Statsminister Poul Nyrup Rasmussen's tale ved Vrå familiefestival 13. august 2000

Kære alle sammen. Jeg vil først starte med at sige, at vi er et dejligt sted. Vi har en grøn dansk natur omkring os. En stilhed, et fællesskab, som måske kunne føre os til den tanke, at vi sagtens kan klare os selv. Hvis vi nu sørger for, at de grønne hække er lidt højere. Sørger for at indkørslerne bliver lidt vanskeligere tilgængelige, så kunne vi måske klare os selv. Ro og fred. Ikke nogle med en anden hudfarve, ikke nogle med et andet sprog og vores egen mønt, så skulle det nok gå alt sammen. Det synes jeg i virkeligheden er det største og mest grundlæggende spørgsmål, vi har til vores folkeafstemning den 28. september 2000.

Jeg tror, at ganske mange mennesker endnu ikke helt har mærket – og det skal jeg ikke bebrejde dem – følt eller set de forandringer, der er sket omkring vores land i de sidste 20 – 30 – 40 år. For 30 – 40 år siden var det sådan, at vi selv kunne bestemme vores penges værdi og vores rente, og vi kunne selv bestemme vores handel med andre lande. Hvis det var sådan, at vi ikke kunne sende nok varer til de andre lande, så kunne vi ændre prisen ved at devaluere kronen. Jeg tror, at mange danskere måske ikke helt endnu - på dette tidspunkt i folkeafstemningen - har følt eller hørt om at internationaliseringen og de vældig stærke internationale kapitalkræfter har forandret vores lands livsbetingelser ganske ganske grundlæggende.

Jeg ved godt, at der er ganske mange, som lige nu prøver at give danskerne det indtryk, at vi bare skal vende tilbage til den danske idyl – landsbyidyllen – og holde alle andre udenfor - lukke af. Men jeg forsikrer jer for, at det går ikke længere. Det er godt nok ærgerligt, at vi ikke selv bestemmer det hele. Men når det nu er sådan, at vi ikke gør det, så vil det være at svigte fundamentalt, hvis vi gav danskerne det indtryk, at her i vores egne lille smukke have, der er det kun os, der bestemmer. Og at vi selv kan bestemme beskæftigelse og værdier. Det vil være at svigte. Det vil være at placere vores lille land i kapitalmarkedets hænder – og det ønsker jeg ikke skal ske.

Hvorfra kom det da, at vi afgav noget af vores selvstændighed. Ja noget af vores selvstændighed har vi afgivet med åbne øjne – vi så, at vi havde brug for at få nogle mindstekrav til miljøet; vi vidste godt, at syreregnen ikke standser i Padborg, men passerer grænserne. Vi vidste godt, at der måtte et internationalt forpligtende samarbejde til for at værne os mod forurening fra andre lande; vi vidste også godt, at der måtte noget mere til omkring økonomien, så vi ikke var så sårbare. Men der var noget andet der kom uden, at vi rigtig lagde mærke til det. Faktisk siden starten af 70’erne og for alvor siden 1982, har vi frigjort kapitalbevægelserne i Europa på en sådan måde, at de kan bevæge sig med 1/10 sekunders hastighed over grænserne. Vidste I – I ved det måske godt, men skænk det lige en tanke - at der ikke findes en eneste time i døgnets 24 timer, hvor der ikke er en børs - en fondsbørs et eller andet sted i verden, som har åbent. Som køber og sælger aktier, papir og penge. Handler med dem uden, at vi er der. Uden at vi helt ved hvad der foregår, og der er masser af tilfælde hvor arbejdspladser i Ballerup kommune pludselig kan skifte ejere uden, at vi får det at vide, før sagen er en realitet. Det er hele den kraft - den internationale økonomiske kraft - Danmark befinder sig midt i. Det er hele den forandring, der har fundet sted, som vi nu skal huske på, når vi skal tage stilling.

Jeg ønsker ikke at se et land – Danmark - som i starten af dette nye århundrede bliver kastebold for økonomiske kræfter, der ikke er demokratisk bygget op. Husk på, at internationale kapitalkræfter på en eftermiddag - som George Sorrow, en amerikansk spekulant, har sagt det- kan spekulere mod en valuta med lige så mange penge, som værdien af det vi producerer om året - det der hedder det danske bruttonationalprodukt. Det var manden, der tvang Bank of England i knæ; det var også manden, der var en af strategerne bag presset på den svenske økonomi. For bare 5- 6 år siden måtte Sverige, i et forsøg på at dæmme op mod spekulationspresset, hæve renten op til 500%. Ja jeg sagde ikke forkert: 500%. Den svenske krone måtte devalueres, nedskrives i værdi og Sverige måtte gennemføre de sidste 30 års mest omfattende sociale nedskæringer. De er så småt ved at genvinde tabet, men de er slet ikke på omdrejningshøjde med os. Jeg siger heller ikke, at det var spekulanterne alene, der trak tæppet væk under Sveriges velfærdsniveau på det tidspunkt. Jeg siger, at der var blevet ført en forkert politik undervejs, især i den borgerlige periode, men det er nu engang bedst, at man selv kan bestemme, hvordan man kommer ud af en krise. Så det ikke er spekulanterne, der tvinger en til at foretage ting, man ellers ikke ville have været nødsaget til at foretage, hvis man havde haft tid, og hvis man selv bestemte i sit eget land.

Så er der solidariteten. Jeg kom til at tænke på solidariteten igen, da jeg så Venstres nye udspil - tag fra de fattige u-lande og giv til sygehusene. Jeg synes det er usympatisk. Vi skal nok forbedre vores sygehuse, men vi skal ikke gøre det på bekostning af solidariteten med ulandene. Og sådan er det også i Europa. Jeg tror fuldt og fast på, at hvis vi har krise i et enkelt land, så bruger vi al vores energi på at løse de problemer, og så kan vi ikke overkomme at huske på solidariteten med de fattige folk.

Den fælles valuta, euroen, betyder, at vi kan skabe et stabilt område, der er stærkt og forsvarsdueligt i forhold til de internationale økonomiske kræfter. Dermed vil vi også få den basis, der skal til, for at være endnu mere solidarisk i forhold til den 3. verden, hvilket der er så hårdt brug for.

Kære alle sammen, jeg har 4 grunde, som for mig er ganske afgørende for at sige 'Ja' til den fælles valuta, euroen, den 28. september.

Først på grund af os selv. Vores danske velfærdssamfund. Os alle sammen. De svageste i vores samfund. Den første grund er familier med jævne indkomster. Den første grund er alle de mennesker, der har brug for et stærkt, sammenhængende, velfungerende velfærdssamfund. Den første grund er ikke eliten. Den skal nok klare sig - dem med business class og internationale købekort. Det er ikke for at kritisere dem, jeg konstaterer bare, at de vil altid kunne klare sig, og har altid kunnet klare sig. Min første grund er de andre. Hele det Danmark, som har brug for et velfærdssamfund, der er stærkt. Det er min første grund.

Jeg har jo set dem - så gammel er jeg efterhånden. Da vi havde krise i 70’erne. I 1974 og i 79, hvor tusindvis af danske arbejdere mistede deres job. Jeg har ikke set dem alle, men jeg har set mange - for mange - og jeg har sagt til mig selv, hvis du skal bruge dit liv politisk også i det internationale arbejde, så skal du bruge det til at undgå, at det nogensinde kommer igen.

Efter 8 års omfattende arbejde under socialdemokratisk ledelse i regeringen har vi fået rullet arbejdsløsheden tilbage til før det tidspunkt, hvor den verdensomspændende krise indtraf i 1973-74. Nu kan vi være stolte og sige, at arbejdsløsheden er mindre end den har været i de sidste 27 år. Men det kom den jo kun i kraft af meget hårdt arbejde fra den danske befolkning og et meget stærkt sammenhold mellem os i Danmark. Og vi vidste, hvor vi skulle hen. 25 - 27 år tog det, og sådan gælder det også i Europa. Hvis vi ser på arbejdsløshedens spøgelse i Europa, så kan vi se, at 1974 var et skæbne år i Europa. Da steg arbejdsløsheden til disse millioner af mennesker. Mange lande har ikke overvundet det endnu, og derfor er min pointe også, at årsagen til, at vi stadigvæk har stor arbejdsløshed i Europa, er ikke EU’s skyld. Det er mangel på europæisk samarbejde. Det er også derfor vi skal udvikle det.

Mit første argument er altså velfærd - velfærdssamfundet.

Jamen den med finanskriserne, Poul Nyrup, det har vi jo overstået. Nej det har vi ikke overstået. Jeg ved ikke, hvor mange af jer der vidste det, men i 1998 - det er kun 2 år siden - da måtte Nationalbanken i Danmark bruge 40 milliarder kroner for at beskytte den danske krone mod spekulation. Og vi ved alle sammen godt, at et angreb på kronen er et angreb på samfundet. Dengang kom pengene tilbage igen, fordi vi holdt vores økonomiske kurs. Men det er jo ikke hver gang det lykkedes at få pengene tilbage igen. Jeg kan ikke garantere jer, at der ikke kommer internationale finanskriser i al fremtid - det gør der. Hvad er så 40 milliarder kroner, Poul Nyrup? Det er mere end vi bruger til det danske sygehusvæsen om året. Derfor er det ikke småpenge. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi forstår, at disse ansigtsløse markedskræfter skal have en politisk ramme omkring sig - ligesom i Danmark. Et menneskeligt ansigt, som vi skal skabe. Det brugte vi 100 år på i det danske samfund. Under socialdemokratiets ledelse har vi bygget dette velfærdssamfund - Danmark - op. Dag for dag, måned for måned, år for år. Vi brugte mange år på at sige, at det ikke skal være pengene, der alene bestemmer. Selvfølgelig skal pengene bruges fornuftigt og ordentligt - ja, men vi skal også lave en politisk aftale så de svage ikke falder af i svinget. Så det er skånsomt og ordentligt at have en arbejdsløshedsperiode, så man kan komme i job igen. Og det gjorde vi.

Kære alle sammen. Det skal ikke tage hundrede år at bygge et menneskeligt ansigt op omkring markedskræfterne i Europa. Økonomien er for længst sprunget over grænserne, som jeg beskrev før, og så må vi også springe med. Ikke for at sige farvel til det vi har skabt, men for at sikre det vi har skabt. Så min første grund er vores velfærd. Min første grund er at skabe ro og råderum. Så finanskriser og international kursuro ikke får os til at slingre. Så vi slipper for kronekriser. Så vi kan få energi og kræfter til at koncentrere os om at udvikle vores velfærdssamfunds kvalitet, og vi derfor ikke behøver at være bange og hele tiden skal kigge os tilbage over skuldrene for at se, hvad er der nu er på vej derude i det internationale. Min pointe er, at det europæiske samarbejde og denne euro står på samfundets side og ikke på de rå markedskræfters side. At euroen står på vores side og ikke på globaliseringens negative side.

Min anden grund - det er den med jobbene - det er beskæftigelse. Det har optaget mig siden jeg var en ung knægt. Det optager jer alle sammen - virksomhederne og jobbene. Vi ved godt, at når det går virksomhederne godt, så går det også samfundet godt. Vi ved også godt, at virksomhederne ikke kan undvære et godt samfund. Vi kender - det er derfor vi er socialdemokrater - denne dobbelte virkning: Et stærkt samfund og gode virksomheder, gode virksomheder og et stærkt samfund. Når det går godt for virksomhederne, går det godt for samfundet. Virksomhederne er i en situation lige nu, hvor de udvalgte steder næsten begynder at mangle arbejdskraft, og det skal vi ikke beklage. Men hvis man spørger mange virksomhedsledere: 'Hvad mener du og du egentlig om den fælles valuta euroen'? Så siger mange virksomhedsledere til mig: 'Altså - forstår du - hvis det bliver et 'Ja', så kan vi fortsætte den gode udvikling i vores virksomhed. Så kan vi fortsætte med vores investeringsplaner, vores eksportfremgang, vores personaleansættelser, vores gode udvikling'.

Hvis det bliver et 'Nej', siger jeg så, hvad så? Ja, så er det svar jeg oftest hører fra danske erhvervsledere: 'Jamen så må vi revidere vore planer, så må vi se på, hvad vi så skal gøre. Så er vi i en usikker situation. Så står Danmark jo udenfor. Så ved vi ikke, hvor interessant Danmark er længere. Vi må i al fald, under alle omstændigheder, revidere vore grundlæggende planer for investeringer, eksport, fornyelse, design, personalepolitik o.s.v.'.

Sat lidt på spidsen – som ikke har noget med Danmark at gøre, men måske er værd lige at huske på - sagde det japanske bilfirma Nissan og Mitsubishi, og et par andre stykker for nylig i Storbritannien, at Tony Blair og hans regering måtte gøre sig klart om de ville gå ind for den euro eller ej. Fordi det ville have afgørende betydning for denne internationale koncerns investeringer i Storbritannien.

Så er der min tredje grund. Det er en fornuftig praktisk foranstaltning - denne fælles valuta. Den betyder, at vi kan rejse frit uden at skulle bruge penge på vekselomkostninger. Ikke fordi det er det tungeste argument for mig. Jeg skal såmænd heller ikke gøre for meget ud af det, jeg skal bare lige nævne det.

Man har prøvet at regne på, hvad det egentlig koster. Og billedligt talt kan man sige, at det svarer til, at hvis du har tusinde kroner på lommen, når du rejser ud - jeg ved godt, at mange har mange flere, men lad os nu bare holde os til det - så bruger du ca. 178 kr. af de 1000 kr. til at veksle på vej ud og hjem, hvis du rejser rundt i Europa. Det, der sker fra omkring 2002, det er, at personer fra de andre lande, der kommer på besøg i Danmark, de kommer ikke længere fra Belgien med belgiske franc, fra Holland med hollandske gylden, fra Frankrig med franske franc, fra Tyskland med tyske D-mark, fra Østrig med østrigske schilling o.s.v. De kommer alle sammen med hver deres euro. En belgisk euro, der har den belgiske konge på forsiden. Vi vil i Danmark få den mønt at se, som et led i vores samhandel, turisme og rejser med de andre. Vi vil se, at ganske mange virksomheder vil begynde at afregne deres økonomi i den fælles valuta. Derfor er det, at jeg siger den der fælles valuta, den er faktisk en meget praktisk foranstaltning.

Jeg kan nævne for jer, at hvis Danmark siger 'Ja', så er der 8 mønter. På forsiden af 5 af disse mønter vil der være et portræt af Dronning Margrethe. På de 3 andre, de mindste af dem, vil kongekronen være. På bagsiden vil være det fælles europæiske symbol. Jeg skal også sige til jer, at det er vigtigt, at vi lige får talt om de praktiske ting. Jeg ved, at ganske mange danskere spørger mig, hvad der rent praktisk sker hvis vi siger 'Ja'? Lad mig prøve at nævne nogen. Den vigtigste ting, når det gælder ens løn, når det gælder ens pension, når det gælder ens opsparing i banken, ens lån, er, at værdien er den samme. Købekraften er den samme. Og opbytningen fra danske kroner til euro kommer ikke til at koste almindelige mennesker én eneste procent, én eneste krone. Det sker omkostningsfrit. Det betyder også, at hvis man f.eks. har et lån på 30 år i sit hus, så sker udskiftningen og overgangen til euroen omkostningsfrit for den enkelte. Ingen nye gebyrer, ingen nye afgifter, ikke noget af den slags.

Nogen har en gang imellem sagt til mig: 'Du Poul, jeg har en lille bitte opsparing, som jeg har liggende hjemme under hovedpuden, og hvis jeg nu ikke lige når, inden den 1. marts 2004, at komme hen og få vekslet pengene'? Eller Poul, 'hvis jeg helt tilfældig opdager nogle andre penge, hvad så? Hvad så'? Og dertil kan jeg sige, I skal huske, at det her, det er ikke en pengeombytning, som det vi kendte lige efter 2. Verdenskrig.

Man kan de næste 30 år frem i tiden få vekslet sine danske kroner til euro. Og jeg kunne mærke hos ganske mange, at der rejser sig et lettelses suk. Men jeg synes, at det er vigtigt at få sagt. Jeg ved jo, at for ganske mange - også almindelige pensionister, der tænker på deres børn og børnebørn - er der sådan nogle situationer. Og det er fair nok, og derfor er det vigtigt også at få sagt.

Må jeg så summe op med det, jeg måske syntes er det aller vigtigste. Det her projekt er ikke elitens projekt. Det er der nogen, der gerne vil gøre det til. Det er jævne menneskers projekt. For vi ved godt, hvem det er, der bliver ramt, når der er kriser i vores samfund. Det går godt i Danmark lige nu. Vi har magt over tingene. Vi ved, hvilken vej vi skal. Vi har styr på det. Men dem der så siger: Så behøver vi jo ikke og sige 'Ja'. Det svarer vel til elitebilisten, der opsiger sin bilforsikring, og det er der ikke ret mange elitebilister, hvis de er kloge, der gør - trods alt. Derfor synes jeg, at vi i dag, hvor vi fører en økonomisk politik, der nøje svarer til det vi skulle, hvis vi meldte os ind i den fælles valuta, bør vi sige til os selv: 'Ærlig talt, i dag har vi alle pligterne. Et ja vil give os alle rettighederne':

• Beskyttelse under en fælles paraply mod international spekulation og kriser.
• Og rettigheder til at forhandle ved bordet.

Jeg kan ikke fordrage at være udenfor. Jeg er sikker på, at I alle sammen godt kender den fornemmelse. Netop du kan heller ikke lide at være udenfor. Jeg mener, det gælder os personligt. Det gælder tillidsrepræsentanten. Den tillidsrepræsentant på en virksomhed i Ballerup, som bliver klar over, at direktionen oppe på første sal lige har forhandlet løn- og arbejdsvilkår for hans kollegaer bliver selvfølgelig sur og protesterer berettiget - han skal være der, hvor beslutningerne træffes. Og på samme måde med Danmark - Danmark skal ikke isoleres. Vi er for gode til at blive isoleret. Vi er for gode til at stå udenfor. Vi har masser at byde på, men vi har også meget at lære af de andre. Vi skal ikke være en lille hvid plet deroppe nord på, som ingen regner med. Som folk kører udenom eller forbi, selvom vi har de smukkeste broer i Europa. Vi skal være med, og det er ikke alene et spørgsmål om, at Marianne Jelved vil til forhandlingsbordet. Det er også mig. Men det er heller ikke alene et spørgsmål om os ved forhandlingsbordet. Det er næsten det mindste af det. Det er selve det at være et land, man regner med. Det er selve det at være et foregangsland, som også kan lære af de andre. Det er selve det at betyde noget. At der bliver lyttet til ens stemme - bliver lyttet til på alle niveauer og i alle sammenhæng. Det er selve det at undgå, at de internationale virksomheder, når de skal placere deres investeringer i Europa, ikke bare siger: 'Nå der ligger Danmark'. 'Nå det er jo udenfor, det interesserer os ikke'. Det er det at være med på lige fod med de andre. Nogen har sagt til mig: 'Hvorfor har man egentlig de her regler og, hvorfor skal vi være med når det kommer til stykket'? Og der er min pointe: Hvorfor har vi regler i Danmark? Hvorfor har Socialdemokratiet altid arbejdet for regler, love? Ja, det har vi jo ikke gjort af hensyn til eliten. Det har vi for at sikre, at de svageste i vores land havde nogle rettigheder og for, at almindelige familier havde tryghed, som ikke kom uden, at vi havde regler. Og at det ikke bare var de stærkeste, der bestemte over de svageste. Derfor har vi regler. Og på samme måde i Europa. Årsagen til, at vi har regler i Europa, det er, at det ikke bare er de store lande, der bestemmer. Det er en fordel for os at have nogle regler, som alle skal efterleve ved forhandlingsbordet. Og historisk er det jo også rigtigt, at da Tyskland - det store Tyskland på 80 millioner mennesker - blev genforenet, så sagde den tyske Forbundskansler, den daværende Helmut Kohl til Frankrigs præsident Chirac: Sig mig engang, hvad siger du nu til den tyske genforening? Og så sagde Frankrigs præsident: 'Okay men på en betingelse. Det er, at vi nu laver den fælles valuta'.

Sådan - forstå mig ret – at den tyske D-mark, den tyske økonomi ikke skulle bestemme og dominere det hele. Europas historie og vores historie er jo historien om, at vi har haft så mange blodige krige med så forfærdelige tragedier for familierne i Europa og i Danmark. At vi har sagt: 'Det her må aldrig nogensinde ske igen'. Og det er der alle chancer for, at det heller ikke gør. Men de blodige krige skulle nødig afløses af økonomiske krige, og derfor er det så fundamentalt, at økonomien er i orden her i Europa og i Danmark. Men det er ikke den, der alene bestemmer, det er os der bestemmer.

Solidariteten med den svageste og solidariteten med de små er meget bestemt af, at vi har nogle fælles regler og en fælles valuta, som vi kan stå sammen om. Det er mit sidste argument: Solidariteten. Vi har igennem det tyvende århundrede, det århundrede vi har forladt, kæmpet så hårdt for vores ideer om sammenhold, om samhørighed, om tryghed. Uanset om man er ældre, eller man er ung. Om retten til ligebehandling uanset om man er født med en sølvske i munden, eller et drag over nakken. Det har vi kæmpet for. Somme tider var der tilbageskridt. Der var leninismen og kommunismen - den topstyrede kommunisme i Østeuropa, i Sovjetunionen. Der var fascismen i Spanien, i Portugal, i Grækenland. Og senere var der Thacher-isme i Storbritannien, hvor de løsslupne markedskræfter fik lov at støde mennesker ud. Alt det har folk i Europa prøvet. De har prøvet den topstyrede centralistiske kommunisme. De har prøvet fascismen, og de har prøvet det med den totale liberalisme. De har prøvet det, og langsomt, men sikkert, ser vi nu masser af folkeslag og lande, gå efter at bygge samfund der mere og mere bygger på de samme værdier, som det danske velfærdssamfund bygger på. Folkene ude omkring os - i vore naboskaber - er mindre og mindre i tvivl om værdierne og de socialdemokratiske værdier. At vi må tage hensyn til hinanden. At naboens problemer ikke kun er naboens, men også i et vist omfang vores. At vi skal tage et særligt hensyn til de svageste, og vi skal passe godt på værdier, der ikke bare gøres op i penge.

Når nu folk ude omkring er på vej hen til vores værdier, skulle vi så komme i tvivl. Derfor er der også en pligt for os til at være med til at skabe et Europa – også for vores egne børnebørns fremtid – og et Danmark, der beror på sikkerhed og tryghed og solidaritet med naboerne. Så på en måde sluttes cirklen. Fra at have opbygget solidariteten i det danske samfund, har vi nu en chance for at udvikle det yderligere udenfor vores lands grænser.

Jonathan Motzfeldt - I ved landsstyreformanden i Grønland - sagde til mig: 'Poul, jeg forstår jer ikke dernede i Danmark. Når nu alle de andre lande søger at løse de i fællesskab problemer, som de ikke kan løse hver for sig, hvorfor er I så ikke med'? Så sagde jeg: 'Skal jeg bringe den hilsen videre fra Landsstyreformanden til Danmark'? 'Ja det skal du og hils og sig, at det er fra verdens største ø', som han sagde.

Jeg vil fra min part sige: Tak fordi I ville lytte til min tale. Jeg vil foreslå, at vi lige tager en lille sang og, at I så kommer op og spørger lidt. Jeg vil meget gerne lytte til, hvad der er af spørgsmål og også svare så godt jeg kan, og der er ingen spørgsmål, der ikke er lige gode og der er ingen spørgsmål der, er dumme. Alle spørgsmål har ret til at komme frem, så skal jeg nok svare på dem. Tak fordi I ville lytte til mig. Tak skal I have.