|

|

|
Som nævnt i kapitel 1, afsnit
1, har arbejdsgruppen som et led i gennemgangen af indsatsen mod
terrorisme afholdt et seminar om terrorisme og radikalisering med
deltagelse af akademiske forskere og analytikere fra
efterretningstjenesterne. Formålet med seminaret var at få præsenteret
den nyeste forskning i og analyse af de forhold, der kan lede til
radikalisering og rekruttering til terrorisme.
Et af de emner, der blev peget på fra eksperternes side, er behovet for
en øget forskningsindsats i Europa, herunder i Danmark, for dermed at få
en bedre forståelse af og indsigt i de faktorer, der kan lede til
radikalisering. Der er tale om et komplekst samspil mellem nationale og
internationale forhold, ligesom terrortruslen og
radikaliseringsprocessen er under konstant forandring. En bedre
forståelse af radikaliseringsprocessen og udviklingen i terrortruslen er
en vigtig forudsætning for en effektiv indsats.
Arbejdsgruppen er enig i, at der bør ske en styrkelse af den
forskningsmæssige indsats på terrorområdet. Arbejdsgruppen har fået
oplyst, at de deltagende forskere i seminaret har taget initiativ til
etablering af et skandinavisk forskningssamarbejde om terrorisme,
hvilket er en positiv udvikling i retning af at styrke
forskningsmiljøet.
Der skønnes især behov for øget forskning i radikalisering og
rekruttering til terrorisme, men samtidig er der fortsat behov for at
styrke den forskningsmæssige indsats inden for hele spektret af tiltag
til bekæmpelse af terrorisme, herunder politi- og efterretningsmæssige
samt beredskabsmæssige tiltag. Arbejdsgruppen har fået oplyst, at den
eksisterende forskning på terrorområdet er spredt på en række
forskellige institutter. Behovet for tværfaglighed og synergi mellem de
konkrete forskningsindsatser kan tilgodeses gennem en vis samling af
forskningen. Arbejdsgruppen finder ikke, at der er behov for etablering
af et egentlig institut for anvendt terrorforskning. Udgifterne
forbundet hermed vurderes ikke at stå mål med det konkrete udbytte.
Derudover bør terrortruslen anskues i relation til andre
sikkerhedsmæssige, politiske, økonomiske og kulturelle forhold, hvilket
bedst sker ved at integrere terrorforskningen i et eksisterende
forskningsmiljø. Arbejdsgruppen er bekendt med, at der foregår forskning
i terrorisme på en række institutioner, herunder Dansk Institut for
Internationale Studier, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og
Syddansk Universitet.
En styrkelse af forskningsmiljøet kan ske ved at det politisk besluttes
at afsætte en pulje til brug for terrorrelateret forskning. Denne pulje
vil skulle udmøntes gennem det strategiske forskningsråd. Arbejdsgruppen
vurderer, at der med fordel kan ske en inddragelse af de relevante
ministerier og tjenester i arbejdet med at identificere emner, der er
behov for at få belyst. Ligeledes kan disse stille ekspertise til
rådighed for forskerne, herunder gennem afholdelse af fælles seminarer
m.m. med deltagelse af forskere og eksperter i tjenesterne.
49.
Arbejdsgruppen anbefaler, at der sker en styrkelse af den
forskningsmæssige indsats på terrorområdet, først og fremmest inden
for radikalisering og rekruttering. Arbejdsgruppen foreslår, at der
afsættes midler – ca. 10 mio. over 3 år – til at styrke forskningen
på terrorområdet mhp. udmøntning gennem det strategiske
forskningsråd. Arbejdsgruppen vurderer, at de berørte ministerier og
tjenesterne bør inddrages i identificering af projekter, ligesom
tjenesterne kan bidrage med ekspertise i projektforløbet.
|