Pressemeddelelse

AFR Statsministeren deltager i markering af EU's udvidelse

På lørdag den 1. maj deltager statsminister Anders Fogh Rasmussen i den officielle markering af EU’s udvidelse med 10 nye medlemslande, herunder de tre baltiske stater.

Det irske EU-formandskab er vært for arrangementet, der finder sted i Dublin. Stats- og regeringscheferne fra de nuværende og de nye medlemslande mødes for at festligholde, at de 10 nye medlemslande pr. 1. maj bliver fuldgyldige medlemmer af EU.

Statsministeren udtaler i anledning af rejsen:

”Vi mødes i Dublin for at markere den største og mest betydningsfulde udvidelse i EU’s historie. Beslutningerne fra topmødet i København i december 2002 bliver nu til virkelighed.

Udvidelsen bærer først og fremmest et budskab om muligheden for en fremtid i fred, frihed og velstand i vor del af verden. Det er en god arv at give videre til vore efterkommere. Og en sag det er værd at fejre. Vi byder nu velkommen til de ti nye medlemslande. Det er en festdag. En milepæl i Europas historie. Vi har alle grund til at glæde os og byde de nye lande velkommen i vores kreds.”

* * *

Yderligere oplysninger: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35/40 80 36 88