Pressemeddelelse

AFR Statsministeren deltager i Europahøringen 30. april

Statsministeren deltager søndag den 30. april i Europahøring 2006 i Odense. Europahøringen er et vigtig led i EU’s tænkepause.

Høringens formål er at give befolkningen mulighed for at komme til orde i debatten om EU’s fremtid. 400 danskere vil i løbet af weekenden debattere med hinanden og med politikere og eksperter. På høringen vil statsministeren besvare deltagernes spørgsmål om ”De store udfordringer til Europa – og EU’s rolle heri”.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler i anledning af Europahøringen: ”Jeg ser meget frem til at deltage i Europahøringen. Normalt har vi kun rigtigt haft de brede debatter om EU i forbindelse med folkeafstemningerne. Debatterne har derfor været meget opsplittede debatter om ja eller nej. Det er vigtigt, at vi har en løbende debat om europapolitikken i Danmark. Jeg ser derfor frem til at komme i dialog med deltagerne om, hvad EU skal gøre for at løse de store udfordringer, Europa står overfor”.