PNR ''Danske arbejdspladser sikres bedst med den fælles valuta'', Fyns Stifttidende den 29. november 1999

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Europa og Europas virksomheder er kendetegnet ved, at vi handler meget med hinanden. Det gør vi, fordi intet land har nok i sig selv. Vi er afhængige af hinanden. Mange danske virksomheder og arbejdspladser eksisterer i kraft af deres adgang til de europæiske markeder. Antallet af jobs i det private erhvervsliv hænger sammen med, hvordan økonomien i de andre europæiske lande har det.

Det siges i spøg, at når Tyskland nyser, bliver Europa forkølet. Jo bedre økonomi i de enkelte lande, jo bedre bliver den danske eksport, og jo flere penge tjener virksomhederne hjem.

Vores eksportvirksomheder ville opleve alt for stor usikkerhed, hvis ikke vi havde det indre marked i EU. Og usikkerhed for virksomhederne betyder usikkerhed for medarbejderne og en forøget risiko for arbejdsløshed. Derfor har vi allerede indrettet os sådan, at vi afbøder de værste virkninger af vores enegang i forhold til den fælles valuta euroen, der nu er en realitet i 11 af de 15 EU-lande.

Vi har besluttet at lade kronen følge euroen. Vi forsøger altså at være med, uden rigtigt at være med. Men det hjælper os kun til dels. Det er således sigende, at Danmark stadig har en højere rente end f.eks. euro-landet Italien, selvom dansk økonomi er klart stærkere.

Man kan sammenligne situationen med et ungt par, der har været faste kærester gennem mange år. De ses hver dag, bor hos hinanden - og lever i det hele taget i et fast forhold, men alligevel bevarer de hver deres lejlighed. Det er dyrt - især når man har besluttet sig for at holde sammen. Sådan er situationen også med Danmarks forhold til euroen. Vi HAR besluttet at leve i et fast forhold. Men vi lever stadig med udgifterne ved enegang. Og derfor får vi kun det næstbedste.

Jeg mener, at tiden er inde til, at vi debatterer, om vi vil nøjes med det næstbedste. Om vi vil være uden indflydelse på et vigtigt økonomisk område. Eller om vi vil sætte vores præg på Europas udvikling.

En ting er klart. Euroen får stor betydning for de danske virksomheder og dermed for os alle sammen. Her på Fyn er der mange store virksomheder, hvor en stor del af produktionen går til eksport til ét eller flere af de europæiske lande.

Ved at deltage i den fælles valuta slipper vores virksomheder for omkostninger til valutasikring. Deres varer bliver nemmere at eksportere til leverandører, da alle priser og betalinger foregår i den samme valuta. Ro om virksomhedernes markeder og ro om pris og valutaforhold er det bedste, vi kan give vores virksomheder, og dermed det bedste vi kan give virksomhedernes medarbejdere.

Det er vigtigt for mig at understrege, at den fælles valuta ikke har indflydelse på størrelsen af vores offentlige sektor. Vi bestemmer selv, om vi ønsker en stor offentlig sektor. Ingen kommer og siger til os, at den offentlige sektor er for stor. Ingen kommer og kræver, at vi skærer i den.

Den offentlige sektor vi med stor flid og stolthed har bygget op i Danmark. En sektor der hver dag hjælper mange mennesker til at opnå en god og tryg hverdag. Den sektor er vi selv herre over.

Ingen blander sig i, hvordan vi har valgt at indrette samfundet. Den fælles valuta er ikke vejen mod Danmarks opløsning. Det er vejen for Danmarks beståen.

Netop i disse år er det lykkedes at sætte beskæftigelsen på EU's dagsorden. Det er ikke mindst takket være en stærk dansk indsats, at det er lykkedes. Blandt de europæiske lande er der enighed om, at det vigtigste vi kan gøre for vores borgere er at skabe flere jobs og dermed reducere arbejdsløsheden. Det skaber bedre økonomi - både for den enkelte og for samfundet. Og det har positive effekter på en lang række andre områder, socialt, sundhedsmæssigt og kulturelt.

Men vi må oftere og oftere konstatere, at Danmark nu bliver sat uden for døren, når de tunge økonomiske spørgsmål er til debat. De spørgsmål der er afgørende for beskæftigelsen. Vi må tage beslutningerne til efterretning og indrette os derefter.

Det skal ikke blive ved med at være sådan. Vi har brug for at være med. Vi har brug for, at vores stemme høres og ikke bare overhøres.

Ingen tillidsmand vil finde sig i, at ledelsen på virksomheden sidder og forhandler løn og arbejdsvilkår for de ansatte, uden at tillidsmanden er med. Det samme med Danmark. Vi skal være med ved bordet og være med til at bestemme.

De store oliekriser i 70'erne har lært os, at ensidige nationale modtræk skader os alle sammen. Derfor er et økonomisk samarbejde vejen frem. Et samarbejde hvor beskæftigelsen står øverst på dagsordenen. Og det kan Danmark sikre, for selvom vi er et lille land, er vi et klogt land, som de andre tit lærer af.

Lad mig slutte med at understrege, at den danske samfundsøkonomi er blevet bomstærk siden 1993, hvor Socialdemokratiet overtog ledelsen af Danmark. Arbejdsløsheden er den laveste i over tyve år. Så hvis vi kunne sætte udviklingen i stå, ville vi lige nu klare os godt. Men vi kan – og skal - ikke standse udviklingen. Selvom vi også fremover vil gøre alt for at sikre en stærk økonomi, kan ingen vide, hvad fremtiden bringer.

Derfor er valget af en fælles valuta, ikke et valg vi skal gøre på grund af økonomisk nød, men et valg for at sikre fremtiden for vores velfærdssamfund. Sikre gamle Danmark i det nye årtusinde.