Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Udtalelse efter møde mellem statsministeren og Formanden for Naalakkersuisut

Statsministeren, Formanden for Naalakkersuisut og Kalaallit Airports Holding A/S har i dag underskrevet ejeraftale vedr. det fælles grønlandsk-danske selskab Kalaallit Airports International A/S.

Statens engagement i lufthavnsprojekterne vil blive forelagt Folketingets Finansudvalg til endelig godkendelse.

***

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
”Jeg ønsker et stærkt rigsfælleskab i udvikling og fremgang. Det understreger min underskrift på dagens aftale også. Om få år kan man flyve direkte til Grønlands hovedstad Nuuk og isfjeldenes by Ilulissat. Det her bliver vigtige skridt på vejen mod et stærkere og mere selvbærende Grønland.
Jeg vil gerne kvittere for, at et enigt Folketing står bag statens deltagelse i lufthavnsprojekterne. Sammen bidrager vi til erhvervsudvikling, arbejdspladser og nye indtægter i Grønland.”

***

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler:
”Den aftale, som regeringen, Naalakkersuisut og Kalaallit Airports Holding har underskrevet i dag, markerer for alvor, at arbejdet med de nye internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat nu går i gang. Aftalen er i god overensstemmelse med den indstilling, Inatsisartut har vist til dette nye samarbejde mellem Grønland og Danmark.

Naalakkersuisut lægger i den forbindelse vægt på, at statens deltagelse i lufthavnsprojektet vil forbedre økonomien i de nye lufthavne væsentligt. Projektet vil være til stor glæde for de fremtidige brugere.”

***

Yderligere oplysninger:
Kontakt i Statsministeriet: Pressesekretær Karen Clement, telefon +45 33 92 22 59
Kontakt i Formandens Departement: Ministersekretær Eqaluk Høegh, telefon +299 56 24 50