Resultaternes Europa. Tale af statsminister Anders Fogh Rasmussen på Københavns Universitet fredag den 21. april 2006

Det talte ord gælder

Europa står overfor store udfordringer i disse år. Globaliseringen er over os. Men økonomisk halter Europa efter USA. Samtidig ser vi nye økonomier i Øst, ikke mindst Kina og Indien, vokse hastigt frem. EU's ambitiøse målsætning om at være den mest konkurrencestærke økonomiske enhed i 2010 stiller store krav til reformviljen i medlemslandene.

Også politisk har hverdagen meldt sig efter succesen med den seneste udvidelse i 2002. Forfatningstraktaten, der skulle have været kronen på værket efter udvidelsen, er blevet afvist i to af EU's oprindelige medlemslande. Beslutningen om tænkepausen blev af mange set som et udtryk for, at EU-samarbejdet er i krise.

Hvad er gået galt, kan man så spørge? Er samarbejdet kørt fast?

Mit svar er, at EU har været og fortsat er en succes. Men om EU også fremover forbliver den succes afhænger af, hvordan vi tackler de udfordringer, Europa står overfor.

Europa står overfor to udfordringer. Den ene er, hvordan Europa tackler globaliseringen i sin bredeste forstand. Den anden er, hvad jeg vil kalde den folkelige udfordring. Hvordan sikrer vi, at borgerne bakker op om udviklingen af det europæiske samarbejde og oplever, at EU også er til gavn for dem?

De to udfordringer hænger uløseligt sammen. Et EU, der leverer resultater i forhold til de udfordringer, som globaliseringen stiller os overfor, er en forudsætning for folkelig opbakning.

Vi må erkende, at EU i de seneste årtier har været meget optaget af sin egen udvikling. 5 nye traktater på mindre end 20 år. Og fra 12 til 25 - snart 27 -medlemslande på samme tid. Mange borgere har en fornemmelse af, at EU har handlet mere om institutioner, procedurer og paragraffer end om konkrete fremskridt til gavn for netop borgerne.

Når det er sagt, må vi ikke glemme de mange store resultater, som EU har leveret. EU har siden Anden Verdenskrig været hovedansvarlig for at sikre frihed og fred, vækst og velstand i Europa. Og i de senere år har det indre marked, den fælles valuta og senest den store udvidelse med landene i Central- og Østeuropa samlet landene om nogle meget store, fælles projekter.

I dag er det svært at se samme store EU-projekter for sig. Det betyder ikke, at vi skal lægge visionen om et stærkt og forpligtende samarbejde på hylden. Jeg tror på et stærkt og integreret fællesskab i EU. Men arbejdet med at skabe konkrete resultater må ikke overskygges af luftige politiske projekter.

* * *

Jeg vil ikke undlade at sige et par ord om forfatningstraktaten, som jo er anledningen til den tænkepause, vi er midt i.

Forfatningstraktatens skæbne er stadig uvis. Mit bud er, at der ikke kommer en afklaring foreløbig. Jeg forventer, at tænkepausen på topmødet til juni vil blive forlænget.

Jeg er meget ærgerlig over den situation, vi står i. For forfatningstraktaten er god set med danske øjne. Den indeholder konkrete fremskridt i forhold til de udfordringer og opgaver, EU står overfor. Derfor havde jeg meget gerne set traktaten ratificeret.

Det ville også have givet os lejlighed til derefter at tage forbeholdene op til overvejelse igen.

Men vi må respektere resultatet af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Så længe Frankrig og Holland ikke kan godkende traktaten, er den lagt på hylden.

Det er for tidligt at sige, hvad en afklaring kan føre til. Der er tre mulige optioner:

For det første, at der bliver fundet en løsning på Frankrigs og Hollands problem, og at ratifikationsprocessen fortsætter. Det er der i øjeblikket ikke meget, der tyder på.

For det andet, at der bliver enighed om helt at opgive forfatningstraktaten og fortsætte samarbejdet på baggrund af den gældende Nice-traktat. Men den udvej har jeg svært ved at se. Et flertal af medlemslandene har allerede ratificeret forfatningstraktaten. De vil næppe acceptere at fortsætte på det eksisterende traktatgrundlag, som om intet er hændt.

For det tredje, at der bliver enighed om at forhandle en ny traktat.

Bolden ligger nu først og fremmest hos Frankrig og Holland. Uanset, hvordan det ender, er de udfordringer, som EU står overfor, de samme. Det udvidede EU skal kunne fungere effektivt og varetage europæernes interesser. Derfor er mange af forfatningstraktatens forslag åbenlyst rigtige. Det gælder f.eks. forslag om

• mere effektive beslutningsmekanismer,
• øget demokratisering, herunder åbenhed i lovgivningsprocessen
• en fast formand for Det Europæiske Råd
• en EU-udenrigsminister
• og i det hele taget det at skabe klarhed om EU’s opbygning og værdier.

Diskussionen om forfatningstraktatens skæbne forsvinder ikke af sig selv. Vi har brug for at få klarhed på et tidspunkt. Ellers frygter jeg, at EU bliver ved med at vende tilbage til den - frem for at koncentrere kræfterne om det, det hele handler om: Et tæt og forpligtende samarbejde, der leverer resultater til gavn for borgerne.

* * *

Vi går ind i en ny fase af EU’s udvikling. Efter 20 år med de store og markante projekter bør vi nu satse målrettet på konkrete politiske opgaver. En hel serie af projekter som tilsammen udgør en massiv indsats for at skabe konkrete resultater til gavn for befolkningerne i Europa.

I forhold til de sidste 20 års udvikling er det en ny tilgang til det europæiske samarbejde. I stedet for nogle få mega-projekter bliver det fremover mængden og summen af de mange små og konkrete projekter, der skal sikre fremdriften i det europæiske samarbejde.

Jeg vil kalde denne nye strategi for, ”Resultaternes Europa”. Og jeg vil i dag skitsere et arbejdsprogram for et sådant resultaternes Europa.

Jeg ser særligt tre store opgaver for EU i de kommende år.

For det første: Hvordan sikrer vi, at Europa bliver i stand til at skabe vækst og beskæftigelse i fremtiden? Og dermed social tryghed.

For det andet: Hvordan sikrer vi borgerne tryghed og sikkerhed overfor grænseoverskridende problemer. Hvordan bekæmper vi effektivt terrorisme, organiseret kriminalitet og illegal indvandring? Hvordan sikrer vi fødevaresikkerhed og miljø- og klimabeskyttelse?

For det tredje: Hvordan styrker vi EU’s evne til at varetage europæernes interesser på den internationale scene?

Vækst og beskæftigelse i Europa

Europa har brug for reformer, som skaber vækst, sikrer flere jobs og ruster os til globaliseringen. Det handler om arbejdsmarkedsreformer, uddannelsesreformer, velfærdsreformer og meget mere. Ansvaret for at gennemføre disse reformer ligger først og fremmest i medlemsstaterne. Her er nogle nået længere end andre. Danmark ligger på de fleste områder i front.

Men det er også en fælles udfordring. Derfor skal vi i EU udveksle nationale erfaringer og inspirere hinanden. Men først og fremmest skal vi i EU arbejde tæt sammen på områder, hvor der er merværdi at hente. Lad mig pege på fem områder:

For det første skal vi videreudvikle Det Indre Marked.

• Vi skal have et indre marked for service og tjenesteydelser.
• Vi skal fortsat styrke konkurrencen på EU-plan - f.eks. ved at gøre det billigere at foretage betalinger over grænserne og bruge mobiltelefon over grænserne.
• Vi skal lette de administrative byrder for virksomheder.
• Vi skal bekæmpe økonomisk nationalisme og protektionisme i EU.
• Vi skal blive bedre til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft.

For det andet skal vi sætte os som mål at skabe et reelt indre marked for forskning, udvikling og uddannelse. Forskning, udvikling og uddannelse er helt afgørende for at sikre velfærden i Europa i årene fremover. En europæisk satsning på dette område skal derfor have højeste prioritet.

I januar 2004 lancerede jeg en ambitiøs plan for at styrke forskning, udvikling og uddannelse på europæisk niveau. Siden da har Danmark været frontkæmper i denne sag. Og vi har allerede nået gode resultater:

• Vi har opnået en stigning i udgifterne til forskning og udvikling på 75% over de næste 7 år.
• Vi har sikret oprettelsen af et Europæisk Forskningsråd til at understøtte forskning på højeste niveau i Europa.
• Vi har sikret, at antallet af udvekslingsstuderende frem imod 2013 gradvist vil kunne øges med ca. 10.000 om året.

Men vi skal gå videre. Ikke mindst når det gælder mobiliteten for forskere, studerende og undervisere. Det skal være et helt normalt element i uddannelses- og forskningskarrierer at være en periode i et andet EU land. Europa skal kunne tiltrække og fastholde de bedste hoveder.

• Vi skal etablere et fælles europæisk teknologiinstitut.
• Vi skal styrke konkurrencen mellem universiteterne i Europa gennem benchmarking.
• Vi skal styrke mobiliteten gennem en endnu stærkere satsning på udvekslingsprogrammer. Målet må være en fordobling i forhold til niveauet i dag.

For det tredje skal vi skabe et indre marked for energi. Vi skal sikre europæiske virksomheder og forbrugere tilstrækkelig og billig energi samtidig med, at vi fremmer bæredygtig energi.

• Vi skal forsætte liberaliseringen af el- og gasmarkederne i Europa.
• Vi skal sikre den nødvendige udbygning af ledningsnettet for el og gas på tværs af grænserne.
• Vi skal sikre mere åbenhed omkring gaslagre og overveje fælles krav til gaslagre i medlemsstaterne.
• Vi skal øge energieffektiviteten og anvendelsen af vedvarende energi i EU - blandt andet gennem fælles målsætninger og støtte til mere forskning på EU-plan.
• Og endelig vil det være en god idé at etablere et permanent forum for samarbejde mellem producenter og aftagere af energi– en slags ”energi OSCE”.

For det fjerde skal vi styrke beskyttelsen af forbrugerne på fællesskabsplan. Konkret foreslår jeg:

• at Kommissionen skal forpligte sig til at høre et forbrugerudvalg i alle sager vedrørende forbrugerspørgsmål inden fremsættelsen af forslag.
• at vi i EU udvikler et fælles europæisk mærkningssystem for fødevarer. Vi har brug for et system på europæisk plan, der klart identificerer sunde fødevarer og styrker folkesundheden.

Endelig for det femte skal vi ikke blot liberalisere handlen i Europa, men også på verdensplan. Til gavn for os selv, men ikke mindst for udviklingslandene. Vi skal derfor kæmpe hårdt for at få en WTO-aftale i hus. Desværre er udsigterne for et ambitiøst resultat ikke lyse for øjeblikket. EU bør derfor i fremtiden lægge flere kræfter i at indgå bilaterale handelsaftaler mellem EU og tredjelande. Bilaterale aftaler med landene i ikke mindst Asien, som kan sikre os bedre og mere stabil samhandel, er derfor også en vej frem.

Borgernes sikkerhed og tryghed

Den anden store udfordring for Europa er at gøre noget effektivt ved de grænseoverskridende problemer, som skaber utryghed og usikkerhed blandt borgerne i EU.

Det gælder ikke mindst spørgsmål som miljøbeskyttelse og kampen mod menneskeskabte klimaforandringer. Det er åbenlyst problemer, som vi bedst kan løse i fællesskab på EU-plan. EU har allerede gjort store fremskridt på miljøområdet ikke blot til gavn for hele Europa – men også for Danmark.

EU er til enorm gavn for miljøet. Af 192 EU-retsakter på miljøområdet fra 1994 til 2006 har 83 haft en positiv påvirkning af miljøbeskyttelsen i Danmark. 107 har været neutrale i forhold til beskyttelsesniveauet i Danmark. Kun i 2 tilfælde har EU-reglerne udgjort en forringelse i forhold til de danske regler.

Det nye kemikaliedirektiv er et godt eksempel. Vi får med direktivet registreret ca. 30.000 kemikalier og styr på de farligste. Det vil betyde store miljøforbedringer og bedre arbejdsmiljø i hele Europa.

Vi skal også fremover fastholde og styrke EU-samarbejdet om miljøbeskyttelse. Vi skal:

• fremme nye miljøteknologier blandet andet gennem prioritering af dette område inden for det 7. forskningsrammeprogram.
• styrke forskningen i alternative energikilder.
• arbejde for ambitiøse fælles regler om nedbringelse af luftforurening. Vi har i fællesskab allerede vedtaget fælles rammer for beskyttelse af vand og natur. Nu er tiden kommet til at tage fat på luftforureningen.

Fordelene ved tæt EU-samarbejde overfor grænseoverskridende problemer er også åbenlyse i kampen mod international terrorisme, organiseret kriminalitet og illegal indvandring. EU har allerede leveret mange resultater på disse områder. Men vi skal fortsætte og sætte os nye mål.

Lad mig være konkret: Vi skal styrke det praktiske og operationelle samarbejde i EU. Vi skal bl.a. sikre en mere effektiv udveksling af oplysninger mellem politimyndigheder bl.a. gennem udvikling af Schengen-informationssystemet og samarbejdet i Europol.

Menneskehandel og illegal indvandring er en stor udfordring for Europa. Hundrede-tusinder kommer illegalt ind i EU. Nogle er kvinder og børn, som sælges til prostitution af kyniske bagmænd. Andre er fattige mennesker, som flygter fra lande uden fremtid for at finde arbejde.

Vi har på det seneste set, hvordan mange prøver lykken over Middelhavet i små både. Til de italienske og spanske kyster, til Malta eller til Kanarieøerne. Mange hundrede drukner i forsøget. Det er dybt tragisk.

Det løser ikke i sig selv problemerne at lukke grænserne og bygge en mur op om Europa.

Vi har brug for en mere effektiv kontrol af EU’s ydre grænser, som bl.a. sætter en stopper for menneskesmugling såvel som våben- og narkotikasmugling.

Vi skal styrke det operationelle samarbejde i EU’s grænseagentur og etablere et visum-informationssystem med biometriske kendetegn.

Vi skal styrke EU’s samarbejde om at tilbagesende personer med ulovligt ophold i EU. Og vi skal sørge for en sikker tilbagevenden til deres oprindelseslande.

Men i sig selv er det ikke nok.

Vi skal også styrke indsatsen i nærområderne overfor flygtninge og illegale indvandrere. Vi skal hjælpe dem og myndighederne i de områder, hvor de immigrerer fra, før de tager af sted mod Europa. Danmark er gået forrest i samarbejde med FN’s flygtningehøjkommissariat, men vi skal gå videre. Gennem EU skal vi:

• Støtte opbygning af kapaciteter i nærområderne til at håndtere flygtningestrømme. Det gælder kontrol, administrativ kapacitet og samarbejde mellem europæiske og lokale myndigheder.
• Investere i strukturer, som kan give flygtninge en tilværelse i regionen. Det drejer sig om at skaffe arbejde, sikre uddannelse, sundhed osv.

Nærområdeindsatsen skal gå hånd i hånd med EU’s øvrige udviklingsbistand, handelsaftaler og udenrigspolitik i forhold til de regioner, hvor de illegale flygtninge kommer fra - både i EU’s nabolande og længere væk.

En stærk fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Det bringer mig til EU’s udenrigspolitiske udfordringer. Hvad gør vi ved den fattigdom, ufred, ufrihed og ustabilitet, som sender mennesker på flugt mod Europa? Hvad gør vi ved sikkerhedspolitiske trusler som international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben?

Det er udfordringer, som EU allerede i dag er konfronteret med. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst styrker EU’s evne til at tage fat om de store udfordringer - og til at varetage europæiske interesser i resten af verden?

Jeg vil især pege på tre områder, hvor der er brug for fremskridt:

Vi skal styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem bedre koordination af EU’s politikker på den internationale scene. Vi skal styrke EU’s evne til at agere i kriser og yde EU-borgere assistance internationalt. Og måske allervigtigst: vi skal udvikle nye samarbejdsformer med EU’s nabolande.

De fleste ved, at EU i dag er én af verdens to største økonomier. Både hvad angår økonomiens og udenrigshandlens størrelse har EU samme vægt som USA. De færreste ved, at EU til sammen står for ca. 55% af al verdens udviklingshjælp.

Denne økonomiske vægt skal bruges mere aktivt i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samtidig skal vi blive bedre til at tage hele EU’s værktøjskasse i brug.

EU's styrke er netop, at Unionen har en meget bred palet af instrumenter til rådighed. Men vi skal blive bedre til at anvende disse instrumenter, så de udgør en hel og sammenhængende politik.

Det handler også om, at EU taler med én stemme ude i verden og handler i fællesskab. Vi skal blive bedre til at formulere og forfølge en fælles politik.

Allerede i dag har vi gode eksempler på EU's udenrigspolitiske betydning. Det oplevede vi fra dansk side i sagen om Muhammed-tegningerne.

EU udtrykte fuld solidaritet med Danmark. Solanas rundrejse til Mellemøsten var af stor betydning. Og handelskommissær Mandelson var stærkt medvirkende til, at boykotten af danske produkter blev holdt i ave. Muhammed-sagen har vist værdien af at være medlem af et stærkt og solidarisk fællesskab - ikke mindst for et lille land som Danmark.

Vi kan styrke EU’s udenrigspolitik inden for rammerne af den nuværende traktat. Konkret foreslår jeg:

• at vi i højere grad anvender flertalsbeslutninger inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
• at vi styrker Solanas stab.
• at vi drager fuld nytte af Kommissionens mange redskaber i udenrigspolitikken, herunder især de handelspolitiske og udviklingspolitiske redskaber.
• at vi sikrer en mere effektiv koordination, herunder et bedre samarbejde mellem Solana og Kommissionen og en bedre anvendelse af Kommissionens delegationer ude i verden. Jeg ser gerne, at vi bevæger os imod en fælles udenrigstjeneste der kan give EU et fælles ansigt udadtil i 3. lande.

Det andet område, hvor EU bør styrke sin indsats, er i forhold til at varetage borgernes interesser i en stadig mere global verden.

Vi har i de seneste år været vidne til en række katastrofer rundt om i verden. Det være sig naturkatastrofer, som Tsunamien, terroranslag som i Bali og Ægypten eller uroligheder, som under ambassadeafbrændingerne. Det er oplagt, at vi i EU arbejder tæt sammen, når EU-borgere er truet.

• Vi skal styrke det konsulære samarbejde mellem EU-landenes ambassader uden for Europa.
• Vi skal styrke fælles kriseberedskabs- og evakueringsprocedurer for EU-borgere uden for EU.
• Vi skal gå sammen om at etablere tilstrækkelig flyløftekapacitet til katastrofebistand og evakuering.
• Og vi skal styrke samarbejdet om civilberedskab.

Den tredje og måske allerstørste udfordring er forholdet til EU’s nabolande og den videre udvidelsesproces. Gennem hele EU's historie har udvidelsen været dét centrale instrument, når det gjaldt om at udbrede frihed, sikkerhed og velstand i Europa. Den politik har været en kæmpe succes.

Tag blot udvidelsen med lande som Grækenland, Spanien og Portugal, der for få årtier siden var diktaturer. Og senest udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande. Hvordan havde Europa set ud i dag, hvis vi for 15 år siden havde ladet de østeuropæiske lande sejle deres egen sø?

Det samme gælder landene på det Vestlige Balkan. EU har over de seneste 15 år ydet en kæmpe indsats for at stabilisere regionen. Det er vigtigt, at vi fortsat tager vores ansvar overfor landene på Balkan alvorligt. De er en del af Europa. Det er vigtigt, at perspektivet om EU-medlemskab er troværdigt, selvom medlemskab først kan komme på tale om mange år. Derved kan vi tilskynde dem til at gennemføre de reformer, der kan gøre dem til en stabil og velfungerende del af Europa.

I det hele taget skal vi stå ved de løfter, vi har afgivet. Men når det er sagt, er det også klart, at udvidelsespolitikken også har sine begrænsninger som stabilitetskabende instrument. Der er grænser for, hvor hurtigt og hvor langt EU kan udvide, hvis EU-samarbejdet skal fastholde sin evne til at levere løsninger på Europas udfordringer

Spørgsmålet om EU’s ydre grænser trænger sig naturligt mere på. Lad mig gøre det klart: Jeg tror ikke, at det er muligt én gang for alle at trække en grænse ned gennem Europa.

Men vi bliver nødt til at tage EU’s evne til at optage nye medlemmer langt mere alvorligt. Det gælder i forhold til EU's beslutningsdygtighed, EU's fælles politikker og befolkningernes opbakning bag EU. Vi kan ikke alene forlade os på løftet om EU-medlemskab, som EU’s væsentligste udenrigspolitiske instrument.

Som alternativ bliver vi derfor nødt til at satse langt mere på at udvikle en attraktiv naboskabspolitik. En politik, som tilbyder reformredskaber til lande, som enten aldrig eller først langt ude i fremtiden kan komme i betragtning til EU-medlemskab.

Jeg ser for mig, at vi på sigt bevæger os mod et egentligt paneuropæisk økonomisk område. Et område med frihandel og økonomisk samarbejde mellem EU og EU's nabolande.

Et paneuropæisk økonomiske område skal også indebære en styrkelse af EU's naboskabspolitik. Vi må sikre, at nabolandene:

• i større eller mindre grad kan få adgang til at deltage i EU's indre marked
• kan deltage i en række af EU's programmer, fx udveksling af studerende, forskningsprogrammer osv.
• kan modtage betragtelig økonomisk støtte til reformer – f.eks. til korruptionsbekæmpelse, grænsekontrol og reform af retsvæsen.

Efterhånden som vi bevæger os mod et paneuropæisk økonomisk område må vi også se på, om landene på visse afgrænsede områder skal have mulighed for at komme nærmere på EU's beslutningsproces.

Det er i EU's interesse at sikre stabile naboer forankret i demokrati og markedsøkonomi.

Afslutning

EU står i dag med hovedansvaret for udviklingen på det europæiske kontinent. Det er op til os i fællesskab at løfte den opgave.

Der er tale om en kolossal udfordring. Vi skal i fællesskab skabe vækst, sikre flere jobs og ruste os til udfordringerne fra globaliseringen. Vi skal i fællesskab løse en række grænseoverskridende problemer, bl.a. bedre miljøbeskyttelse og mere effektiv kamp mod terrorisme, organiseret kriminalitet og illegal indvandring. Og vi skal i fællesskab forstærke europæeres rolle på den internationale scene.

Svarene skal findes i en målrettet satsning på konkrete projekter, der tilsammen udgør en ambitiøs strategi for et ”resultaternes Europa”.

Et resultaternes Europa, som fokuserer på kontante løsninger og fremskridt frem for luftige målsætninger og illusioner.

Et resultaternes Europa, som sætter ind på udvikling af politik frem for ændring af traktater.

Et resultaternes Europa, som satser på udvidelse af konkret samarbejde frem for ekspansion af institutioner.

Et resultaternes Europa, hvor hver enkelt borger i Europa klart kan se, at EU er det praktiske redskab til at løse de opgaver og udfordringer, som vi bedre løser i fællesskab end hver for sig.

Et resultaternes Europa, hvor Danmark spiller en aktiv rolle med at sætte dagsordenen. Hvor Danmark kommer med konkrete udspil til udvikling af samarbejdet. Hvor Danmark målbevidst er med i kernen af EU.

Et resultaternes Europa i tæt samklang med de konkrete behov, ønsker og mål, som vi europæere har.