Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Pressemeddelelser

Kommissorium for Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg er underskrevet

Statsminister Mette Frederiksen, lagmand Bárður á Steig Nielsen og formand for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede har i dag mandag den 4. oktober underskrevet kommissorium for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk kontaktudvalg mellem regeringen, Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut.

Det skete på et konstituerende møde i det nye udvalg i dag. Mødet er en opfølgning på møde på Marienborg den 10. juni 2021.

Kommissoriet kan læses her.

 

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken fylder i disse år helt anderledes i Arktis og Nordatlanten. Det er vigtigt for regeringen, at samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland om disse spørgsmål bliver styrket. Vi skal udveksle informationer, koordinere og have en tæt dialog om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål med særlig betydning for Færøerne og Grønland. I dag har vi med hver vores underskrift på kommissoriet for det nye udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske kontaktudvalg skabt rammerne for dette vigtige samarbejde. Jeg ser meget frem til en respektfuldt og ligestillet dialog i udvalget med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut”.

 

Lagmand Bárður á Steig Nielsen udtaler:

”Det nye kontaktudvalg genspejler en klar vilje til at koordinere og adressere udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske anliggender på tværs af parterne i rigsfællesskabet. Nordatlanten og Arktis kommer i stigende grad i det sikkerhedspolitiske søgelys, og derfor er Færøernes og Grønlands aktive deltagelse også af en voksende betydning. Jeg er sikker på, at det kommer til at gavne os alle, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Jeg anser det nye kontaktudvalg som en nødvendig modernisering af rigsfællesskabet”

 

Formand for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede udtaler:

”Oprettelsen af udvalget bevidner vores fælles interesse i at styrke samarbejde på tværs af vores lande. Ikke mindst til at håndtere diversiteten i landenes egne interesser og landenes fælles interesser. Samtidig vil det styrke Grønlands aktive deltagelse i internationale relationer i den globaliserede verden, man kan sige at det vil skabe mere ”albuerum”, hvilket jeg har store forventninger til.”

 

Yderligere oplysninger: Kontakt Statsministeriets pressefunktion på +45 29 88 10 25.