Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Statsministeren mødes med Romano Prodi og Pat Cox på Marienborg den 28. november 2002

Den 28. november om aftenen mødes statsminister Anders Fogh Rasmussen på Marienborg med Europa-Parlamentets formand Pat Cox og EU-Kommissionens formand Romano Prodi.

Der er tale om et møde mellem formændene for EU’s tre centrale institutioner – Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Statsministeren er som formand for Det Europæiske Råd vært for mødet.

Statsministeren udtaler i den anledning:

”Hovedemnet for vores drøftelse vil være forberedelsen af det kommende møde i Det Europæiske Råd i København den 12.-13. december. Jeg finder det nyttigt at have lejlighed til at drøfte dagsordenen for topmødet i København med Cox og Prodi, før jeg i næste uge indleder min rundrejse til EU-landenes hovedstæder.

Samtidig vil vi på mødet tage bestik af arbejdet i Konventet om EU’s fremtid.

Endelig er disse møder nyttige til at styrke og videreudvikle det gode samarbejde mellem de tre EU-institutioner.”

* * *

Mødet, der har karakter af en arbejdsmiddag, finder sted kl. 21.00-22.30 på Marienborg, Nybrovej 410, Lyngby.

Der vil være et door step-arrangement og photo opportunity i forbindelse med statsministerens modtagelse af Europa-Parlamentets formand Pat Cox og EU-Kommissionens formand Romano Prodi kl. 21.00 samt ved begyndelsen af arbejdsmiddagen.

Det kan i den forbindelse oplyses, at statsministeren vil benytte lejligheden til at ønske Pat Cox tillykke og servere en lagkage for denne, da dagen samtidig er Pat Cox’s 50 års fødselsdag.

Kontaktinformation:

Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35/40 80 36 88.

Michael Helbo, 33 92 22 22/40 80 36 85.