Pressemeddelelse

AFR Folkeafstemningen i Irak

De første rapporter fra folkeafstemningen i Irak den 15. oktober 2005 om en ny forfatning tyder på, at valget er gennemført relativt fredeligt, afstemningen er gået godt og at valgdeltagelsen har været høj.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler:

”Jeg er glad for, at forløbet af folkeafstemningen om forfatningen i Irak ser ud til at være gået godt. Valgdeltagelsen synes at have været høj, og rapporterne tyder på, at alle befolkningsgrupper modigt har afgivet deres stemme trods terroristernes trusler. Hermed har det irakiske folk igen vist deres modstand mod vold og støtte til en fredelig og demokratiske udvikling i Irak. Jeg håber, at terroristerne har hørt befolkningens ønske om at leve i fred og frihed. Vi vil fra dansk side fortsætte vores støtte til irakerne i deres bestræbelser på at skabe et frit og demokratisk Irak.”