Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Pressemeddelelser

HTS Statsministeren mødes med Afghanistans præsident

Statsminister Helle Thorning-Schmidt mødes den 2. maj 2013 med Afghanistans præsident, Hamid Karzai, som er på officielt besøg i Danmark. Mødet finder sted i Statsministeriet.

Samtalen med præsident Karzai vil blandt andet handle om samarbejdet mellem Danmark og Afghanistan, herunder Danmarks militære og civile engagement i Afghanistan frem mod og efter 2014, samt den politiske og sikkerhedsmæssige udvikling i Afghanistan. Der vil i forbindelse med besøget blive underskrevet en strategisk partnerskabsaftale, som vil bekræfte et langsigtet dansk engagement i Afghanistan på det politiske, økonomiske, sikkerhedsmæssige og udviklingspolitiske område, samt understrege de reformer og forpligtelser, den afghanske regering skal leve op til.

Statsministeren udtaler forud for besøget:

”De kommende to år bliver afgørende for Afghanistan. Der arbejdes målrettet hen imod overdragelse af sikkerhedsansvaret til de afghanske myndigheder, og vi nærmer os det politisk vigtige præsidentvalg i 2014. Jeg ser derfor frem til at tale med præsident Karzai om perspektiverne for udviklingen i Afghanistan de kommende år.

Danmark har været dybt engageret i Afghanistan i mere end 11 år. Derfor er det kun naturligt, at vi nu underskriver en strategisk partnerskabsaftale og dermed besegler et gensidigt ønske om et langsigtet samarbejde. Danmark vil forblive engageret i Afghanistan også efter 2014.”


***

Herefter afholder statsministeren og præsidenten et fælles pressemøde i Statsministeriets Spejlsal klokken ca. 13.40.

Medier som ønsker adgang til pressemødet bedes sende mail med navn, medie og kontaktinformation til pressesekretær Lea Juel Henriksen: ljh@stm.dk senest onsdag den 1. maj 2013 klokken 16.00. Kun medier, som har modtaget en mail med bekræftelse på deres tilmelding til pressemødet inden klokken 10.00 torsdag 2. maj 2013, vil få adgang til Statsministeriet på dagen. Information om mødetid og adgangsforhold vil tilgå de tilmeldte medier pr. mail. For adgang til Statsministeriet kræves gyldigt pressekort. Pressekortet bæres synligt.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Lea Juel Henriksen telefon 33 92 22 59.