Pressemeddelelse

AFR Folketingets formand Ivar Hansen er død

Folketingets formand Ivar Christian Hansen er i nat afgået ved døden. Ivar Hansen blev 64 år.

Statsministeren udtaler ved Ivar Hansens død:

”Det er med dyb sorg, at jeg har modtaget meddelelse om, at Folketingets formand Ivar Hansen er afgået ved døden.

Ivar Hansen blev valgt til Folketinget ved valget den 4. december 1973 og var lige siden folketingsmedlem for Venstre for Ribe Amtskreds.

I de næsten 30 år Ivar Hansen sad i Folketinget bestred Ivar Hansen en række poster for Venstre. Alle opgaver blev løst med stor dygtighed, flid og engagement.

Ivar Hansen var minister for offentlige arbejder i 1978-79; formand for Folketingets Finansudvalg i 1986-1988 og formand for statsrevisorerne 1995-98.

I 1990 blev Ivar Hansen medlem af Folketingets Præsidium og den 26. marts 1998 blev Ivar Hansen formand for Folketinget.

Ivar Hansen var stærkt optaget af folkestyret og engagerede sig personligt i overvejelserne om fornyelse af grundloven. I 1999 stod Ivar Hansen i spidsen for markeringen af grundlovens 150 års jubilæum.

Ivar Hansen vil blive savnet i Folketinget og i Venstre.

Mine tanker går til Ivar Hansens hustru. Æret være Ivar Hansens minde.”