Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Tidligere pressemeddelelser

AFR Ombudsmandens redegørelse om Skov- og Naturstyrelsens velfærdspulje og miljøministerens habilitet

I anledning af ombudsmandens redegørelse om Skov- og Naturstyrelsens velfærdspulje og miljøministerens habilitet udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen:

”Jeg har modtaget ombudsmandens redegørelse i sagen og har haft lejlighed til at løbe den hurtigt igennem. Ombudsmanden finder, at miljøministeren burde have overvejet habilitetsspørgsmålet nøjere og evt. have forelagt spørgsmålet for mig.

Jeg forstår, at miljøministeren har beklaget denne fejl. Det tager jeg til efterretning. Samtidig vil jeg gerne understrege, at der naturligvis ikke må herske tvivl om regeringens og ministrenes objektivitet og upartiskhed ved behandlingen af enkeltsager.

* * *

I forlængelse af den konkrete sag har jeg, som jeg også tidligere har nævnt, anmodet Finansministeriet om at gennemgå de regler, der gælder om forvaltningen af midler i eksempelvis Skov- og Naturstyrelsens velfærdspulje.

I lyset af Finansministeriets konklusioner, som forventes at foreligge i begyndelsen af det nye år, vil vi i regeringen overveje, om der kan være behov for at stramme op på reglerne.

Regeringen vil i tilknytning hertil mere generelt overveje problemstillingen om ministres habilitet.”