Pressemeddelelse

AFR Danske soldater dræbt i Afghanistan

To danske soldater og deres afghanske tolk er i dag blevet dræbt, og en dansk soldat er blevet såret af en formodet selvmordsbombe ved byen Gereshk i Helmand-provinsen i Afghanistan.

I den anledning udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen:

”Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelse om, at to danske soldater og deres tolk er blevet dræbt i Afghanistan i dag.

Mine tanker og min dybeste medfølelse går i denne tragiske situation først og fremmest til soldaternes og tolkens familie og til den soldat, som blev såret i samme angreb.

Jeg kan ikke skarpt nok tage afstand fra sådanne afskyelige handlinger. De voldelige grupper forsøger at forhindre fremskridt. Det må de ikke få held til.

Ethvert dødsfald efterlader et uerstatteligt tab. Men de danske soldater gør en fremragende indsats for at hjælpe den afghanske befolkning. Mine tanker går derfor også til de dræbtes kammerater i Afghanistan.

Et stabilt Afghanistan er også vigtigt for vores sikkerhed her i Danmark. Den danske regering vil derfor fortsat støtte bestræbelserne på at skabe stabilitet og fremgang i landet.”