Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Tidligere pressemeddelelser

AFR Statsminister Anders Fogh Rasmussen er vært for det 5. EU-Kina-topmøde den 24. september 2002

Den 24. september 2002 afholdes i København det femte topmøde mellem EU og Kina. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har inviteret den kinesiske premierminister Zhu Rongji til at drøfte udviklingen i Kina og EU, aktuelle udenrigspolitiske emner og økonomiske forbindelser.

Statsministeren udtaler i anledning af mødet:

”Det gode forhold mellem EU og Kina er stadig er under udvikling. Men vi har en veludviklet dialog om mange emner og på forskellige niveauer. Forholdet er modnet, således at den politiske dialog om internationale emner af gensidig interesse nu indtager en central rolle, samtidig med at det er positivt, at man kan drøfte emner, som EU og Kina ikke ser ens på. Dette gælder f.eks. et emne som menneskerettigheder.

På mødet skal vi bl.a. drøfte kampen mod terrorisme, ikke-spredning af atomvåben og bekæmpelse af illegal migration. En række regionale konflikter vil også blive berørt, herunder Mellemøsten, Indien/Pakistan, Afghanistan og Den koreanske Halvø. Vi vil naturligvis også drøfte handel og investeringer.

Blandt mødets konkrete resultater forventes afslutning på forhandlingerne om en søfartsaftale og indledning af forhandlinger om en turismefremmeaftale, der bl.a. indeholder elementer, som kan bidrage til bekæmpelse af illegal migration.”

En fælles erklæring vil blive udsendt efter topmødet.

* * *

Topmødet finder sted kl. 16.30-18.30 i Eigtveds Pakhus.

Der vil være fælles pressemøde kl. 18.30 i Eigtveds Pakhus, sal III, hvor også Kommissionens formand Romano Prodi deltager.

Der kræves akkreditering som til ASEM-topmødet, se www.asem4.dk.

Der vil endvidere være photo opportunity i forbindelse med:

- statsministerens modtagelse af premierminister Zhu Rongji kl. 125 ved indgangen til Eigtveds Pakhus,

- familiefoto kl. ca. 16.30 ved Kajen, hvis vejret tillader det (ellers i sal III)

- i begyndelsen af mødet kl. ca. 16.35 i sal II.

* * *

Kontaktinformation:

Fuldm. Jesper Fersløv Andersen, 33922235/ 40803688.