Tale

Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved det danske årsmøde i Flensborg søndag den 2. juni 2002

Det talte ord gælder

Kære årsmødedeltagere,

Det er en meget stor glæde for min kone og mig at være til stede her i dag og overbringe jer en varm hilsen fra den danske regering.

Årsmøderne i Sydslesvig er altid en kærkommen lejlighed til, at danske nordfra mødes med det danske mindretal. Det er et imponerende arrangement: de mange møder fredag og lørdag over hele landsdelen og så de tre store friluftsmøder om søndagen her i Flensborg, i Slesvig og i Tønning. Set under ét er det den største årlige danske folkefest, som vi kender i dag.

Det giver en glimrende mulighed for kontakt hen over grænsen mennesker imellem. Og årsmøderne er et vidnesbyrd om, at I er et meget synligt mindretal.

Årsmøderne er festligt samvær. Men der er også en hverdag. Her favner det danske mindretal vidt med de mange skoler, børnehaver, foreninger, kirken og det politiske virke i landsdelen. Vi er imponerede over de mange aktiviteter, der udfolder sig inden for disse rammer. Det viser et stort engagement og et tæt sammenhold, og det viser den nære forbindelse, der er mellem Danmark og det danske mindretal.

Forbindelsen hen over grænsen næres imidlertid også af de danske, der kommer nordfra og tager en opgave op hernede, og – ikke mindst – af de mange unge sydslesvigere, der vælger at tage en uddannelse i Danmark.

I er med til at bygge bro mellem dansk og tysk i grænselandet og hermed mellem Danmark og Tyskland.

Nogle af jer er også brobyggere i kraft af jeres gode sprogkundskaber og kendskab til vore to landes samfundsforhold. Det er bl.a. til gavn for dansk og tysk erhvervsliv og kontakten mellem vore offentlige institutioner.

Før valget sidste efterår havde jeg lejlighed til at besøge Flensborg og tale med flere repræsentanter for det danske mindretal. Ved den lejlighed gav jeg udtryk for, at en regering under min ledelse vil føle sig forpligtet over for det danske arbejde i Sydslesvig og videreføre støtten her til. Som dansk statsminister er jeg glad for i dag i en større kreds at kunne bekræfte dette håndslag.

Samtidig vil jeg gerne understrege, at der i Danmark er bred politisk enighed om at støtte det danske mindretal. Det er der flere grunde til. Der er de fælles rødder – såvel historisk som folkeligt - der går langt tilbage i tiden.

Og hertil kommer, at vi i Danmark er glade for – og ikke så lidt stolte over – at der syd for vor landegrænse lever en befolkning, som på forskellig vis fortsat føler sig stærkt knyttet til Danmark. Det er ingen selvfølge efter så mange år – og i en international tidsalder. Vi ved godt, at det er andre vilkår, der gør sig gældende, når man lever som dansk i en tysk hverdag. Her kan man daglig blive konfronteret med sit valg. Derfor skal vi, der kommer nord fra, heller ikke sætte spørgsmålstegn ved jeres danskhed og tilknytning til det danske. Det er jeres egen sag at finde de rigtige svar på det.

Hvad er det så egentligt at være dansk?

Man kan sige, at man er dansk, når man har et dansk pas og borgerskab i kongeriget, og man kan sige, at man er dansk, når man har et specielt tilhørsforhold til Danmark og dansk kultur. Mange har selvfølgelig begge dele. Men jeg vil se på danskhed som en hjertesag, ikke som en jurasag.

En hjertesag er jo det ens hjerte hænger ved. Det man er dybt berørt af, og som præger én på utallige måder. Og selvfølgelig præges man af sit hjem. Det gælder vort personlige hjem, og det gælder den kultur, hvor vi føler os hjemme. Det kan godt være, at vort hjem på en lang række områder blegner sammenlignet med andre hjem, men det er dog vort hjem, der hvor vi hører til.

Og selv om man en dag måtte flytte hjemmefra og får adgang til andre hjem og måske også føler sig hjemme andre steder, så er der ofte ét hjem, som bevarer en særlig stilling.

En måde at svare på spørgsmålet om, hvad det er at være dansk, er, at man føler sig hjemme i dansk kultur, hvor end man måtte bo.

Dansk kultur ? Nu er der måske nogen, der vil sige, at alt hvad vi har, har vi stort set fået udefra. Er der virkelig noget, man kan kalde 100% dansk ? Kulturkritikeren Poul Henningsen fremhævede, at vores kultur er international og erklærede at: der findes ikke dansk stil, men kun genfortælling.

Men det afgørende er ikke at finde ud af, hvem og hvilken nation, der har 'ophavsret' til dette eller hint, men at det i vort hjem har fået sin særlige stilling , sin særlige udformning og sat og modtaget sit særlige præg.

Det gælder også, at vi har hjemme i flere sammenhænge - man har ofte sin nære familie, sine forældre og søskende, og så har man familie længere ude. Sådan er det også i forhold til dansk kultur, vi er en del af og har hjemme i en større vesteuropæisk kulturkreds, og vi har også vores plads blandt alverdens nationer.

Det er vigtigt at holde fast i. Vort hjem må ikke vende ryggen til verden, og et hjem må ikke glemme, at der er fællesskaber, som så at sige går ud over 'hjemmets fire vægge'.

At høre hjemme er ikke at lukke sig inde hverken i frygt eller selvtilfredshed!

Et godt hjem, og det gælder også det nationale hjem, må være et åbent hjem, der ved, at det lever af forbindelsen med omverden.

Det er tilfældet for Danmark og alle andre nationer. Vi er en del af verden, og verden er en del af os. Det erfarer vi ikke mindst i disse tider, som er kendetegnet ved den komplekse proces, som man kalder for globalisering.

Det betyder bl.a., at verden på én gang er blevet meget mindre og meget større.

Mindre fordi vi har hele verden hos os, dens produkter, begivenheder og tendenser i en eller anden form. Og større fordi det er hele verden med alle dens produkter, begivenheder og tendenser, der også berører os og vor dagligdag i en eller anden form.

Det er en situation, der kalder på samarbejde, og ikke bare på udveksling af høfligheder og almindelige venskabsforbindelser, men på et forpligtende samarbejde, der kan stå last og brast om vanskelige opgaver.

Vi kan ikke lukke vort hjem for verden, for verden banker på, og hjemmet er ikke en ø, hvor vi kan vælge at bryde alle broer til fastlandet.

Jeg tror heller ikke, at der behøver at være nogen modsætning mellem at være hjemmemenneske og verdensmand eller -kvinde. Hvis man forstår et hjemmemenneske som et menneske, der holder af sit hjem, og en verdensmand eller -kvinde som én, der er orienteret mod verden, så er der en god sammenhæng.

For hjemmet er i verden, og i verden er der hjem.

Vi må arbejde sammen i grænseoverskridende fællesskaber for at værne vores grænser, vi må afgive selvstændighed for at få selvstændighed, vi må erkende og handle udfra, at vi lever sammen med andre for også selv at kunne leve frit og godt.

Vi har ikke et valg mellem hjemmet og verden, mellem Danmark og resten af verden, vi har valget mellem at deltage i verden og præge den eller at sidde med hænderne i skødet og lade den komme til os.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi bør vælge det første. H.C Andersen skriver om Danmark i en af vore kendteste og dejligste fædrelandssange:

... dér har jeg hjemme, dér har jeg rod, derfra min verden går...' ( Folkehøjskolens Sangbog 154)

* * *

Det danske mindretal er i dag et eksempel på, at et nationalt mindretal kan næres af egne livsværdier – i dette tilfælde de danske - uden at komme i konflikt med det omgivende samfund. I bidrager herved - sammen med det tyske mindretal i Sønderjylland – på afgørende vis til den fredelige udvikling, som nu i mange år har været kendetegnende for grænselandet.

Dette emne havde jeg bl.a. lejlighed til at berøre, da den tyske forbundspræsident, Johannes Rau, for nylig var på statsbesøg i Danmark. Vi glædede os begge over det gode naboskab over grænsen, og over det gode forhold mellem mindretal og flertal på hver side af grænsen. Det er et udtryk for dette gode samliv, at vi ved årsmødet her i dag kan glæde os over tilstedeværelsen af Slesvig-Holstens ministerpræsident, fru Heide Simonis, og repræsentanter fra Flensborgs bystyre.

Forholdet til Tyskland har altid været af central betydning for Danmark. Siden oprettelsen af Forbundsrepublikken i 1949 er vi kommet hinanden stadig nærmere. Det generelle samarbejde – først i Vesteuropa og nu i et større Europa - har bidraget hertil. Men også vort fælles medlemskab af NATO og EU har bevirket, at der er en meget tæt kontakt mellem vore to lande, og at vi på mange områder har fælles interesser. Vi er bl.a. vidne til, at danske og tyske soldater er på fælles fredsbevarende missioner. Vi har et fælles ønske om at styrke Østersøsamarbejdet og udviklingen i hele regionen.

En vigtig brik i udviklingen af dette samarbejdsmønster var tilblivelsen af den dansk-tyske mindretalsordning. Jeg tænker her på København-Bonn-erklæringerne i 1955 om de to mindretals rettigheder. Det var en tillids skabende foranstaltning. Sammen med de øvrige initiativer har det på afgørende vis bidraget til den fredelige udvikling, som vi har været vidne til i grænselandet.

Det er også en del af den bagage, som Danmark har med sig, når vi den 1. juli dette år overtager formandskabet i EU.

Som formandsland er det Danmark, der i et halvt år skal sætte dagsordenen i EU, være drivkraft i forhandlingerne og skabe de nødvendige kompromiser, som kan bygge bro mellem de forskellige holdninger. Vi skal – så at sige – være EU’s ansigt udadtil. Der er tale om en meget omfattende opgave. Opgaven bliver ikke mindre af, at det under Danmarks formandskab forhåbentlig vil lykkes at afslutte forhandlingerne om optagelse af op til 10 nye lande.

Kriterierne for at blive medlem af EU blev i 1993 fastlagt på EU’s topmøde i København. Blandt dem er også beskyttelse af mindretal. Det er som formandsland en stor styrke, at vi i den forbindelse kan henvise til udviklingen i Sønderjylland og i Sydslesvig. Den dansk-tyske mindretalsordning har skabt gode forudsætninger for vore respektive mindretals virke. Den er et godt eksempel på, at man kan nå frem til et fredeligt samliv, hvis den gode vilje er til stede fra alle sider.

Årsmøderne i Sydslesvig er et godt bevis på, at det danske mindretal fortsat trives og nyder stor bevågenhed både i Danmark og i det omgivende tyske samfund. Derfor har årsmøderne også en betydning, der rækker ud over Sydslesvig. De er et signal til andre nationale mindretal og befolkningsgrupper om, at der under de rette forudsætninger kan findes stærke og holdbare løsninger.

Med disse ord vil jeg på den danske regerings vegne sende de bedste ønsker for det danske arbejde i Sydslesvig og ønske hver af jer held og lykke fremover.