Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Tidligere pressemeddelelser

AFR Statsministeren besøger Island den 9.-11. april 2003

Statsministeren og Fru Anne-Mette Rasmussen aflægger den 9.-11. april 2003 officielt besøg i Island.

Under besøget har statsministeren samtaler med statsminister David Oddsson og præsident Olafur Ragnar Grimsson. Statsministeren udtaler i den forbindelse:

”Jeg ser frem til mit besøg i Island. Jeg har ikke tidligere som statsminister været i Island.

Jeg lægger stor vægt på at pleje de tætte bånd mellem Danmark og Island. Vi er begge nordiske lande og nære samarbejdspartnere i internationale fora.

Jeg forventer, at vi vil drøfte den internationale situation, herunder udviklingen omkring Irak og betydningen for FN, NATO og EU. Danmark og Island ser i vidt omfang ens på Irak-konflikten. Herudover vil vi drøfte det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS) samt diverse bilaterale spørgsmål.

Det er en glæde for mig, at jeg i forbindelse med besøget og som led i en ny dansk-islandsk aftale på arkivområdet har den ære at bringe Islands forfatningslov af 1874 tilbage til Island.”

* * *

Onsdag den 9. april overrækker statsminister Anders Fogh Rasmussen den Islandske forfatningslov af 1874 til den islandske statsminister David Oddsson i Kulturhuset i Reykjavik, efterfulgt af et møde med den islandske statsminister. Umiddelbart efter mødet, klokken 17:30 lokal tid, er der fælles pressemøde.

Torsdag den 10. april mødes Statsminister Anders Fogh Rasmussen med den islandske præsident Olafur Ragnar Grimsson.

Yderligere oplysninger: Fuldmægtig Michael Helbo, tlf.: 33 92 22 22