Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Tidligere pressemeddelelser

Statsministeren tager imod NATO’s generalsekretær

Torsdag den 19. maj besøger NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg København.

Under besøget mødes generalsekretæren med statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod samt forsvarsminister Morten Bødskov. Her skal de blandt andet drøfte NATO's reaktion på Ruslands invasion af Ukraine samt det kommende NATO-topmøde.

Statsminister Mette Frederiksen, forsvarsminister Morten Bødskov og NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg vil desuden besøge NATO-centeret for kvanteteknologi, som etableres på Niels Bohr Institutet.

Der vil blive afholdt fælles pressemøde på Kastellet i Kommandantgården, Søofficers-Foreningen klokken 15.05.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

"Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er forandret. Det har Putin gjort klart med sin brutale krig i Ukraine. Jeg ser meget frem til at mødes med NATO's generalsekretær og drøfte, hvordan vi også fremadrettet skal forholde os til Ruslands aggressive adfærd. Og med Sverige og Finlands ønske om at blive medlemmer af NATO står vi foran et vigtigt og historisk NATO-topmøde i juni, hvor vi skal sikre, at Alliancen fortsat tilpasser sig den nye sikkerhedspolitiske virkelighed."

Der kræves tilmelding for at deltage i pressemødet på Kastellet. For tilmelding send en e-mail til presse@stm.dk senest torsdag den 19. maj klokken 10.00.

Gyldigt pressekort skal medbringes.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.