Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Statsministeren besøger Særslev, Vejle, Kolding og Esbjerg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager torsdag den 14. september og fredag den 15. september på besøg i Særslev, Vejle, Kolding og Esbjerg.

Torsdag vil han først besøge Særslev-Hårslev-Skolen i Særslev på Nordfyn. Særslev-Hårslev-Skolen deltager i regeringens skolepulje, hvor der er afsat 500 mio. kr. til skoler, der har en stor andel af fagligt svage elever og ønsker at arbejde målrettet med at løfte dem. Statsministeren skal ved besøget møde elever, lærere og ledelse og høre om skolens arbejde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøget:

”For mange børn forlader den danske folkeskole uden helt basale færdigheder i dansk og matematik. Det kan vi ikke være bekendt, for det bremser børnene på deres vej til en lys fremtid.

Derfor har regeringen afsat 500 mio. kr. over tre år til de særligt udfordrede skoler, der vil gøre mere for elever, som har det svært bogligt. Jeg ser frem til at høre, hvad Særslev-Hårslev-Skolen har taget af initiativer og møde skolens elever, lærere og ledelse.”

Herefter overværer statsministeren afslutningen på etapen i PostNord Danmark Rundt torsdag i Vejle.

Fredag besøger statsministeren den tekniske skole Hansenberg i Kolding. Her skal statsministeren møde skolens elever, medarbejdere og direktion og se nærmere på skolens eksperimentarium, hvor eleverne udvikler nye løsninger med 3D-printere, laser, droner og robotter.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøget:

”Danmark kommer til at mangle kloge hænder i fremtiden, hvis ikke langt flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Derfor har vi lavet en trepartsaftale, der blandt andet skal sikre langt flere praktikpladser. Jeg glæder mig til at se, hvordan man på Hansenberg arbejder med at klæde de unge på til at være fremtidens arbejdskraft.”

Efter besøget på Hansenberg taler statsministeren på Esbjerg Rådhus i anledning af Esbjerg Journalistklubs 100 års Jubilæum.


***

Pressen kan følge besøget på Særslev-Hårslev-Skolen i Særslev. Besøget finder sted kl. 13.30 torsdag den 14. september på adressen: Vestergade 5, 5471 Særslev.

Pressen har mulighed for at deltage ved Postnord Danmark Rundt. For yderligere information: www.postnorddanmarkrundt.dk.

Pressen kan følge besøget på Hansenberg. Besøger finder sted kl. 10 fredag den 15. september på adressen: Skovvangen 28, 6000 Kolding.

Pressen kan deltage ved Esbjerg Journalistklubs 100 års Jubilæum kl. 14. For yderligere information kontakt formand Erik Haldan på eha@ugeavisen.dk.

Gyldigt pressekort skal bæres synligt ved alle besøg.


***


Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil på telefon 33 92 22 62.