Pressemeddelelse

HTS Sankt Hans på Marienborg

Statsminister Helle Thorning-Schmidt inviterer igen i år til Sankt Hans i Marienborg Have mandag den 23. juni 2014 fra klokken 19.00.

Statsministeren byder velkommen klokken 20.00, og klokken 21.00 holder hun båltalen, inden hun tænder bålet. Herudover vil Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester, Sofia Osmani, også tale ved arrangementet, ligesom der vil være musik af Lyngby-Taarbæk Brass Band, fællessang og sang med Elverhøjkoret samt underholdning af KFUM spejderne fra 3. Lyngby gruppe.

Der vil være mulighed for at medbringe madkurv samt drikkevarer.

I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet aflyst. Aflysning vil ske på dagen og blive annonceret på Statsministeriets og Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmesider.

Et detaljeret program, inklusiv praktiske informationer, kan findes på Statsministeriets hjemmeside: www.stm.dk. Her findes også yderligere informationer om Marienborg. Bemærk at der ikke vil være parkeringsmuligheder på og omkring Marienborg. Derfor opfordres gæster til at ankomme til Marienborg til fods, på cykel eller med kollektiv trafik.


* * *


Medier har ligesom offentligheden adgang til Marienborg Have til Sankt Hans.

Yderligere oplysninger: Pressesekretær Lea Juel Henriksen, Statsministeriet, tlf. 33 92 22 59.