Tidligere pressemeddelelser

Karen Ellemann bliver ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd

Medlem af Folketinget og tidligere minister Karen Ellemann tiltræder stillingen som ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd i begyndelsen af januar 2023.

Rekrutteringsprocessen blev ledet af det norske formandskab for Nordisk Ministerråd, og Karen Ellemann blev valgt ved enstemmighed i kredsen af nordiske samarbejdsministre.

Karen Ellemann afløser Paula Lehtomäki fra Finland, der har været generalsekretær siden marts 2019.  

Fungerende statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Det glæder mig meget, at de nordiske lande er blevet enige om at udnævne Karen Ellemann til ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Hun har med sin store erfaring fra det nordiske samarbejde den helt rigtige profil til at stå i spidsen for det nordiske regeringssamarbejde.”

Nordisk Ministerråd er det officielle samarbejdsorgan for de nordiske regeringer. Nordisk Ministerråds sekretariat i København har ansvaret for den daglige drift af det nordiske regeringssamarbejde.