Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror

Kapitel 4: Udlændinges ophold i Danmark

 

 

1. Asyl- og udvisningsreglerne
1.1. Udelukkelse, inddragelse af opholdstilladelse og udvisning
1.1.1. Retsgrundlaget

Udlændingelovens regler om udelukkelse, inddragelse af opholdstilladelse og udvisning

En udlænding kan ikke gives opholdstilladelse, hvis

  • udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed,

  • udlændingen må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, eller

  • udlændingen anses for omfattet af artikel 1 F i FN’s flygtningekonvention.

Udtrykket fare for statens sikkerhed omfatter især de interesser, der værnes af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder), men formuleringen udelukker ikke, at også andre interesser af stor samfundsmæssig betydning kan tages i betragtning. Det må på baggrund af bestemmelsens ordlyd sammenholdt med den tilsvarende terminologi i straffelovens kapitel 12 og 13 antages, at bestemmelsen ikke omfatter fremmede magters sikkerhed.

Udtrykket en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed omfatter bl.a. tilfælde, hvor en udlænding ved sin planlægning af, tilskyndelse til eller aktive deltagelse i en voldelig demonstration må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Endvidere omfatter bestemmelsen tilskyndelse til anvendelse af biologiske, kemiske eller nukleare våben eller kampstoffer. Det er antaget, at bestemmelsen også omfatter tilfælde, hvor der først og fremmest er tale om trusler mod et andet lands offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, hvis truslen mere indirekte indebærer en trussel mod den danske offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

Artikel 1 F i FN’s flygtningekonvention omfatter bl.a. personer, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at de har deltaget i terrorhandlinger i form af flykapring, drab eller lemlæstelse.

Endvidere kan en udlænding udelukkes fra opholdstilladelse, hvis udlændingen uden for landet har eller må antages at have begået forbrydelser mod statens sikkerhed eller andre alvorlige forbrydelser.
Opholdstilladelse meddeles for 1-3 år ad gangen med mulighed for varigt ophold (bl.a. ved asyl og familiesammenføring) eller med henblik på midlertidigt ophold (bl.a. ved opholdstilladelse som studerende og arbejdstagere). En opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold forlænges, medmindre der er grundlag for at inddrage tilladelsen. En opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold kan forlænges, hvis betingelserne for meddelelse af tilladelsen fortsat er til stede.

En opholdstilladelse kan inddrages, når udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig, eller hvis der foreligger oplysninger om forhold, som ville udelukke udlændingen fra opholdstilladelse, jf. bl.a. de anførte grunde ovenfor. Det gælder også, selvom udlændingen har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. De nævnte bestemmelser om inddragelse omfatter også udlændinge, der på tidspunktet for bestemmelsernes indførelse havde opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingestyrelsen kan udvise en udlænding, hvis den pågældende anses for en fare for statens sikkerhed eller for en alvorlig trussel mod den offentlige orden m.v. Dette gælder uanset varigheden af udlændingens ophold i Danmark. Udlændinge dømt for forbrydelser mod statens sikkerhed m.v. kan udvises ved dommen.

Udlændingeloven indeholder et forbud mod refoulement, der indebærer, at ingen udlænding må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Herudover må en udlænding ikke – medmindre denne med rimelig grund må anses for en fare for statens sikkerhed eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet – udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer asylrelevant forfølgelse, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

I sager om inddragelse og udvisning skal udlændingemyndighederne altid vurdere, om inddragelsen/udvisningen må antages at virke særlig belastende bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens tilknytning til herboende personer, herunder hensynet til familiens enhed.

Sikkerhedsvurdering

Af udlændingeloven fremgår, at integrationsministeren til brug for behandlingen af en sag efter loven på baggrund af en indstilling fra justitsministeren vurderer, om en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed. Denne vurdering lægges til grund ved afgørelse af sagen.

I praksis foretages vurderingen af, om en udlænding er til fare for statens sikkerhed, i første omgang af efterretningstjenesterne.
Politiets Efterretningstjeneste kan af egen drift, hvis den får kendskab til en udlænding, som må anses for en fare for statens sikkerhed, tage initiativ til, at justitsministeren til brug for integrationsministerens vurdering indstiller, at den pågældende må anses for en fare for statens sikkerhed. Herudover kan udlændingemyndighederne, hvis der er konkret anledning dertil, anmode Politiets Efterretningstjeneste om at vurdere, om der er grundlag for at tage initiativ til, at justitsministeren til brug for integrationsministerens vurdering indstiller, at en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed.

Politiets Efterretningstjeneste er ikke forpligtet til at videregive oplysninger om, at en udlænding er til fare for statens sikkerhed, idet Politiets Efterretningstjeneste eller Forsvarets Efterretningstjeneste kan være i besiddelse af oplysninger, som på den ene side nok kan have betydning for behandlingen af en udlændingesag, men som af hensyn til f.eks. statens sikkerhed eller fremmede magter helt bør hemmeligholdes. Der er af disse grunde ikke pligt til over for justitsministeren at rejse en sag om udelukkelse eller inddragelse af en opholdstilladelse. Hvis det må antages, at det forhold, at en udlænding meddeles afslag på en ansøgning om visum eller opholdstilladelse, vil kunne skade efterretningstjenesternes virksomhed – herunder efterforskninger af konkrete sager eller hensynet til beskyttelsen af kilder – fordi den pågældende udlænding herved gøres bekendt med, at der efterforskes mod den pågældende, har justitsministeren således ikke pligt til over for integrationsministeren at indstille, at den pågældende må anses for en fare for statens sikkerhed.

I sager om meddelelse af indfødsret vurderer Politiets Efterretningstjeneste, om udlændingen kan være en fare for statens sikkerhed. Efter udlændingeloven skal Politiets Efterretningstjeneste som nævnt vurdere, om udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed.

Det forhold, at en udlænding meddeles afslag på en ansøgning om indfødsret betyder, at den pågældende ikke for tiden kan opnå indfødsret. Afslaget påvirker derimod ikke umiddelbart den pågældendes ret til at opholde sig her i landet, jf. den nævnte forskel i kriterierne for Politiets Efterretningstjenestes sikkerhedsvurdering i udlændingesager og i sager om indfødsret.

Særligt om imamer

Der findes i udlændingeloven en særlig bestemmelse om opholdstilladelse til religiøse forkyndere.

Der kan ikke meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, hvis der er grund til at antage, at udlændingen vil udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter.

En religiøs forkynder kan få inddraget sin opholdstilladelse, hvis den pågældende idømmes straf af bøde eller fængsel for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller en række andre nærmere angivne bestemmelser, herunder straffelovens § 140 om forhånelse af noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse og racismebestemmelsen i straffelovens § 266 b.

En sådan dom vil være til hinder for, at udlændingen på ny meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, idet udlændingen herefter må antages at ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, orden m.v. Dommen vil derimod ikke nødvendigvis være til hinder for, at den pågældende meddeles opholdstilladelse på et andet grundlag, idet der ikke i tilknytning til andre opholdsbestemmelser, f.eks. om familiesammenføring, arbejdstagere og studerende, findes et tilsvarende vandelskrav.

1.1.2. Arbejdsgruppens overvejelser

Udlændingelovens regler om udelukkelse, inddragelse af opholdstilladelse og udvisning

Udlændingeloven indeholder, som det nærmere er gennemgået ovenfor, en række regler om nægtelse m.v. af opholdstilladelse i tilfælde, hvor en udlænding må anses for at være til fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel for den offentlige orden mv., eller hvor den pågældende har eller må antages at have begået alvorlig kriminalitet.

Derimod er der ikke i dag regler i udlændingeloven med hensyn til udlændinge, der uden for disse tilfælde udviser demokratifjendtlig adfærd eller modarbejder grundlæggende vestlige værdinormer.

Der har gennem de senere år i stigende omfang været tegn på, at der også i demokratiske europæiske samfund som det danske kan udvikles antidemokratisk funderede bevægelser, der på grundlag af frihedsrettighederne åbent arbejder for at erstatte demokrati og grundlæggende demokratiske værdinormer med religiøst styre.

Der er derfor efter arbejdsgruppens opfattelse anledning til at se på, om der gennem den udlændingeretlige regulering kan tages initiativer med henblik på at modvirke de tendenser, sådanne antidemokratiske bevægelser er udtryk for. Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at overveje ændringer i de eksisterende kompetenceforhold mellem udlændingemyndighederne og efterretningstjenesterne.

Terrorismebestemmelsen i straffelovens § 114, stk. 1, omfatter personer, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller at undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, begår en af flere nærmere angivne grove forbrydelser, herunder manddrab, grov vold, grove våbenlovsovertrædelser og brandstiftelse. I straffelovens §§ 114a og 114b er kriminaliseret økonomisk støtte og medvirken til de af § 114, stk. 1, omfattede handlinger.

En supplerende udlændingeretlig regulering bør tage sigte på handlinger, der uden at være omfattet af straffeloven har de i straffelovens § 114, stk. 1, nævnte demokratifjendtlige formål, herunder at destabilisere et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer mv.

Der kan være tale om gennem internetsider, radioprogrammer, bogudgivelser eller løbesedler m.v. at agitere for afskaffelse af demokratiet eller grundlæggende demokratiske værdinormer. Der kan endvidere være tale om medlemskab af eller deltagelse i foreninger, forsamlinger eller andre grupperinger, der arbejder med de nævnte formål for øje.

35. Arbejdsgruppen anbefaler, at udlændinge, som gennem tale, skrift eller handlinger har udvist demokratifjendtlig adfærd eller modarbejdet grundlæggende demokratiske værdinormer, bør begrænses i deres adgang til Danmark. Det samme gælder udlændinge, som ikke aktuelt udviser sådan adfærd, men om hvem der er alvorlig grund til at frygte, at de efter at have sikret sig ophold i Danmark, vil gøre sig skyldig heri. Der bør over for studerende og arbejdstagere og lignende indføres en bestemmelse i udlændingeloven herom. Som følge af Danmarks internationale forpligtelser i flygtninge- og familiesammenføringssager, bør bestemmelsen ikke omfatte disse persongrupper.

36. Arbejdsgruppen anbefaler, at udlændinge, som gennem tale, skrift eller handlinger har udvist demokratifjendtlig adfærd eller modarbejdet grundlæggende demokratiske værdinormer, som udgangspunkt ikke skal have forlænget en meddelt opholdstilladelse. Der bør tillige indføres en bestemmelse for studerende og arbejdstagere o.lign i udlændingeloven herom. Som følge af Danmarks internationale forpligtelser i flygtninge- og familiesammenføringssager bør bestemmelsen ikke omfatte disse persongrupper.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om den omhandlede udemokratiske adfærd tillige bør kunne få den konsekvens, at en meddelt opholdstilladelse inddrages.

Den omhandlede adfærd vil som udgangspunkt ikke være kriminaliseret, og der er heller ikke tale om en adfærd, der vurderes som værende en fare for eller alvorlig trussel mod statens sikkerhed m.v.
En proportionalitetsafvejning – herunder ikke mindst i relation til indgreb i den menneskeretlige beskyttelse af retten til privatliv og familieliv – vil på denne baggrund normalt føre til, at sådan adfærd ikke vil være tilstrækkelig til at bringe et lovligt ophold i Danmark til ophør. Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at der er det fornødne juridiske grundlag for en generel bestemmelse om inddragelse af opholdstilladelse på dette område.

Såvel den nærmere formulering som den praktiske anvendelse af de anbefalede bestemmelser skal afpasses nøje i forhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det indebærer, at bestemmelserne som anført ovenfor bør sigte på udlændinge, som søger eller er kommet her til landet som studerende eller arbejdstagere o.lign.

Særligt om imamer

Som det fremgår af afsnit 1.1.1, findes der i udlændingeloven en særlig bestemmelse om opholdstilladelse til religiøse forkyndere. Der kan dog ikke meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, hvis der er grund til at antage, at udlændingen vil udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter.

En religiøs forkynder kan få inddraget sin opholdstilladelse, hvis den pågældende idømmes straf af bøde eller fængsel for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller en række andre nærmere angivne bestemmelser, herunder straffelovens § 140 om forhånelse af noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse og racismebestemmelsen i straffelovens § 266 b. En sådan dom vil være til hinder for, at udlændingen på ny meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, idet udlændingen herefter må antages at ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, orden m.v. Dommen vil derimod ikke nødvendigvis være til hinder for, at den pågældende meddeles opholdstilladelse på et andet grundlag, idet der ikke i tilknytning til andre opholdsbestemmelser, f.eks. om familiesammenføring, arbejdstagere og studerende, findes et tilsvarende vandelskrav.

Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om der bør indføres særlige udvisningsregler for religiøse forkyndere og fundet, at der bør indføres sådanne regler for at modvirke, at religiøse forkyndere, der er anset for at være en trussel mod den offentlige tryghed og orden mv. og derfor har fået inddraget deres opholdstilladelse som forkyndere, opnår opholdstilladelse på et andet grundlag, f.eks. som studerende eller arbejdstagere.

37. Arbejdsgruppen anbefaler, at der indføres særlige udvisningsregler for religiøse forkyndere, således at religiøse forkyndere, der får inddraget deres opholdstilladelse i medfør af de særlige bestemmelser herom, tillige udvises med et indrejseforbud.

1.2. Stramninger over for personer på tålt ophold?
1.2.1. Retsgrundlaget


Ved en afgørelse om udelukkelse, inddragelse og udvisning skal det vurderes, om udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Kan udlændingen af denne grund ikke henvises til at tage ophold i et andet land, men af sikkerhedsmæssige årsager heller ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark, vil den pågældende være her i landet på såkaldt tålt ophold.

I disse sager skal det hvert halve år vurderes, om der fortsat er forhold, der indebærer, at den pågældende ikke kan udsendes.

Udlændingeloven indeholder – efter skærpelser gennemført i 2002, 2003 og 2004 – mulighed for at iværksætte forskellige udsendelsesforanstaltninger med henblik på at motivere personer uden lovligt ophold i Danmark til at medvirke til udrejsen. Foranstaltningerne kan – nævnt i stigende intensitet – være rådgivning, indskærpelse af udrejsepligten, anbringelse på Center Sandholm og fratagelse af kontante ydelser, meldepligt samt frihedsberøvelse. Der er herunder regler med særligt sigte på personer på tålt ophold.

Udlændinge på tålt ophold skal som udgangspunkt anbringes på Center Sandholm. Center Sandholm udgør et indhegnet område med døgnbemandet politivagt. Anbringelse på Center Sandholm er ikke en frihedsberøvelse, og de anbragte har mulighed for at forlade området. Under ophold på Center Sandholm vil de pågældende udlændinge få kost og logi, men være afskåret fra kontante ydelser.

Udlændinge i udsendelsesposition anbragt på Center Sandholm kan pålægges meldepligt med henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted. Der er ikke i udlændingeloven særlige begrænsninger med hensyn til, hvor ofte udlændinge efter pålægget skal melde sig, og det kan f.eks. være dagligt eller et par gange om ugen. I praksis anses formålet med meldepligten oftest opfyldt ved, at de pågældende skal melde sig en gang om ugen.

Udlændinge i udsendelsesposition kan endvidere frihedsberøves. Frihedsberøvelse kan anvendes som et generelt udsendelsesfremmende instrument i tilfælde, hvor de mindre indgribende foranstaltninger konkret ikke viser sig at have den tilsigtede motivationsfremmende effekt i forhold til at formå udlændingen til at medvirke til udrejsen. Den tidsmæssige udstrækning af en frihedsberøvelse er begrænset af almindelige principper om proportionalitet, i praksis navnlig i forhold til udsendelsesperspektivet. Med hensyn til personer på tålt ophold vil der ofte ikke aktuelt være noget udsendelsesperspektiv, og mulighederne for at frihedsberøve som et udsendelsesfremmende instrument er derfor i disse sager begrænsede. Der gælder dog i forhold til personer på tålt ophold en skærpet pligt til at overveje frihedsberøvelse, idet et enkelt tilfælde af manglende overholdelse af meldepligten skal give Rigspolitichefen anledning til at overveje at frihedsberøve den pågældende.

1.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser

Arbejdsgruppen har overvejet, om det i tilslutningen til de foranstaltninger, der er beskrevet ovenfor – herunder anbringelse på Center Sandholm, meldepligt samt frihedsberøvelse – er behov for yderligere reaktionsmuligheder i relation til en begrænsning af udlændingens bevægelsesfrihed, herunder således at udlændinge, der vurderes at kunne være til fare for statens sikkerhed mv., meddeles forbud mod at tage ophold visse steder.

Det bemærkes indledningsvist, at aktiviteter, der vurderes at udgøre en overtrædelse af straffelovens regler om terrorisme, efter omstændighederne vil kunne mødes med tungere straffeprocessuelle indgreb, som f.eks. varetægtsfængsling, der mere effektivt (for en tid) vil kunne hindre den pågældendes aktiviteter i relation til bestemte steder.

Hertil kommer det forhold, at regelfastsættelse på dette område skal vurderes nøje i relation til en række centrale frihedsrettigheder fastsat i grundloven og EMRK, herunder reglerne om religionsfrihed, personlig frihed, ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, retten til et privatliv og retten til frit at vælge opholdssted, jf. Højesterets bemærkninger i U 1999.1798 H, der er refereret i kapitel 3, afsnit 6.2.

Udenlandske erfaringer med en reaktionsmulighed, som den ovenfor anførte, har vist sig at være af meget begrænset operativ værdi, ligesom den ressourceanvendelse, som er forbundet med overvågning og administration af et sådant forbud, er ganske betydelig.

Arbejdsgruppen konstaterer på denne baggrund, at det ikke på nuværende tidspunkt kan anbefales at indføre regler, der yderligere kan begrænse bevægelsesfriheden for de nævnte udlændinge.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens bemærkninger i kapitel 3, afsnit 6.2.

1.3. Det internationale samarbejde

Arbejdsgruppen har drøftet, om der på nuværende tidspunkt bør indføres regler om biometriske visa for indrejsende fra visse lande.

Der arbejdes i EU-regi med regler, der indebærer, at der påføres biometriske kendetegn, dvs. fotografi og fingeraftryk, på Schengen-visumstickere og på den ensartede opholdstilladelse, som udstedes af EU-medlemsstaterne til tredjelandsstatsborgere. Formålet er at imødegå misbrug med visum og opholdstilladelser. Arbejdet omfatter optagelse af fingeraftryk ved udstedelse af visum og opholdstilladelser samt oprettelse af et informationssystem til udveksling af oplysninger.

Arbejdsgruppen finder, at overvejelser med hensyn til biometri bør afvente udfaldet af det igangværende arbejde i EU-regi. Endvidere anbefaler arbejdsgruppen, at det i forlængelse af dette arbejde overvejes f.eks. i samarbejde med UNHCR at oprette en database med biometriske kendetegn for alle, der er udelukket fra asyl, herunder som følge af terrorhandlinger.

Der arbejdes i såvel EU-regi som nationalt for at styrke grundlaget for at udsende udlændinge med ulovligt ophold ved at indgå aftaler med 3. lande om at tilbagetage egne statsborgere.

Med hensyn til udlændinge på tålt ophold vil sådanne aftaler kunne have betydning, hvis der fra de pågældende lande opnås en garanti med indbygget kontrolmekanisme for, at udlændingene ikke vil blive udsat for umenneskelige overgreb ved en tilbagevenden, og hvis asylmyndighederne mener at kunne lægge denne garanti til grund ved en (fornyet) vurdering af asylspørgsmålet. Det kan føre til, at en afgørelse om, at en udlænding, der er anset som en fare for statens sikkerhed og derfor er udelukket fra asyl men som i første omgang er blevet henvist til såkaldt tålt ophold her i landet, fordi han risikerede overgreb, vil kunne sendes tilbage. Afgørelsen herom vil henhøre under asylmyndighederne – i sidste ende Flygtningenævnet.

Arbejdsgruppen finder, at Danmark som led i såvel internationale som nationale initiativer for at udsende udlændinge med ulovligt ophold bør have fokus på muligheden for at tilvejebringe grundlag for tvangsmæssig udsendelse på vilkår, der kan medvirke til at begrænse antallet af udlændinge, der har tålt ophold her i landet.

2. Opnåelse og fratagelse af dansk indfødsret

Efter grundlovens § 44, stk. 1, sker naturalisation ved lov, og de nærmere betingelser for erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation er fastlagt ved et forlig mellem et bredt flertal af Folketingets partier.

Ansøgere, der er idømt udvisning for bestandig eller idømt ubetinget frihedsstraf i 2 år eller derover, kan ikke optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse. Straf i kortere tid giver karenstid af en vis nærmere angiven længde afhængigt at den konkret udmålte straf. Det har ikke i sig selv nogen særlig betydning, om der er tale om straf for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 eller 13. Der er også i disse tilfælde den konkret udmålte straf, der er afgørende for muligheden for at opnå indfødsret.

Efter indfødsretsloven kan den, der i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen.

Herudover er det muligt ved dom at frakende en person dansk indfødsret, hvis den pågældende dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.

Det bemærkes, at FN-konventionen af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed, som Danmark har ratificeret den 6. juni 1977, indeholder et forbud mod at fratage nogen person statsborgerretten, hvis sådan fratagelse ville gøre den pågældende statsløs.

Dog kan de kontraherende stater ved erklæring bibeholde lovgivning om at fratage statsborgerret og dermed gøre en person statsløs i tilfælde af en for statens livsvigtige interesser særdeles skadelig adfærd.

Denne undtagelse kan ikke længere finde anvendelse, jf. udtrykket ”bibeholde”, og ny lovgivning om fratagelse af statsborgerskab må derfor ikke medføre, at nogen bliver statsløs.

Når UK har kunnet foretage udvisning og fratagelse af statsborgerskab for britiske statsborgere med statsløshed til følge, skyldes det, at UK havde en sådan bestemmelse og ved ratifikation af FN-konventionen erklærede at ville bibeholde denne bestemmelse.

 

Tilbage til toppen