Tale

''At gøre noget er at være noget...'' Statsministerens tale ved indvielse af Ikast Seminarium 19. august 1999

At gøre noget er at være noget. At bruge sit liv til noget, er en stor tilfredsstillelse for én selv. Men også af en helt særlig værdi.

Jeg har altid ment, at det gælder om at bruge sit liv, der hvor man nu kan gøre det - til gavn. Selvfølgelig til gavn for ens egen fremtid, men også for ens familie og for fællesskabet. For det 'projekt' man drømmer om at realisere.

Det er en meget stor glæde for mig at være her i dag, fordi den store drøm, I har kæmpet for i alle de mange år, omsider bliver opfyldt. Det er ikke alle drømme, det går sådan.

Forudsætningen for, at en drøm kan blive virkelighed, er klart. At man har vilje, at man er vedholdende, at man står sammen, at man har en meget spændende vision, at man har et nyt budskab. Et projekt, som også har fælles værdier i sig, således at andre end én selv, som er overbevist om idéens bæredygtighed, også synes den er god.

Jeg skylder stor tak for jeres drøm, for jeres vedholdenhed, for jeres kamp.

Stor tak til alle, der har båret, der har haft tålmodighed, der har holdt sammen. Det gælder seminariets lærekræfter. Det gælder borgmesteren, som ikke har undladt undervejs, når vi mødtes her og der, at gøre opmærksom på projektet. Det gælder lokalsamfundet, kommunen, politikerne - det gælder også eleverne!

Vi kan jo bare se dem i dag. Som de står der - eleverne - og minder os om den gamle visdom: At tale, det har en vis værdi, som man måler i sølv, men tavshed - det måles i guld! Jeg tager det som et kritisk indlæg i en dejlig, glad udvidelsesdag!

* * *

Ikast Seminariet så dagens lys i 1965, så det er ganske på sin plads efter snart 35 år, at få gode stabile rammer for fortsat udvikling de næste årtier. Det er et meget stort og meget betydningsfuldt spring at gå fra en situation med mange, forskelligt beliggende lejemål i utidssvarende lokaler - og til at få egen bygning. Det er en ny start. Det er også en ny start for de holdninger, at pædagogik, økologi, arkitektur, kunst og menneskeforståelse hænger sammen. Sådan som I selv har ønsket det, og har set det, før der blev sat ord på, men måske har fornemmet det og følt det.

Det er en enestående chance for at puste nyt liv i skolen - tænke nyt og forandre i samspil med det omgivende samfund. For her gælder jo det samme som så mange andre steder. Det skal ikke være en mærkelig unavngiven umenneskelig 'udvikling', der kommer udefra, der skal bestemme dette samfunds udvikling. Det skal være os selv, der kan definere svaret på forandringer - de globale og de regionale.

Det er os mennesker, der skal bestemme. Det er en chance, det er en udfordring, det er en dristighed. Jeg er sikker på, at I med engagement og virkelyst vil udnytte og bruge de nye muligheder fuldt og helt.

Danmark bygger ikke på rigdom i undergrunden. Det væsentligste er menneskene - dygtige mennesker. Sådan har det altid været.

Gunnar Myrdahl, en gammel svensk nobelpristager i økonomi har engang sagt: 'Det eneste samfundsmæssige mirakel jeg ønsker at tale om, det er Danmark!'. Det synes jeg selvfølgelig var usædvanligt godt sagt. Men det er faktisk også rigtigt.

Dette land, Danmark, er et mirakel. For nogle hundrede år siden mistede vi over 2/3 af vores samlede territorium. Dengang tabte vi store dele af produktionen. Meget store dele af vores landbrugsjord gik til andre lande.

Alligevel er dette land et af verdens rigeste samfund. En rigdom som kommer de fleste til gode.

En rigdom, der er mere ligelig fordelt end andre steder.

* * *

Uddannelse og dygtiggørelse er en helt naturlig forudsætning for samfundet. Det er vores hemmelighed. Det er vores grundlæggende værdi, det er vores bæredygtighed. Derfor er det så vigtigt for mig, at understrege det, som dette seminarium også arbejder for.

Et seminarium er noget af det vigtigste man kan have i det danske samfund. Fordi det danske samfunds rigdom er uddannede mennesker. Det er råstoffet, det er hemmeligheden - hverken mere eller mindre.

At lære er at ville. At uddanne og dygtiggøre sig er at finde sit eget selvværd, at kunne tage springet ind i tolerancen, i vidsynets og ikke snæversynets tilstand. Det er også at tage fat på forudsætningerne for, at de udstødte og dem, der aldrig mente, der var håb for dem, nu kan se håbet!

Sammen med 31 andre seminarier løser I en af de vigtigste opgaver: At kvalificere de studerende til pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne og heriblandt noget, som ligger mit hjerte aller nærmeste - børn, unge og voksne, som ikke bare fik det forærende, som ikke bare var født med en sølvske i munden, men måske ofte med et drag over nakken.

Socialt svage børn. Det vi gør her, er et mirakel. Det er forudsætningen for, at vi kan rette op. Fortælle de børn, at de er ikke tabt, fordi de måske føler de har tabt en gang. Fortælle de børn, at de ikke længere automatisk får samme skæbne, som deres forældre.

Det er så vigtigt. Jeg er så glad for, at jeres bæredygtighedsbegreb her på dette seminarium i virkeligheden ikke alene er økologisk bestemt, men endnu bredere - det er også menneskeligt bestemt. At bæredygtighedsbegrebet omfatter natur og mennesker i en ny forening.

De kompetencer, som de studerende gives her hos jer - teoretisk viden, praktisk erfaring og bidrag til fremme af de studerendes personlige udvikling - er af helt afgørende betydning for samfundet som helhed.

* * *

Vi vil aldrig opgive nogen. Ethvert menneske har værdi. Fællesskab er forudsætningen for, at det kan udfolde sig. Det er det centrale. Det er fokus i det pædagogiske arbejde. Det er godt, og det er vigtigt.

Og husk, at hundredtusindvis af forældre hver dag overlader det aller dyrebareste de overhovedet har - deres børn - trygt i jeres varetægt. Det gør de, i sikker forvisning om, at I giver vores børn og dermed Danmark en tryg, meningsfuld og udviklende hverdag i dagtimerne. Derfor er det så vigtigt, at rammerne er der. Derfor er det så vigtigt, at der er vedholdende mennesker, som jer, der er samlet her i dag.

Det er et stort ansvar pædagogerne løfter. Det har vidtrækkende indflydelse på, hvordan kommende generationer af samfundsborgere udvikler sig.

Kan vi ikke også her blive klogere?

Mange kender historien om lille-Peter, som ellers troligt møder op i skolen hver morgen til tiden. Så går der nogle dage, hvor læreren - han kunne godt være kommet her fra Ikast Seminarium - har lagt mærke til, at Peter kommer sådan 10 minutter, 20 minutter for sent. Nå, det kan vi jo alle komme ud for. Men i Peters tilfælde gentager det sig ret lang tid og der går vel en 14 dages tid. Læreren ringer til forældrene. Det kan de ikke forstå, fordi Peter har forladt hjemmet helt til aftalt tid, og det tager nu engang ca. de 20 minutter at gå hen til skolen. Så kalder læreren så på lille-Peter en dag: Peter, hvorfor kommer du egentlig for sent? Jeg har snakket med din far og mor og de siger, at du går hjemmefra til tiden. Så drager lille-Peter et dybt suk og siger: Ved du hvad, kunne jeg ikke også bare engang imellem få lidt fri?

Jeg kom til at tænke på den historie, fordi vi jo også nu har første generation af 'institutionsbørn', som i dag er nået de unge voksen-år. Jeg synes Sigsgaard har fat i noget af det, lille-Peter taler om. Identitet, selvværd og respekt! Jeg tror ikke på, at børnene skal tilbage til vilkår vi kendte for 10, 20, 30 eller 40 år siden. Jeg tror på, at børn - via vekselvirkning med pædagoger - også kan få den ekstra dimension, som Lille-Peter taler om.

Forestil jer, at pædagogen siger til alle børn: 'Så, nu går vi allesammen ud i den dejlige natur', og så er der en lille purk, der siger 'Må jeg ikke lige holde lidt fri et øjeblik?' Den typiske pædagogreaktion vil være: 'Nej det må du ikke, du har bare at gå sammen med alle de andre'. Det kunne jo godt være - I kender det jo godt selv - at sådan en lille fyr der, han godt 'lige ville holde lidt fri'.

Jeg siger ikke, det altid skal være sådan. Jeg siger bare, at jeg er fuld af tro på, at der indenfor institutionens rammer også er et hjerte, åbenhed, fleksibilitet og individualitet i fremtiden.

Derved får vi selvstændige - og det har vi jo - eftertænksomme mennesker med en god gruppefølelse, stærk egen identitet og det naturlige stænk af forskellighed. Det pædagogiske arbejde her på Ikast Seminarium har taget et godt spring fremad.

Jeg siger stadig: Vi må huske de svagere børn. Huske, at de skal have ligeså gode chancer, som de andre: Jeg har en stærk tro på, at dagens unge har muligheder. Jeg har en stærk tro på, at deres engagement er stærkt og stort til at fastholde denne omsorg.

* * *

I - eleverne - er noget ganske særligt her på Ikast Seminarium. Indenfor de rammer, der centralt er fastsat for pædagoguddannelserne, har Ikast Seminarium givet uddannelserne denne smukke økologiske dimension.

I har valgt et ståsted. I har valgt en betoning i det store pædagogiske verdenskor. En tone, som gør, at jeres pædagogiske arbejde skiller sig ud og sætter spor. Ikke i en kontrast til andre, men i en ekstra dimension i forhold til andre. I har set, at den bevidstgørelse som generationer af pædagogisk arbejde har skabt - den bevidstgørelse indebærer et godt miljø som et grundvilkår for et bæredygtigt samfund.

Lad os et øjeblik tage historiens 'tidsstrimmel' i hånden: I det gamle Grækenland, der kunne man deltage i demokratiet, hvis man ikke var slave. I Firenze, under renæssancen kunne man deltage i demokratiet, hvis man ikke var arbejdsløs..

I det moderne samfund, kan man naturligvis deltage i demokratiet uanset om man føler sig som slave eller arbejdsløs - bestemt! - men der er en dimension til: Hvis vi nu holder fast i 'tidsstrimlen' og fortsætter rejsen op til Grønland til Ilulissat - og et øjeblik ser fra en helikopter, hvad det er, der foregår nedenunder: De blå isbjerge står i kø for at mase sig ud i det store ocean i Diskobugten og dermed være del af fødekæden i Nordatlanten. Et smukt budskab til os mennesker om den umådelige følsomhed og sårbarhed, hvormed mennesker og natur hænger sammen.

Husker vi på det, så husker vi også, hvor vigtigt det er, at økologien, menneskekundskab og demokrati på en måde fødes og overlever på en stærkt sammenhængende, gensidig afhængig måde.

* * *

Med indvielsen af det nye byggeri i dag, får I nye muligheder for at realisere det, vi drømmer om. Det vi har ønsket. Og pludselig ser jeg det - 'Det pædagogisk-økologiske seminarium' får fysisk ramme, substand og bliver smukt. De studerendes egne betingelser for bevidstgørelse om miljømæssige og økologiske sammenhænge får optimale betingelser. Med det nye Ikast Seminarium er moderne byggeteknik, som borgmesteren så smukt understreger det, virkeligt udnyttet fuldt og helt.

* * *

Og så er der kunsten. Majalisa Engelhardt sagde, at budskabet i den kunst, som er hængt op her - og som præger stedet - måske også kan handle om fuglenes frie flugt og englenes budskab til os.

Jeg kom til at tænke på mågerne i Esbjerg, min fødeby. De havde for en del år siden en generalforsamling, mågerne. Jeg husker det klart: Det var ... et temmelig kedeligt foredrag, jeg var indlagt til at lytte til. Heldigvis kunne jeg se ud på mågerne - de stod og førte en vældig palaver. En dansk forfatter har også følt sig inspireret og gættet på, hvad diskussionen blandt mågerne gik på: Navnlig hvorvidt mågerne også kunne få adgang til fiskekasserne på kutterne, når de stod ind i havn. Og hvem der skulle flyve først. Til sidst skabte denne gamle sølvmåge ro i foretagendet ved at sige noget i retning af følgende: 'Hør nu her, jeg synes vi allesammen skal flyve afsted, og så synes jeg vi et øjeblik skal skænke vores fiskere denne sang: Alle skal have al den frihed, der er i verden og alle skal have den helt og ingen skal have mere end andre'.

På en måde er det for mig kimen til det pædagogiske økologiske seminariums fremtid: Frihed og fællesskab er hinandens forudsætninger - først da får friheden det smukke indhold. Man kan folde sig ud, ja, men ikke på bekostning af andre.

Jeg ønsker jer allesammen et hjerteligt tillykke og vil endnu engang benytte lejligheden til at takke alle gode parter for udholdenhed, vedholdenhed og vision. Tak til seminariet, de ansatte, Ikast kommune, arkitekter, entreprenører og håndværkere. Jeg har fulgt jer gennem årene. Jeg har efterhånden også besøgt jer nogle gange. Jeg er glad for at være her i dag og håber jeg kan komme igen.

Med disse ord indvier jeg hermed det nye Ikast Seminarium til gavn og glæde for alle.

Tillykke og god vind fremover!