Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Statsminister Anders Fogh Rasmussen deltager i Nordisk Råds 55. session i Oslo

I dagene 26.-28. oktober deltager statsminister Anders Fogh Rasmussen i Nordisk Råds 55. session i Oslo.

I forbindelse med sessionen afholdes en række møder. Det drejer sig om nordisk-baltisk statsministermøde, nordisk statsministermøde, nordisk statsministermøde med lederne for de selvstyrende områder (Færøerne, Grønland og Åland) samt nordisk statsministermøde med Nordisk Råds Præsidium.

Herudover deltager statsministeren i generaldebatten i Nordisk Råds session samt efterfølgende i et møde med den danske delegation til Nordisk Råd.

Statsministeren udtaler i denne forbindelse:

”Jeg ser frem til møderne i Oslo. Det er altid godt at mødes i den nordiske og den baltiske kreds.

Regeringen lægger stor vægt på at styrke og udvikle det nordiske og det nordisk-baltiske samarbejde. De nordiske lande og det nordisk-baltiske område er en særlig region i det nye Europa. Det er vigtigt, at vi fastholder og udvikler vore tætte bånd.

Jeg ser også frem til at drøfte, hvad vi kan gøre for at fremme afskaffelsen af grænsehindringer mellem vore nordiske lande. Tidligere statsminister Poul Schlüter, der er det svenske formandskabs særlige repræsentant i dette spørgsmål, har gjort en energisk indsats på dette felt.”

* * *

Der afholdes pressemøde efter de nordisk-baltiske statsministres møde den 26. oktober kl. 18.00, Government Guest House, Parkveien 45.

Der afholdes endvidere pressemøde med de nordiske statsministre den 27. oktober kl. 12.15, Lagtingssalen, Stortinget.

Yderligere oplysninger: Michael Helbo, 40 80 36 85.