 mio. kr. i perioden fra 2008 til og med 2011 til etablering og drift af centret, som er en del af den energipolitiske aftale fra 2008. Centret skal give byggebranchen og andre aktører mere viden om konkrete og praktiske muligheder for at reducere energiforbruget i bygninger.

Forsøgsordning for elbiler
Regeringen har i december 2008 igangsat en forsøgsordning for elbiler. Der er afsat 35 mio. kr. i perioden fra 2008-2012 til forsøget. Ordningen skal bidrage til at belyse, hvilke barrierer der kan være for udbredelsen af elbiler, og hvor anvendelse af elbiler kan have særlige fordele og perspektiver.

Forskning i klimatilpasning
Regeringen har afsat 18 mio. kr. til forskning i, hvordan Danmark imødekommer de klimaforandringer, der finder sted som følge af den globale opvarmning, og som også kan have konsekvenser for Danmark.

Nyt nationalt klimacenter
Regeringen har i april 2009 udbudt forskningsmidler (i alt 25 mio. kr.) til etablering af et nyt nationalt Center for Klimaforskning. Målet er at etablere en platform, som understøtter dialogen mellem offentlige myndigheder og klimaforskerne. Etableringen påbegyndes i juli 2009.

Prioriterede energiprojekter under den europæiske genopretningsplan
Som led i den europæiske økonomiske genopretningsplan fremsatte Kommissionen i januar 2009 et forordningsforslag om støtte til prioriterede energiprojekter. Formålet med forslaget er at sætte skub i økonomien og styrke EU’s energisikkerhed. Regeringen har arbejdet aktivt for at sikre, at danske projekter blev repræsenteret på listen over støtteberettigede projekter. Den endelige liste indeholdt tre danskrelaterede projekter. Forslaget forventes vedtaget i foråret 2009.

3. Liberaliseringspakke for el- og gasmarkederne
Danmark har bidraget aktivt til at finde en løsning på den 3. energiliberaliseringspakke, som der blev opnået enighed om mellem Parlamentet og Rådet i foråret 2009. Pakken vil føre til øget konkurrence til gavn for forbrugere og erhvervsliv. Samtidig bidrager pakken til styrket energisikkerhed.

Udbud af nye havvindmøller ved Anholt
Regeringen har i april 2009 sendt en havvindmøllepark på 400 MW ved Anholt i udbud. Møllerne forventes sat i drift i 2012.

Klimapolitisk redegørelse
Regeringen fremlagte i april 2009 ”Klimapolitisk redegørelse”, der gør status over de væsentligste regeringsinitiativer samt kommende prioriteter og opgaver på klimaområdet.

Energipolitisk redegørelse
Regeringen fremlagte i april 2009 ”Energipolitisk redegørelse”, der gør status over de væsentligste regeringsinitiativer samt kommende prioriteter og opgaver på energiområdet.


Kulturministeren

Ny aftale om Kunstrådet
Regeringen indgik i november 2008 en aftale med de øvrige partier i Folketinget om Kunstrådet. Regeringens lovforslag om ændring af lov om Kunstrådet og lov om Statens Kunstfond, der udmønter aftalen, er vedtaget i maj 2009. Med loven lægges der op til mindre justeringer, som har til formål at skabe større klarhed og gennemsigtighed i kunststøttesystemet.

Ændring af arkivloven – private arkivalier
Regeringens lovforslag om ændring af arkivloven er vedtaget i december 2008. Ændringen har til hensigt at præcisere retsstillingen for aflevering af private arkivalier med det formål at sikre, at indgåede aftaler mellem den afleverende part og det modtagne arkiv kan overholdes.

Lov om Dansk Sprognævn
Regeringens lovforslag om ændring af lov om Dansk Sprognævn er vedtaget i december 2008. Med loven er der gennemført en række ændringer af Dansk Sprognævns struktur med henblik på at modernisere Sprognævnets ledelse.

Styrkelse af det danske sprog
Regeringens sprogudvalg afleverede i april 2008 sin rapport Sprog til tiden. Med udgangspunkt i udvalgets anbefalinger har regeringen i marts 2009 offentliggjort et udspil til styrkelse af det danske sprog. Udspillet indeholder en række initiativer, der retter sig mod grundskoler, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, kampagne for det danske sprog mv.

Tillægsaftale til Medieaftale 2007-2010
Regeringen indgik i januar 2009 en tillægsaftale til Medieaftale 2007-2010 med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Aftalen indeholder adgang for TV 2/DANMARK til fra 2012 at opkræve abonnement for hovedkanalen TV 2 efter en model, hvorefter husstande, der ikke i øvrigt abonnerer på betalings-tv, får adgang til TV 2 uden at skulle betale for kanalen. Herudover indeholder aftalen blandt andet tilførsel af licensmidler til nye DR-initiativer.

Ny ordning for ikke-kommercielt tv
Regeringen fremsatte i februar 2009 et lovforslag om ændring af radio- og fjernsynsloven. Lovforslaget indeholder bl.a. en ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv i Danmark, når de analoge tv-signaler slukkes den 31. oktober 2009, og en tilskudsordning tilpasset den nye sendestruktur. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Breddeidrætsudvalget
Regeringens Breddeidrætsudvalg har i marts 2009 færdiggjort sit arbejde og offentliggjort 42 konkrete forslag til forbedring af befolkningens muligheder for at dyrke idræt. Forslagene er rettet til stat, kommuner og idrætsorganisationer mv., og de omfatter blandt andet en national handlingsplan for, at alle børn og unge får mulighed for 7 timers idræt og fysisk aktivitet om ugen samt en styrket indsats for at få socialt udsatte grupper til at dyrke mere idræt.

Udvalg om digitalisering af kulturarven
Regeringen nedsatte i forlængelse af den mediepolitiske aftale for 2007-2010 et udvalg, der skulle udarbejde en række forslag til digitalisering af udvalgte, prioriterede dele af kulturarven. Udvalget har i april 2009 afleveret sine forslag til regeringen, og regeringen vil med udgangspunkt heri træffe beslutning om den videre indsats for digitalisering af kulturarven.

Lovforslag om tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen
Regeringen har i april 2009 truffet beslutning om at tiltræde UNIDROIT-konventionen. Tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen vil kræve, at der i dansk ret indføres nye regler om stjålne eller ulovligt eksporterede kulturgenstande, som befinder sig i privat eje. Regeringen vil i næste folketingssamling fremsætte den fornødne lovgivning.

Bredde og klar profil for kunstudstillingslivet i København
Regeringen fremlagde i april 2009 et dobbelt initiativ for kunstudstillingslivet i København. Initiativet indebærer blandt andet et fireårigt driftstilskud på 1,2 mio. kr. årligt til Den Frie Udstillingsbygning samt en ny bestyrelseskonstruktion på Kunsthal Charlottenborg, hvor der oprettes en professionel bestyrelse på 6 medlemmer, med ret til at ansætte direktøren, til afløsning af den nuværende 12 personer store og bredt sammensatte bestyrelse.

Kulturaftaler: Kultur i hele landet på dagsordenen
Regeringen er fortsat aktivt medvirkende til at understøtte og videreudvikle den lokale kulturpolitiske indsats efter kommunalreformen. I 2008/2009 er der således indgået fælles kulturaftaler med kommunerne i Kulturregion Nordjylland (Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Morsø, Thisted, Jammerbugt, Aalborg, Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord) og kommunerne i Kulturregion Nordvest (Morsø, Skive og Thisted) og de nye kommuner i Kulturregion Kulturring Østjylland (Skanderborg, Odder, Samsø, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs).

Aftagerpaneler for de videregående kunstneriske uddannelser
Regeringen har i 2008 som en del af udmøntningen af globaliseringsstrategien nedsat en række aftagerpaneler ved de videregående kunstneriske uddannelser og udpeget formænd for de 12 aftagerpaneler. Aftagerpanelerne skal sikre systematisk dialog med institutionerne om uddannelsernes kvalitet og relevans med henblik på udvikling af nye og eksisterende uddannelser.

Akkreditering af de videregående kunstneriske uddannelser
Regeringen har som en del af udmøntningen af globaliseringsstrategien i løbet af 2008 udarbejdet vejledninger for akkreditering af nye og eksisterende videregående uddannelser på det kunstneriske område.

Brugerinddragelse og innovation i kulturen
Regeringen udgav i oktober 2008 inspirationskataloget ”Reach out! – inspiration til brugerinddragelse og innovation i kulturen”. Kataloget indeholder 29 eksempler på, hvordan kulturinstitutioner og kunstnere har arbejdet med brugerinddragelse med henblik på at opsøge nye brugergrupper, møde oplevelsesøkonomiens udfordringer eller fremme kvalitetsudvikling. For at styrke kulturinstitutionernes arbejde med brugerinvolvering har Kulturministeriet afsat 5 mio. kr. til netværks- og modelskabende aktiviteter.
 

Miljøministeren

Grøn Vækst
Regeringen præsenterede i april 2009 et udspil til Grøn Vækst, hvor et højt niveau for miljø- og naturbeskyttelse går hånd i hånd med et moderne og grønt landbrugs- og fødevareerhverv i vækst. Grøn Vækst indeholder bl.a. forslag om en miljø- og naturplan Danmark 2020, som bl.a. skal sikre bedre vandmiljø, lavere pesticidbelastning, mere og bedre natur og færre drivhusgasser.

Forbud mod nikkel
Regeringen fik i november 2008 opbakning fra EU til at få mere end 100 nikkelstoffer klassificeret som kræftfremkaldende. Endvidere har EU-Kommissionen i januar 2009 på baggrund af dansk forespørgsel tilkendegivet, at mobiltelefoner, som afgiver nikkel skal forbydes.

Vandsektorens organisering og økonomiske forhold
Regeringen fremsatte i februar 2009 lovforslag om vandsektorens organisering og økonomiske forhold. Lovforslaget moderniserer reguleringen og organiseringen af den danske vandsektor. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Ny organisering af affaldssektoren
Regeringen fremsatte i februar 2009 lovforslag om ændring af lov om miljøbeskyttelse. Lovforslaget indeholder initiativer til at sikre en mere effektiv og fremtidssikret dansk affaldssektor. Lovforslagets forventes vedtaget i maj 2009.

Ændring af lov om råstoffer
Regeringen fremsatte i april 2009 lovforslag om ændring af lov om råstoffer. Formålet med lovforslaget er dels at sikre en fri konkurrence mellem virksomheder, der ejer fartøjer, som indvinder råstoffer på havet, og dels at modernisere tilladelsesordningen med henblik på at fremtidssikre en rationel råstofforsyning fra havet. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Begrænsning i adgangen til ekspropriation
Regeringen fremsatte i februar 2009 lovforslag om ændring af lov om planlægning. Lovforslaget fjerner kommunernes adgang til at ekspropriere til byudvikling på grundlag af en kommuneplan. Derudover indeholder forslaget en opdatering af planlovens regler om opførelse af småbygninger. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Handlingsplan for invasive arter
Regeringens handlingsplan for invasive arter er offentliggjort i marts 2009. Handlingsplanens formål er at styrke og fokusere arbejdet med invasive arter i de kommende år.

Udpegning af marine habitatområder
Miljøministeriet har gennemført høring af forslag til supplerende udpegninger af marine habitatområder i efteråret 2008. Forslaget rummer en væsentlig udvidelse af arealet på havet omfattet af international naturbeskyttelse. Det endelige forslag vil blive meldt ind til EU-Kommissionen i løbet af sommeren 2009.

Offshore handlingsplan
I august 2008 blev en ny offshore handlingsplan forhandlet på plads med olieoperatørerne med nye målsætninger for perioden 2008-2010, og i marts 2009 blev målsætningerne skærpet.

Naturkanon
Regeringen har taget initiativ til at udarbejde en naturkanon bl.a. via hjemmesiden ww.naturkanonen.dk, der åbnede i november 2008. Naturkanonen skal udbrede kendskabet til Danmarks natur.

Hurtigere sagsbehandling af miljøgodkendelser i landbruget
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) indgik i februar 2009 en aftale om miljøgodkendelser af husdyrbrug. Aftalen har til formål at reducere ventetiden på miljøgodkendelse bl.a. ved at indføre maksimale afgørelsestider og indebærer, at der afsættes 100 mio. kr. i 2009/10.

Sammenlægning og modernisering af klagenævn på natur- og miljøområdet
Som en del af finanslovsaftalen for 2009 indgik regeringen aftale med Dansk Folkeparti om modernisering af klagesystemet på natur- og miljøområdet, herunder om en yderligere styrkelse af indsatsen i Miljøklagenævnet på især husdyrbrugsområdet i 2009.

Ny strategi for bæredygtig udvikling
Regeringen fremlagde i marts 2009 en strategi for bæredygtig udvikling, ”Vækst med omtanke”, der fokuserer på natur, globalisering og klimaforandringer.

Miljøteknologisk erhvervsforum
Miljøministeren har i januar 2009 taget initiativ til oprettelse af et erhvervsforum, som skal bidrage til at styrke udviklingen af miljøteknologi.

Partnerskab om renere skibsfart
Regeringen og Danmarks Rederiforening indgik i november 2008 et partnerskab, der skal nedbringe luftforureningen fra skibsfart. Partnerskabet er med til at sikre, at den danske og internationale skibsfart lever op til kravene vedtaget i FN’s søfartsorganisation, IMO.

Adgang til 45.000 kort
Miljøministeriet har i løbet af 2008/2009 digitaliseret 45.000 kort, som borgerne nu har fri adgang til på internettet.

Større campinghytter
Regeringen og Dansk Folkeparti har i marts 2009 indgået en aftale, der gør det muligt, at campinghytter kan blive større. Det er op til kommunerne at vurdere hver enkel sag, og det bliver et krav, at der skal foreligge en landzonetilladelse, inden der kan opstilles nye hytter.
 

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration

Aftale om retningslinjer for tildeling af dansk indfødsret
Regeringen indgik i september 2008 en aftale med Dansk Folkeparti om nye retningslinjer for naturalisation. Aftalen indebærer en skærpelse af kravet om dokumentation for en ansøgers danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Aftalen indebærer endvidere en skærpelse af kravet om selvforsørgelse.

Skærpede udvisningsregler
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om skærpede udvisningsregler. Bl.a. foreslås reglerne om udvisning som følge af overtrædelser af våbenlovgivningen skærpet, og der skal lægges særlig vægt på, om der er tale om bandekriminalitet. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Skærpede regler for udlændinge på tålt ophold
Regeringens lovforslag om udlændinge på tålt ophold er vedtaget i december 2008. Med loven pålægges udlændinge på tålt ophold normalt daglig meldepligt til politiet. Strafferammen for overtrædelse af en pålagt meldepligt eller påbud om at tage ophold i Center Sandholm er forhøjet fra 4 måneder til 1 år.

Smidiggørelse af adgangen til forretningsvisum og besøgsvisum
Regeringens lovforslag om visum er vedtaget i december 2008. Der er med virkning fra 1. juli 2009 indført en ordning om forhåndsgodkendelse af virksomheder til at modtage forretningsbesøg, således at herværende virksomheder hurtigt og fleksibelt kan modtage forretningsbesøg. Endvidere er reglerne om karensperiode og forfald af en økonomisk sikkerhedsstillelse i tilfælde af misbrug af visum lempet.

Ophævelse af overgangsordningen for østeuropæiske arbejdstagere
Regeringens lovforslag om ophævelse af overgangsordningen for østeuropæiske arbejdstagere er vedtaget i april 2009. Østeuropæiske arbejdstagere er således pr. 1. maj 2009 stillet som borgere fra de oprindelige EU-lande.

Ny procedure for behandling af sager om udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed
Regeringen fremsatte i april 2009 lovforslag om en ny model for behandling og domstolsprøvelse af sager om udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Der foreslås bl.a. indført en særlig adgang til domstolsprøvelse af farevurderingen og afgørelsen om udvisning og en ny model for frihedsberøvelse af sådanne udlændinge. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Bedre muligheder for efterforskning af krigsforbrydelser mv.
Regeringens lovforslag om udvidet adgang til aktindsigt for anklagemyndigheden er vedtaget i december 2008. Loven forbedrer bl.a. muligheden for at efterforske grove forbrydelse inden for Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesagers område.

Handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge
Regeringen præsenterede i januar 2009 handlingsplanen ”En fælles og tryg fremtid – handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge", som med en række konkrete initiativer bl.a. lægger op til en tidlig forebyggende indsats på området.

Marginaliserede nydanske børn og unge
Regeringens arbejdsgruppe for bedre integration har i marts 2009 offentliggjort sin første rapport, der omhandler marginaliserede nydanske børn og unge. Rapporten beskriver årsagerne til marginalisering og kortlægger de nuværende statslige initiativer til forebyggelse heraf. Rapporten indeholder tillige forslag til nye initiativer og anbefalinger til den lokale indsats for marginaliserede nydanske børn og unge.
 

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

Aftale på veterinærområdet
Regeringen indgik i august 2008 en fireårig aftale med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om veterinærområdet. Målet med aftalen er at øge dyrevelfærden i besætninger og ved transporter samt at styrke det veterinære beredskab, så der hurtigt og effektivt kan sættes ind over for husdyrsygdomme og infektioner.

Grøn vækst
Regeringen præsenterede i april 2009 et udspil til Grøn Vækst, hvor et højt niveau for miljø- og naturbeskyttelse går hånd i hånd med et moderne og grønt landbrugs- og fødevareerhverv i vækst. Grøn Vækst indeholder bl.a. en strategi for et grønt landbrugs- og fødevareerhverv i vækst, som lægger op til bl.a. en modernisering af landbrugsloven, en styrket indsats for økologi, tilskud til etablering af biogasanlæg samt et grønt udviklings- og demonstrationsprogram.

Fødevareloven
Regeringens lovforslag om ændring af fødevareloven er vedtaget i februar 2009. Loven indeholder blandt andet lempelse af bødestørrelse for små virksomheder, ophævelse af nul-tolerancepolitikken og mulighed for gennemførelse og offentliggørelse af sammenlignende test af fødevarer. Loven udmønter dele af den politiske aftale om forenkling af fødevareområdet, som regeringen i november 2008 indgik med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Liberal Alliance.

Offentliggørelse af oplysninger om kosttilskud
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om systematisk offentliggørelse af oplysninger om kosttilskud, der er anmeldt til markedsføring i Danmark. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Mærkningsordning for økologiske storkøkkener
Nye regler for økologisk storkøkkendrift er trådt i kraft i januar 2009. Reglerne giver storkøkkener mulighed for at anvende et af 3 økologiske spisemærker i farverne guld, sølv og bronze, som hver især viser, hvor stor en andel af de af køkkenet anvendte råvarer, der er økologiske.

Sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik
Rådet af landbrugs- og fiskeriministre vedtog i januar 2009 det såkaldte Sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik i EU. Med sundhedstjekket fortsættes de senere års reformer af den fælles landbrugspolitik. Sundhedstjekket indebærer bl.a. en øget markedsorientering af den direkte landbrugsstøtte frem til 2012 samt en øget reduktion af af den direkte støtte i form af modulation, hvorefter midlerne kan anvendes under landdistriktspolitikken.

Ny europæisk fiskeripolitik
Fødevareministeriet har udarbejdet ”Rapport om en ny europæisk fiskeripolitik”, der blev oversendt til Folketinget i december 2008 og indgår som et indspil til debatten om reformen af EU’s fiskeripolitik i 2012. Rapporten indeholder forslag til udformningen af EU’s fiskeripolitik med henblik på at etablere en fælles fiskeripolitik, der muliggør bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne baseret på det størst mulige langsigtede fiskeriudbytte med den mindst mulige påvirkning af bestandene og miljøet.

Ny EU-skolefrugtsordning
Rådet af landbrugs- og fiskeriministre vedtog i efteråret 2008 en ordning, som giver mulighed for etablering af EU-medfinansierede skolefrugtsordninger fra skoleåret 2009/2010.

Aftale om Landdistriktsprogrammet
Regeringen indgik i december 2008 en aftale med Dansk Folkeparti om den nationale udmøntning af EU’s landdistriktsprogram for 2009, som løfter indsatsen fra 560 mio. kr. i 2007/2008 til 760 mio. kr. i 2009.

Aftale om Fiskerifonden
Regeringen indgik i november 2008 en aftale med Dansk Folkeparti om den nationale udmøntning af EU’s fiskerifondsprogram for 2009-2013 med en samlet årlig ramme på 200 mio. kr.

Modernisering af kødkontrollen
Regeringen har i november 2008 fremlagt en handlingsplan, som frem mod 2011 skal reducere omkostningerne til kontrollen. Handlingsplanen indeholder en række initiativer til at effektivisere og modernisere kontrollen og nedbringe omkostningerne for slagterierne.

Ændring af dyrlægeloven
Regeringens lovforslag om ændring af lov om dyrlæger er vedtaget i maj 2009. De nye regler medfører, at sprogkravene til dyrlæger lempes og afløses af en bemyndigelse for fødevareministeren til at fastsætte nærmere regler om sprogkrav.

Åleforvaltningsplan
Regeringen har i 2008 udarbejdet en åleforvaltningsplan, der skal sikre genopretning af ålebestanden, som er i kraftig tilbagegang. Planen blev fremsendt til EU-Kommissionen i december 2008.
 

Ministeren for ligestilling

Rettighedskampagne blandt kvinder med indvandrerbaggrund
Regeringen iværksatte i april 2009 en kampagne, der skal oplyse om kvinders rettigheder i det danske samfund og om ligestilling mellem mænd og kvinder. Kampagnen henvender sig til kvinder med indvandrerbaggrund. Initiativet udmønter dele af satspuljeaftalen for 2008.

E-læringskursus om ligestillingsvurderinger
Regeringen lancerede i december 2008 e-læringskurset ”Sådan ligestillingsvurderer du – kønsmainstreaming i staten”. Kurset giver ansatte i staten en hurtig, motiverende og nem adgang til at udvikle viden og kompetencer til at kunne arbejde med - og fremme - ligestilling mellem kvinder og mænd og dermed bidrage til at forbedre kvaliteten i offentlige serviceydelser.

Ny bestemmelse om kønssammensætningen i offentlige udvalg mv.
Regeringen fremsatte i december 2008 lovforslag om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd. Med ændringsforslaget skal ressortministeren lade en plads være tom i offentlige udvalg og bestyrelser, hvis en myndighed eller organisation ikke indstiller en kvinde og en mand eller giver en saglig begrundelse for ikke at kunne indstille både en kvinde og en mand. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.X
 

Ministeren for nordisk samarbejde

Nyt nordisk initiativ om grøn teknologi
På det nordiske globaliseringsforum, der blev afholdt i Island den 26.-27. februar 2009, lancerede statsministeren forslaget om en nordisk ’Green Valley’. Der skal bygges på den igangværende nordiske globaliseringsindsats ved at iværksætte et nyt topforskningsinitiativ med fokus på transport og energi. Det skal sigte mod at gøre Norden til et grønt teknologilaboratorium for transport, hvor nordiske virksomheder udvikler klimavenlige løsninger til den globale transportsektor.

Støtte til islandske studerende
På regeringens foranledning vedtog samarbejdsministrene i marts 2009 konkrete initiativer for at bistå Island efter finanskrisen. Et af initiativerne sigter på at afbøde finanskrisens virkninger for islandske studerende og forskere – og samtidig sikre, at de fortsat vil være i stand til at deltage i det nordiske forskningssamarbejde og nordiske programmer som Nordplus. Konkret stiller initiativet midler til rådighed for islandske studerende og forskere, som ønsker at dygtiggøre sig i et andet nordisk land. Initiativet bidrager i hvert af årene 2009 og 2010 med 5 mio. kr. til formålet.
 

Ministeren for sundhed og forebyggelse

Startskud for sygehusinvesteringer med støtte fra kvalitetsfonden
Regeringen foretog i januar 2009 en foreløbig udmøntning af de første 15 mia. kr. af de samlet 25 mia. kr., som regeringen har afsat til ny sygehusstruktur 2009-2018. De foreløbige tilsagn er givet til 11 konkrete investeringsprojekter fordelt i alle landets regioner på baggrund af en indstilling fra et ekspertpanel. De resterende midler i kvalitetsfonden udmøntes på baggrund af en ny indstilling fra ekspertpanelet i 2010, idet der dog er åbnet op for en foreløbig ”før-screening” i 2009.

Almen praksis i fremtidens sundhedsvæsen
Regeringen har i november 2008 gennemført et udvalgsarbejde om almen praksis i fremtidens sundhedsvæsen. Regeringen har på denne baggrund bl.a. fremsat et lovforslag i marts 2009 med henblik på styrkelse af regioners og kommuners muligheder for at sikre egnede lokaler til sikring af sundhedsydelser mv. Lovfor-slaget forventes vedtaget i maj 2009.

Bedre kræftbehandling med pakkeforløb
Regeringen indgik i oktober 2007 en aftale om akut handling og klar besked i kræftbehandlingen med Danske Regioner. Pakkeforløb for alle kræftformer blev implementeret i løbet af 2008. Status viser, at pakkeforløbene allerede har haft positive effekter og har givet hurtigere og mere veltilrettelagte forløb for danske kræftpatienter.

Akut handling på hjerteområdet
Regeringen indgik som en del af aftalen ”Nye initiativer på sundhedsområdet” med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance aftale om at indføre pakkeforløb på hjerteområdet. Der er i løbet af 2008 udviklet pakkeforløb på hjerteområdet, og implementeringen forventes afsluttet inden udgangen af 2009.

Indførelse af vaccination mod HPV-virus
Regeringen har i børnevaccinationsprogrammet indført vaccination mod HPV-virus, der kan forårsage livmoderhalskræft. I oktober 2008 påbegyndtes catch-up program for piger født i 1993, 1994 og 1995 og fra den 1. januar 2009 tilbydes alle 12-årige piger gratis HPV-vaccination.

Genindførelse af det udvidede frie sygehusvalg
Regeringen indgik i april 2009 en aftale med Danske Regioner om genindførelse af det udvidede frie sygehusvalg fra 1. juli 2009, herunder tilrettelæggelsen af samarbejdet med de private sygehuse. Hovedsigtet med aftalen er at forkorte ventetiderne på sygehusområdet og at sikre optimal ressourceanvendelse.

Task-force om fleksibel opgavevaretagelse mv.
Regeringen har i august 2008 som led i trepartsaftalen nedsat en task-force for fleksibel opgavevaretagelse, glidende faggrænser og mere hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse i sundhedsvæsenet sammen med arbejdsgiverne og fagorganisationerne. Task-forcen fremlægger sin strategi efter sommerferien 2009.

Forhøjelse af aldersgrænsen for at kunne købe tobaksvarer
Regeringens lovforslag om at hæve aldersgrænsen for salg af tobaksvarer fra 16 til 18 år er vedtaget i juni 2008 og trådte i kraft 1. september 2008.

Forebyggelseskommissionen
Forebyggelseskommissionen afleverede i april 2009 sin betænkning til sundhedsministeren. Betænkningen indeholder en række anbefalinger til en styrket forebyggende indsats, som regeringen arbejder videre med i en handlingsplan for forebyggelse, som forventes offentliggjort i efteråret 2009.

Udvidelse af patientsikkerhedsordningen
Regeringens lovforslag om en udvidelse af patientsikkerhedsordningen er vedtaget i marts 2009. Med loven udvides systemet for rapportering af utilsigtede hændelser på sygehusene til også at omfatte den kommunale sundhedssektor, det præhospitale område og apotekerne. Samtidig får patienter og pårørende adgang til at rapportere utilsigtede hændelser i alle dele af sundhedsvæsenet.

Forstærket indsats for kronisk syge
Regeringen, Danske Regioner og KL er med økonomiaftalerne for 2009 enige om at gennemføre en markant styrket indsats for kronisk syge og ældre medicinske patienter de kommende år. Der afsættes i alt 565 mio. kr. til og med 2011 til udvikling og gennemførelse af forløbsprogrammer samt til patientundervisning og programmer for egenbehandling for kronisk syge.

Udvidet undersøgelses- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien
Regeringens lovforslag om indførelse af en udvidet undersøgelses- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien er vedtaget i maj 2008. Den udvidede undersøgelsesret trådte i kraft 1. august 2008, og den udvidede behandlingsret 1. januar 2009.

Udvidet behandlingsret i voksenpsykiatrien
Regeringen har fremsat lovforslag om udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Lov om ændring af lov om forbud mod visse dopingmidler
Regeringens lovforslag om ændring af lov om forbud om visse dopingmidler er vedtaget i april 2009. Med loven skærpes straffen for forhandling, udlevering eller fordeling af dopingmidler.

Udvalg om revision af det videnskabsetiske komitésystem
Regeringen har i maj 2009 nedsat et bredt sammensæt udvalg om revision af det videnskabsetiske komitésystem. Udvalget har til opgave at udarbejde en betænkning om revision af det videnskabsetiske komitésystem med henblik på en revision af lovgivningen på området. Udvalget skal afgive sin betænkning ultimo 2009.
 

Ministeren for udviklingsbistand

Øget udviklingsbistand - udviklingspolitiske prioriteter
I overensstemmelse med regeringens målsætning om, at Danmarks udviklingsbistand over en årrække skal stige fra niveauet på 0,8 pct., blev der i 2009 afsat yderligere midler til Danmarks samarbejde med udviklingslandene, i alt 15,2 mia. kr. svarende til 0,82 pct. af BNI på budgetteringstidspunktet. Dansk udviklingsbistand beløb sig til 14,5 mia. kr. i 2008 - en stigning på 700 mio. kr. i forhold til året før - svarende til en bistandsprocent på 0,82. Regeringen præsenterede i august 2008 sine udviklingspolitiske prioriteter for 2009-2013. Her fastholder regeringen sine langsigtede udviklingspolitiske prioriteter rettet mod at bekæmpe global fattigdom og fremme bedre udviklingsmuligheder for verdens fattige lande med særlig fokus på Afrika, klima, kvinder og skrøbelige stater herunder Afghanistan.

En opdateret strategi for dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandene (Civilsamfundsstrategien) blev lanceret i december 2008. Strategien styrker Danmarks mulighed for at bidrage til udviklingen af et stærkt, uafhængigt og mangfoldigt civilsamfund i udviklingslandene.

Afrika
Afrikakommissionen har med statsministeren som formand afholdt 3 møder, heraf et i Addis Abeba. Der er desuden afholdt en række workshops i Afrika, hvor omfattende konsultationer har resulteret i de anbefalinger, der blev lanceret på Kommissionens sidste møde i København i maj 2009. Kommissionen anbefaler en række konkrete tiltag, der skal fremme privatsektor drevet vækst og beskæftigelse indenfor en række strategiske områder (konkurrenceevne, bæredygtig energi, finansiering, uddannelse og unge entreprenører). Samtidig vil kommissionens anbefalinger indgå i den fremtidige bilaterale danske bistand, der vil blive mere fokuseret mod erhvervssektoren.

I overensstemmelse med regeringens Afrikastrategi er engagementet i en række konfliktområder i Afrika endvidere fortsat. Det gælder i hhv. Sudan, Somalia og i Zimbabwe. Ikke mindst i Zimbabwe, hvor indgåelsen af en magtdelingsaftale i februar 2009 resulterede i en ny overgangsregering. Udviklingsministeren besøgte landet i marts 2009 og der planlægges betydelig støtte til reformprocessen i landet. Fredsprocessen i Somalia er fortsat skrøbelig men regeringen bakker gennem støtte til AU, FN og danske organisationer op om processen. Regeringens arbejde med styrkelse af kvinders stilling i Afrika er desuden fortsat i perioden.

Afghanistan/Pakistan
Den danske bistandsindsats blev fordoblet med regeringens Afghanistan-strategi for perioden 2008-12 og udgør i 2009 400 mio. kr. årligt, hvortil kommer støtte til humanitære indsatser og danske NGO’ers arbejde i Afghanistan. Den danske bistand gives til hovedsageligt nationale programmer inden for områderne udannelse, forbedring af levevilkår og statsopbygning, der bl.a. omfatter dansk bistand til forberedelse og gennemførelse af de kommende valg i Afghanistan. Der er ligeledes gennemført en styrkelse af den danske bistand til Helmand, hvor udsendte civile rådgivere samarbejder med de danske styrker og lokale afghanske myndigheder om at sikre stabilitet og udvikling i provinsen. Regeringen har endvidere besluttet at bevilge 40 mio. kr. i bistand til Pakistan over de næste fire år. Det er en del af regeringens strategi for Afghanistan at arbejde for at styrke samarbejdet mellem Afghanistan og Pakistan.

International indsats for 2015 Mål nr. 3 vedrørende ligestilling
Regeringen lancerede i 2008 en målrettet international indsats for at styrke kvinders rettigheder med særlig vægt på kvinders økonomiske vilkår. Et væsentligt element i regeringens indsats har været en særlig fakkelkampagne, hvor beslutningstagere globalt er blevet opfordret til at gøre en ekstra indsats for kvinders ligestilling. Blandt fakkelmodtagere er bl.a. FN’s generalsekretær, Verdensbankens præsident og den amerikanske udenrigsminister, der alle på dansk opfordring har givet tilsagn om at gennemføre en særlig indsats for ligestilling.

Klima i fokus
Klimaforandringerne indgår som en central del af de udviklingspolitiske prioriteter. I 2008 og 2009 afsatte regeringen ud over den eksisterende udviklingsbistand til miljø- og klimaformål henholdsvis 100 og 200 mio. kr. over Klimapuljen, som er forudset til at vokse til 500 mio. kr. i 2012. Klimapuljen bidrager til at styrke indsatsen over for klimaforandringerne i udviklingslandene og understøtter samtidig udviklingslandenes forberedelse og deltagelse i forhandlingerne om en ny klimaaftale. Igangsatte aktiviteter rummer støtte til skovbevarelse i udviklingslandene, kapacitetsopbygning af udviklingslandenes klimaforhandlere og ulandsdeltagelse i klimaforhandlingerne. Regeringen har endvidere lanceret en klimadialog, der fremmer de fattigste og mest udsatte landes interesser vedr. tilpasning til klimaforandringerne. Klimadialogen har resulteret i vedtagelse af Nairobi Erklæringen, der definerer en international ramme for arbejdet med klimaforandringer.

Der er afholdt flere COP15 NGO-konferencer i Danmark, som bidrager til dialogen mellem regeringen og danske og internationale NGOer forud for klimakonferencen i København.

Styrket nærområdeindsats for irakiske flygtninge
Regeringen har besluttet at afsætte yderligere 150 millioner kr. i perioden 2009-2011 til nærområdeindsatsen for internt fordrevne i Irak og flygtninge i nabolandene. De 150 mio. kr. vil muliggøre en fortsættelse af aktiviteterne i det nordlige Irak samt provinserne Diyala og Basra. Fra dansk side har indsatsen for irakiske flygtninge og internt fordrevne været en vigtig bestanddel af den samlede danske indsats i Irak siden 2003. Regeringen har i løbet af året afsat yderligere 80 mio. kr. til en styrkelse og konsolidering af genopbygningsindsatsen i Irak.

Ny strategi for Danmarks humanitære indsats
Regeringen har gennemført en omfattende revisionsproces af strategien for dansk humanitær bistand. Med den nye strategi opstiller regeringen for første gang konkrete mål for dansk humanitær bistand. Der lægges op til en styrket sammenhæng mellem den humanitære bistand og udviklingsbistanden. Et af prioritetsområderne for den nye strategi er klimaforandringer og de humanitære konsekvenser af naturkatastrofer. Den endelige strategi forventes lanceret i august/september 2009.

Som følge af cyklonen Nargis i maj 2008 og dens følger for Burma bevilgede Danmark godt 50 mio. kroner til akut nødhjælp. I august 2008 gav Danmark yderligere 25 mio. kr. blandt andet for at forbedre fødevaresituationen og genetablere uddannelsessektoren.
 

Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling

Dansk-kinesisk universitetscenter i Kina
Regeringen indgik i september 2008 en rammeaftale (Memorandum of Understanding) med Graduate University of Chinese Academy of Sciences (GUCAS) om etableringen af et dansk-kinesisk universitetscenter i Beijing, Kina. Centret forventes at omfatte 100 forskere, 75 ph.d.’ere - og 300 kandidatstuderende, heraf halvdelen fra Danmark.

Ændring af universitetsloven
Regeringen fremsatte i februar 2009 ændringsforslag til universitetsloven. Med de nye regler får universiteterne mulighed for i forbindelse med forskningssamarbejder i udlandet at udbyde uddannelser, der bygger på resultaterne af disse forskningssamarbejder. Derudover får universiteterne mulighed for at tildele hele eller delvise fripladser med fuldt, delvist eller intet stipendium til dygtige tredjelandsstuderende på bachelor- eller kandidatuddannelser i Danmark. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Flere frihedsgrader til universiteterne
Regeringen har i løbet af 2008 gennemført en lempelse af reglerne for bl.a. ansættelse af professorer, en forhøjelse af forelæggelsesgrænserne for Folketingets finansudvalg i byggesager, en forøgelse af frihedsgrader i forbindelse med små bygningsændringer samt undtaget universiteterne for krav om indberetning af bibeskæftigelse.

Eliteuddannelser
Regeringen har som led i udmøntningen af globaliseringspuljen afsat 25 mio. kr. i perioden 2007-2009 til oprettelse af eliteuddannelser på de danske universiteter. 12 eliteuddannelser er blevet godkendt i første udbudsrunde i 2008 og tilgodeses med et ekstra elitetaxameter. I 2009 er yderligere 20 elitemoduler godkendt.

Nye strategiske forskningsprogrammer
Regeringen har som led i udmøntningen af globaliseringspuljen afsat et løft på ca. 600 mio. kr. til strategisk
forskning i perioden 2009-2010. Der er igangsat strategisk forskning inden for en række nye områder, bl.a. klima og klimatilpasning, sundhed og forebyggelse, innovation og konkurrenceevne og metoder til at modvirke social arv i uddannelsessystemet.

Pulje til beskæftigelse af kandidater
Regeringen har afsat en pulje på 10 millioner kroner til præmiering af initiativer, der hurtigere får nyuddan-nede universitetskandidater i beskæftigelse efter endt uddannelse.

Revision af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner
Regeringens lovforslag om ændring af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner er vedtaget i december 2008. De nye regler giver universiteterne større fleksibilitet i arbejdet med erhvervsmæssig nyttiggørelse af forskningsresultater og letter etableringen af nye videnbaserede virksomheder med udspring i den offentlige forskning.

Lettere vej til aftaler om immaterielle rettigheder
Regeringen har sammen med erhvervslivets og forskningsinstitutionernes organisationer stået bag Johan Schlüter-udvalget. Udvalget har i november 2008 lanceret en række vejledende modelaftaler, der gør det lettere at indgå aftaler om immaterielle rettigheder, når universiteter og virksomheder samarbejder om forskning.

International roaming indenfor EU
Regeringen har i samarbejde med EU-kommissionen fået gennemført en revision af roaming-forordningen.
De nye regler indebærer, at danskerne i fremtiden vil kunne både tale og benytte sms-beskeder til væsentligt nedsatte priser, når de bruger deres mobiltelefoner i andre lande inden for EU. Samtidig nedsættes engrospriserne for brug af mobile datatjenester i udlandet markant.

Den nye digitale signatur
Regeringen har i samarbejde med kommuner og regioner indgået aftale om leveringen af en ny udgave af
den digitale signatur. Løsningen bliver udformet i samarbejde med den finansielle sektor med henblik på,
at den kan anvendes til både offentlige og private digitale services, herunder netbanker. Den nye signatur,
der vil blive tilbudt alle borgere ultimo 2009, vil være mobil og fremstå med øget sikkerhed og brugerven-lighed.

Ny frekvenslov
Regeringens lovforslag om radiofrekvenser er vedtaget i maj 2009. Med de nye regler vil markedet i højere grad selv kunne bestemme, hvad frekvenserne skal bruges til.

Fordeling af udgifter ved brug af telenet
Regeringens lovforslag om fordeling af udgifter ved flere teleselskabers samtidige brug af et telenet og en mere effektiv håndhævelse af telereguleringen er vedtaget i december 2008. Med de nye regler vil teleselskaber, der deler anvendelsen af et telenet, også dele omkostningerne ligeligt. Dermed undgås, at netejeren opnår dobbeltdækning på de enkelte linjer. Derudover styrker de nye regler håndhævelsen af telereguleringen, herunder ved udvidelse af telelovens straffebestemmelser.

Løft til rumforskning
Regeringen har afsat 60 mio. kr. i 2009 og 75 mio. kr. i 2010 til en national satsning på satellitbaseret jordobservation og klimaovervågning med særligt fokus på Arktis. Midlerne til satsningen skal indgå i Danmarks bidrag til ESA s jordobservations- og klimaprogrammer.

Grøn it
Regeringen har i januar 2009 og maj 2009 udgivet to vejledninger om grøn it til offentlige myndigheder og til virksomheder. Desuden er der udmøntet en forskningspulje til bæredygtig it. Vejledningerne er en del af udmøntningen af regeringens handlingsplan for grøn it.
 

Skatteministeren

Skattestoppet
Skattestoppet er fortsat helt centralt i regeringens skattepolitik. Skattestoppet indebærer som udgangspunkt, at ingen skat eller afgift må stige, hvad enten den er fastsat i procent eller kroner. Skattestoppet har skabt tryghed om den fremtidige beskatning og har afsluttet en mangeårig tendens til krybende stigninger i skatter og afgifter. I 2009 betyder skattestoppet, at en gennemsnitshusstand sparer knap 6.400 kr., og at borgerne samlet set sparer 20,5 mia. kr.

Forårspakke 2.0 – Vækst, klima, lavere skat
Til udmøntning af aftalen om Forårspakke 2,0 mellem regeringen og Dansk Folkeparti fremsatte regeringen i april 2009 13 lovforslag. Forårspakke 2.0 indebærer en omfattende skatteomlægning, som markant sænker skatten på arbejde, herunder skatten på den sidst tjente krone, og gør det dyrere at forbruge og producere varer, som er til skade for miljø, klima og sundhed. Lovforslagene forventes vedtaget i maj 2009.

Forårspakke 2.0 sikrer fortsat tryghed om boligejernes økonomi samtidig med at værdien af rentefradraget begrænses for at tilskynde til større opsparing og for at finansiere lavere skat på arbejdsindkomst. Der tages en række initiativer for at sikre trygheden om boligejernes økonomi: fastfrysningen af ejendomsværdiskatten videreføres, der indføres bundfradrag for renteudgifter på op til 100.000 kr. årligt, som kan fradrages efter de hidtil gældende regler, nedsættelsen af rentefradragets skatteværdi udskydes, og der indføres en kompensationsordning frem til 2019 for familier med stor gæld mv.

Forårspakke 2.0 indebærer en væsentlig forenkling af personskattesystemet, idet antallet af direkte personskatter reduceres fra seks til fire – kommuneskatten, bundskatten, topskatten og arbejdsmarkedsbidraget. Samtidig øges kvaliteten af selvangivelsesoplysninger, og der tages yderligere skridt til at undgå skatteplanlægning og skattesnyd.

Iværksætterkonto
Regeringens lovforslag om mulighed for fuld fradragsret for indskud på iværksætterkonto er vedtaget i december 2008. Med loven er der indført en ny opsparingskonto i etableringskontoloven - en iværksætterkonto. Indskud på en iværksættekonto kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst med en skatteværdi på op til 59,7 pct. Hermed skabes der bedre rammer for personer, der vil spare op til start af egen virksomhed. Loven er led i udmøntningen af globaliseringspuljen for 2008-2012.

Fairplay III – indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse
Regeringens lovforslag om indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse og fradrag for børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse er vedtaget i december 2008. Lovforslaget er et led i regeringens samlede indsats, som retter sig bredt mod sort og illegalt arbejde og andre former for skatte- og afgiftssnyd (fairplay-indsatsen). Fairplay III er det tredje forslag i rækken af lovindgreb som led i fairplay- kampagnen.

Likviditetsindsprøjtning til erhvervslivet
Regeringens lovforslag om midlertidig udskydelse af betalingsfristerne for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt moms er vedtaget i marts 2009. Formålet med loven er at give erhvervslivet en likviditetsindsprøjtning ved at udskyde virksomhedernes betalingsfrister for skat og moms til en samlet værdi af ca. 60 mia. kr. Herved får virksomhederne mulighed for at råde over beløbene længere. Regeringen har i maj 2009 fremsat et lovforslag, der yderligere forlænger betalingsfristerne udover den allerede besluttede periode. Lovforslaget forventes vedtaget senere i maj. X

Statsministeren

Ligestilling mellem kønnene i arvefølgen - ændring af tronfølgeloven
Regeringens forslag til lov om ændring af tronfølgeloven blev vedtaget 2. gang af Folketinget i februar 2009. Med loven sikres fuld ligestilling mellem kønnene i arvefølgen til tronen ved at ophæve den nugældende fortrinsstilling for mandlige arveberettigede, således at der alene gives fortrin til en ældre arveberettiget frem for en yngre. Tronfølgeloven har grundlovsrang, hvilket indebærer, at ændringen skal gennemføres i medfør af proceduren i grundlovens § 88 vedrørende grundlovsændringer. Det betyder, at der nu skal afholdes folkeafstemning om ændringen. Folkeafstemningen afholdes den 7. juni 2009.

Selvstyreordning for Grønland
Efter en folkeafstemning i Grønland i november 2008 og behandling i Grønlands Landsting er regeringens forslag til lovgivning om Grønlands Selvstyre vedtaget i maj 2009 med ikrafttræden på Grønlands nationaldag den 21. juni 2009. Nyordningen indebærer bl.a. en væsentlig udvidelse af grønlandske myndigheders kompetence til at beslutte overtagelse af ansvaret for nye sagsområder med samtidig overtagelse af ansvaret for opgavernes finansiering.

Klima
Regeringens Klimakonferenceudvalg er ansvarlig for regeringens forberedelse af afvikling af FN’s Klimakonference i København i 2009 og koordinerer de internationale forhandlinger. Den løbende forberedelse er forankret i et Klimasekretariat med deltagelse af alle berørte ministerier. Statsministeriet leder og koordiner arbejdet. FN’s klimakonference har været et gennemgående element i statsministeren rejser og bilaterale møder med stats- og regeringschefer.

Åbenhed om ministres udgifter og aktiviteter
Som led i en politisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre indføres en ny åbenhedsordning om ministres udgifter og aktiviteter, og ministerkalenderen undtages fra retten til aktindsigt efter offentlighedsloven. Den nye åbenhedsordning betyder, at der løbende skal offentliggøres bagudrettede oplysninger om ministrenes månedlige repræsentationsudgifter, udgifter til tjenesterejser, modtagne gaver og varetagelsen af officielle repræsentative opgaver, ligesom ordningen skal omfatte en vis fremadrettet information om ministrenes officielle aktiviteter for den kommende måned.


Transportministeren

Aftale om en grøn transportpolitik
Regeringen indgik i januar 2009 en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance om en grøn transportpolitik. Aftalen indeholder en række initiativer for at fremme en grøn transportpolitik og nedbringe transportens CO2-udledning. Aftalen lægger op til en grøn omlægning af bilbeskatningen, fremme af den kollektive transport og cyklisme, udbygning af vejkapaciteten de steder, hvor behovet er størst, initiativer til at gøre Danmark til et grønt teknologilaboratorium for transport samt tiltag, som styrker natur- og miljøhensyn ved nye infrastrukturprojekter. Som led i aftalen er der afsat knapt 22 mia. kr. i perioden 2009-2020 til udskiftning af signaler. Udskiftningen vil give flere tog til tiden, mere effektiv drift samt højere sikkerhed og hastighed. Den samlede indsats finansieres gennem en nyoprettet infrastrukturfond med en samlet kapital på 94 mia. kr., som løbende kan tilføres midler fra nye holdbare finansieringskilder. To tredjedele af investeringerne går til den kollektive trafik. Aftalen udmøntes løbende og bygger på regeringens transportudspil fra december 2008 (”Bæredygtig transport – bedre infrastruktur”).

Energirigtige taxier
Regeringen fremsatte i marts måned 2009 lovforslag om ændring af lov om taxikørsel med krav om energirigtige taxier. Lovforslaget, der udmønter dele af aftalen om en grøn transportpolitik, forventes vedtaget i maj måned 2009.

Femern Bælt-forbindelsen
Den dansk-tyske traktat blev underskrevet af de to landes transportministre i september 2008. Med underskrivelsen af traktaten er der indgået en endelig aftale mellem den danske og den tyske regering om at etablere en brugerfinansieret fast forbindelse over Femern Bælt. Målet er, at den faste forbindelse over Femern Bælt åbner for trafik i 2018. Regeringens lovforslag om projektering af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark er vedtaget i marts 2009.

Genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland
Genudbuddet af togtrafikken i Midt- og Vestjylland er nu gennemført, og Arriva fortsætter i den kommende kontraktperiode fra 2010. Genudbuddet har medført en yderligere besparelse i statens betaling til trafikken på netto i alt godt 140 mio. kr. over den 8-årige kontraktperiode, som indgår i infrastrukturfonden.

Ny godsredegørelse
Regeringen har i april 2009 fremlagt en redegørelse om en samlet godsstrategi, der indeholder en række initiativer til at sikre grønnere og mere effektive godstransporter de kommende år. Strategien udmøntes i sammenhæng med aftalen om en grøn transportpolitik.

Motorvej ved Silkeborg
Regeringens lovforslag om anlæg af motorvej mellem Funder og Låsby i Kombilinien ved Silkeborg er vedtaget i april 2009. Strækningen udgør den sidste del af motorvejen mellem Herning og Århus.

Nye vejåbninger
Regeringen åbnede som et led i udbygningen af vejinfrastrukturen i løbet af 2008 en række vejstrækninger, herunder motortrafikvejen syd om Herning mellem Snejbjerg og Vardevej, motorvejen Skejby-Skødstrup, en delstrækning af motorvejen Brande-Riis, udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen mellem Hundige og Greve Syd, og sidste del af udvidelsen af motorring 3. I juni 2009 åbnes motorvejen Stenstrup-Svendborg.

Metrocityringen
Regeringen har godkendt Metrocityringens endelige linjeføring og stationsplacering og dermed igangsat projektet, som ifølge planen skal stå klar i 2017.

Fusion mellem Post Danmark A/S og Posten AB
Regeringens lovforslag om en selskabskonstruktion (fusion) mellem Post Danmark A/S og Posten AB er vedtaget i juni 2008. I april 2009 godkendte Folketingets Finansudvalg og EU’s konkurrencemyndigheder fusionen. Fusionen skal ruste Post Danmark A/S til at møde de udfordringer, der vil være på postmarkedet i de kommende år som følge af konkurrencen fra andre postoperatører samt den generelle udvikling i elektronisk kommunikation, der fører til faldende brevmængder.
 

Udenrigsministeren

Afghanistan
Regeringen lancerede i 2008 en ny strategi for den samlede danske politiske, militære og civile indsats i Afghanistan. Med Afghanistan-strategien, der løber frem til 2012, styrkes den integrerede tilgang, bistandsindsatsen fordobles og det militære engagement øges.

Regeringens forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske militære bidrag til Afghanistan blev vedtaget i december 2008. Beslutningen indebærer en forhøjelse af styrkeloftet til 750 tropper, der primært vil blive indsat i Helmand provinsen i det sydlige Afghanistan. Endvidere er der mulighed for en række midlertidige udsendelser. Med beslutningsforslaget sikres den nødvendige fleksibilitet til at sammensætte styrkebidraget mest hensigtsmæssigt i forhold til den komplekse opgaveløsning og den danske Afghanistan-strategi.

Orientering af Europaudvalget om udviklingen i sager ved EF-Domstolen
Regeringen og Folketinget er i lyset af den øgede interesse for EF-Domstolens arbejde i april 2009 blevet enige om en tættere orientering af Folketinget. Aftalen indebærer, at Folketinget bl.a. inden der falder dom, udover den løbende skriftlige orientering vil modtage mundtlig orientering ved ressortministrene om væsentlige sager, der verserer ved EF-Domstolen, og som regeringen har besluttet at deltage i.

Kina
Regeringen har udarbejdet en Kina Handlingsplan, der blev lanceret i Beijing i oktober 2008. Der blev i samme forbindelse indgået et strategisk partnerskab med Kina. Handlingsplanen angiver prioriteter og konkrete indsatser, som placerer Danmark bedre i Kina og bidrager til at sikre danske interesser i samarbejdet med Kina.

Kaukasus
Som et led i våbenhvileaftalen opstillede regeringen i partnerskab med Finland det første operative hold i Georgien. Danmark bidrog med 10 mand. På den efterfølgende donorkonference gav Danmark tilsagn om 70 mio. kr. i støtte til genopbygningen og udvikling af Georgien.

Dansk støtte til stabilisering og genopbygning i Gaza
Som led i regeringens indsats for at bidrage til fred og stabilitet i Mellemøsten bidrog regeringen til det internationale samfunds bestræbelser på at afhjælpe konflikten i Gaza i december 2008 – januar 2009. Fra dansk side fremsatte man sammen med Nederlandene forslag om øget EU-assistance på grænserne til Gaza, stillede politifolk til rådighed hertil i tilfælde af en holdbar våbenhvile, samt deltog aktivt i arbejdet omkring bekæmpelse af smugling af våben ind i Gaza, herunder var vært ved et internationalt ekspertmøde i februar. På genopbygningskonferencen i Sharm el-Sheikh i marts 2009 gav regeringen tilsagn om en samlet Gaza-pakke på godt 300 mio. kr. for perioden 2009-2011 fordelt på både humanitær støtte og bistand til genopbygningen og udviklingen i Gaza.

Klima
Regeringen bidrog aktivt til, at der i Det Europæiske Råd blev opnået enighed om EU's Klima- og Energipakke i december 2008, hvor et hovedresultat var, at der blev opnået enighed om at øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. i 2020 og reducere drivhusgasudledningerne med 20 pct. i 2020, og op til 30 pct., hvis det sker som led i en global aftale i København. Regeringen har styrket public diplomacy indsatsen op til Klimakonferencen i København, bl.a. blev der i februar 2009 lanceret en permanent konferencehjemmeside (www.cop15.dk). Regeringen har også fortsat den målrettede COP15 eksportfremmeindsats for danske klimaløsninger, energi- og miljøteknologi. På samme tid er COP15 relaterede konferencer i Danmark anvendt som platform for at tiltrække udenlandsk opmærksomhed om danske klimakompetencer, herunder fra udenlandske investorer. Regeringen har herudover afsat 20 mio. kr. til en række civilsamfundsaktiviteter i Danmark før og under Klimakonferencen.

Offensiv global markedsføring af Danmark og forskningsinitiativer
Som led i udmøntningen af den offensive globale markedsføringspulje og forskningsinitiativer blev der medio 2008 oprettet et innovationscenter i München, i Tyskland og et handelskontor i Yekaterinenburg, i Rusland. Det forventes, at der oprettes yderligere et handelskontor i Ahmedabad, i Indien medio 2009.

Investeringsfremmeindsatsen
Regeringens offensive indsats for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark, Invest in Denmark, leverede i 2008 et godt resultat ved at tiltrække over 40 udenlandske investeringsprojekter og skabe mere end 1100 arbejdspladser. Størstedelen var videntunge jobs i de danske kompetenceklynger. I lyset af finanskrisen har der været en særlig indsats for at redde en række lukningstruede internationale virksomheder i de danske kompetenceklynger.

Pirateri
Regeringen har i løbet af 2008 taget en række initiativer til aktiv dansk medvirken i de internationale bestræbelser på at bekæmpe pirateri ud for Østafrikas kyst. Udover udsendelse af danske flådefartøjer har Danmark over en bred front ydet en meget aktiv international indsats for at styrke grundlaget for pirateribekæmpelse. FN’s Sikkerhedsråd nedsatte i december 2008 en international kontaktgruppe bestående af en mindre kreds af særligt berørte lande, herunder Danmark, for at koordinere indsatsen imod pirater ud for Somalias kyst. Danmark har i den sammenhæng påtaget sig formandskabet i en arbejdsgruppe om juridiske spørgsmål, der bl.a. har fokuseret på at skabe klarhed om grundlaget for tilbageholdelse, overdragelse og retsforfølgning af pirater, samt undersøgt mulighederne for at styrke de eksisterende rammer.

Afrika
Som et vigtigt led i gennemførelsen af regeringens Afrikastrategi var Danmark i marts 2009 vært ved et nordisk-afrikansk udenrigsministermøde med deltagelse af ti toneangivende afrikanske lande (herunder Nigeria, Sydafrika og Tanzania) samt de fem nordiske lande. Mødet gav lejlighed til en åben og ligefrem dialog om aktuelle emner af fælles interesse, herunder COP15, Durban II, fred og sikkerhed i Afrika og aktuelle udenrigspolitiske emner, bl.a. Somalia og Zimbabwe.

Fremme af menneskerettigheder
Regeringen har i marts 2009 lanceret en ny samlet strategi for Danmarks tilgang til det internationale menneskerettighedsarbejde. Desuden har regeringen spillet en aktiv rolle i forberedelserne op til samt i selve forhandlingerne under FN’s racismegennemgangskonference i april 2009. (Durban II). Regeringen har bl.a. stået i spidsen for en række initiativer i forhold til dialog med de afrikanske lande om tilgangen til konferencen samt selve slutdokumentet, der resulterede i dokument, der overholdt EU’s røde linjer, herunder i forhold til ytringsfriheden, og som vil kunne udgøre et væsentligt bidrag til at bringe den internationale indsats mod racisme fremad.
 

Undervisningsministeren

Samordning af elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan
Regeringens lovforslag om samordning af elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan er vedtaget i april 2009. De nye regler indebærer bl.a., at elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan fremover samles i ét redskab på de klassetrin, hvor elever, forældre, lærere og vejledere i dag skal forholde sig til alle tre redskaber. Lovforslaget indgår i regeringens afbureaukratiseringsprogram.

Ændring af procedure for henvisning til specialundervisning i enkelte fag
Regeringens lovforslag om ændring af proceduren for henvisning til specialundervisning i enkelte fag i folke¬skolen er vedtaget i april 2009. Formålet er at lette de administrative byrder i folkeskolen. Loven indgår i regeringens afbureaukratiseringsprogram.

Udbud af International Baccalaureate (IB)
Regeringens lovforslag om principperne for udbud af International Baccalaureate (IB) i Danmark er vedtaget i april 2009. Loven gør det muligt at udvide antallet af offentlige udbydere i Danmark fra 7 til 10. Udbuddet af IB på offentlige institutioner skal fortsat være en del af et gratis gymnasialt uddannelsesudbud.

Nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed
Regeringens lovforslag om oprettelse af et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed er vedtaget i april 2009. Centerets formål er at styrke interessen for, rekrutteringen til og kvaliteten af undervisningen i natur, teknik og sundhed.

Forhøjelse af SU-fribeløbet mv.
Regeringens lovforslag om en række omlægninger på SU-området er vedtaget i december 2008. Omlægningen indebærer bl.a. forhøjelse af det laveste fribeløb, forhøjelse af handicaptillægget, adgang til SU for 18-19-årige deltagere i forberedende voksenundervisning og adgang til SU på alle niveauer i almen voksenuddannelse. Forbedringerne finansieres ved omlægninger og effektiviseringer på SU-området.

Præcisering af ansvarsforholdene i folkeskolen
Regeringen har i marts 2009 fremsat lovforslag om præcisering af ansvarsforholdene i folkeskolen. Lovforslaget indebærer bl.a., at skolelederens ledelsesrum præciseres. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Nyt tilsyn med undervisningen på de frie grundskoler
Regeringens lovforslag om et nyt tilsynssystem med undervisningen mv. på de frie grundskoler er vedtaget i maj 2009. Lovforslaget indebærer, at forældrekredsen og skolens bestyrelse får mulighed for at vælge, om tilsynet med skolens undervisning mv. skal varetages af certificerede tilsynsførende eller ved selvevaluering efter en evalueringsmodel, der er godkendt af undervisningsministeren.

Fritagelse for betalingskravet på videregående uddannelser for børn af visse udenlandske arbejdstagere i Danmark
Regeringens lovforslag om fritagelse for betalingskravet på videregående uddannelser for børn af visse udenlandske arbejdstagere i Danmark er vedtaget i maj 2009.

Mulighed for at udbyde dansk erhvervsrettet videregående uddannelse i udlandet
Regeringen har i marts 2009 fremsat forslag til ændring af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser og andre love, som vil gøre det muligt for uddannelsesinstitutionerne at udbyde akkrediterede danske erhvervsrettede videregående uddannelser og efter- og videreuddannelse i tilknytning her til i udlandet som særskilt indtægtsdækket virksomhed. Målgruppen for udbuddene i udlandet er udenlandske studerende, som ønsker at tage en godkendt dansk uddannelse i deres hjemland. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Aftale om praktikpladspakke
Regeringen har i maj 2009 indgået aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en praktikpladspakke. Aftalen indeholder bl.a. en omlægning af den eksisterende præmieringsordning, af finansieringsmodellen for erhvervsgrunduddannelsen (egu) samt af tilskuddet til erhvervsskolernes praktikpladsopsøgende arbejde.

Udmøntning af globaliseringspuljen - undervisningsministeren
Regeringen har i november 2008 indgået aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om ”Udmøntning af uforbrugte midler fra globaliseringspuljen i 2007”. Med aftalen udmøntes ca. 143 mio. kr. i perioden 2009-2012 på Undervisningsministeriets område. Der er bl.a. afsat midler til forsøg med undervisningsassistenter og mere attraktive professionshøjskoler.

Selvejeanalysen
Regeringen har i løbet af 2008 gennemført en analyse af de økonomiske, organisatoriske og reguleringsmæssige forhold for alle de selvejende institutioner under staten. Analysen har afdækket, at de selvejende institutioner i dag reguleres af 26 forskellige love og 53 forskellige bekendtgørelser, der samlet indeholder over 4.000 bestemmelser. På baggrund af analysen gennemføres en reform af det statslige selveje, som forventes at skulle træde i kraft fra 1. januar 2011 for berørte institutioner.

Oprettelse af en Tosprogs-Taskforce på folkeskoleområdet
Regeringen har i efteråret 2008 etableret Tosprogs-Taskforcen, der ved en målrettet indsats i samarbejde med kommuner og skoler skal medvirke til at styrke tosprogede elevers faglighed, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Taskforcen har i foråret 2009 indgået samarbejde med fem kommuner vedrørende en forstærket indsats for de tosprogede elever for en lang række lokale skoler.
 

Økonomi- og erhvervsministeren

Bankpakken - sikring af finansiel stabilitet
Regeringen har i oktober 2008 indgået en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance og gennemført lovgivning, der sikrer finansiel stabilitet gennem en statslig garantiordning, hvor der mod betaling spændes et sikkerhedsnet ud under alle simple kreditorer i pengeinstitutterne. Garantiordningen bidrager til, at pengeinstitutterne igen låner likviditet ud til hinanden og pengemarkedet dermed kan fungere igen. Endvidere er Finansiel Stabilitet A/S stiftet, som har til opgave at håndtere nødlidende pengeinstitutter.

Kreditpakken – lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter
Regeringen har i februar 2009 indgået en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance og gennemført lovgivning om statslige kapitalindskud i kreditinstitutter op til ca. 100 mia. kr., som skal bidrage til at normalisere udlånspolitikken hos penge- og realkreditinstitutter. Kapitalindskuddene vil give institutterne en tilstrækkelig stødpude i den nuværende internationale, finansielle krise og dermed styrke kreditmulighederne i det danske samfund. Målet er at undgå en selv¬forstærkende negativ spiral mellem den finansielle sektor og realøkonomien, hvor sunde virksomheder og husholdninger ikke kan få finansieret deres aktiviteter.

Nye eksportlån og garantier i Eksport Kredit Fonden
Der er som led i kreditpakken etableret en eksportlåneordning på 20 mia. kr. under Eksport Kredit Fonden (EKF), der skal sikre finansiering af danske virksomheders eksportforretninger. Samtidig har EKF indgået genforsikringsaftaler med de private kreditforsikringsselskaber for op mod 10 mia. kr. om året.

Styrket tilsyn og kontrol med den finansielle sektor
Regeringen har styrket kontrollen og tilsynet med den finansielle sektor. Finanstilsynet er i færd med at styrke indsatsen i forhold til tilsynet med institutternes kreditrisici. Pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal fremover offentliggøre opgørel¬sen af deres individuelle solvensbehov, og Finanstilsynet vil fremover mindst en gang årligt gennemgå solvens¬behovet i alle kreditinstitutter, på nær de allermindste. Der er endvidere gennemført stramningen i aflønningsvilkår for finansielle direktører.

Finansiel stabilitet på pensionsområdet
Regeringen indgik i oktober 2008 en aftale med Forsikring & Pension om finansiel stabilitet på pensionsområdet, der indeholdt en række initiativer for at stabilisere markederne. Aftalen skulle blandt andet sikre, at pensionssektoren ikke blev tvunget til at frasælge deres realkreditobligationer.

Åbenhed og ansvarlighed på kapitalmarkederne i Europa
Regeringen indsendte i november 2008 det danske indspil om åbenhed og ansvarlighed på kapitalmarkederne i Europa til EU. Indspillet indeholder 35 konkrete forslag og opfordringer til, hvordan den europæiske finansielle lovgivning og infrastruktur kan forbedres.

Modernisering af selskabsloven
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om en omfattende modernisering af den danske selskabslovgivning. Forslaget sikrer en mere dynamisk og fleksibel regulering, og styrker danske selskabers konkurrenceevne bl.a. ved at nedbringe de administrative byrder. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Bygge- og renoveringspuljen
I april 2009 åbnede regeringen for en renoveringspulje på 1,5 mia. kr., hvor boligejere og lejere kan søge om tilskud til renoverings- og bygningsarbejde. Formålet med puljen er at sætte gang i beskæftigelsen i byggebranchen. Puljen vil samtidig bidrage til en generel modernisering af bygningsmassen, herunder også energibesparelser.

Grøn vækst
Regeringen præsenterede i april 2009 et udspil til Grøn Vækst, hvor et højt niveau for miljø- og naturbeskyttelse går hånd i hånd med et moderne og grønt landbrugs- og fødevareerhverv i vækst. Med grøn vækst lægger regeringen op til en miljø- og naturplan for Danmark frem mod 2020 samt en strategi for et grønt landbrugs- og fødevareerhverv i vækst. Regeringen foreslår samlet set at investere 13,5 mia. kr. frem til 2015.

Strategi for reduktion af energiforbruget i bygninger
Regeringen offentliggjorde i april 2009 en strategi for reduktion af energiforbruget i bygninger, som løbende skal reducere energiforbruget i nye bygninger med 25 pct. i 2010 og 50 pct. i 2015. Strategien indeholder desuden en række initiativer, der skal reducere energiforbruget i eksisterende bygninger.

LET Administration – Afbureaukratiseringsplan for det erhvervsrettede område
Regeringen fremlagde i marts 2009 en afbureaukratiseringsplan for det erhvervsrettede område, som indeholder 37 initiativer, der i de kommende to år vil kunne give virksomhederne næsten 4 mia. kr. i årlige administrative lettelser. Planen beskriver, hvordan regeringens mål om at reducere de administrative omkostninger med op til 25 pct. i 2010 vil kunne nås og fastsætter også et kodeks for god erhvervsregulering.

International regulering af skibsfartens CO2-udledning
Regeringen præsenterede i april 2009 et konkret markedsbaseret forslag om et bidrag på brændstof til skibe i international fart med henblik på en international regulering af skibfartens CO2-udledning. De første substansdrøftelser om forslaget finder sted på et møde i IMO’s miljøkomite i juli 2009.

Styrket indsats mod piratkopiering
Der er pr. 1. januar 2009 indført skærpede sanktioner samt øgede beføjelser til politiet til at efterforske og gribe ind i sager om piratkopiering.

Velfungerende og effektivt klagenævnssystem
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om tvangsfuldbyrdelse af klagenævnsafgørelser på forbrugerområdet, der skal sikre forbrugerne et velfungerende og effektivt klagenævnssystem. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.

Bedre regler om rejsegaranti
Regeringen fremsatte i marts 2009 lovforslag om ændring af lov om en rejsegarantifond mv., som skal give forbrugerne bedre beskyttelse ved køb af flyrejser og billeje i udlandet. Lovforslaget forventes vedtaget i maj 2009.
 

Kolofon

Titel: Regeringens resultater
Undertitel: Oktober 2008 - maj 2009
Udgiver: Regeringen
Ansvarlig institution: Statsministeriet.
Copyright: Statsministeriet.
Emneord: regeringen, resultater, Folketinget, initiativer, lovforslag, ministre
Resumé: Regeringens Resultater indeholder en oversigt over de væsentligste lovgivningsmæssige, administrative og andre initiativer, som er gennemført i folketingsåret 2008-2009.
Sprog: dansk
Version: 1.0
URL: http://www.stm.dk/publikationer/regres_09/index.htm
Dato: 2009-27-05
Format: html, gif, jpeg, pdf,
Inventarliste: index.htm,  regeringens_resultater_09.pdf, getacro.gif, llr_uskrift.gif, top1.jpg, regres_09.jpg


Henvendelse om publikationen kan i øvrigt ske til:
Statsministeriet
Christiansborg Prins Jørgens Gård 11
1218 København K
Telf.: 33 92 33 00
e-mail: stm@stm.dk

Tilbage til toppen