Tale

Den særlige samling af FNs Generalforsamling til opfølgning på det Sociale Topmøde i Genève, den 26. juni 2000

’Vi kan gøre mere’

Hr. Præsident, Hr. Generalsekretær, Excellencer, Damer og Herrer

I dag mødes vi igen 5 år efter FN’s Sociale Topmøde i København. Vi mødtes i 1995 for at fremme social udvikling og social retfærdighed. For at sætte de menneskelige behov, rettigheder og forhåbninger i centrum for vores beslutninger og fælles aktioner. Hovedemnerne dengang var fattigdom, beskæftigelse og social integration. Vi mødtes til et topmøde af håb, forpligtelse og handling. Vi mødtes, fordi vi ville gøre håb til handling.

Danmark var vært for topmødet i 1995 fordi vi var – og er – stærkt engageret i kampen mod fattigdom og social uretfærdighed. Engageret i FN charteret og FN’s rolle i at bekæmpe uretfærdighed.

Det lykkedes for os i København. Vi forpligtede os til at tage et kæmpe skridt fremad for at udrydde fattigdom.

Men banede vi virkelig vejen for en ny og bedre fremtid for de mange? Levede vi op til vores forpligtigelser fra 1995?

I dag gør vi status over de opnåede fremskridt. Vi har gjort nogle fremskridt, men vi bliver nødt til at indrømme, at de har været for få. Vi har ikke indfriet vores forpligtelser - og bestemt ikke i det aftalte tempo. Det er et trist faktum. Vi kunne have gjort det bedre. Meget bedre. Milliarder af fattige, udstødte mænd, kvinder og børn verden over forventer, med god ret, at vi kan gøre det bedre. De forventer, at vi viser globalt lederskab. Socialt lederskab.

* * *

I løbet af denne uge vil vi høre mange forklaringer på det langsomme fremskridt: Globaliseringen, handelsbetingelser, naturkatastrofer, politisk ustabilitet, og de internationale organisationers manglende succes.

Og ja, det er sandt, at vi her ved begyndelsen af det 21. århundrede står overfor enorme udfordringer. Men det var udfordringer, som vi kunne forvente. Vi så dem komme for 5 år siden. Vi har forudsætningerne for at møde og håndtere dem – hvis vi er villige til at forpligte os.

Midt i disse udfordringer har vi det ultimative mål – at skabe en bedre og mere fredelig, mere positiv hverdag for mennesker verden over.

Sikrede vi os, at dette mål ikke blev tabt af syne? Jeg er bange for at svaret er nej. Jeg er bange for at vi – som regeringer – ikke opnåede, hvad vi satte os for. Vi levede ikke fuldt op til vores forpligtelser, hverken individuelt eller kollektivt.

Hr. Præsident,

Vi - regeringer og befolkninger – har ansvaret for at træffe de rette valg. Vi må sikre en bedre fremtid for denne og for fremtidige generationer. Det er vitalt, at alle involverede parter står ved deres forpligtelser fra 1995. Vitalt, at de nødvendige skridt bliver taget for at vende den fortsatte marginalisering af store dele af verdens befolkning. Det er vitalt at udrydde fattigdom. Det kan ikke siges ofte nok. Det kan ikke siges højt nok.

* * *

Det er et faktum, at fred, stabilitet, 'rule of law' og social solidaritet er fundamentale betingelser for bæredygtig økonomisk vækst og social udvikling. Valg skal træffes. Svære, smertefulde valg.

Hvis vore løfter om at bekæmpe fattigdom var oprigtige, så er vi nødt til at spørge os selv om følgende:

  • Hvorfor løses konflikter i Afrika ikke på en fredelig måde?
  • Hvorfor anvendes knappe ressourcer på militær og ikke på national udvikling?
  • Hvorfor igangsætter lande i Asien våbenkapløb i stedet for at tilslutte sig traktaten om ikke-spredning samt forbud mod atomprøvesprængninger?
  • Hvorfor forenes makroøkonomisk stabilitet i Latinamerika ikke med bekæmpelse af verdens mest ulige indkomstfordeling?
  • Og hvorfor har den rige del af verden endnu ikke levet op til deres totale forpligtelser for udviklingsbistand?

Det er fundamentale spørgsmål.

Svaret ligger i at tage den fulde konsekvens af den viden vi besidder, i demokrati, 'rule of law', i ytringsfrihed og god regeringsførelse - alle nødvendige forudsætninger for bæredygtig social udvikling. Der er ingen modsætning mellem god regeringsførelse og udvikling. De svære dilemmaer ligger i at træffe valgene for den retning, man ønsker udviklingen skal gå. Men det burde være et let at vælge god regeringsførelse fremfor dårlig.

Jeg fastslog for 5 år siden, at den ægte - og varige – tryghed, er baseret på menneskers tryghed. På social tryghed. Det er stadig sandt i dag.

Hr. Præsident,

Vi har brug for en ny form for tillid og ansvarlighed. Og vi har brug for nuancerede, realistiske beskrivelser og informationer om, hvad der sker omkring os. Lad mig pege på Afrika. 52 uafhængige stater - ikke alle er i krig! Ikke alle vegne er kontinentet domineret af negativ udvikling. I størstedelen af Afrika ser vi den nye form for tillid og ansvarlighed spire frem. Vi ser et stort økonomisk potentiale. Om end Afrika fortsat udvikles mod demokrati og økonomisk stabilitet, kalder kontinentet fortsat på ekstraordinær og vedvarende intervention. Ikke blot blandt afrikanere - men også i partnerskab med det internationale samfund.

De 5 nordiske statsministre og Sydafrikas præsident udtalte for nylig deres støtte til en omfattende strategi for hurtig økonomisk vækst og bæredygtig udvikling på det afrikanske kontinent. Dette blev fastslået i Skagen Deklarationen af 8. juni 2000.

Nogle få uger senere i Feira, Portugal, bekræftede EU’s stats- og regeringschefer vores forpligtelser og samarbejde med Afrika, som det også blev udtrykt ved EU-Afrika Topmødet i Cairo den 3. – 4. april 2000

* * *

Vi ved, at det kun er landene selv, der kan skabe bæredygtig udvikling og social fremgang. Men vi ved også, at landene har brug for bistand i deres kamp for udvikling. Den bistand har vi, den rige del af verden, en forpligtelse til at yde.

Hr. Præsident,

I København lovede vi at gøre mere. Og det kunne vi også have gjort. Ikke mindst fordi den udviklede del af verden - i løbet af de sidste 5 år - har oplevet en økonomisk fremgang uden fortilfælde. Lad mig nævne den imponerende effekt, vi har set af den øgede velstand i dele af Asien.

Vi, i den rige del af verden, er nødt til at tage vores del af det fælles globale ansvar. Vi bliver nødt til at tage vores del af ansvaret for de fælles visioner, som vi formulerede i København i 1995.

Vi må arbejde for en gunstig integration af udviklingslandene i verdenshandelssystemet. Vi må lette gældsbyrden yderligere for de fattige lande. Vi må leve op til vores forpligtelser om at yde officiel udviklingsbistand. Vi må sikre sundhed og uddannelse for alle. Og vi bliver nødt til at sikre, at udviklingslandene får deres andel af informationsteknologien med henblik på at undgå en yderligere udvidelse af den digitale kløft.

Vi ønsker ikke verden delt op i et A eller B hold - i første og anden division.

Hr. Præsident,

Jeg har brugt klar tale. I spørger måske: Hvad med Danmark? Ja, vi har truffet vores valg. Vi står ved vores forpligtelser for et retfærdigt internationalt handelssystem. Og vi står ved vores fortsatte forpligtelse til at opretholde vores officielle udviklingsbistand på 1 procent af BNP. Vi har valgt social tryghed, menneskelig tryghed. Men i mit land – som i andre lande - kan vi gøre det bedre. Vi har alle brug for bedre globalt og regionalt samarbejde.

Globaliseringen stiller os overfor enorme udfordringer og muligheder. Et tæt internationalt samarbejde kræver solidaritet og et stærkt velfungerende, multilateralt system – her indtager FN en prominent plads.

Kampen for en mere sikker – og bedre – verden, finder sted midt i en teknologisk revolution af enorme dimensioner. På Det Sociale Topmøde erklærede vi, at fattigdom på jorden skulle udryddes og at alle kunne få del i social udvikling. Det synes også nu at være indenfor rækkevidde.

En ting er sikker: De globale kræfter, som leder til økonomisk vækst og højere levestandard, er ikke alene tilstrækkelige til at skabe et harmonisk verdenssamfund.

Med mindre de globale kræfter kontrolleres af de rette myndigheder og målrettes til gavn for alle, så vil deres bidrag til forbedring af menneskers vilkår være begrænsede til de få – til enkeltindivider, socialklasser og lande.

Hr. Præsident,

For 5 år siden gav vi vigtige løfter om at forbedre sociale fremskridt og udvikling – 'The Copenhagen Consensus'.

Vi har ikke indfriet de mål, som vi satte os. Fundamentalt set er det et spørgsmål om politisk vilje og beslutsomhed. Om at træffe konsekvente beslutninger baseret på viden og erfaringer. Det er ikke let at træffe de rette valg. Men vi kan træffe dem i fællesskab. Gøre en forskel.

Vi er på ny samlet under FN’s vinger. Lad os på dette opfølgende topmøde genforpligte os til de mål, vi opstillede i København. Lad os intensivere vores anstrengelser for at implementere målene. I fællesskab har vi kapaciteten. Lad os vise, at vi også har viljen.

Verden over venter de fattige – kvinder, mænd og børn – på os. Vi skylder denne og kommende generationer at gøre en forskel. Vi har fortsat en forpligtelse til at vise socialt lederskab og retning.

Det er vitalt, at alle involverede parter står ved deres forpligtelser. At de nødvendige skridt bliver taget for at vende den forsatte marginalisering af store dele af verdens befolkning og for at udrydde fattigdom. Vi skal forpligte os til at gøre det bedre på dette opfølgningstopmøde.

Lad ord blive fulgt af konkret handling.

Tak.