Pressemeddelelse

AFR Statsministerens besøg i Athen og Ankara den 4. - 5. april 2002

Statsminister Anders Fogh Rasmussen aflægger den 4.-5. april 2002 arbejdsbesøg i Athen og Ankara.

Statsministeren vil under besøgene bl.a. mødes med den græske premierminister Costas Simitis, den tyrkiske premierminister

Bülent Ecevit samt Tyrkiets præsident Ahmet Necdet Sezer.

Besøgene sker som led i forberedelserne af det danske EU-formandskab i andet halvår 2002.

Hovedemnerne for drøftelserne bliver:

Centrale udenrigspolitiske spørgsmål vedrørende EU’s udvidelse.

Cypern er et af de kandidatlande, der er længst fremme i forberedelserne til EU-medlemskab. Men der udestår fortsat en politisk løsning på selve Cypern-konflikten.

Herudover vil NATO’s udvidelse og EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik blive centrale emner under besøget. Grækenland skal under det danske EU-formandskab varetage formandskabet på Danmarks vegne i drøftelser af militære og forsvarsmæssige spørgsmål på grund af Danmarks forbehold.

I forbindelse med besøget i Grækenland afholdes pressemøde i den græske premierministers embedsbolig (Irodotou Attikou 19, Athen) den 4. april kl. 14.15.

I forbindelse med besøget i Tyrkiet afholdes pressemøde i det tyrkiske statsministerium (Basbakanlik Merkez Binasi, Vekaletler Caddesi, Bakanliklar, Ankara) den 5. april kl. 11.30.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressechef

Michael Kristiansen, telefon 33 92 22 59.