Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt II (2014-15)
Pressemeddelelser

HTS Statsminister Helle Thorning-Schmidt udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af Skattesagskommissionens beretning:

”Midt under valgkampen i 2011 blev personlige og fortrolige dokumenter om mine skatteforhold lækket. Det er åbenlyst, at det, der er foregået i denne sag, er forkert og ulovligt. Det er en meget alvorlig handling.

Det er generelt krænkende for vores retsfølelse, at personlige papirer bliver lækket. Det må ikke ske. Hverken for mig eller for andre borgere. Derfor er det beklageligt, at kommissionen ikke har kunnet afdække, hvem der stod bag lækagen. Når det er tilfældet, er det fordi, nogen har valgt ikke at fortælle sandheden.

De eller den, som står bag lækagen, har også et ansvar for, at tilliden til myndighederne er blevet udfordret.

Personligt har sagen været dybt ubehagelig for mig og min familie. Det vil jeg ikke lægge skjul på.

Derudover tager jeg kommissionens beretning til efterretning. Og det vil jeg også opfordre alle andre til at gøre.”