Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Ulykke i Kabul, Afghanistan. Omkomne og sårede blandt danske soldater

I anledning af, at tre danske og to tyske soldater fra den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i dag er omkommet ved en ulykke i Kabul og et antal er såret, udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen:

Det er med meget stor sorg og bestyrtelse, jeg har modtaget den tragiske meddelelse om de tab vor udsendte soldater har lidt Afghanistan i dag. Mine tanker går først og fremmest til de afdødes og de såredes familier og pårørende.

Regeringens kondolencer gælder de ramte danske og tyske familier, som har måttet bære det højeste offer, der kan ydes i international tjeneste. Der er tale om farefulde, men nødvendige opgaver, der kan få så smertelige og uoprettelige følger.

Regeringen takker forsvaret og alle, der har med dets internationale engagement at gøre, for den professionelle og enestående indsats, der ydes. Denne indsats har skabt respekt om Danmark og dansk forsvar.

Den berørte enhed i Kabul har til opgave at tilvejebringe stabilitet i det krigshærgede Afghanistan og hjælpe dets befolkning tilbage på fode. Dette arbejde må fortsætte, så landet ikke på ny bliver hjemsted for den internationale terrorisme.