Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Pressemeddelelser

HTS Overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udtaler ved nyheden om, at overenskomsterne på det private arbejdsmarked er blevet fornyet:

”Jeg glæder mig over de overenskomstresultater, der nu er kommet i hus på det private arbejdsmarked. Det er et meget afgørende, første skridt til at forbedre dansk konkurrenceevne. Resultatet styrker grundlaget for en gunstig jobudvikling i de kommende år.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose arbejdsmarkedets parter. De har indgået forlig om overenskomstfornyelsen for næsten hele det private område. Forligene har vist, at parterne er i stand til at bidrage til løsningen af centrale udfordringer for det danske samfund. Og medlemmerne på begge sider har med dagens afstemningsresultat demonstreret, at de bakker op om en ansvarlig linje.

Dagens resultat giver et godt afsæt til de trepartsforhandlinger, som vi skal i gang med senere på foråret. Med trepartsforhandlingerne skal vi tage de næste skridt til at sikre attraktive job til danske lønmodtagere. Det handler om omkostninger, men det handler også om medarbejdernes kompetencer og uddannelse.”