Pressemeddelelse

HTS Statsministeren deltager i EU-Afrika topmøde

Statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager den 2. april i det fjerde EU-Afrika-topmøde i Bruxelles. Topmødet bliver det til dato største topmøde for EU’s Fælles Udenrigstjeneste (FUT) med deltagelse af over 80 delegationer. Statsministeren udtaler:

”Topmødet bekræfter, at Afrika er en vigtig partner for EU og omvendt. Topmødet finder sted i en atmosfære af optimisme og ønske om styrket samarbejde. Ti af verdens tyve hurtigst voksende økonomier er afrikanske.

Der bliver lyttet til den danske stemme i EU-Afrika-kredsen i kraft af Danmarks årelange stærke udviklingspolitiske engagement i Afrika. Jeg vil på topmødet lægge særlig vægt på, at EU og Afrika får øget samhandlen. Det vil gavne forbrugere og jobskabelsen i både Europa og Afrika. Jeg er sikker på, at Danmark og danske virksomheder med den rette indsats har gode muligheder for at blive en endnu vigtigere partner for Afrika i de kommende år.”

***

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Thomas Juul-Dam, telefon 33 92 22 26.
Pressesekretær Lea Juel Henriksen, telefon 33 92 22 59.