Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Polen i EU

I anledning af at den polske befolkning har stemt ja til polsk medlemskab af EU udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen:

”Jeg er meget glad for, at den polske befolkning har bakket op om polsk medlemskab af EU. I lyset af de meget intensive forhandlinger med Polen under det danske EU-formandskab er jeg naturligvis meget tilfreds med, at den polske befolkning har bekræftet og bakket op om resultatet fra EU-topmødet i København i december.

For Polen er det en stor dag. For få år siden blev Polen medlem af NATO. Nu vil Polen med sin indtræden i EU endegyldigt lægge en mørk fortid og tung skæbne bag sig. I århundreder har Polen været kastebold og klemt mellem Øst og Vest. Nu har et demokratisk Polen besluttet sin egen fremtid og sikret sin frihed og selvstændighed i det nye Europa.

Polen er et af Danmarks største og vigtigste nabolande, og Polen vil i fremtiden være en meget vigtig partner for Danmark. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med Polen i EU fra den 1. maj næste år.”