Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Tale

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved indvielsen af udstillingen ''Kommunik@tion - en udstilling om teknik mellem mennesker'' på Experimentarium

I have been told that English speaking people are here also. Because I can not talk all your mother tongue and I will try just to start by saying: Your Excellences, Ladies and Gentlemen including my good friends from Ambassadors side - all of you – welcome here. And to all the children - welcome here. Forgive me if I now will turn to my mother tongue and speak Danish. I give you some words afterwards, so that you will get the message.

Jeg vil starte med, kære alle sammen, at takke fordi jeg måtte komme.

Jeg vil starte med at spole filmen et par år tilbage. Til dengang hvor Richard Gere gik, stod, talte og løb med en mobiltelefon i hånden i filmen ”Pretty Woman”. Uanset han var i badet eller i byen med Julia Roberts talte han i den der mobiltingest.

Dengang var der sikkert mange, som tænkte: Ja, ja – det er jo kun film, og det sker kun på film.

Men nu har fremtiden indhentet os. I dag har næsten alle danskere snart en mobiltelefon.

Jeg har sågar hørt, at fuglene er begyndt at kommunikere med telefonerne og efterligne deres ringetoner! Om solsorten så pipper med på Rollo & Kings fløjt ”I never ever let you go”. Det tør jeg altså ikke sige. Men det kunne godt være sådan. Kender I den? Okay. Må jeg høre. Skal vi lige prøve en enkelt gang? ”Der står et billede af dig på mit bord”. Må jeg lige høre en gang til? Er I klar alle sammen? En, to, tre og så skal det være sådan, at de andre kan høre det! En, to, tre! ”Der står et billede af dig på mit bord”. Det var flot! Den kan solsorten. Det kan den garanteret.

Se, selvfølgelig handler det alt sammen om kommunikation og den særudstilling ”Kommunik@tion” som vi officielt i dag indvier, viser utrolig klart, hvordan informationsteknologien buldrer af sted. Og at vi almindelige mennesker fornemmer, kan se, rækker ud efter de nye muligheder. Vi griber tingene rigtigt an, prøver vi på nu. Og gør vi det, jamen så kan den nye tid give os kvalitet, give os muligheder, give os service i vores liv og i hele samfundet.

Se bare hvor hurtigt det går på Internettet. For seks år siden var et effektivt netværk mellem et fåtal af forskere. Og i dag , ja så er der 350 millioner mennesker på Nettet, som kan komme i forbindelse i løbet af nul-komma-fem.

Internettets imponerende udvikling sætter selvfølgelig også i relief, det faktum at der mig bekendt aldrig har været en science fiction roman, som forudså hvor stærkt det egentlig ville gå. Virkeligheden overgik selv den mest virkeligheds og fremtidsorienterede science fiction forfatter!

Kære alle sammen! Kommunikation, ja, som I hørte for et øjeblik siden, er det en hjørnesten i vores samfund. Men kommunikation uden indhold. Kommunikation uden en klar vej, for hvilken retning Danmark skal bevæge sig bliver en tom skal.

Derfor skal informationsteknik bruges til noget. Det skal skabe bedre vilkår vores dialog, forskning og produktudvikling. Tre vigtige områder, som kan sætte Danmark i spidsen. Vores mål om at gøre Danmark endnu bedre. Vores mål om at sikre at Danmark bliver førende nation på IT-området, kan vi nå. Vi når det ikke i morgen. Måske heller ikke i overmorgen. Men vi når det! Det er ren og skær nødvendighed.

Og forstår I, hvis man vil lede et land - det danske samfund - så må man ville noget. En vision for Danmark – en helhed, hvor vi kan være her alle sammen i et liv med kvalitet.

Fremtiden tilhører os, som vi kan se det, er den her (børnene foran scenen) lige foran os. I vores fremtid er der plads til os alle sammen. Og i vores fremtid står informationsteknik og kommunikation til rådighed for os alle sammen. Fordi vi ikke vil tillade et samfund opdelt og splittet i et A- eller i et B-hold.

Derfor er jeg så glad og stolt over i dag at være her. Få lov til at være med her i Experimentariet. For her står det soleklart, at det ganske vist er sjovt at lege og lære alene, men det er endnu sjovere at lege og lære sammen med andre.

Sciencecentret her har nu haft 3,6 millioner besøgende, som alle har eksperimenteret i timevis med naturvidenskabelige og tekniske fænomener.

Og det er jo imponerende, at 500.000 elever har været og besøge jer i de sidste fem år. Det er næsten lige så mange elever, der er i den danske folkeskole! Det er ganske, ganske flot. I en tid, hvor vi alle sammen arbejder hårdt for at øge interessen hos alle elever, er det godt, at der er et Experimentarium, som de selv kan besøge. Det er guld værd, det I gør her. Et stort kip med flaget over jeres enormt flotte indsats.

Og så skal udstillingerne jo ikke kun ses. De skal føles, de skal prøves, de skal sanses med hele kroppen. Jeg ved også, at rygtet om Experimentariets fortræffeligheder er løbet til udlandet, hvor man anerkender Experimentariets og Sciencecentret her i København som et af verdens bedste og mest spændende af sin art.

Til lykke Experimentarium med det flotte resultat. Satellitbåren kommunikation er jo vigtig i dag og i fremtiden, så lad mig åbne udstillingen lidt deroppe.

Skal vi spadsere derop?

***

Så kan jeg med sindsro erklære den nye kommunik@tions initiativ for åbnet. Rigtig god fornøjelse alle sammen! Rigtig stor oplevelse alle sammen.

Tak skal I have.

Til lykke med det.