Pressemeddelelse

EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen besøger København

Statsminister Mette Frederiksen tager torsdag den 17. juni klokken 15.45 imod EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. EU-kommissionsformanden er på rundtur blandt samtlige 27 EU-medlemslande i forbindelse med vurderingen af de nationale genopretningsplaner.

Sammen besøger de Avedøreværket i Hvidovre. Her vil der blive afholdt et kort arbejdsmøde mellem statsministeren og EU-kommissionsformanden, hvor de skal drøfte emner af fælles interesse.

Klokken 16.05 vil statsministeren sammen med kommissionsformanden holde et kort doorstep.

Efter doorsteppet vil statsministeren og kommissionsformanden få en rundvisning og blandt andet høre om det såkaldte Power-to-X-projekt ved værket, hvor energi fra havvind skal bruges til at producere grøn brint.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Jeg ser frem til at byde EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen velkommen i Danmark. Fra dansk side lægger vi stor vægt på, at den økonomiske genopretning i Europa efter Covid-19 bliver både grøn og digital. Vi viser gerne vejen i Danmark med innovative løsninger på klimaudfordringerne, som for eksempel Power-to-X-teknologien, der kan være med til at gøre transportsektoren mere bæredygtig. Det er de innovative, grønne løsninger, der skal sikre fremtidens jobs og vækst i Danmark og Europa”.

 

Bemærk:

  • Tilmelding for at deltage i pressemødet sendes på mail til presse@stm.dksenest torsdag den 17. juni kl. 12.00. 
  • For adgang til doorstep på Avedøreværket skal tilmeldte ankomme ved Avedøreværkets hovedindgang, Hammerholmen 50, 2650 Hvidovre mellem kl. 15.30 og 15.45.
  • Der er krav om gyldigt coronapas for adgang til Avedøreværket.
  • For at begrænse antallet af personer ved pressemødet pga. COVID-19 opfordrer Statsministeriet til, at medierne begrænser antallet af journalister og teknikere til stede.

 

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.