Pressemeddelelse

AFR Startskud for det danske EU-formandskab - Arrangementer den 30. juni 2002

Den 1. juli 2002 begynder det danske EU-formandskab.

Regeringen markerer starten på formandskabet ved forskellige arrangementer den 30. juni 2002.

* * *

Kl. 15.00 byder statsministeren 100 unge fra EU, ansøgerlandene og Balkan velkommen på Marienborg. De unge er i Danmark for at deltage i Youth 2002, som samler 1000 unge i alderen fra 18-25 år på 13 højskoler til debat om fremtidens Europa.

I den anledning udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen:

”De unge kommer til Danmark for at drøfte fremtidens Europa. Det er utrolig vigtigt, at unge mennesker fra hele Europa engagerer sig i vores fælles fremtid. Vi mere garvede politikere skal lytte opmærksomt til deres signaler. Jeg ser frem til at byde dem velkommen i Danmark og til senere at høre om resultaterne af deres ophold.”

Der vil være photo opportunities under arrangementet på Marienborg.

Pressekort bedes båret synligt.

* * *

Samme dag kl. 17.00 i Tivoli åbnes en kulturfestival arrangeret af ansøgerlandene, den danske regering og Tivoli. Kulturfestivalen markerer starten på det danske EU-formandskab. 11 af ansøgerlandene har sagt ja til at præsentere noget af det bedste, de har at byde på kulturelt.

Danskerne får hermed en enestående chance for at stifte bekendtskab med dans, teater, klassisk musik, rock, folk og jazz, som normalt ikke kan opleves i Danmark.

I den anledning udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen:

'EU's udvidelse står øverst på dagsordenen for Danmarks EU-formandskab. Jeg hilser det derfor velkommen, at det er lykkedes at markere formandskabets begyndelse med en kulturfestival, hvor ansøgerlandene præsenterer noget af det bedste fra deres kultur - lige fra det klassiske til det helt moderne - og tilmed i Tivoli, som jo om noget må siges at tilhøre vor danske kulturarv'. Kulturfestivalens åbningsarrangement er mellem kl. 17 og 18, hvor estiske VLY giver smagsprøver på deres kunnen og udenrigsminister Per Stig Møller holder den officielle åbningstale.

* * *

Dagen sluttes af med en middag i Tivoli, hvor statsministeren er vært for bl.a. Europa Parlamentets formand Pat Cox, Kommissionens formand Romano Prodi og EU’s udenrigspolitiske koordinator Javier Solana.

I den anledning udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen:

”Det kommende EU-formandskab byder på store udfordringer. Fra dansk side har vi igennem lang tid forberedt os grundigt på opgaven, og vi ser nu frem til at komme i gang. Tiden er knap, og vi har meget at nå. Uden samarbejde mellem Europa Parlamentet, Europa Kommissionen og Ministerrådet går det ikke.

Jeg er derfor glad for at kunne byde repræsentanter fra disse institutioner velkommen til markeringen af starten på det danske formandskab. Vi vil lægge op til et godt og frugtbart samarbejde i de næste 6 måneder.”

* * *

Der vil i forbindelse med startskudsmiddagen være photo opportunities i forbindelse med:

  • Statsministeren modtagelse af Europa Parlamentets formand Pat Cox, Kommissionens formand Romano Prodi og EU’s udenrigspolitiske koordinator Javier Solana kl. 19.00 ved Tivolis hovedindgang.
  • Statsministerens velkomsttale ved middagen på Divan 2, kl. ca. 19.20.
  • Rundgang i haven, herunder besigtigelse af ansøgerlandenes indslag på kulturfestivalen, kl. 22-23 ved Tivolis direktør Lars Liebst for statsminister Anders Fogh Rasmussen, Europa Parlamentets formand Pat Cox, Kommissionens formand Romano Prodi og EU’s udenrigspolitiske koordinator Javier Solana.

Pressekort bedes båret synligt.

* * *

Yderligere oplysninger: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35.