Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Tidligere pressemeddelelser

PNR Statsministrene mødes til Nordisk Råds session i København

Den 29. – 31. oktober 2001 afholdes Nordisk Råds session i København. Traditionen tro deltager de nordiske statsministre i sessionen, der finder sted på Christiansborg.

Forud for mødet med Nordisk Råd mødes de fem nordiske statsministre søndag den 28. oktober med deres tre baltiske kolleger til det årlige nordisk-baltiske statsministermøde. Statsministrenes drøftelser ventes at omhandle kampen mod international terrorisme, EU og NATO’s udvidelse samt det regionale samarbejde i Østersø-området.

De nordisk-baltiske statsministre holder pressemøde den 28. oktober kl. 18.00 i Spejlsalen.

Mandag den 29. oktober mødes de fem nordiske statsministre til det årlige nordiske statsministermøde. Også her forventes fokus på kampen mod international terrorisme, drøftelser om nordisk samarbejde i forhold til EU samt om det nordiske samarbejde generelt. Statsministrene mødes efterfølgende med repræsentanter for de selvstyrende områder: Færøerne, Grønland og Åland samt senere på dagen med Nordisk Råds Præsidium.

De nordiske statsministre holder pressemøde den 29. oktober kl. 12.00 i Landstingssalen.

De nordiske statsministre er samme dag inviteret til frokost hos Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg.

Tirsdag den 30. oktober er statsminister Poul Nyrup Rasmussen vært ved en middag for alle deltagere i Nordisk Råd Session. Middagen finder sted i Riddersalen på Christiansborg.

Adgang til pressemøderne kræver forevisning af gyldigt pressekort.

Yderligere oplysninger: Informationschef Trine Hammershøy, tlf. 33 92 22 59.